23.05.2018

„Demokratiet er ikke som sådan truet. For der foregår masser af valg og afstemninger. Og man vælger masser af præsidenter og ministerpræsidenter. Men bindeledet mellem folket og det politiske er væk. Demokratiet er ikke truet – nej. Men det liberale demokrati – den slags demokrati, der lægger et bånd på magthaverne – det er helt bestemt truet. Vi er på vej ind i det autoritære demokratis tidsalder, hvis vi ikke passer på. Hvor Putin, Erdogan og andre sikrer sig en eller anden form for legitimitet gennem afstemninger – men uden at respektere individuelle rettigheder“

[Fra RÆSONs sommernummer 2018 (RÆSON34) med titlen: Det liberale demokrati er truet]

Af Kristian Jensen, finansminister (V)

Nogle gange bliver vi i Danmark grebet af tvivl og rådvildhed. Er vi så lykkelige, som statistikken siger? Økonomisk går det faktisk så godt, at Danmark har noget så usædvanligt som en glad finansminister. I 2017 var væksten på 2,2 pct. af BNP. De offentlige budgetter har det også pænt – vismændene mener ligefrem, at den offentlige økonomi er ”overholdbar”, altså at vi opkræver flere penge i skat, end vi bruger. Men bare rolig. Den gamle humoristiske professor C.N. Parkinson bemærkede engang, at ”alle udgifter stiger, til de dækker indtægten”. Man kan blot se sig omkring: Alle har umådelig travlt med at formøble det såkaldte råderum. Rent økonomisk er vi inde i nogle gode år, lige nu – og vi bør bruge dem til at få nogle gode rammer på plads, frem for at blive alt for selvfede. Men samfundsudviklingen handler om andet end økonomi.

 

Strømmen af flygtninge er kommet under kontrol. Men tillidsgabet består.
_______

 

Et tab af tillid
For to et halvt år siden fik mange sig et ordentligt chok, da flygtninge bevægede sig op gennem Danmark langs motorvejene. Hvordan kunne det lade sig gøre? Vi følte et tab af kontrol. Og hvad er lige så slemt: Vi følte derefter et tab af tillid. Hvor var myndighederne? Hvorfor havde de intet gjort? Hvorfor havde politikerne intet sagt? Og hvad med medierne? Hvorfor havde de ikke advaret?

Politikere og journalister fremstår nogle gange, som om de er hinandens værste fjender. Men sandheden er, at vi ofte er i samme båd: Først ignorerer folk, hvad vi siger og skriver. Og bagefter får vi at vide, at folk ikke har tillid til os. Jeg husker i hvert fald, at der var masser af advarsler fra politikere, da flygtningene begyndte at strømme op gennem Europa.

Siden flygtningekrisen i 2015, er der sket meget. Strømmen af flygtninge er kommet under kontrol. Men tillidsgabet består. Det tillidsgab føler man også i andre dele af den vestlige verden. Og det er årsagen til de såkaldt populistiske bevægelser. Og det er årsagen til Brexit og til Trump. Hvis ikke man kan stole på autoriteterne, må man jo sætte sin lid til nogle, der kritiserer autoriteterne. Og derfor kan ”alternative fakta” få friere spil. Det bliver et argument i sig selv, at man er uenig med autoriteterne – og at man har mistillid til dem.

For mit eget vedkommende er jeg også ganske anti-autoritær i den fredelige betydning af ordet. Mit anti-autoritære sindelag er rettet mod mennesker, der vil bestemme over mig. Mennesker, der vil presse deres holdninger ned over hovedet på mig. I forhold til facts – og til videnskab – er jeg til gengæld meget autoritetstro. Jeg lever efter følgende ordsprog: ”Alle har ret til deres egne holdninger. Men ingen har ret til deres egne fakta”. Dét burde man måske mejsle i granit oven over både Finansministeriet og over landets avisredaktioner. Vi har brug for at rehabilitere fakta som noget, vi kan være fælles om. De giver os, som mennesker, det fundament, der gør, at vi ikke kan skubbes rundt efter forgodtbefindende. En faktaløs verden overlader os til populister og demagoger.

Fakta kan ikke stå alene – og et samfund hænger ikke sammen ved fakta alene. Fakta kan sige os noget om, at en bestemt samfundsmodel har været gavnlig for os, men ikke noget om, hvad vi bør gøre i fremtiden – hvilke mål vi bør have for vores børn og børnebørn. Jeg vil ikke bestemme deres fremtid. Men jeg vil i hvert fald sikre mig, at de har flere muligheder, end jeg havde. Flere muligheder for at lære noget. Flere muligheder for at opleve noget. Men også den samme mulighed for at leve i et trygt og fredeligt samfund. Samme mulighed for at have et hjem i Danmark. Et fælles hjem – uanset hvor meget vi kan skændes indbyrdes i dagligdagen. Nogle mener, at dét Danmark er truet. For 13 år siden kom der en bog, som vakte temmelig meget opsigt. Den hed ”Det delte Danmark”, og var skrevet af den socialdemokratiske journalist Lars Olsen. Pointen i bogen var enkel: ”Danmark er blevet et andet og mere opdelt samfund,” skrev Olsen. ”I både toppen og bunden af samfundet er der opstået ghettoer – skoler og boligområder, hvor mennesker kun møder andre, der ligner dem selv”.

Selv har jeg altid været lidt skeptisk, når man her i Danmark talte om skel. For vi har jo sådan set altid talt om skel. Skel mellem arbejdsgivere og lønmodtagere – kapitalister og proletarer. Skel mellem de lærde og de ulærde, rig og fattig, land og by. Og i løbet af de seneste årtier: Skel mellem danskere og indvandrere. Skel gør os utrygge. Hvis der er for store skel i et land, så forstår vi ikke hinanden. Så respekterer vi ikke hinanden. Så mister vi tillid til hinanden. Og når først vi mister tilliden til hinanden, er vi på vej ned i en ond spiral: Pigtråd, overvågning, hårdhændede myndigheder.

Men den modsatte sammenhæng er også til stede: Hvis vi har tillid til hinanden, så kan vi også undgå store skel. Tillid – i sig selv – kan mindske store skel.

I Danmark var de økonomiske skel for 50 år siden noget større. Og for 100 år siden langt større. Alligevel har danskerne i mere end et århundrede haft indbyrdes tillid til hinanden. Nogle siger, at den danske tillidskultur stammer helt tilbage fra vikingetiden.

Professor Gert T. Svendsen fra Aarhus Universitet har kåret danskerne til Verdensmestre i tillid. Vi er del af et skæbnefællesskab. Det er muligt, fordi vi har tillid til hinandens gode hensigter. Hvis vi har tillid til, at den fattige ikke stjæler – men er hæderlig og hårdtarbejdende. Hvis vi har tillid til, at den rige ikke undertrykker og udnytter – men hjælper og giver plads. Hvis vi har tillid til at indvandreren ikke vil overfalde os – men bidrage til vores samfund. Det kræver selvfølgelig, at den rige vitterlig også er generøs. At den fattige også er hårdtarbejdende. At indvandreren også ønsker at bidrage. At vi ønsker at give plads til hinanden – selvom vi er forskellige – fordi vi grundlæggende også er ens – og fordi vi er enige om at leve i en bestemt slags samfund.

Danmark er blandt de lykkeligste lande i verden. Og hvis man ser på top ti, så er vi lykkelige sammen med Norge, Island, Schweiz, Finland, Holland, Canada, New Zealand, Australien og Sverige. Har disse lande noget tillfælles? For det første har de fleste af disse lande små befolkninger – bortset fra Canada. De er også alle temmelig rige. Er de alle lykkelige lande så velfærdsstater? Nej, Schweiz, Canada, Australien og New Zealand er det i hvert fald ikke. Men alle de pågældende lande er på en eller anden måde produkt af en kultur omkring Nordsøen og Østersøen. Og det er alle sammen lande, der er handelsnationer.

Jeg tror, at der er noget i vores kulturelle DNA. Det er jo normalt for os, at en god handel mellem ligeværdige parter både bygger på tillid og skaber tillid. Handel er ikke bare noget med at udveksle varer. Det er også et spørgsmål om at diskutere, vurdere, prutte om prisen. At more sig sammen. Handel er en social aktivitet, som bygger på tillid – og som øger den indbyrdes tillid. Selvom man ikke deler de samme værdier, selvom man måske endda er på kant med hinanden, så er en god handel jo det, der lokker os til at have med andre at gøre. Det kan gøre gamle fjender til venner – se bare på USA og Vietnam eller på Tyskland og Danmark for den sags skyld. Handel gennem århundreder har skabt tillid, som vi har taget med i andre af vores institutioner. Vores politiske institutioner, vores liberale demokratier ikke mindst.

 

Jeg føler, at Danmark i de seneste år er blevet meget mere fragmenteret […] Jeg er bange for, at vi har svækket vores kultur – uden at tænke over det.
_______

 

Et tab af kultur
Fælles kultur skaber tillid. Men hvad skal vi så stille op, når, vi er holdt op med at dele kultur?

Mange liberale har det med at mene, at kultur kommer af sig selv. Det gør den ikke. Kultur er produkt af hundredvis af generationer, som fik forud for os. Uden Grundtvig havde dansk kultur set meget anderledes ud. Uden højskolebevægelsen, uden iværksætterne i 1800-tallet, uden arbejderbevægelsen. Vi har været gode til at udvikle fælles samfundsinstitutioner. September-forliget i 1899 styrkede vores samarbejdskultur på arbejdsmarkedet. Kanslergade-forliget i 1933 styrkede vores samarbejdskultur i Folketinget. Den store helhedsløsning i 1987 styrkede vores pensionssystem på en måde, som de færreste gjorde sig klart, dengang aftalen blev indgået.

Men selvom en kultur kan styrkes – så kan den ikke mindst svækkes ad politisk vej. Jeg føler, at Danmark i de seneste år er blevet meget mere fragmenteret – opdelt.

I slutningen af 90erne besøgte jeg det amerikanske universitet M.I.T. Her fortalte de stolt om opfindelsen af en ”netagent” som kunne læse avisen for dig, og give dig præcis de nyheder du var interesseret i. Det var – dengang – vildt banebrydende dengang. Jeg blev derimod mere og mere bekymret, jo mere de fortalte. Og til sidst stillede jeg det – for mig – oplagte spørgsmål: Hvad så med alle de nyheder, jeg ikke vidste, at jeg var interesseret i? Hvordan skulle jeg komme til at se dem? I dag får mange alene de nyheder, som de på forhånd har ’bedt’ om. Vi mødes i virtuelle fællesskaber, som kan handle om alt fra bridge til computerspil, fra madopskrifter til aktieinvesteringer. Og dermed møder vi færre af dem, som netop ikke ligner os. Færre, som udfordrer vores opfattelse af verden. Nogle amerikanske universiteter er begyndt at fjerne bøger, som minoritetsgrupper kan finde stødende. Eller afvise gæsteforelæsere, som vil præsentere ideer, der vil udfordre de herskende holdninger. Dermed bliver universiteterne ikke hjemsted for ideudvikling og viden, men for fraselektion af ideer og decideret ensretning.

Samtidig bliver vi mere geografisk fragmenteret. Vi bosætter os i byer, hvor vi finder frem til de kvarterer, som ligner os mest. Jyllands-Posten havde for kort tid siden en artikel, hvor de kørte fra Aarhus til Nr. Vorupør med en ung studerende, som aldrig havde set Vesterhavet. Hans sammenhold med en jævnaldrende mekanikerlærling på Mors var ikke-eksisterende. Så vi står med en samfundsudfordring.

Jeg er bange for, at vi har svækket vores kultur – uden at tænke over det. Vi gjorde det i 1960’erne og 1970’erne med de store betonbyggerier. Vi gjorde det i 1970’erne – og frem – med en naiv bistandslov. Vi gjorde det i 1980’erne – og frem – med en dårligt udtænkt flygtningelov. Vi lever stadig med konsekvenserne. Kombinationen af en dårlig udlændingelovgivning og et naivt bistandssystem har skabt store katastrofer i Danmark. Det har skabt en årligt tilbagevendende regning på 33 milliarder kr. Så dyr er regningen hvert år. Bare gjort op i penge. Dertil kommer det skred, der er sket i vores tillidskultur.

Hvad er løsningerne? De seneste par årtier har vi faktisk gjort meget for at rette op på problemerne – men vi har meget at gøre endnu. Vi skal bygge videre på reformdagsordenen, så Danmark kan forblive et af verdens mest velstående lande. Vi vil have de unge tidligere ind på arbejdsmarkedet, færre skal forsørges af det offentlige, flere skal vælge at blive længere på arbejdsmarkedet, den gennemsnitlige arbejdstid skal øges, og så vil vi understøtte international rekruttering af kvalificeret arbejdskraft. På papiret er det let nok. Men i virkeligheden bliver reformdagsordenen ikke nødvendigvis nem at indfri. Det kræver, at hele Folketinget udviser vilje til at fortsætte linjen.

 

Nu fornemmer jeg, at vi driver fra hinanden. De fysiske rammer, der holder os sammen, bliver svagere.
_______

 

Et tab af fællesskab
Den allerstørste udfordring er dog den folkelige, kulturelle udfordring. Hvordan fremmer man en fællesskabsfølelse – et ”vi”? Her tænker jeg ikke på det totalitære ”vi”, som undertrykker den enkelte. Jeg tænker på den slags ”vi”, der følger af et samfund – et sted, hvor man finder sammen. Finder løsninger sammen. Hvor man støtter hinanden. Da Gymnastikhøjskolen i Viborg fyldte 50 år skrev Sigurd Barrett og Jens Sejer Andersen en fremragende sang, som hedder: ”Hvor du sætter din fod”. Heri skrev de bl.a.: ”Du er del af et os. Der skal mere end én til at elske og slås”. Vi har, som mennesker, brug for et fællesskab, der giver os relevans og rødder.

Tidligere har vi haft institutioner, der automatisk drev os i retning af hinanden. Vi havde brug for hinanden i lokalsamfundet. Vi havde brug for hinanden på tværs af Storebælt. Vi kunne grine af hinanden – men vi gjorde det sammen. Nu fornemmer jeg, at vi driver fra hinanden. De fysiske rammer, der holder os sammen, bliver svagere. Vi finder nye fællesskaber med ligesindede i det som nogle kalder for ”ekko-kamre” på de sociale medier. Søren Pind var for nylig ude at påstå, at de sociale medier var skadelige for demokratiet. Jeg er helt sikker på, at det er en overdreven frygt. Men han har en pointe – i og med at de sociale medier hurtigt deler folk op i deres respektive subkulturer. Så kan folk få bekræftet deres egne fikse ideer.

Derfor skal vi fastholde og styrke, det som gør danskerne til et ”os”. På den baggrund er det vigtigt at huske, at de store politiske partier har en rolle som dem, der samler folk på tværs af interesser. Og at medierne har en rolle som dem, der skaber en offentlighed – både lokalt og nationalt. Man kan med rette påpege, at vi ikke er lige så stærke og dominerende, som vi engang var. Hverken politikere eller journalister. Til gengæld er vi de eneste, der kan løfte opgaven at samle. Et samfund uden sådan nogle som os, vil være et samfund, hvor den første og bedste demagog bare uhindret slipper igennem alle forsvarsværker – og snupper det hele. Det ser man i andre lande.

 

Demokratiet er ikke som sådan truet. For der foregår masser af valg og afstemninger. Og man vælger masser af præsidenter og ministerpræsidenter. Men bindeledet mellem folket og det politiske er væk.
_______

 

Frihed, frisind – og tillid
Demokratiet er ikke som sådan truet. For der foregår masser af valg og afstemninger. Og man vælger masser af præsidenter og ministerpræsidenter. Men bindeledet mellem folket og det politiske er væk. Demokratiet er ikke truet – nej. Men det liberale demokrati – den slags demokrati, der lægger et bånd på magthaverne – det er helt bestemt truet. Vi er på vej ind i det autoritære demokratis tidsalder, hvis vi ikke passer på. Hvor Putin, Erdogan og andre sikrer sig en eller anden form for legitimitet gennem afstemninger – men uden at respektere individuelle rettigheder.

Sådan behøver det bestemt ikke gå i Danmark. Jeg hører til dem, der faktisk mener, at vores traditionelle (ikke-populistiske) politikere har gennemført det utrolige. Bare se på reformerne siden 1982 – af dagpenge, efterløn, skat og meget andet. Men også udvikling af verdens bedste grønne energisystem, en yderst liberal friskolelovgivning, fri og lige adgang til uddannelse helt op til universitetsniveauet, en Grundlov, som sætter rammer og gør fri på samme tid. Et samfund, hvor vi kerer os om hinanden.

Vi kan gøre det igen. Vi skal videreudvikle Danmark på vores fælles værdier. Det gøres ikke ved at vedtage en lov eller afsætte en sum på finansloven. Det skabes ved, at vi i vores holdninger og handlinger fremmer det samfund, som vi gerne vil have. Et samfund byggende på:

Frisind – hvor vi tillader andre retten til deres valg af liv, så længe de også tillader os vores ret til vores valg. Initiativlyst – hvor vi belønner de personer, som ønsker at tage et initiativ og skabe en forening, en folkebevægelse eller en privat virksomhed. Ligestilling – fordi vi ved, at et samfund kun hænger sammen menneskeligt, hvis mænd og kvinder har lige ret til at bruge alle deres evner frit. Og tillid. Fordi vores verden altovervejende består af personer, som har de samme drømme og værdier som vi. Desværre har de seneste år bragt terror og misbrug af vores gæstfrihed tættere på, og vi har øget ressourcerne til politi og forsvar for at beskytte vores samfund. Men vi må ikke lade vores tillidsfulde samfund smuldre og erstatte det af mistillidssamfundet. Det vil være at miste netop det, som vi ønsker at forsvare. ■

 

Vi må ikke lade vores tillidsfulde samfund smuldre og erstatte det af mistillidssamfundet. Det vil være at miste netop det, som vi ønsker at forsvare.
_______

 


ILLUSTRATION: Robin Skjoldborg for RÆSON