25.10.2018

”Hvis vi tager Paris-aftalen alvorligt, hvis mål er at holde temperaturstigningen en del under to grader, hvilket mange af os allerede mener er for sent, skal vi lukke fuldstændig ned for al drivhusgasudledning før 2050.”

Et interview i RÆSONs klimaserie af Christine Roj-Larsen

RÆSON: Du udgav i 2008 en videnskabelig artikel om ”vendepunkter” (tipping points). Hvad går din teori ud på?
LENTON: Princippet er, at systemer på Jorden kan blive forandret og skifte til et andet stadie ved en relativt lille ændring. Det drejer sig eksempelvis om punktet, hvor afsmeltning af arktisk is ikke længere kan forhindres, punktet hvor havstrømmene i Atlanterhavet stopper, eller punktet hvor monsun-systemer i troperne ændres. Gennem observationer af tidligere klimatiske forandringer og beregninger om potentielle, fremtidige stadier forsøgte vi [en gruppe klimaforskere, red.] at forstå de mindste dele af jordens maskineri. Især de dele, der er særligt udsatte overfor at blive skubbet til et andet og mindre ønsket stadie fra et menneskeligt synspunkt. Det er inden for det næste årti, at vi kan skabe forandringerne, der kommer til at gøre en stor forskel ved udgangen af dette århundrede.

RÆSON: Kan vendepunkterne i de sårbare systemer, du nævner, blive udløst af meget små ændringer?
LENTON: Ja, i princippet. Der er en række systemer, som bliver særligt sårbare under visse omstændigheder, hvor en lille ændring kan skubbe dem hen i et helt andet stadie.
Når jeg underviser, er der typisk en stol i lokalet. Hvis jeg føler mig lidt modig, læner jeg mig tilbage i stolen, helt tilbage til balancepunktet, hvor et lille skub i den ene eller anden retning afgør, om stolen ender med at ligge på ryggen eller falde tilbage i sin oprejste position. Det er et simpelt fysisk eksempel på et vendepunkt. Klimaet er en del mere komplekst, men dele af planeten har denne sårbarhed. Den store udfordring er at regne ud, under hvilke forhold, eksempelvis ved hvilke temperaturændringer, der er et vendepunkt, hvor en lille ændring gør hele forskellen.

Allerede i 2008 så vi, at isen i Arktisk trak sig meget hurtigt tilbage. Afsmeltningen af isen ved Grønland accelererer, så det giver god mening at tænke, at dele af planeten er ved at nå til et vendepunkt. For nogle af Jordens systemer er der ikke nogen vej tilbage, når vendepunktet nås. Når afsmeltningsprocessen når en tilstrækkelig hastighed, er det meget svært at vende denne udvikling.

RÆSON: Men det er fortsat svært at forudse og forstå, hvordan alle disse mekanismer påvirker hinanden?
LENTON: Ja, men det viser sig, at der under særlige omstændigheder er tidlige advarselssignaler. Systemer, der er tæt på et vendepunkt, kommer sig langsommere over de små skub, de konstant udsættes for. Vi bruger denne ”kritiske bremsning” som en potentiel advarsel om, at udviklingen går i den forkerte retning. Det er dog fortsat en svær opgave at forudse vendepunkterne. Det er altid et spørgsmål om sandsynligheder, men vi har god grund til at tænke, at dele af jorden når det tidlige advarselsstadie, inden de krydser vendepunktet. Med stolemetaforen kan man sige, at stolen på sit balancepunkt også bevæger sig langsommere, når den får små skub. Når den omvendt står på sine fire ben, falder den hurtigt tilbage i oprejst position efter et skub. Også på det punkt har metaforen og virkeligheden noget tilfælles.

RÆSON: Er der eksempler på steder på Jorden, som i øjeblikket kommer sig langsommere efter et ”skub”?
LENTON: Vi kan se i computermodeller af klimaet, at havstrømmene i Atlanterhavet har potentiale til at udsende de tidlige advarselssignaler. Vi har for nyligt observeret klimaet i havene og kan se, at store områder som det nordlige Stillehav og dele af Nordatlanten ser ud til at have langsommere udsving i havtemperaturen. Jeg kan ikke sige med sikkerhed, at vi har identificeret et vendepunkt ude i horisonten, men vi kan vise, at de langsommere udsving i havtemperaturen kan give alvorlige implikationer.

 

Jeg kan ikke sige med sikkerhed, at vi har identificeret et vendepunkt ude i horisonten, men vi kan vise, at de langsommere udsving i havtemperaturen kan give alvorlige implikationer
_______

 

Det er dog et generelt problem, at mennesket ændrer klimaet hurtigere, end det vil ske på naturlig skala. Forskellige dele af vores klima har forskellige tidsskalaer. Klimaet har systemer, der reagerer hurtigt på forandringer, men havet har derimod en naturlig tidskala på flere hundrede år. En iskappe har en endnu længere tidshorisont på et årtusind – det kan sammenlignes med tilblivelsen og faldet af en civilisation – og måske endnu længere. Når mennesket påvirker klimaet i det omfang, vi gør i dag, og ændrer det på under et århundrede, er det formentlig kun de hurtigt-ændrende dele af klimasystemet som eksempelvis økosystemer og atmosfæren, vi får de tidlige advarselssignaler fra. Vi påvirker de dele af klimasystemet, som reagerer langsommere, for hurtigt til, at vi gennem denne teori kan nå at opfange deres tidlige advarselstegn. Vi har dog ikke opgivet håbet, og vi arbejder stadig intensivt på at løse det.

RÆSON: Vurderer du, at sommerens hedebølge skyldes klimaforandringer, eller er det udtryk for en naturlig variation i vejrforhold?
LENTON: Det er en kombination af, at Jorden er blevet varmere, og at vejret naturligvis svinger. Tænk på det således: Udsving i den ene eller anden retning sker hele tiden, men linjen for temperaturen er opadgående og har været opadgående i noget tid. Et af de mere interessante spørgsmål er, hvorvidt vi ændrer de klimatiske udsving, når vi ændrer planetens gennemsnitstemperatur. I vores undersøgelser er der ikke et mønster i temperaturudsvingene på global skala, men i Danmark, Storbritannien og på resten af den nordlige halvkugle virker der til at være øgede udsving i temperaturen. Det kan være en del af forklaringen på sommerens hedebølge. På langt sigt forventer vi dog, at der igen vil være færre udsving i temperaturen på den nordlige halvkugle, fordi isen på Arktis vil være smeltet. I stedet vil temperaturudsvingene være voldsommere i troperne. Vi [Lenton og en række forskerkolleger, red.] har skrevet en videnskabelig artikel om dette fænomen tidligere i år, hvor vi viser, at der bliver et ”hotspot” for de voldsomme temperaturudsving omkring Amazonas og det sydlige Afrika. Det er en kynisk uretfærdighed ved klimaforandringerne, at de ikke nødvendigvis rammer dem, der har forurenet mest.

RÆSON: Hvad siger du, når du møder folk, der benægter, at klimaforandringerne er skabt af mennesker og kun kan blive løst af mennesker?
LENTON: Det er et kendt og alment anerkendt fysisk fænomen, at en øget mængde af varmefangende gasser i atmosfæren gør Jordens overflade varmere. Enhver, der benægter dette, går imod alment anerkendt fysisk teori fra det 19. århundrede. Beviserne for, at planeten er blevet varmere, er indiskutable. Ved hjælp af de mest avancerede computermodeller kan jeg foretage en mere detaljeret beregning af, hvordan klimaet kommer til at ændre sig, men resultatet vil være stort set det samme som med teorien fra det 19. århundrede. Vi kan måske diskutere præcis, hvordan skyerne kommer til at ændre sig og andre detaljer, men det er rimelig svært at være i opposition til kernepointerne. I hvert fald videnskabeligt. Der er åbenlyst folk med forskellige politiske interesserer, der foretrækker at have et andet synspunkt.

RÆSON: Hvordan vil temperaturen stige i dette århundrede, hvis vi fortsætter med at forurene, som vi gør i dag?
LENTON: Det afgørende er, hvor meget niveauet af kuldioxid stiger, og det afhænger af politiske, sociale og personlige beslutninger. Nogle, som skal tages nu, og nogle, som skal tages i fremtiden. I bedste fald begrænser vi kuldioxidudledningen til en fordobling af det nuværende niveau. Det vil, ifølge vores bedste gæt, give en stigning i gennemsnitstemperaturen på tre grader. Hvis vi ønsker at begrænse temperaturstigningen til to grader, skal vi agere meget beslutsomt og hurtigt for at reducere udledningen af kuldioxid og andre drivhusgasser. Hvis vi tager Paris-aftalen alvorligt, hvor målet er at holde temperaturstigningen en del under to grader, hvilket mange af os allerede mener er for sent, skal vi lukke fuldstændig ned for al drivhusgasudledning før 2050. Selv hvis vi gør dette, vil vi være nødt til at fjerne noget af den kuldioxid, der allerede er ledt ud i atmosfæren.

I den høje ende af temperaturskalaen er, hvad vi kalder ”business as usual”, eller hvad jeg fortrækker at kalde ”burn baby, burn”. Forsætter vi afbrændingen igennem næste århundrede, vil gennemsnitstemperaturen stige med 8-10 grader eller endnu mere. Kloden vil dog have ændret sig så meget, at det vil være umuligt at fortsætte som hidtil. Det her handler virkelig om politiske valg, og om at overveje fremtidige generationers muligheder sammenlignet med vores i dag. For nogle af os betyder det, at vi ikke kan forsætte med at forfølge vores nuværende økonomiske model, som nogle kalder neoliberal kapitalisme. Det deregulerede marked og manglen på håndhævelse af eksisterende miljøregulering er håbløs. Jeg udtaler mig her om områder, hvor jeg ikke er ligeså kvalificeret, men vi har alle lov til at have et politisk standpunkt.

 

Forsætter vi afbrændingen igennem næste århundrede, vil gennemsnitstemperaturen stige med 8-10 grader eller endnu mere. Kloden vil dog have ændret sig så meget, at det vil være umuligt at fortsætte som hidtil
_______

 

RÆSON: Hvis du kunne vælge tre ting, som vi skal ændre for at redde klimaet, hvilke tre ting skal det så være?
LENTON: Den hastighed hvormed teknologi udvikles, kan virkelig hjælpe os her. Det første vi skal gøre er at blive fuldstændigt uafhængige af fossile brændstoffer og i stedet bruge bæredygtige energikilder. Et kendt problem med vedvarende energikilder som sol, vind og i mindre grad vandkraft er, at kildernes forsyning er ustabil i større eller mindre grad. Mange arbejder dog på dette, og priserne på især elektricitet fra solceller falder så meget, at det ikke giver økonomisk mening at bygge kulfyrende kraftværker i dag. Det giver enormt god mening at bygge den samme energikapacitet med vedvarende energikilder – især sol og vind. Så det er det første punkt: at ændre vores energikilder.

Den anden store ting handler om, hvad vi gør med materiale helt generelt. Det handler om at gå fra en økonomi, der er bygget på at hive ting op af jorden, forarbejde det, og smide det tilbage i jorden, havet eller op i atmosfæren, til en mere cirkulær økonomi. Vi bliver nødt til at få vores energi fra vedvarende energikilder – fortrinsvist fra solenergi – og herunder støtte en økonomi baseret på genanvendelse, hvor vi danner nye ting ud fra gamle ting i stedet for at trække materiale ud af undergrunden. Dette har sit helt eget sæt af udfordringer, men vi burde jo være en opfindsom art, så vi skal bruge vores ingeniørskab og opfindsomhed til at løse det.

Det tredje område omhandler politik og det sociale system, der kan støtte en transformation af vores forhold til energi og materielle goder. Det er min overbevisning, at hvis det skal ske hurtigt nok og på en god måde, har vi brug for en kombination af støtte til innovative græsrodsbevægelser og stærkere topstyring. Jeg ser mest håb i at støtte innovative græsrodsbevægelser, hvor mennesker ønsker at skabe forandring for en bedre verden, og her har vi brug for en afgrænset regering, der støtter dem. For at opnå disse resultater på stor skala har vi brug for at ændre rollerne, så de lovskabende ledere ikke blot gennemfører en eller anden frihandelsaftale, men i stedet bruger deres indflydelse på at danne nye love med priser på forurening af atmosfæren, og belønning til dem, der mindsker og fjerner drivhusgasser.

RÆSON: Er det en generel udfordring, at det kan være svært at omfavne en klimatisk horisont på et århundrede i én enkelt valgperiode?
LENTON: I Storbritannien har vi en politisk aftale om klimaforandringerne, som alle partier har underskrevet som lov. Det gør, at vi i princippet har en lovgivende magt, der overskrider politiske splittelser og valgperioder. Problemet er, at en regering kan komme til magten og gøre relativt lidt for at opnå målet. I Storbritannien er målet at mindske udledningen af drivhusgasser med 80 pct. inden 2050, men i øjeblikket har vi en svag regering, der ikke gør ret meget for at holde os på sporet. Derfor har jeg en stor tro på de initiativer, som opstår på mindre skala i byer og lokalområder, hvor folk prøver at ændre måden at gøre tingene på. Det er ikke, fordi jeg ønsker at tale nationalstaternes styre ned, men der er en åbenlys krise på dette område og generelt med demokratiet i en verden med Brexit og Trump. I et større perspektiv skal vi bevæge os væk fra den udslidte gamle akse, hvor der i den ene ende er lokalisme og nationalisme og i den anden ende ”økonomisk globalisering”. Udfordringen er, at vi ikke ønsker at være spændt ud mellem to ting, hvor ingen af dem er attraktive. Vi bør tale mere sammen om, hvilken fremtid vi ønsker at skabe.

RÆSON: Hvad mener du, der helt præcist er galt med den økonomiske globalisering?
LENTON: Problemet med den nuværende økonomiske globalisering er, at det deregulerede marked har medført en enorm ulighed, hvor én pct. er blevet virkelig rige over for den resterende 99 pct. af befolkningen. De er blevet rige ved at forstærke de eksisterende energikilder ved eksempelvis at yde støtte til at afbrænde fossile brændstoffer bedre og hurtigere Det har ikke skabt incitament til den nødvendige transformation til vedvarende energikilder og et andet forhold til materielle goder. Velstanden er blevet koncentreret omkring de få, som personligt er tilfredse med de nuværende måder at gøre tingene på, da det gør dem betydeligt rigere. Det er dette, som resten af os bør gøre oprør mod, hvis vi ikke allerede gør det.

RÆSON: Ser du politiske forandringer i øjeblikket, der får dig til at tro på, at vi kan gennemføre de nødvendige ændringer for at redde klimaet?
LENTON: Jeg bliver nødt til at være optimistisk. Især når jeg arbejder, hvor jeg gør – ellers ville jeg ikke være i stand til at stå op om morgenen og se mine børn i øjnene. Jeg bliver nødt til at tro på, at vi som homo sapiens – ”de vise folk” – kan udvise visdom, og at vi kan gøre tingene anderledes. Jeg ser os som den første kollektivt selvbevidste art, og vi er ikke bare kollektivt selvbevidste om, hvad vi gør hver især på dele af kloden. Vi er kollektivt selvbevidste omkring, at vi er ved at transformere hele planeten til noget, som er meget dårligt for os. Mit håb er, at vi er en opfindsom art, som har kapacitet til den opgave. At vi kan benytte vores kollektive selvbevidsthed til at blive en del af denne selvregulerende planet, som har fungeret ret godt i millioner af år. Vi er også håbløst fyldt med fejl, men vi har en fortid, hvor vi som menneskehed har forbedret os selv. Klimaforandringerne er den næste store udfordring, vi står overfor. Jeg håber, vi kan leve op til den. Jeg er optimistisk omkring, at vi kan. Jeg er i det mindste overbevist om, at vi har kapaciteten til at gøre det. ■

 

Vi er også håbløst fyldt med fejl, men vi har en fortid, hvor vi som menneskehed har forbedret os selv. Klimaforandringerne er den næste store udfordring, vi står overfor
_______

Apropos denne artikel:

Rasmus Emborg: Vi må se i øjnene, at Ruslands gamle imperiedrømme er ved at blive til virkelighed

Jens Ladefoged Mortensen: Trumps toldkrig viser, at tyngdepunktet har flyttet sig væk fra Vesten – hvis det overhovedet findes længere

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne