04.06.2018

Putins Rusland har nærmest taget Trumps valgkampslogan til sig, og det forklarer i høj grad russisk udenrigspolitik. Rusland vil være en stormagt – koste hvad det vil.

Kommentar af Lars Bangert Struwe

FOR AT forstå russisk politik må man fokusere på tre forhold: Putin, Ruslands ønske om at blive anerkendt som stormagt og landets manglende økonomiske udvikling. Det giver samlet set en ubehagelig cocktail, som skaber uro rundt omkring i verden.

Rusland har en gennemgående opfattelse af sig selv som stormagt. Denne selvforståelse er udviklet gennem århundreder og ophørte ikke med Sovjetunionens fald i 1991. I 1994 sagde den daværende udenrigsminister Andrei Kozyrev, at “Rusland er dømt til at forblive en stormagt”, og Sergej Karaganov, Putins personlige økonomiske rådgiver, udtalte for nogen tid siden, at det “at være stor er en del af nationens DNA”. Magt er centralt, når man skal forstå Rusland og Putin, ligesom ønsket om mere magt og behovet for at bibeholde den.

Tre fronter i russisk udenrigspolitik
Ruslands opfattelse af sig selv som stormagt opererer på tre forskellige niveauer: Det globale, det regionale og det interne niveau. Rusland ønsker global indflydelse og udnytter den permanente krise med Vesten til at promovere sig selv som en regional stormagt, samtidig med at man prøver at opretholde den nationale sammenhængskraft inden for føderationen. Stormagtsfortællingen spiller en stor rolle for selvforståelsen internt i Rusland, fordi den blandt andet bruges til at forklare dele af de afsavn, den russiske befolkning lever med hver dag. Fortællingen om ”Den Store Fædrelandskrig”, som Anden Verdenskrig kaldes, bruges ofte som et billede på, hvor hårdt man har slidt for Ruslands position som stormagt.

Betyder det, at Rusland har en overordnet strategi for landets fremtid? Næppe. I dag er Rusland smeltet sammen med Putin, og Putin har ikke umiddelbart nogen overordnet plan – andet end at Rusland skal anerkendes som stormagt af omgivelserne, og at han skal tjene så mange penge på sin situation, som han kan.

Find svagheden og udnyt den
Putin er en dreven taktiker. Han er judoka, udøver af den japanske kampsport judo. I en kamp står judokaen på madrasserne og griber fat i modstanderens dragt. Herefter forsøger man at finde modstanderens svage punkt, så man kan kaste ham og låse ham på gulvet. Ligeledes drejer Putins fremgangsmåde i international politik sig om at finde andre landes svaghed og udnytte den med det samme. Der er ikke den store plan bagved, det handler udelukkende om at overleve og overvinde modstanderen. Går det galt, må man bare prøve igen og helst nå at indsætte et modangreb. Det er Ukraine-krisen et eksempel på. Putin var ved at miste grebet i midten af februar 2014, og frygtede, at Ukraine blev en del af EU og NATO, men med et voldsomt modangreb og indsættelse af specialoperationsstyrker og efterretningsoperationer på Krim, overraskede han sine modstandere og overvandt dem.

 

Ligeledes drejer Putins fremgangsmåde i international politik sig om at finde andre landes svaghed og udnytte den med det samme
_______

 

Putin og hans støtter er selv gamle efterretningsofficerer. De tænker tilsyneladende i høj grad i efterretningsbaner, og det gør den almindelige russer også. I Rusland og i russisk orienterede kredse har man en udbredt forestilling om, at CIA har foranstaltet de orange revolutioner og det arabiske forår. Man taler fx om ” US street-protest playbook”, når man taler om protesterne i Ukraine, der førte til Viktor Yanukovychs fjernelse som præsident. Det er en god markør for den frygt, man har for, hvad USA og dets efterretningstjenester både har af styrke og vilje til at skade Rusland. Det kan ses som en spejling af russisk tankegang.

Brugen af specialstyrker og efterretningsoperationer er kendetegnende ved Putins arbejde igennem hele hans karriere. Han og/eller hans nærmeste kan nærmest ikke lade være. Rapporten “Background to “Assessing Russian Activities and Intentions in Recent US Elections”: The Analytic Process and Cyber Incident Attribution” udgiver af amerikanske efterretningstjenester peger direkte på, at det skulle være Putin, der beordrede russisk indblanding i det amerikanske præsidentvalg. I Sverige har man oplevet, at der dukkede et brev fra den svenske forsvarsminister op i medierne. Det skulle angiveligt handle om et svensk våbensalg til Ukraine. Imidlertid var det en forfalskning, og pilen peger på Rusland som afsender. Det er en lang række sager med brug af midler fra disinformation til direkte operativ indsættelse af specialstyrker som på Krim, der må bekymre os alle. Det er velkendt blandt efterretningsfolk, at man nærmest bliver høj af brugen af efterretningsmetoder og skjulte operationer. Det har blandt andet Ion Mihai Pacepa, den tidligere chef for den rumænske efterretningstjeneste, beskrevet i sin bog ”Disinformation”.

Magt på bekostning af udvikling
Under sin første præsidentperiode blev Putin berømt og fik endda støtte af Vesten i kampen mod oligarkerne. Nu er han selv øverst i hierarkiet og besidder en enorm magt. Men Putin lader til at være træt af livet som præsident, og russiske medier rapporterer, at han tilbringer en stor del af sin tid i præsidentpaladset i Novo-Ogaryovo. Han er fanget af sin egen magt. Hvis ikke han bevarer den, risikerer han at tabe den for altid – og det kan blive meget ubehageligt.

Det mest bekymrende ved Ruslands indenrigs- og udenrigspolitik er landets manglende økonomiske udvikling. Der er en nøje sammenhæng mellem udviklingen i olieprisen og det russiske BNP. Der er en tilsvarende sammenhæng i Norge, men i Norge har man brugt de mange oliemilliarder på at udvikle hele landet fra infrastruktur til uddannelse. Det har man ikke i Rusland. Udover gassen, som millioner af europæerne rigtignok bruger dagligt på at varme deres hjem op, er det de færreste, som ejer et produkt, der i sin helhed stammer fra Rusland. Vi har masser fra Kina, Indien og USA, men det er nærmest kun i vores smartphones, at vi finder russiske produkter i form af sjældne mineraler.

I disse år er USA udfordret af Kina og Rusland, hvilket skaber en permanent international krise. Denne krise er fordret af Kina og Ruslands stormagtsdrømme og usikkerheden i USA som følge af Trump. Kina er indiskutabelt en økonomisk stormagt med voksende militær magt. Putins Rusland har lige nu en gylden mulighed med de voksende olie- og gaspriser, hvilket giver landet mulighed for udvikling ud over militæret. Der er brug for massive investeringer i alt fra infrastruktur over uddannelse til industri. Men bruger man ikke denne mulighed, vil Rusland ikke blive great again, men kollapse som stormagt. ■

 

Der er brug for massive investeringer i alt fra infrastruktur over uddannelse til industri. Men bruger man ikke denne mulighed, vil Rusland ikke blive great again, men kollapse som stormagt
_______

 

Lars Bangert Struwe (f. 1968) er generalsekretær i Atlantsammenslutningen. Han er cand.mag. i historie og statskundskab og ph.d. i historie med en særlig forkærlighed for sikkerhedspolitik, 1700-tallets magtpolitik, efterretningstjenester og militærhistorie. Han har været forsker på CMS, arbejdet i Rigsarkivet som projektleder og senest været specialkonsulent og kontorchef i forsvarsministeriet. ILLUSTRATION: Vladimir Putin [foto: Global Panorama/flickr]