17.10.2018

Den saudiske kronprins bin Salman, præsident Erdogan og præsident Trump har en fælles interesse: De ønsker at sløre, ikke opklare, affæren om den forsvundne journalist Khashoggi. Men sagen er kun et symptom på landets udfordringer. For skyerne trækker for alvor sammen om Saudi-Arabien.

Analyse af Lars Erslev Andersen

Såfremt Saudi-Arabien står bag forsvindingen af Jamal Khashoggi i Istanbul, må vi frygte, vi aldrig får den fulde sandhed at vide. Alt for mange magtfulde mænd har interesse i at sløre omstændighederne: Den saudiarabiske kongefamilie vil ikke fremstå som en slyngelstat på linje med Rusland og Iran, som USA og Vesten fordømmer for at sende agenter ud for at dræbe deres egne dissidenter. Hvis Saudi-Arabien faktisk har stået bag et mord på Khashoggi, vil det være mere end vanskeligt for præsident Trump ikke at straffe den saudiarabiske kongefamilie. Og det vil være et voldsomt anslag mod det image, landet er ved at tegne af selv – som fornyende og reformvenligt.

Ind under gulvtæppet
Dræber Saudi-Arabien sine borgere i udlandet – i det konkrete tilfælde: ovenikøbet en borger med permanent amerikansk opholdstilladelse – skal og vil det fremkalde en stærk reaktion fra Det Hvide Hus. Men det vil være særdeles ubekvemt for Trumps regering. I forvejen lyder der udbredt kritik af kongeriget i indflydelsesrige cirkler i USA, bl.a. i Kongressen. Nogle peger på, at Saudi-Arabien efter mange indicier at dømme var direkte involveret i terrorangrebet 11. september, og Kongressen har vedtaget, at ofrenes efterladte kan føre retssag direkte mod den saudiarabiske stat. I London tilbageholdes rapporter, bestilt af regeringen, som angiveligt skulle indeholde beviser på, at Saudi-Arabien står bag og finansierer ekstremistiske miljøer i England, som har fostret nogle af gerningsmændene bag de seneste års terrorisme. Men den britiske regering har tætte forbindelser til Saudi-Arabien og har i årevis solgt for milliarder af kroner våben til kongefamilien i Riyadh. Mange mener, dét er grunden til at rapporterne tilbageholdes. Briterne er også nervøse for, hvad der vil ske med den globale økonomi, hvis Saudi-Arabien bryder sammen – for landet har kolossal indflydelse på priserne på det internationale oliemarked.

Derfor gør den britiske regering gode miner til slet spil, når det drejer sig om Saudi-Arabien. Tilsvarende har den franske præsident Macron svært ved at finde en grimasse, der kan passe, når han taler om Saudi-Arabiens påståede rolle i mysteriet om Khashoggi – formentlig fordi han tænker på Frankrigs eksport til landet.

Også Trump er bekymret for de amerikanske våbenkontrakter, der løber op i 110 milliarder US dollars. De er ikke forhandlet af Trump, som han ellers ynder at påstå, men alle afsluttet under Obama. Trump har brug for dem for at fastholde amerikanske arbejdspladser – som han så kækt udtrykker det. Hans påstand: Hvis ikke USA opfylder kontrakterne, vil saudiaraberne smide de mange dollars i Kina eller Rusland. Det har han næppe ret i, men det er en anden historie.

 

Til gengæld bakker MBS op om USA’s såkaldte plan for en løsning i den palæstinensiske konflikt, nærmer sig mere og mere åbent Israel og finansierer USA’s kurdiske allierede i Syrien
_______

 

Endnu mere vigtigt for Trump-regeringen er det dog, at den helt og aldeles bygger sin Mellemøstpolitik på to lande. Saudi-Arabien og Israel. Trumps særlige Mellemøstdiplomat, svigersønnen Jared Kushner, har opbygget meget tætte forbindelser til kronprinsen i Riyadh, Mohammad Bin Salman (kaldet MBS). Det har ført til, at USA utvetydigt støtter Saudi-Arabiens krig i Yemen og sammen med Israel står skulder ved skulder i Saudi-Arabiens konfrontation med Iran. Til gengæld bakker MBS op om USA’s såkaldte plan for en løsning i den palæstinensiske konflikt, nærmer sig mere og mere åbent Israel og finansierer USA’s kurdiske allierede i Syrien. Dertil kommer så, at han også køber våben i USA.

Tilbage står Tyrkiet, hvor Khashoggi jo forsvandt. Her ser præsident Erdogan en fordel i at handle med sin viden fremfor bare at smide den ud i medierne. Selvom Tyrkiet og Saudi-Arabien de seneste år har været noget uenige, ikke mindst siden MBS iværksatte sin embargo mod Tyrkiets nære allierede Qatar, vil Erdogan hellere klemme Saudi-Arabien til at spille tyrkisk musik, end han vil sende de to lande ud i den ultimative konfrontation.

Samtidig kan Tyrkiet bruge sin rolle i sagen til at reparere på forholdet til USA. Såfremt Saudi-Arabien er involveret i sagen om Khashoggi, har Erdogan, MBS og Trump således større interesser i at sløre hele affæren end faktisk få den fuldt belyst. Israel deler deres interesser og skulle amerikanske Kongresmedlemmer stille for mange spørgsmål, kan israelerne mobilisere deres stærke USA-lobby, få prikket nogle af de mest højtråbende på skulderen og minde dem om, hvor de har deres støtte fra.

Derfor ender de faktiske omstændigheder om hele Khashoggi-affæren med omhyggeligt at blive fejet under det berømte gulvtæppe. Hvis det mod forventning skulle blive bevist og afsløret, at MBS faktisk har givet ordre til en aktion mod Khashoggi, vil den mest bekvemme løsning for Saudi-Arabien og USA være at gøre ham til syndebuk, fjerne ham og fortsætte som før.

 

Derfor ender de faktiske omstændigheder om hele Khashoggi-affæren med omhyggeligt at blive fejet under det berømte gulvtæppe
_______

 

Konkursen lurer stadig
Men uanset hvad udkommet bliver, er problemerne for Saudi-Arabien langt fra løst. Selvom landet nyder godt af de nuværende høje priser på olie, er økonomien ekstremt sårbar. Det peger den Internationale Valutafond (IMF) på i sin seneste vurdering, hvor de roser kongeriget for de økonomiske reformer, der er blevet iværksat, og opfordrer til, at de fortsættes. IMF peger på, at den eneste grund til forbedringen af den saudiske økonomi er: de stigende oliepriser. Det er ifølge IMF ikke holdbart – og allerede i 2015 lød IMF’s dom, at Saudi-Arabien ville gå bankerot i 2020, hvis ikke der blev gennemført gennemgribende reformer. Reformer, der både skulle reducere afhængigheden af gæstearbejdere fra Asien, sende de saudiske kvinder i arbejde og omstrukturere til meget mindre afhængighed af olieeksport.

På det tidspunkt var oliepriserne i bund. Saudi-Arabien havde sprøjtet masser af olie ud på markedet netop for at sænke prisen og dermed udkonkurrere USA’s stigende olieproduktion. Det blev et eklatant selvmål: Amerikansk olieteknologi klarerede skærene og er nu så konkurrencedygtig, at USA er nettoeksportør af olie. Samtidig mistede Saudi-Arabien milliarder af indtægter og måtte tære på sine reserver for at finansiere sit overforbrug, sin massive våbenimport og sin krig i Yemen. Det var den situation, der fremkaldte IMF’s advarsel om forestående bankerot.

Siden er olieprisen steget, men det er højst usikkert om de i årene fremover kan holde det høje niveau. Det ved regeringen i Riyadh godt. Landet er i dag det land i verden, der bruger flest penge på sikkerhed og våben pr. indbygger – men det har man ikke råd til at være. Samtidig er der et enormt overforbrug i den saudiarabiske kongefamilie. Det har den faktisk heller ikke råd til.

 

[Saudi-Arabien] er i dag det land i verden, der bruger flest penge på sikkerhed og våben pr. indbygger – men det har man ikke råd til at være
_______

 

For Bin Salman hober problemerne sig op
For at imødegå den truende økonomiske katastrofe og efterkomme anbefalingerne fra IMF lancerede Mohammad Bin Salman den forkromede plan ”Saudi Vision 2030”, som vakte betydelig international opmærksomhed. Arbejdsmarkedsreformer, kvinder i jobs, tiltrækning af udenlandske investeringer, og som det mest spektakulære: frasalg af 5 procent af det nationale olieselskab, Aramco, til internationale opkøbere. Men dét salg måtte kongen opgive, fordi han ikke kunne få en tilstrækkelig høj pris. At MBS i processen gav kvinder lov at køre bil havde intet med ligestilling at gøre – det handler om at få dem i arbejde. Denne pointe misforstod nogle af de mest markante fortalere for øgede kvinderettigheder, hvilket sendte dem direkte i fængsel.

Og i april i år indstillede Saudi-Arabien reformerne i Saudi Vision 2030. Alt er således ved det gamle. Reformerne skulle have ændret Saudi-Arabiens image: Det skulle ikke længere være et forstokket islamisk samfund, men nærmere ligne Abu Dhabi. Kvinder bag rattet og lovliggørelse af biografer. Der skulle investeres i turisme, anlægges moderne højteknologiske futuristiske byer, og såkaldt moderat islam skulle fremmes. Alt sammen noget, vi kender fra lande som Qatar og De Forenede Arabiske Emirater med Dubai og Abu Dhabi.

Denne omstilling møder imidlertid stor modstand – både fra det traditionelle samfund og fra eliten. De traditionelle er nervøse for at se de gamle forhold brudt op. Eliten er bange for at miste deres privilegier og deres del af den korrupte kage, de hidtil har spist. Så de gør modstand, fremsætter kritik og bliver buret inde i hobetal. Det gælder kvinder, imamer, islamiske sheiker, der længe har talt om reformer, mediefolk og folk fra de øverste lag i samfundet, hvis de tillader sig at kritisere MBS.

Naturligvis har MBS også fået opbakning, dels fra de kvinder, der selvsagt er glade for at kunne sætte sig bag rettet i en bil, dels mere generelt fra ungdommen, der hilser en åbning af det lukkede samfund velkommen. Især var de unge glade for den antikorruptions-kampagne, som blev iværksat i forbindelse med reformerne, og som ramte en række prominente borgere i november sidste år. De blev buret inde eller sendt i husarrest på et luksushotel i Riyadh. Deres formuer blev beslaglagt – hvilket i øvrigt gav en ganske betydelig indtægt til statskassen. Nogle har siden købt sig fri gennem aftaler med regeringen, mens mange stadig er buret inde – uden at kunne røre deres båndlagte formuer.

Det er mildt sagt en kaotisk omvæltningsproces, MBS har sat i gang i Saudi-Arabien. Stort set alle hans initiativer er gået i skuddermudder. Udenrigspolitisk fører han krig i Yemen med en kolossal humanitær katastrofe som eneste resultat. Saudi-Arabien har i princippet besat Bahrain, og landet hælder penge i konflikter i Syrien og Irak. Det køber militærteknologi – enten for at bruge den i Yemen eller for at smøre sælgerne i England, Frankrig og USA. Reformprogrammet er sat i bero, kritikken både fra neden og fra eliten vokser. Kan han ikke levere, svinder opbakningen fra kvinderne og den unge generation. Kun de høje oliepriser holder skuden oven vande. Problemerne skader Saudi-Arabiens nye image og skal derfor helst forties. De udfordrer MBS, der gerne vil fremstå som den visionære reformist af Saudi-Arabien, men som i stedet er ved at forandre det traditionelle familiedynasti til et absolutistisk enmandsvælde.

Khashoggi kritiserede denne udvikling. Nu er han efter alt at dømme væk. Men problemerne består. Uanset om MBS er eller bliver gjort ansvarlig for Khashoggis forsvinden, trækker de truende og mørke skyer stadig tættere sammen over den saudiarabiske stat, mange kalder rig, men som ret beset er i sin største økonomiske og politiske krise, siden den blev etableret i 1932. ■

 

Uanset om MBS er eller bliver gjort ansvarlig for Khashoggis forsvinden, trækker de truende og mørke skyer stadig tættere sammen over den saudiarabiske stat
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland