14.05.2018

Kronprinsens IOC-medlemskab kan være et historisk opgør med en næsten 100-årig og højt besunget forestilling om Kongehusets apolitiske rolle i det konstitutionelle monarki. Kongehuset er imidlertid underlagt meget lidt efterprøvelse og parlamentarisk debat, hvilket skaber uklarhed om, hvilken rolle Kronprinsen faktisk spiller i det politiske Danmark. RÆSON har undersøgt Kongehusets politiske indflydelse.

RÆSON LONG-READ af Jacob Pedersen

Søren Søndergaard glædede sig først over, at der havde været en debat. I januar 2017 forsvarede Lars Løkke Rasmussen Kronprins Frederiks medlemskab af Den Internationale Olympiske Komité (IOC) i en forespørgselsdebat i Folketinget, og Venstres daværende politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, støttede statsministeren i sin ordførertale: IOC-medlemskabet forhindrede ikke regeringen i at føre sin idrætspolitik, og Kronprinsen havde i øvrigt forvaltet medlemskabet hensigtsmæssigt. Mogens Jensen understregede ligeledes, at Socialdemokratiet ubetinget støttede medlemskabet, og siden fulgte andre partier: Søren Espersen fra Dansk Folkeparti, Leif Mikkelsen fra Liberal Alliance og Mette Abildgaard fra Det Konservative Folkeparti. Alle var de enige om, at Kronprinsens IOC-medlemskab var uproblematisk. Alligevel følte Søndergaard (EL), at noget manglede. Enhedslistens kulturordfører sluttede derfor debatten med bekymring:

”Der er en ting, der altid har undret mig, når vi diskuterer aspekter af Kongehusets arbejde og funktion. Det bliver lynhurtigt drejet til en principiel diskussion for eller imod Kongehuset, og at nogle partier ikke vil Kongehuset det godt. Det er usundt for demokratiet, at vi ikke kan have en åben diskussion om Kongehuset, ligesom vi har en åben diskussion om alle andre anliggender i det danske samfund.”

Snart halvandet år efter folketingsdebatten – efter Kronprins Frederik i efteråret forlængede sit IOC-medlemskab med yderligere 8 år – har Søren Søndergaard ikke ændret holdning:

”Når man snakkede med nogle af ordførerne på tomandshånd, forstod de udmærket problemerne med IOC-medlemskabet, men da de først stillede sig op i Folketingssalen, blev det i stedet den rene hyldest af Kongehuset og en nedgøring af, at man overhovedet kunne tillade sig at rejse debatten. Det udstiller det store problem ved Kongehuset, nemlig at man slet ikke kan diskutere det. I stedet lukker man øjnene og krydser fingre for, at der ikke opstår flere problemer, indtil Kronprinsen bliver konge.”

KOORDINATIONSGRUPPEN UDEN MØDER OG REFERATER
Da Kronprinsen blev optaget i IOC i 2009, slog han fast, at medlemskabet ikke ville blive et problem. ”Jeg ville ikke stå her i dag, hvis min politiske neutralitet kunne komme i fare”, forklarede han og imødekom på den måde de fremsatte bekymringer. Daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen havde samme klare budskab, da pressen i 2008 blev præsenteret for det forestående medlemskab: Kronprinsen ville forblive politisk neutral, og Fogh ville tage de nødvendige foranstaltninger: ”Vi har i Danmark en lang tradition for, at Kongehuset ikke bliver indblandet i politiske sager, ligesom det jo også er sådan, at Kongehuset rådfører sig med regeringen for hele tiden at sikre Kongehusets neutralitet.”

I forbindelse med Kronprinsens kandidatur nedsatte Anders Fogh Rasmussen derfor en tværministeriel IOC-koordinationsgruppe bestående af embedsmænd fra Statsministeriet, Udenrigsministeriet og Kulturministeriet. Fogh forklarede, at formålet med koordinationsgruppen var at sikre, at ”Kronprinsen hele tiden er informeret om, hvad der er regeringens og folketingsflertallets politiske linje, så der ikke kommer et modsætningsforhold imellem det, Kronprinsen siger, og det, der er den politiske linje.”

Journalist og forfatter Lars Jørgensen har i mange år beskæftiget sig med Kronprinsens politiske engagement og har senest skrevet bogen „Konge af en anden verden„, hvor han behandler Kronprinsens IOC-medlemskab. Han mener, at Foghs koordinationsgruppe var i direkte modstrid med dens erklærede formål:

”IOC-koordinationsgruppen var simpelthen en bekræftelse på, at Frederiks IOC-medlemskab ville blive politisk. Ellers ville der jo ikke være grund til at nedsætte en politisk følgegruppe, der skulle rådgive ham og sørge for, at han aldrig kom til at udtale sig imod regeringens linje. Allerede her virkede man fra regeringens side til at acceptere, at der nu var et medlem af Kongehuset, som ville agere politisk,” siger han til RÆSON.

Gruppen samledes formelt og holdt møder, men indsigten i gruppens arbejde var begrænset, for så vidt der overhovedet blev udarbejdet referater. Siden 2014 har koordinationsgruppen slet ikke været samlet. I januar 2017 forsikrede Lars Løkke Rasmussen dog, at ”IOC-koordinationsgruppen er en af flere kommunikationskanaler til Kongehuset. Der er naturligvis løbende kontakt mellem regeringen og Kongehuset, navnlig gennem Kulturministeriet om idrætspolitiske emner. Nogle gange kan dialogen ikke afvente, at koordinationsgruppen samles, og andre gange tager den bare mere uformel karakter.”

Dialogen er dog central. Kronprinsens viden om danske interesser – og efterlevelsen af dem – er afgørende for den tradition for Kongehusets politiske rolle, der har været siden Påskekrisen i 1920, hvor Christian den 10. afsatte den radikale statsminister Carl Zahle og indsatte sin advokat Otto Liebe som erstatning. Otto Liebe måtte gå af, da Stauning truede med at afskaffe monarkiet, og det blev derefter slået fast, at Kongehusets medlemmer er apolitiske og uden politiske beføjelser.

 

Kronprinsens viden om danske interesser – og efterlevelsen af dem – er afgørende for den tradition for Kongehusets politiske rolle, der har været siden Påskekrisen i 1920
_______

 

”Forudsætningen for, at Kongehuset kan være et nationalt holdepunkt og en repræsentant for danskerne, er, at det hverken har en aktiv politisk rolle eller holdning. Det er helt grundlæggende for det konstitutionelle monarki. Hvis Kongehuset først begynder at få politiske eller partipolitiske holdninger, er det vejen til, at Kongehuset ophører med at eksistere,” forklarer Socialdemokratiets næstformand og kulturordfører Mogens Jensen til RÆSON.

”Samtidig forstår jeg, at der (selvom IOC-koordinationsgruppen ikke har været samlet siden 2014, red.) alligevel foregår en koordination mellem regeringen og Kronprinsen, som ikke har været i form af direkte møder, men hvor der på anden måde har været kontakt mellem Kongehuset og regeringen. Det vigtige er, at Kronprinsen altid er orienteret om den danske regerings synspunkter, og der er det op til den siddende regering at sikre, at det altid sker. Det kan foregå igennem koordinationsudvalget, men også på andre måder – bare der i hvert fald er en kontakt og koordination mellem parterne.”

IOC-EKSPERT: KRONPRINSENS IOC-ED SKRIGER TIL HIMLEN
I forbindelse med, at Kronprinsen blev optaget i IOC i 2009, og efter at Anders Fogh Rasmussen havde forsikret, at medlemskabet ikke ville blive politisk, underskrev Kronprinsen Det Olympiske Charter. IOC-eden, som den kaldes, forbyder organisationens medlemmer at modtage mandat eller instruks fra nogen, herunder en regering eller et politisk parti. Konkret betyder IOC-eden, at Kronprinsen i enhver tænkelig situation skal underordne sig IOC’s interesser.

IOC-koordinationsgruppens formål var i skarp modsætning til IOC-eden at sikre, at Kronprinsen og regeringen ikke har modstridende synspunkter i idrætspolitiske spørgsmål. Og her opstår problemerne, mener flere af IOC-medlemskabets kritikere. Tolkes IOC-medlemskabet bogstaveligt, er Kronprinsen nemlig til enhver tid IOC’s repræsentant i Danmark – ikke Danmarks repræsentant i IOC. Som Liberal Alliances landsformand og kulturordfører Leif Mikkelsen forklarer:

”Man skal jo huske, at det vender modsat, end hvad de fleste tror. Kronprinsen er jo IOC’s repræsentant i Danmark, og han er forpligtet på IOC’s vedtægter. Det går ikke i den anden retning. Kronprinsen har underskrevet en IOC-ed, som han skal overholde.”

Som Danmarks kommende konge og statsoverhoved er det imidlertid svært ikke at forestille sig Kronprinsens som repræsentant for Danmark, der som udgangspunkt altid vil varetage danske interesser. Ifølge Lars Jørgensen kan IOC-eden derfor virke skrøbelig:

”Det skreg jo til himlen allerede første gang, vi hørte om Kronprinsen og IOC-eden. Enhver kunne se, at han ikke kunne overholde den. Han kan ikke undskylde sig med, at han er IOC’s repræsentant i Danmark. Han er jo først og fremmest Danmarks kommende konge. Han forventes altid at tænke på danske interesser.”

Leif Mikkelsen erkender, at Kronprinsens repræsentation derfor kan blive uklar, og at han kan ende i situationer, hvor han skal håndtere to modstridende interesser, nemlig IOC-eden på den ene side og den danske regerings interesser på den anden:

”Derfor er det også en svær situation. Det vidste vi jo godt, dengang det blev besluttet. Det er en væsentlig repræsentation, at Danmark sidder i IOC, og det er slet ikke sikkert, at IOC ville have en repræsentant i Danmark, hvis ikke Kronprinsen var det. Det har vi stor interesse i. Så har det nogle risici, som vi flere gange har set. Jeg har fuld respekt for, at det ikke altid flugter med hinanden. Det er en svær balancegang, men vi må bare acceptere de beslutninger, Kronprinsen træffer i IOC,” forklarer Mikkelsen.

Mogens Jensen holder også fast i, at Kronprinsen i IOC-sammenhæng er apolitisk, og at dobbeltrepræsentationen ikke er noget problem: ”Når Kronprinsen er medlem af IOC, er forudsætningen, at han skal præsentere de olympiske idealer, og at han ikke må lade afhænge af særlige interesser. Det er virkeligheden i IOC, og som ser jeg ser det, handler det om at sikre IOC imod korruption. Samtidig er det klart, at der må være en forventningsafstemning med regeringen, men jeg ser ingen modsætning mellem, at han skal leve op til IOC-eden, samtidig med at han er orienteret om regeringens holdninger til idrætspolitiske emner.”

”I tilslutning til IOC er der jo selvfølgelig nogle faglige afgørelser, som Kronprinsen skal træffe, og som han er en del af. I det tilfælde er udgangspunktet, at han må træffe sine afgørelser ud fra Det Olympiske Charter, som han er sat til at forvalte, men også i overensstemmelse med den rådgivning, som han får fra regeringen. Den kombination mener jeg ikke, at der er problemer med, så længe at han ikke overtræder charteret – og samtidig heller ikke optræder i uoverensstemmelse med den danske regerings politiske holdninger.”

Modsætningsforholdet er dog blevet udstillet flere gange. I 2007 – inden han blev medlem af IOC – mente Kronprinsen, at Danmark burde lægge billet ind på OL i 2024. Det gjorde han til trods for, at Venstres daværende finansminister, Thor Pedersen, mente, at OL i Danmark var urealistisk, og at de mange milliarder var bedre brugt på sygehuse. Inden OL i London i 2012 var der igen uenighed, da IOC havde besluttet at skærpe reglerne for atleternes brug af sociale medier, hvilket af flere danske politikere blev tolket som censur. Kronprinsen forsvarede omvendt reglerne. Uoverensstemmelsen var dog tydeligst i 2016, hvor IOC-eden og Kronprinsens pligt til at forsvare IOC’s beslutninger kom i direkte konflikt med regeringens officielle linje.

 

Uoverensstemmelsen var dog tydeligst i 2016, hvor IOC-eden og Kronprinsens pligt til at forsvare IOC’s beslutninger kom i direkte konflikt med regeringens officielle linje
_______

 

EN FALSK PRÆMIS OG EN ÅBENMUNDET ENGLÆNDER
I 2016 skulle IOC beslutte, om Rusland skulle udelukkes fra OL i Rio. Året forinden havde Det Internationale Antidopingagentur (WADA) og McLaren-rapporten afsløret Ruslands statsstyrede doping i forbindelse med Vinter-OL i Sotji i 2014. Daværende kulturminister Bertel Haarder havde derfor samlet flere europæiske lande i en kritik af Ruslands dopingprogram og arbejdede aktivt for, at Rusland blev udelukket fra OL i Rio. Det skete imidlertid ikke: IOC’s forretningsudvalg ville ikke udelukke Rusland, og Kronprinsen og IOC’s øvrige bestyrelse – med undtagelse af engelske Adam Pengilly – stemte for beslutningen. Kronprinsen stemte således i modstrid med Venstre-regeringens ønske.

Hverken Jakob Ellemann-Jensen eller Venstres forhenværende kulturordfører Britt Bager har ønsket at kommentere på denne historie. Ellemann-Jensen henviser i stedet til sin ordførertale fra forespørgselsdebatten, hvor han forklarer, at IOC’s forretningsudvalg traf beslutningen om ikke at udelukke Rusland. Derfor mener han ikke, at Kronprinsen har ansvaret, men at der i stedet er tale om et falsk modsætningsforhold.

”Jeg køber ikke den præmis, at fordi IOC’s forretningsudvalg træffer en beslutning, Danmark er uenig i, så er der modstrid mellem Kronprinsens udtalelser og regeringens politik, og Kronprinsen skulle have forhindret regeringen i at føre sin idrætspolitik. Det er en falsk præmis at sætte op,” forklarede Ellemann-Jensen. Som en del af det samlede IOC-repræsentantskab var Kronprinsen dog netop med til at godkende beslutningen om ikke at udelukke Rusland. Han havde muligheden for at erklære sig uenig ligesom engelske Adam Pengilly og på den måde støtte Venstre-regeringens officielle linje. En ikke-handling er også en handling, som Lars Jørgensen forklarer:

”Spørgsmålet var, om man i den situation kunne forvente, at kronprinsen af Danmark i det mindste stillede sig op og tilkendegav den officielle danske mening, ligesom Anders Fogh havde fastslået. Man siger jo, at den, som tier, samtykker, og dermed kan man jo tolke Kronprinsens tavshed i denne sag, som om at han gik direkte imod regeringen.”

For Lars Jørgensen udstiller episoden den vanskelige situation, Kronprinsen er blevet placeret i af det parlamentariske flertal. På den ene side skal han være vidende om den officielle danske holdning og handle derefter, men samtidig skal han leve op til ikke bare IOC’s interesser, men også de uafhængige interesser hos Danmarks Idrætsforbund (DIF), hvor Kronprinsen også sidder i bestyrelsen som IOC-medlem:

”Kronprinsen jo altid repræsentere den danske regering, men han sidder samtidig i to private foreninger, IOC og Danmarks Idrætsforbund, som kræver, at han er uafhængig. Rusland-sagen er jo bare endnu et eksempel på, at det ikke kan lade sig gøre. Et af mine argumenter for at skrive bogen var netop at vise, hvor umuligt det er for ham at være i IOC.”

Søren Søndergaard indkaldte til forespørgselsdebatten sidste år, fordi han ville have regeringen til at forklare, om Kronprinsens IOC-stemmeafgivning var i overensstemmelse med den politik, Bertel Haarder udtrykte på vegne af regeringen. Meget tyder på, at det ikke har været tilfældet – men Søren Søndergaard vil ikke bebrejde Kronprinsen: ”Det politiske flertal har med åbne øjne lavet et system, hvor Kronprinsen enten kommer til at optræde politisk eller bryde med den IOC-ed, han har indgået. Der vil jo altid kunne opstå modsætninger mellem, hvad der er IOC’s interesser, og hvad der fra regeringens side vurderes at være udenrigspolitisk rigtigt.”

 

”Det politiske flertal har med åbne øjne lavet et system, hvor Kronprinsen enten kommer til at optræde politisk eller bryde med den IOC-ed, han har indgået‟
_______

 

POLITISK STOLELEG OG FINGRENE I MUDDERET
IOC-medlemskabet fører til en principiel diskussion af, hvorvidt Kronprins Frederik reelt agerer apolitisk. Spørger man Mogens Jensen, er Kronprinsen fortsat apolitisk. Ligesom Lars Løkke og Jakob Ellemann-Jensen henviser Mogens Jensen til, at Kronprinsen er valgt til IOC i egenskab af sin privatperson og på grund af sit tydelige arbejde for dansk idræt. Kronprinsen kan derfor ikke repræsentere nationale interesser.

”I spørgsmål, som omhandler politiske eller udenrigspolitiske temaer, er det op til regeringen at afgøre, hvad der skal ske, og der forudsættes det jo, at der er en klar kommunikation mellem Kongehuset og den siddende regering, og det forventes også, at den siddende regering sørger for, at der er en overensstemmelse. Virkeligheden, som jeg ser den, er, at Kongehuset eller Kronprinsen hverken har eller skal have indflydelse på den politiske udvikling, og derfor mener jeg heller ikke, at Kronprinsen er politisk.”

Spørgsmålet er derfor, om IOC’s beslutninger – heriblandt spørgsmålet om Ruslands udelukkelse til OL – i sig selv er politiske eller udenrigspolitiske emner. Som Samuel Rachlin har forklaret til RÆSON, er sport uløseligt forbundet med politik i Rusland, hvilket placerer dopingsagen i det udenrigspolitiske domæne, når den danske regering udtaler sig om den. Det havde været en stor beslutning, hvis IOC havde udelukket Rusland fra OL.

For Lars Jørgensen er det åbenlyst, at IOC træffer politiske beslutninger, og han påpeger, at IOC er præget af korruption. Han henviser i den forbindelse til den seneste afsløring af en liste, der viste, at 27 ud af 100 IOC-medlemmer var modtagelige over for bestikkelse i forbindelse med OL i Pyeongchang. I bogen ”Konge af en anden verden” henviser han til 20 IOC-medlemmer, som har været involveret i korruption og andre etisk tvivlsomme sager, mens Kronprinsen har været medlem. Beløbene har været rekordstore. Det politiske bliver særligt tydeligt i valget af olympiske byer, hvor statsledere er meget aktive i lobbyarbejdet. Det er derfor ifølge Lars Jørgensen forkert at hævde, at IOC er en apolitisk organisation, og at Kronprinsen skulle være apolitisk.

”Kronprinsen havde i 2009 to hovedargumenter for sit IOC-medlemskab. Det ene var, at der ville være meget lidt politik involveret i IOC, og det andet, at der ville være ryddet op i korruptionsskandalerne. Virkeligheden har vist, at ingen af forudsætningerne holder – der har været masser af politik og korruption, efter han kom ind – og det er kun blevet mere. Man kan godt have en drøm eller forestilling om, at det ikke forholder sig sådan, men virkeligheden viser noget helt andet. Jeg mener ikke, at der kan være nogen tvivl om, at IOC-medlemskabet er den mest synlige politiske ageren i Kongehuset i nyere tid.”

Selvom Leif Mikkelsen mener, at Kronprinsen kan have svært ved at håndtere de modstridende interesser, mener han ligesom Mogens Jensen, at Kronprinsen har håndteret IOC-medlemskabet fornuftigt. Det forventer han også, at Kronprinsen vil gøre i fremtiden.

”Men vi skal selvfølgelig erkende virkeligheden, og det er noget pjat at sige, at han er apolitisk. I sidste ende sidder han i en selvstændig bestyrelse, og i sådan en situation tager man stilling ud fra den position, som man har. Der kan man ikke være buddreng. Jeg siger ikke, at det er holdbart, men det handler om at se i øjnene, at Kronprinsen sidder i IOC’s bestyrelse og ikke kan mene det samme som regeringen. Det er de risici, som vi skal acceptere. Det er en illusion, at hans rolle i IOC er apolitisk.”

Ligesom Lars Jørgensen og Søren Søndergaard understeger Leif Mikkelsen således det paradoksale i, at man på den ene side kan mene, at Kongehuset er apolitisk, og på den anden side mener, at der er behov for koordinering med regeringen. For Dansk Folkepartis kulturordfører Alex Ahrendtsen er det ikke vigtigt, om Kronprinsens IOC-medlemskab er apolitisk eller politisk. For Ahrendtsen handler det i stedet om, at Kronprinsen får vigtig erfaring i IOC og kan forberede sig på sin fremtidige rolle som konge for Danmark.

”Jeg er egentlig ligeglad med, om Kongehuset er apolitisk eller politisk, eller om Kronprinsen er apolitisk eller politisk. Jeg er glad for, at Kronprinsen er med i IOC, fordi det giver ham erfaring med det politiske arbejde og spil. Som kommende konge kommer han jo til at møde og håndtere politikere og regeringen i ministerråd, desuden skal han underskrive lovene, og grundlæggende skal han have en politisk forståelse, udover at han selvfølgelig skal være en symbolsk figur. Ved at arbejde i en relativt apolitisk institution som IOC får han politisk erfaring, og den er uvurderlig, når han en dag bliver konge,” siger Ahrendtsen.

”Det er en misforståelse af Kongehusets rolle. Det virker, som om Kongehusets medlemmer slet ikke skal beskæftige sig med det virkelige liv, og at de ikke må have fingrene i mudderet. Jeg tror, at vi kun får en bedre konge af, at Kronprinsen har prøvet at arbejde i politiske organisationer. Selvom IOC har enorme problemer, får han ved selvsyn et billede af, hvordan det ser ud uden for Danmark, i resten af verden og i resten af Europa.”

I Jens Andersens ”Under Bjælken” tilbageviser Kronprins Frederik beskyldningerne om, at han bedrev udenrigspolitik i spørgsmålet om Ruslands udelukkelse. Det ville netop være tilfældet, hvis han i IOC-forsamlingen talte for en russisk udelukkelse, forklarer han. Ved ikke at følge den officielle danske linje – hvad han sammen med Anders Fogh understregede, aldrig ville ske – kan han dog netop siges at have bedrevet udenrigspolitik. Det Konservative Folkepartis kulturordfører Naser Khader mener samstemmende, at Kronprinsen er politisk. Ifølge Khader opstår problemet dog kun, hvis Kronprinsen ikke har været tilstrækkeligt rådgivet.

 

Ved ikke at følge den officielle danske linje – hvad han sammen med Anders Fogh understregede, aldrig ville ske – kan han dog netop siges at have bedrevet udenrigspolitik
_______

 

”Jeg har ikke noget problem med, at Kronprinsen sidder i IOC, eller at Kongehuset indimellem siger noget, der er politisk. Kongehuset kan aldrig være 100 pct. apolitisk – de er jo mennesker med holdninger. Det må bare ikke blive partipolitisk. Kronprinsen bliver nogle gange sat i en svær situation. Dronningens taler kommer jo igennem det politiske system, de bliver læst og kommenteret, og det er her, at man fra politisk hold skal skærme de kongelige fra at komme i de situationer, som Kronprinsen har været i. Når han sidder i den situation, som han gør, håber jeg, at han får optimal rådgivning, så det ikke strider mod danske interesser, men nogle gange tror jeg ikke, at det er tilfældet. Når man ikke har været samlet i koordinationsgruppen siden 2014 mener jeg derfor også, at man svigter Kronprinsen,” forklarer Naser Khader.

Khader henviser hermed til det samme parlamentariske problem som Leif Mikkelsen, Søren Søndergaard og Lars Jørgensen: Kronprinsen kan ikke undgå at træffe politiske beslutninger i IOC. Lars Jørgensen mener, at det stiller endnu større krav til Folketinget og regeringens arbejde:

”Hvis man skal have et konstitutionelt monarki i Danmark, skal man gøre sig flere anstrengelser for, at Kongehusets medlemmer ikke kommer i sådan en situation, og at de ikke på denne måde skal blande sig i politiske beslutninger – for uanset hvordan man vender og drejer det, er det her (Rusland-sagen, red.) en politisk beslutning.”

UDSKÆLDTE ORDENER TIL CEAUSESCU OG AL-KHALIFA
Kronprins Frederik er ikke nødvendigvis det eneste medlem af Kongehuset, der agerer politisk. Kongehusets har haft en synlig og diplomatisk rolle i eksportfremstød, hvor der jævnligt er blevet uddelt ordener. Nogle af de mere kontroversielle ordener er blandt andet gået til Egyptens Hosni Mubarak, Etiopiens Haile Selassie, Rumæniens Nicolae Ceaușescu, Bahrains Hamad al-Khalifa og Saudi-Arabiens Fahd bin Abdulaziz Al Saud. Uddelingen af ordenerne kan være svære at forstå, hvis ikke de læses ind i en politisk sammenhæng, hvilket anfægter, hvorvidt Kongehuset udelukkende er et apolitisk og strategisk redskab for Danmark, som ikke i sig selv bedriver udenrigspolitik.

Hverken Mogens Jensen, Leif Mikkelsen, Alex Ahrendtsen eller Naser Khader mener dog, at det er rimeligt at kalde Kongehuset for en politisk aktør i sin uddeling af ordener. Alle mener, at ordenerne er politisk indstillede, og at Kongehuset derfor er uden ansvar.

”Det er min opfattelse, at uddelingen af ordener sker i samklang med den siddende regering, og at det er udtryk for den gældende politiske holdning hos regeringen. Det er ikke mig bekendt, at Kongehuset har nogen indflydelse, og derfor mener jeg heller ikke, at Kongehuset har noget ansvar,” forklarer Socialdemokratiets Mogens Jensen. Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen fortsætter i samme tone:

”Ordenerne kommer jo altid i stand på foranledning af Statsministeriet, og ansvaret er i sidste ende hos regeringen. Det er jo et klart tegn på, hvor tilbagetrukket Kongehuset er. De har ikke mulighed for at sige hverken det ene eller det andet, fordi de netop bliver brugt til at fremme internationalt samarbejde. Der har vi begået nogle fejl igennem tiden, men det er jo regeringen, det er i bund og grund udstikker rammerne,” forklarer Alex Ahrendtsen til RÆSON.

Det har imidlertid ikke været muligt at finde et klart svar på, hvordan ordenerne helt præcist uddeles, og hvilken koordination der går forud mellem Kongehuset og regeringen. Naser Khader kender heller ikke til processen, men han anerkender, at det kan være en gråzone:

”Det er en helt naturlig del af Kongehusets opgave at være med på handelsfremstød og markedsføre dansk erhvervsliv, men jeg tror ikke, at Kongehuset bestemmer ordenerne. Det kan aldrig være helt apolitisk. Men når det er politisk, er det også ofte, fordi der er større politisk indblanding i Kongehuset, end der er kongelig indblanding i politik. Det er jo få eksempler på, at Dronningen eller Kronprinsen anbefaler eller opfordrer. Dronningen blander sig ikke i statsministerens nytårstale, men han blander sig i hendes. Da Ceaușescu fik en orden, tror jeg, at det var en politisk beslutning. Han var jo i opposition til Sovjetunionen og flirtede med Vesten, og man så måske en åbning for at forbedre forholdet. Jeg ved det ikke. Det er faktisk lidt svært at svare på.”

Khader udstiller altså noget af den uklarhed, der kan være om uddelingen af ordener og Kongehusets politiske indblanding i større forstand. Det skyldes i særlig grad, at det ikke er muligt at søge om aktindsigt i sager vedrørende Kongehuset, og dokumenter ofte bliver hemmeligstemplet. For Søren Søndergaard vakte lukketheden frustration til sidste års forespørgselsdebat:

”Vi kan ikke få oplyst, hvor meget ordenerne er udtryk for regeringens linje, og hvor meget det er et udtryk for, hvad Kongehuset selv føler. Jeg har ingen anelse om, hvem der bestemmer, og det fortaber sig altid i det dunkle, hvor alle kan skyde skylden på hinanden, fordi ingen rigtig er ansvarlige. Det er derfor, at jeg hele tiden siger, at det største problem med Kongehuset ikke nødvendigvis er det, som Kongehuset gør – tværtimod gør de jo mange gode ting. Men eksistensen af Kongehuset gør, at der kommer et helt politisk område, der er undtaget for demokratisk indflydelse, og hvor ansvarsløsheden bare får lov til at brede sig,” forklarer Søndergaard til RÆSON.

”Inden for Danmarks grænser er Kongehuset politiske indflydelse begrænset, og det eksisterer, fordi det netop har undgået at være en politisk aktør. Der, hvor man dog kan sige, at der er politisk indflydelse, er, når man optræder på den internationale scene. Problemet opstår, når det bliver uklart, hvornår Kongehuset agerer, og hvornår regeringen agerer.”

 

”Inden for Danmarks grænser er Kongehuset politiske indflydelse begrænset, og det eksisterer, fordi det netop har undgået at være en politisk aktør. Der, hvor man dog kan sige, at der er politisk indflydelse, er, når man optræder på den internationale scene‟
_______

 

I Grundloven er Kongehusets og kongens position meget fremtrædende. I næsten en tredjedel af paragrafferne bliver kongemagten nævnt. Som følge af en mangeårig retssædvane er den læsning, der er af Grundloven i dag, at regeringen svarer til kongemagten. Grundloven og læsningen af den er altså gennem tiden blevet ændret, og Kongehusets rolle indskrænket. Glücksborg-familien har derfor reelt ingen udøvende og lovgivende magt i Danmark.

Ifølge Søren Søndergaard stiller Kongehusets optræden – Kronprins Frederiks rolle i IOC og Kongehusets uddeling af ordener – dog nogle helt grundlæggende spørgsmål til, hvordan Grundloven skal fortolkes, og hvilken rolle Kongehuset spiller for Danmark:

”Problemet er jo, at vi ikke på enkel vis kan læse os til, hvordan samfundet styres. Det svarer til, at man får en trafikoversigt fra DSB over togovergange, og så skal man bare vide, at når der står 12:48, så menes der i virkeligheden 16:33. Det giver ikke mening, at vi skal have en grundlov, som vi ikke bare nægter at lave om, men som også er fuldstændig uforståelig, medmindre man får en oversættelse. Og så er det endda fortsat utydeligt.”

MIKKELSEN: VI MÅ ACCEPTERE DE SLØREDE ROLLER
Kronprinsens IOC-medlemskab er ligeledes forbundet med uklarhed. Er det meningen, at han skal være Danmarks og regeringens repræsentant i IOC, som IOC-koordinationsudvalget og den nu uformelle koordination foreskriver? Eller er han IOC’s repræsentant i Danmark, som IOC-eden lægger op til?

Rolleforvirringen blev som beskrevet særligt tydelig i beslutningen om Ruslands OL-udelukkelse. Hele fire gange rettede Bertel Haarder og Kulturministeriet henvendelse til Kronprinsen for at drøfte sagen forud for IOC-afstemningen. Ingen af henvendelserne blev besvaret. Koordinationen har dermed ikke blot været uformel, den kan reelt være helt udeblevet

Undervejs i forløbet ændrede Kronprinsen tilmed sin holdning til udelukkelse. En måned inden afstemningen i IOC fortalte han således Ekstra Bladet, at Rusland burde boykottes. Senere stemte han for det modsatte og forklarede, at han havde sat sig bedre ind i sagen. Ifølge Kronprinsen var IOC bedre tjent med, at Rusland ikke blev udelukket, men at IOC i stedet opstillede skærpede krav, som internationale idrætsforbund skulle vurdere Ruslands OL-deltagere ud fra. I tråd med IOC-ånden kunne ikke-dopede russiske idrætsudøvere fortsat være med. Holdningsændringen er væsentlig, fordi den bragte Kronprinsens beslutning i konflikt med regeringens linje. Ifølge Lars Jørgensen udstillede det igen medlemskabets uklarhed:

”Det er det, som hele tiden har været min pointe: Kronprinsen kan jo ikke bare skifte kasket, som det passer ham. Han kan ikke være IOC-medlem den ene dag og Danmarks kommende konge den næste. Han er jo begge ting hele tiden. Så længe han sidder i IOC, og man i Folketinget bliver ved med slå ring om problemerne og lukke øjne og ører for dem, bliver der ved med at komme sager af den karakter, hvor Kronprinsen vil sejle rundt.”

Alex Ahrendtsen vil ikke forholde sig til, hvorvidt Kronprinsen modarbejdede regeringens interesser i Rusland-afstemningen. Han erkender dog, at der kan være gråzoner, og tilføjer, at iagttagere kan få en forkert og for idealistisk forestilling om IOC-medlemskabet:

”Jeg læner mig i den situation op ad den frihed, som Kronprinsen har til at beslutte sig. Han skal jo selvfølgelig kigge på, hvad det betyder at være bestyrelsesmedlem i IOC, og der vil altid kunne være gråzoner – og det er der jo ofte for folk, der ikke deltager i det politiske arbejde, og som har en mere idealistisk forestilling. Man er aldrig helt ren.”

Leif Mikkelsen mener, at man må acceptere den sløring, som følger med medlemskabet: ”Hvis man definerer det benhårdt, kan man blive nødt til at tage konsekvensen og beslutte, at noget af det ikke kunne lade sig gøre. Det har vi ikke gjort. Derfor skal vi også acceptere, at Kronprinsen ender i forskellige roller.”

 

”Hvis man definerer det benhårdt, kan man blive nødt til at tage konsekvensen og beslutte, at noget af det ikke kunne lade sig gøre. Det har vi ikke gjort. Derfor skal vi også acceptere, at Kronprinsen ender i forskellige roller”
_______

 

HEMMELIGHEDSSTEMPLEDE MAILS OG HAARDERS LOYALITET
I programmet Cordua & Steno på Radio24syv udtalte Bertel Haarder efter IOC’s Rusland-beslutning: ”Ingen af os ved jo, hvad Kronprinsen har sagt og arbejdet for, og det er jo også et led i loyaliteten, at man ikke refererer fra det, der er foregået, og det skal han altså heller ikke. Men han er jo lige så meget imod doping, som jeg er, om ikke mere. Han er en ægte lidenskabelig sportsmand, og jeg kan love dig for, at han er imod doping.”

På den måde forstummede enhver uoverensstemmelse, der måtte have været i forbindelse med afstemningen. Bertel Haarder fandt ikke lejlighed til at kritisere Kronprinsen stemmeafgivning, som ellers modsatte sig Haarders arbejde og ønske. For Lars Jørgensen udstillede efterspillet, hvor svært det er at efterprøve Kronprinsens rolle. Senest har Folketingets Ombudsmand, Jørgen Sørensen, slået fast, at korrespondancen mellem Kronprinsen og regeringen er omfattet af aktindsigt, fordi Kronprinsen er valgt i sin personlige egenskab. Kulturministeriet ønsker dog fortsat ikke indsigt i forholdet mellem Kongehuset og regeringen.

”Når man lukker for Kongehuset på den måde, som man gør fra politisk hold, er det meget svært at få at vide, hvad der egentlig er blevet sagt, og hvilken rådgivning Kronprinsen egentlig har fået fra regeringen. Når man har en kronprins, som har valgt den rolle, som han har, burde man i den mindste kunne få indsigt i, hvilken rådgivning han egentlig har fået, og for det andet tage en åben debat om det, ligesom man gør med alt muligt andet.”

Søren Søndergaard spekulerer på, om Kronprinsens rolle i IOC i virkeligheden kan være led i et dobbeltspil fra regeringen: ”Kan man virkelig forestille sig en situation, at Bertel Haarder har stået nede i EU og opfordret til kamp mod russisk doping, og at han så samtidig har sendt en hemmelig mail til Kongehuset og Kronprinsen, hvor der står: ”Kære kronprins, alt hvad jeg har sagt offentligt, det skal du ikke tage alvorligt. Du skal bare lade som ingenting og sørge for, at OL bliver gennemført i Rusland som planlagt.” Når jeg siger det, er det selvfølgelig en enormt stor anklage, men problemet er, at det kan være tilfældet. Vi ved det bare ikke,” siger han til RÆSON.

”På samme måde kan man jo tænke sig, at Kronprinsen har været fremsynet og henvendt sig uformelt til Bertel Haarder for at finde ud af, hvad han skulle gøre. Nu havde Haarder jo argumenteret meget klart, og hvis Frederik krævede boykot som en af de eneste medlemmer, ville det jo skade forholdet mellem Danmark og Rusland. Derfor må man jo næsten forudsætte, at de har diskuteret situationen. Derfor er spørgsmålet: Var det, fordi Kronprinsen fulgte regeringen, men følte, at han vidste bedre? Eller var det, fordi regeringen faktisk sagde til Kronprinsen, at han ikke skulle lægge sig ud med russerne, for dem havde vi problemer nok med i forvejen? Handler det om, at regeringen havde én linje, når de optrådte over for vælgerne i EU, og en anden linje, når Kronprinsen skulle give signaler i IOC? Vi ved det ikke, og de papirer, der kan vise det, de er lukket ned. Vi kender kun til Bertel Haarders optræden, at Kronprins Frederik stemte for det modsatte, og at forbindelsen mellem deres optrædener er nogle hemmelige mails. Den danske befolkning ved reelt ikke, om der foregår et gigantisk politisk svindelnummer for øjnene af dem.”

Det er samme lukkethed, forklarer Lars Jørgensen, som har været hans udgangspunkt for at sammenligne IOC-medlemskabets empiriske virkelighed med italesættelsen af det. ”Mit udgangspunkt har altid været demokratisk, og i virkeligheden handler det om, at dem, som repræsenterer Danmark, bør være folkevalgte, og selvfølgelig bør være nogle, som offentligheden kan stille til ansvar for sin gøren og laden. I Kronprinsens tilfælde kan vi ikke gøre noget ansvar gældende, fordi vi ikke ved, hvad der faktisk er foregået,” siger han.

”Som repræsentanter for offentligheden er det journalisters opgave at oplyse danskerne om, hvordan alle folkevalgte og ikke-folkevalgte magthavere repræsenterer Danmark, og om nødvendigt stille dem til offentligt ansvar. Det gælder også medlemmer af Kongehuset. Men i tilfældet med Kronprinsens olympiske virke er det en næsten umulig opgave, fordi et flertal i Folketinget er enige om, at det ikke vedrører danskerne, hvordan han forvalter sit medlemskab af IOC. Lukketheden gør ikke blot Danmark til et fattigere demokrati, den er også udtryk for en besynderlig dobbeltmoral, der strider direkte imod de principper, som alle danske idrætspolitikere, inklusive Kronprinsen, ved enhver given lejlighed hævder, at de kæmper for i den internationale sportsverden, nemlig mere åbenhed og demokrati‟.

 

Lukketheden gør ikke blot Danmark til et fattigere demokrati, den er også udtryk for en besynderlig dobbeltmoral, der strider direkte imod de principper, som alle danske idrætspolitikere, inklusive Kronprinsen, ved enhver given lejlighed hævder, at de kæmper for i den internationale sportsverden, nemlig mere åbenhed og demokrati”
_______

 

OMFATTENDE KORRUPTION FOR ØJNENE AF KRONPRINSEN
Alex Ahrendtsen og Leif Mikkelsen fremhæver, at Kronprinsen får erfaring gennem sit arbejde i IOC, som forbereder ham til livet som konge. For Ahrendtsen er det derfor heller ikke afgørende, hvilken problematisk historik IOC har som organisation:

”I IOC møder han den grovhed og korruption, der er rundt omkring i verden, og det giver ham hård hud på fingrene. Det synes jeg, er alle tiders. Danmark er også medlem af FN, hvor hovedparten er korrupte nationer. Derfor synes jeg også, at det er en underlig og moraliserende indstilling, at Kronprinsen ikke skal være i IOC. Selvfølgelig skal han det, hvis han interesser sig for det. Vi har brug for en konge, der har en bred erfaring og bred viden.”

Leif Mikkelsen mener, at forestillingen om et apolitisk kongehus er forældet, og at netop Kronprinsens synlighed er med til at sikre både ham og Kongehuset opbakning. Han ser derfor heller ikke grund til at tale imod Kronprinsens fortsatte engagement i IOC:

”Forestillingen om et apolitisk kongehus er forældet. De skulle da være nogle mærkelige mennesker, hvis ikke de tager stilling til samfundsspørgsmål i det hele taget. Og det er jo åbenbart ganske udmærket, at Kronprinsen sidder i IOC, for Kongehuset har jo aldrig været så populært. Jeg tror, at danskerne er stolte af at have en kronprins i kontakt med virkeligheden. Hvis vi går tilbage i historien, er Kongehuset jo normalt blevet holdt i live på grund af noget indelukkethed og højtideligt, der ikke var i nærheden af almindelige mennesker,” udtaler han til RÆSON.

Når Kronprinsen får erfaring i IOC, er det næste, hvordan han præsterer. Og IOC har rigtigt nok været forbundet med korruption, som Alex Ahrendtsen forklarer. Adskillige IOC-medlemmer har været indblandet i FIFA-skandalen, IOC-medlemmer blev bestukket, da Rio sikrede sig OL-værtskabet i 2016, og der er indicier på, at Tokyo har gjort det samme for at sikre OL i 2020. Korruptionen går flere år tilbage, men i Kronprinsens IOC-periode er mængden steget. Det forklarer Lars Jørgensen:

”Der har været en udvikling i IOC og international sport i det hele taget, som går imod det, som Kronprinsen i sin tid brugte som argumenter for at blive optaget. Dengang var det jo nærmest en spejderklub, måtte man forstå. Det har været min intention at sammenligne virkeligheden med de argumenter, som har været fremført. Når man mener, at der ikke er grund til bekymring for korruption og tilskriver Kronprinsen æren for en positiv udvikling i IOC, er der jo nogen, der må fremlægge tingene, som de reelt er foregået. Alle, som har beskæftiget sig med udviklingen i IOC, ryster på hovedet over det, som foregår.”

Leif Mikkelsen hører til den gruppe, som Lars Jørgensen kritiserer. Mikkelsen og Lars Løkke Rasmussen forklarede nemlig til forespørgselsdebatten sidste år, at IOC havde bevæget sig i retning af mere åbenhed og demokrati, og at der ikke længere var grundlag for de bekymringer, som man havde haft om IOC. Leif Mikkelsen talte således imod samtlige danske idrætseksperter, som mener, at udviklingen har vist det modsatte, hvilket bakkes op af en enig presse. Leif Mikkelsen holder alligevel fast i, at udviklingen i IOC har været positiv:

”Der er jo mange forskelligartede lande, der er en del af IOC. Men når vi ellers hører om, at en række organisationer har oplevet voldsom korruption, er der jo kommet meget mere opmærksomhed og dermed mindre korruption. Når jeg kigger på de år, hvor jeg fulgt de store internationale organisationer med et forfærdeligt ry, så er det blevet langt mere demokratisk, og derfor mener jeg, at der er sket en væsentlig forbedring, særligt i den periode hvor Kronprinsen har været med.”

AHRENDTSEN: KONGEHUSET VÆRNER OM DEMOKRATIET
Flere gange er Kronprinsens IOC-medlemskab og stemmeafgivning blevet forsvaret med, at han ikke har mulighed for at tage til genmæle, og at politikere og medier derfor ikke kan tillade sig at kritisere ham. Lars Jørgensen mener ikke, at argumentet er holdbart:

”Det er ikke, fordi han ikke har udtalt sig om IOC, men det er altid noget med, hvor fantastisk IOC er, og han gentager igen og igen, at der ikke er politik indblandet, og at der er ryddet op i korruptionen, samtidig med at skandalerne flyver om ørene på ham. Enten er han blind og døv, eller også udtaler han sig bare mod bedre vidende. Derfor synes jeg heller ikke, at man kan sige, at det er synd for ham, og at han ikke kan forsvare sig. Hvis han kan udtale sig om alt det positive, burde han også svare på kritik om det negative, som enhver anden offentlig person. Hvis man træder ud af Kongehusets beskyttede rammer, må man tage det, der følger med i en demokratisk verden, og det handler blandt andet om stå til rådighed for pressens kritik.”

Jørgensen finder derfor også grund til at bebrejde Kronprinsen for sin moral i IOC: ”Han har jo haft muligheden for at træde tilbage. Han er en voksen og veluddannet mand, og selvom man er konge, er det jo tilladt at bruge sin sunde fornuft, især når man stiller sig op på en piedestal. Så længe Folketinget ikke vil røre ham, er der jo kun ham selv tilbage til at trække sig,” påpeger han.

 

”Han har jo haft muligheden for at træde tilbage. Han er en voksen og veluddannet mand, og selvom man er konge, er det jo tilladt at bruge sin sunde fornuft, især når man stiller sig op på en piedestal. Så længe Folketinget ikke vil røre ham, er der jo kun ham selv tilbage til at trække sig”
_______

 

”Det har jo været skandale på skandale i de år, Kronprinsen har været med, og det er ikke kun korruption. Det har også været #MeToo, som ramte et israelsk IOC-medlem igennem 30-40 år, der blev anklaget for at have voldtaget flere kvinder, og et hollandsk medlem måtte trække sig i januar efter en voldssag, hvor han havde tæsket sin ekskæreste. Det er komplet uforståeligt, at Frederik som en voksen mand lukker øjnene for det.”

IOC’s generelle udvikling og indblanding i korruption, og Kronprinsens beslutninger i modstrid med den officielle danske linje, stiller spørgsmålstegn ved, om Folketinget i højere grad burde kontrollere Kronprinsen. Senest har Lars Løkke Rasmussen erkendt udfordringerne og lagt op til at holde Kronprinsen i kortere snor. Alex Ahrendtsen mener dog, at der er større ting på spil:

”Men det udfordrer ikke på noget tidspunkt ligevægten mellem Folketinget og Kongehuset. Institutionelt holder de fortsat hinanden i skak, og der er fortsat rum til, at Kronprinsen kan optræde uden for sit kongelige virke. Kritikerne af Kongehuset bruger det her som et halmstrå til at få skovlen under Kongehuset, og det er halmstrået alt for svagt til at bære.”

Ligesom Mogens Jensen, Leif Mikkelsen og Naser Khader finder Ahrendtsen derfor heller ikke grund til at kritisere Kronprinsens optræden. Lars Jørgensen påpeger dog, at problemet er, at det kan være svært at bedømme, om Kronprinsen har bidraget til en positiv udvikling i IOC på grund af den begrænsede indsigt, der er i IOC’s arbejde:

”Har vi set en opgørelse over, hvad han egentlig har bedrevet i de 8 år? Hvad er hans resultater som IOC-medlem? Hvad har han stillet af forslag? Hvad er blevet vedtaget, og hvad er ikke blevet vedtaget? Dem, som jeg taler med, og som arbejder med det her, de kan ikke få øje på det. Derfor ved jeg heller ikke, hvor politikere, som hævder det modsatte, har det fra. Er det bare noget, som de hiver ud af den blå luft? Det virker som et drømmescenarie uden hold i virkeligheden.” Jørgensen fortsætter:

”Når Kronprinsen ikke har kunnet overholde de argumenter, som han havde ved sin indtrædelse tilbage i 2009, nemlig at det ville være apolitisk, og at der ikke ville være korruption indblandet, burde han jo rent logisk træde ud. Men logik er ikke altid det, der driver værket i dette tilfælde.”

FORKRAMPEDE DISKUSSIONER OG KOMISKE ALI
Kronprinsens IOC-medlemskab stiller nogle grundlæggende spørgsmål til det konstitutionelle monarki. Når IOC-medlemskabet kan forstås som et opgør med forestillingen om Kongehuset som en apolitisk institution uden reelle politiske beføjelser, kan man derfor også spørge, hvorfor Folketinget kun i begrænset omfang italesætter problemet eller gør noget ved det.

For Lars Jørgensen hænger den begrænsede debat sammen med, at Kronprinsens vilje er stærkere end Folketingets mulighed for at påvirke den. Jørgensen kalder det for politisk selvmord, hvis man – særligt som regeringsmedlem – kritiserer Kongehuset:

”Det er jo den samme sang, som vi hører, hver gang vi spørger til det. Hver gang slår politikerne automatpiloten til og siger, at Kongehuset er – og fortsat skal være – apolitisk. Og hver gang man så påpeger, at det ikke forholder sig sådan, bliver der lukket ned for debatten. For mig at se er problemet, at når Kronprinsen først insisterer på, at det her vil han for enhver pris, så er der ikke nogle politikere, der tør at stille sig op og sige ham imod og få hans fortsatte medlemskab af IOC blokeret. Det er helt tydeligt for mig, at de alle sammen godt ved, at den er helt gal, og at medlemskabet er politisk betændt, men ingen tør at røre ved det.”

 

”Det er jo den samme sang, som vi hører, hver gang vi spørger til det. Hver gang slår politikerne automatpiloten til og siger, at Kongehuset er – og fortsat skal være – apolitisk. Og hver gang man så påpeger, at det ikke forholder sig sådan, bliver der lukket ned for debatten
_______

 

I ”Under Bjælken” bliver det på en af bogens bagerste sider forklaret, at Kongehusets øverste embedsmand, Ove Ullerup, i 2008, altså inden Frederik stillede op til IOC første gang, gik til Dronningen på grund af Frederiks mulige medlemskab sammen med kabinetssekretæren Henning Fode. Ullerup og Fode mente, at IOC-medlemskabet var en så dårlig idé, at de bad Margrethe om lov til at prøve at overbevise Frederik om at trække sit kandidatur. Fode rejste derfor uanmeldt til Miami for at overbevise Kronprinsen om at trække sit kandidatur og indkalde til pressemøde. Det ville han dog ikke – Fode og Ullerup havde misforstået situationen, forklarer kronprins Frederik i portrætbogen. Trods advarslen havde han ingen planer om at trække sit kandidatur.

Ifølge Lars Jørgensen beviser episoden, hvor stålsat Kronprinsen er på medlemskabet. Hvis ikke Folketingets medlemmer og særligt regeringen forsvarer Kronprinsens IOC-beslutninger, selvom de måtte være uenige, vil det ikke kun åbenbare en farlig uenighed, men udløse en forfatningskrise. Jørgensen mener, at politikerne har indset, at det er nyttesløst at starte en konflikt med Kronprinsen, når først han har bestemt sig. Måske var det derfor, Bertel Haarder ikke ville kritisere Frederik efter Rusland-afstemningen.

Lars Jørgensens kritiserer således, at man ikke tør debattere Kongehuset i Folketinget på samme måde, som man debatterer andre politiske emner. Da RÆSON konfronterer Mogens Jensen med den kritik, understreger Mogens Jensen imidlertid, at det ikke er rimeligt at tale om et område som er undtaget for indsigt og åben diskussion:

”Kronprinsens blotte tilstedeværelse i IOC er med til at sikre, at vi har repræsentanter i organisationen, som er ubestikkelige, og som modarbejder korruption. Men det er også rigtigt, at den kamp skal tages i andre sammenhænge, hvor man må stille krav til den måde, som IOC fungerer på. Jeg mener dog grundlæggende, at Kronprinsen spiller en god og fornuftig rolle i IOC ved at være til stede som den, som han er, med det udgangspunkt, som han har.”

Lars Løkke og Jakob Ellemann-Jensen leverede samme ubetingede støtte til Kronprinsen ved sidste års forespørgselsdebat. Ellemann-Jensen mente som bekendt ikke, at der var et modsætningsforhold mellem regeringen og Kronprinsens stemmeafgivning i Rusland-afstemningen. Det var en falsk præmis. Søren Søndergaard sammenlignede det med Komiske Ali fra Irak-Krigen, Saddam Husseins talsmand, som benægtede, at der var amerikanske tropper i Baghdad, på trods af at de kørte i baggrunden.

Måske var det derfor, Dansk Folkepartis næstformand Søren Espersen siden mente, at diskussionen om Kronprinsens IOC-medlemskab slet ikke burde have være rejst i en åben debat i Folketingssalen, men over for regeringen i et lukket samråd i Kulturudvalget. ”I hvert fald hvis man havde ønsket reel viden om, hvad der skete,” som han forklarede til forespørgselsdebatten.

Hvis ikke det er en historie om en forvrænget forestilling om og italesættelse af Kongehuset som apolitisk, handler det ifølge Søndergaard om, at Kongehuset og Kronprinsens IOC-rolle er undtaget for åben diskussion. Førstnævnte kan opstå som resultat af det andet:

”Jeg har oplevet de mest absurde ting, når vi har diskuteret Kongehuset i Folketinget. Jeg rejste engang en forespørgsel, hvor jeg foreslog, at momsfritagelsen skulle afskaffes, og så skulle Kongehuset i stedet have 25 pct. mere i apanage. I forbindelse med, at jeg fremlagde forslaget, blev det opdaget, at der aldrig var vedtaget et lovgrundlag for, at Kongehuset er momsfritaget. Så samtidig med, at de skulle behandle mit forslag om at afskaffe momsfritagelsen, måtte Poul Nyrup kæmpe for et forslag om, at Kongehuset skulle momsfritages, fordi man aldrig havde lavet en lov om det. For mig er det et endnu et eksempel på, at man helst ikke vil tale om indholdet, og det er kun blevet mere tydeligt med Kronprinsens IOC-medlemskab.” Søndergaard fortsætter:

”Det helt store problem med Kongehuset er jo, at vi aldrig får en åben og reel diskussion. Jeg synes sagtens, at man kan tage en ærlig diskussion om problemerne ved Kronprinsens involvering i IOC eller Kongehusets generelle involvering i politik, uden at konklusionen skal være, at Kongehuset skal afskaffes. Problemet er bare, at man helst ikke vil tage den diskussion, fordi enhver diskussion tenderer til at rokke ved fundamentet for Kongehuset.”

JØRGENSEN: KRONPRINSEN HAR FRIT SPIL I DANMARK
Det tyder dog ikke på, at Søndergaard får sin vilje. Leif Mikkelsen og Naser Khader mener, at den store tilslutning til Kongehuset og den sammenhængskraft, som Kongehuset ifølge dem leverer, betyder, at Folketinget er overbærende med de konflikter, der måtte opstå som følge af Kronprinsens IOC-medlemskab. For Naser Khader indebærer den store opbakning til Kongehuset, at han ikke ser nogen grund til at ændre noget:

”Jeg forstår godt synspunktet om, at man ikke kommer ned i metieren, og at man hurtigt taler i runde sætninger om Kongehuset, men jeg tror, at det hænger sammen med, at der er så stor opbakning til Kongehuset. Når man så samtidig føler, at Kongehuset leverer i forhold til at skabe sammenhængskraft, er man mere large i forhold til problemerne.”

For Lars Jørgensen handler lukketheden i lige så høj grad om, at Kronprinsens vilje er svær at påvirke. For Jørgensen er problemet derfor ikke kun, at Kronprinsen er placeret i en position, hvor han skal forholde sig til modstridende interesser mellem Danmark og IOC. Ifølge Jørgensen har Kronprinsen også selv et klart medansvar. IOC-medlemskabet bliver overvejende udlagt som positivt, og modsætningsforholdet har ikke ført til handling eller en nærmere diskussion i Folketinget, hvilket blandt andet skyldes, at Kronprinsens og Kongehusets popularitet i sig selv er med til at gøre emnet ømtåleligt:

”Jeg tror, at sagen ikke har fået konsekvenser, fordi Kongehuset er så populært. Derfor lever man med få kritiske kommentarer og konstaterer, at der ikke er noget at gøre ved det. I Norge og Sverige har man et meget mere kritisk syn på Kongehuset, hvorimod der i Danmark er næsten frit spil. Det er jo tankevækkende, at det er alle, heriblandt Kongehusets egne rådgivere og samtlige danske idrætseksperter, der har advaret imod det, men Kronprinsen – sammen med politikerne – bliver ved med at overhøre alle advarsler.” ■

 

„Det er jo tankevækkende, at det er alle, heriblandt Kongehusets egne rådgivere og samtlige danske idrætseksperter, der har advaret imod det, men Kronprinsen – sammen med politikerne – bliver ved med at overhøre alle advarsler”
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland