25.03.2018

Dette er historien om et bebudet overgreb, og de værdipolitiske konnotationer er umulige at overse. De har bl.a. deres udspring i den kulturpolitiske placering og selvforståelse, DR har haft i årtier som formidler af public service-indhold, og som særligt i DF er blevet opfattet som arrogance og hovmod.

Kommentar af Lars Werge

AT DET FOR ØJEBLIKKET går godt i Danmark, er de færreste vist i tvivl om. Væksten buldrer frem, og sporene efter den finanskrise, vi oplevede for ti år siden, er visket mærkbart ud. Beskæftigelsen stiger, virksomhedernes overskud er store, og landet har det godt. Der er basis for optimisme i det fællesskab, vi kalder Danmark.

Men der er også basis for en nådesløs værdikamp. I modsætning til i 00’erne, hvor Fogh- og Løkke-regeringerne primært førte værdikamp på det kultur- og værdipolitiske område, foregår 10’ernes værdikamp også på det finans- og fordelingspolitiske felt. Ingen lettelse i afgifter og skatter synes for minimal til, at regeringens liberale krigere ikke mener, at den skal høstes. Ingen kulturpolitisk værdikamp – med dens indbyggede hævnmotiver for årtiers selvindbildt borgerlig udskamning – synes for smal og ubetydelig til, at den ikke skal føres.

Det er årsagen til, at regeringen kan forenes med Dansk Folkeparti i en uskøn danse macabre [dødedans, red.] omkring nedskæringen af Danmark Radio, på trods af at den, primært pga. selvsamme parti, har meget svært ved at gennemføre de ønskede grundlæggende forandringer af samfundet og nå sine mål om skatte- og afgiftslettelser.

DET ER VÆRDIPOLITIK, når det er mindst kønt, og i den påståede kamp for den individuelle frihed tages der sagesløse gidsler. De gidsler er både de tusinder af mennesker, der dagligt arbejder i og for DR, og det er – ikke mindst – de millioner af medborgere, der dagligt henter viden, nyheder, information og underholdning fra selvsamme institution. Bakket op af et korps af klakører i form af meningsdannere med vidt forskellig baggrund, men forenet i et fælles mål om at få hævn over DR, har flertallet i Folketinget haft let spil på vejen mod den nye medieaftale.

Den 16. marts blev aftalen offentliggjort af et kollegium bestående af regeringen og DF, der kun vanskeligt kunne skjule de smørrede grin over en fuldført mission. Og det skete til tonerne af et hyldestkor af blandt andre liberalistiske debattører, chefredaktører og bloggere fra de private medier, der i årevis kun har talt for én påstand: Alene ved at beskære DR kan de private medier (læs: avishusene) igen skabe en sund forretning.

Bakket op af et korps af klakører i form af meningsdannere med vidt forskellig baggrund, men forenet i et fælles mål om at få hævn over DR, har flertallet i Folketinget haft let spil på vejen mod den nye medieaftale
_______

AFTALEN BETYDER, at licensen omlægges til en skattebetalt model – i øvrigt på en måde, der i liberalismens navn er udformet således, at den ikke tilgodeser de laveste indtægter og derved sikrer reel omfordeling – men finansieringsomlægningen er den mindste del. Den værste del er besparelserne. De betyder nemlig, at koncernen DR årligt skal finde besparelser svarende til fire pct. Det er i 2019 154 mio. kr., og i 2020 vil det være 310 mio. kr. I takt med, at progressionen fortsætter indtil 2023, når besparelserne er ”fuldt indfaset”, lyder den årlige reduktion på 773 mio. kr.

Dette er historien om et bebudet overgreb. Det blev annonceret for flere år siden, og forløbet understreger, at beslutningen om at skære i DR intet har med mediepolitik at gøre. De værdipolitiske konnotationer er til gengæld umulige at overse. De har bl.a. deres udspring i den kulturpolitiske placering og selvforståelse, DR har haft i årtier som formidler af public service-indhold, og som særligt i DF er blevet opfattet som arrogance og hovmod. Den slags stod for fald på dagen for medieaftalens offentliggørelse.

Også de liberale, finanspolitiske værdier blev luftet, da Kristian Jensen ved offentliggørelsen begrundede aftalen. Her valgte han at betone den ”gevinst”, danskerne vil få ud af beslutningen. Men aftalen er ikke en gevinst i forhold til et samlet, kulturpolitisk bud på en styrket public service-ramme, hvis opgave det er at danne ramme om et fællesskab for en nation, der i disse år viser sprækker i sammenholdet på så mange områder.

GEVINSTEN har til gengæld form af en minimal afgiftslettelse. Et ”LO-par” vil ifølge Finansministeriets regneeksempler spare 166 kr. om året ved omlægningen fra licens til skattefinansiering. Det er i parentes bemærket ganske langt fra de 20 pct., DR skal slankes – og næppe en lettelse, der udløser hørlige suk af velbehag landet over. Og det er nok heller ikke en afgiftslettelse, der i de kommende år vil skabe kø ved abonnementsportalerne hos de private medier.

Tværtimod har regeringen og DF med deres aftale skabt fornyet grobund for frygten for, at det danske mediemarked vil blive løbet endnu mere over ende af de udenlandske giganter, når udbuddet af dansk indhold som følge af denne aftale efter al sandsynlighed vil blive mindre. ■

Regeringen og DF har med deres aftale skabt fornyet grobund for frygten for, at det danske mediemarked vil blive løbet endnu mere over ende af de udenlandske giganter
_______

Lars Werge (f. 1966) er formand for Dansk Journalistforbund. ILLUSTRATION: Officielt pressefoto [foto: Flemming Leitorp]