10.10.2018

”Så vidt vi kan se ud fra vores analyse, er der kun en lille risiko for at sætte gang i en kædereaktion, HVIS menneskeheden kan holde sin andel i global opvarmning under 2 grader. Misser vi Paris-aftalens mål, stiger risikoen for, at vi sætter gang i en voldsom kædereaktion.”

Et interview i RÆSONs klimaserie af Jonas Stengaard Jensen

RÆSON: Store dele af verden blev denne sommer ramt af hedebølger og tørke. Skyldtes det global opvarmning?
RICHARDSON: Der er ingen, der kan lægge hånden på hjertet og sige, at en enkelt sommers vejr er en konsekvens af klimaforandringer. Vi skal have flere års data, før vi kan se, at der ikke er tale om en statistisk anomali. Når det er sagt, er det klart, at denne sommer har været et eksempel på netop, hvad vi forventer sker ifm. globale opvarmning, og hvad alle modeller forudsiger vil ske i forbindelse med klimaforandringerne. Det er den slags vejr, vi skal forvente som konsekvens af den temperaturstigning, vi har set.

RÆSON: Kunne sommerens varme i stedet være resultatet af tilfældige faktorer og unikke vejrfænomener, der tilsammen har skabt det unikke vejr?
RICHARDSON: Det kunne være en mulighed. Det er ikke en særligt sandsynlig mulighed, men selvfølgeligelig kan ingen sige, hvad der vil ske i fremtiden. Alle fremtidige somre kan jo blive helt normale uden tørke og hedebølger. Men hvis vi får flere og flere somre, der ligner den, vi netop har haft, kan vi tale om en tendens, hvis mest sandsynlige forklaring er klimaforandringer, idet vores modeller for klimaforandringer netop forudsiger flere somre som denne.

RÆSON: Hvad tænker du om FN’s Klimapanels seneste rapport, der udkom i mandags og omhandler mulighederne for og effekterne af at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader?
Jeg synes, det er en meget klar rapport, der indeholder nogle vigtige og klare budskaber, fx at det helt klart er i samfundets interesse at begrænse den globale opvarmning til 1,5 fremfor 2 grader, idet både konsekvenser og omkostninger bliver meget mindre ved 1,5 and ved 2 graders opvarmning. Havde politikerne haft den rapport i hånden, da de i Paris satte et mål for begrænsningen af menneskeskabte klimaforandringer, tror jeg, de ville have valgt at sigte efter 1,5 og ikke 2 grader. Det andet vigtige budskab i rapporten er, at forskerne mener, det stadig kan lade sig gøre – dog kun med 66 pct. sandsynlighed – at begrænse opvarmningen til 1,5 grader. Men hvis vi skal nå det, er vi nødt til at sætte langt mere ambitiøse målsætninger for emissionsreduktionen i 2030 og 2050, end vi har i dag.

 

Havde politikerne haft den rapport i hånden, da de i Paris satte et mål for begrænsningen af menneskeskabte klimaforandringer, tror jeg, de ville have valgt at sigte efter 1,5 og ikke 2 grader
_______

 

RÆSON: I lyset af disse tendenser hvad tænker du så om Paris-aftalens ambition om at begrænse temperaturstigningerne til 2 grader over det præindustrielle niveau?
RICHARDSON: At dømme ud fra den daværende viden og de tilbageværende muligheder synes jeg, at Paris-aftalen er meget fornuftig. I vores nyeste analyser, der udkom i august i Proceedings of the National Academy of Sciences, forsøger jeg og nogle forskerkolleger at se på Jorden som det komplekse system, det er. Vi kigger på interaktionen mellem alle de forskellige faktorer, vi kender til; issmeltninger, permafrosten, bakteriel aktivitet, osv. og deres potentielle indflydelse på klimaet.

I den forbindelse er det tankevækkende, at Jorden aldrig haft en længere periode, hvor temperaturen var stabil omkring 2 grader varmere end det præindustrielle niveau. Vi har til gengæld haft længere stabile perioder med højere varme, omkring 4-5 grader varmere end det præindustrielle niveau. Når vi kigger på klimaforandringer gennem denne linse, er det ikke kun et spørgsmål om menneskehedens egne udledninger, men også om, hvordan andre biologiske processer vil blive påvirket af en 2 grader varmere verden. På et tidspunkt vil vi starte en kædereaktion. Hvis opvarmningen når et vist punkt, vil andre elementer af systemet fortsætte opvarmningen yderligere og udløse tipping points såsom smeltningen af isen på Grønland og ændringer i Golfstrømmen. Når først disse processer er sat i gang, vil den ene automatisk lægge pres på den næste, og så kan vi muligvis nå op på en 4-5 graders temperaturstigning.

Så vidt vi kan se ud fra vores analyse, er der dog en lille risiko for at sætte gang i denne kædereaktion, HVIS menneskeheden kan holde sin andel i global opvarmning under 2 grader. Misser vi Paris-aftalens mål, stiger risikoen for, at vi sætter gang i en voldsom kædereaktion.

RÆSON: Hvis vi ikke formår at holde temperaturstigningerne under fire grader, hvad bliver så konsekvenserne?
RICHARDSON: Det vil være en helt anden verden, end den vi kender i dag. Hvis vi kommer op på eksempelvis seks grader, og temperaturen blive på det niveau længe nok til at smelte isen, kan havvandet stige med 40-60 meter. Derudover vil varmen gøre store landområder ubeboelige, fordi man ikke kan dyrke jorden. Vi ville have et meget mindre areal til en voksende verdensbefolkning, der vil nærme sig 9-10 milliarder. Man vil have en helt anderledes biodiversitet, da mange af de planter og dyr, vi kender i dag, vil bukke under. Nedbørsmønstrene vil ændre sig, og man vil få stærkere storme end i dag.

Det interessante er, at mennesker har været på Jorden i vores nuværende biologiske form i omkring 250.000 år, men det er først i løbet af de sidste 12.000 år, at alle de ting, vi forbinder med moderne menneskelig civilisation, er opstået. Klimaet har været relativt stabilt i den periode, og det er derfor under disse klimaforhold, at vi med sikkerhed ved, at mennesker kan trives. Alt tyder på, at klimaforandringerne vil umuliggøre fortsat udvikling af samfundet, som vi kender det.

RÆSON: De sidste 12.000 år er altså et historisk meget lille og unikt vindue, der har været for opbyggelsen af menneskelig civilisation?
RICHARDSON: Præcis, og det er ikke kun et spørgsmål om, at vi mestrede agrikultur for lidt under 12.000 år siden. Australiens aboriginere lærte aldrig landbrug, men deres befolkningstal voksede også gevaldigt i denne periode. Så der er altså noget særligt fordelagtigt til understøttelsen af menneskelige samfund ved netop de forhold, vi har haft de sidste 12.000 år.

Jeg ser det moderne klimaspørgsmål som en fuldstændig naturlig evolution af menneskets forhold til Jorden. Da vores forfædre først holdt op med at leve som nomader og bosatte sig, lod de deres affaldsprodukter falde, hvor de blev produceret, og de tog alt, hvad de havde behov for fra naturen. Da de blev tilstrækkeligt mange, kunne de naturligvis godt se, at de måtte forvalte deres ressourcer på det lokale plan, hvis de ville undgå forurenet vand og mangel på træ til afbrænding og vildt til føde. Efterhånden som befolkningstallet steg yderligere indså man, at ren luft og vand krævede regional forvaltning, således at eksempelvis Danmarks luft og havvand ikke blev forurenet af tyske, svenske og polske affaldsprodukter. Nu ser vi, at det er nødvendigt at forvalte vores ressourcer på et globalt niveau. I mange år hørte vi, at vi skulle redde planeten, men den skal nok klare sig uanset, hvad vi mennesker gør. Det, vi skal fokusere på, er at forvalte vores ressourcer, så Jorden fortsat kan understøtte vores trivsel.

 

Det, vi skal fokusere på, er at forvalte vores ressourcer, så Jorden fortsat kan understøtte vores trivsel
_______

 

RÆSON: Hvordan ser du som professor i biologisk oceanografi, at CO2-udledningen påvirker biodiversiteten i havet?
RICHARDSON: Klimaforandringerne påvirker havet på mange forskellige måder. En vigtig effekt er, at havet bliver mere syrligt, efterhånden som det optager mere CO2 fra atmosfæren. Når du putter CO2 i vand, får du kulsyre, og i havet er der rigtig mange organismer, såsom muslinger, østers og koraller, der danner kalk, og kalk nedbrydes af kulsyre. Man truer derfor utrolig mange dyrearter i havet ved at udlede CO2.

Derudover bliver havet også varmere, hvilket gør det sværere for mange organismer at trives. Det interessante er, hvordan havets økosystemer ændrer sig, om der er store eller små plankton til stede, for det betyder rigtig meget for mængden af CO2, havet kan optage. Indtil videre har havet skånet os for klimaforandringerne ved at optage mellem en tredjedel og halvdelen af den ekstra CO2, vi har udledt siden den industrielle revolution.

Derudover gør smeltingen af isen havet mere ferskt, hvilket ændrer på lagdelingen og strømningerne, og det har alt sammen konsekvenser for livet i havet. Men det har også en direkte effekt på klimaforandringerne. Så længe der er is på Nordpolen, reflekterer det en del af sollysets varme tilbage, men efterhånden som isen forsvinder, kommer denne varme direkte ned i havet, hvilket accelererer klimaforandringerne. Så havet er alfa og omega i klimaspørgsmålet.

RÆSON: Forskere som Bjørn Lomborg har argumenteret for, at det ikke udelukkende er en negativ udvikling, at det bliver varmere, og at især fattigere nationer får lov til at udvikle sig, selvom det vil medføre stigende forurening?
RICHARDSON: Selvfølgelig er der rigtig mange mennesker, der skal have vækst og have forbedret deres livsvilkår. Spørgsmålet er, om deres vækst skal forløbe på samme måde som vores med al dette affald som biprodukt. De, som mener, at den skal det, er bidt af de økonomiske teorier, der siger, at jo rigere man bliver, des mindre forurener man. Det har man dog bevist, ikke er korrekt. Vi har mindst lige så meget forurening, som vi altid har haft – vi har bare flyttet især den beskidte produktion til andre lande. Man ændrer forureningen ved at ændre sin produktionspraksis og ved at gå over til en produktion med større potentiale for genbrug. Hvis alle forbrugte ressourcer på samme niveau som de rige lande i dag, ville der ikke være nok ressourcer på Jorden. Så hvis vi vil have vækst, hvor det er allermest tiltrængt, skal det være på andre vilkår.

RÆSON: Hvad bør man gøre politisk for at hæmme den globale opvarmning? Er CO2-afgifter løsningen?
RICHARDSON: Hvis du spørger en økonom, vil den eneste rigtige måde at styre CO2-udledningen på være gennem en afgift. Men hvem kan indføre en global afgift? Vi hverken har eller ønsker en global myndighed, så selvom det er den korrekte metode i henhold til økonomisk teori, er det urealistisk, at FN skulle kunne udstede en beskatning. Da FN vedtog verdens bæredygtighedsmålsætninger [Sustainable Development Goals, red.] i 2015, fik vi for første gang indenfor FN en erkendelse af, at vores ressourcer ikke er ubegrænsede, og lige så snart vi anderkender det faktum, skal vi til at tænke over, hvordan vi vil fordele ressourcerne mellem de 9-10 milliarder mennesker, som kloden er spået at huse i fremtiden.

Jeg er meget stor tilhænger af at differentiere imellem government (myndighed) og governance (håndhævelse), for vi spiller alle sammen en rolle i governance. Hvis man tvivler på, at vi kan lave governance for globale processer, skal man bare kigge på alle de handelsaftaler, der er blevet indgået på det sidste. Jeg tror, vi er inde i en fantastisk periode, hvor vi anderkender behovet for global forvaltning af planetens ressourcer, som vi gennem aftaler som Paris-aftalen bygger rammerne for.

 

Jeg tror, vi er inde i en fantastisk periode, hvor vi anderkender behovet for global forvaltning af planetens ressourcer, som vi gennem aftaler som Paris-aftalen bygger rammerne for
_______

 

RÆSON: Er du enig med forskere som Bjørn Lomborg i, at vi bør satse mindre på solceller og vindenergi, og i stedet investere i nye teknologier som fx gør det muligt at støvsuge CO2 ud af atmosfæren og tilpasse menneskeheden til forandret klima?
RICHARDSON: Jeg tror absolut, at det er den forkerte strategi at satse alt på en enkelt type energi. Det bliver ikke en enkelt energikilde, der erstatter fossile brændstoffer, men en kombination af vind, vand, sol og atomkraft ud fra, hvad bedst kan betale sig på det givne tidspunkt. Teknologi er et fantastisk redskab, som kan hjælpe os, og jeg synes eksempelvis, vi gør klogt i at bruge penge på at filtrere CO2 ud af atmosfæren. Men teknologi er ikke den silver bullet, der skal redde os ud af problemerne, for der er grænser for, hvad teknologien kan gøre. Teknologi kan eksempelvis ikke skabe energi; den kan hjælpe os til at udnytte forskellige former, men ikke producere energi i sig selv. Teknologi kan heller ikke bare fjerne affaldet; det skal genbruges. At satse på teknologisk udvikling alene ville svare til en kræftsyg, der takker nej til moderne kemobehandling og satser på, at man finder en kur imod kræft, inden hun dør.

RÆSON: Bør vi gøre mere som individer for at mindske vores forurening, eller er det op til de politiske beslutningstagere?
RICHARDSON: Selvfølgelig bør vi gøre mere som individer. Vi går fejlagtigt og tror, at vores ægte valuta er penge, men det er i virkeligheden naturens ressourcer, som vi er blevet rige af. Hvem kan med hånden på hjertet sige, at de har anvendt enhver mulig energieffektivisering i deres bolig, at de altid har slukket for lyset, altid har taget cyklen frem for bilen, aldrig har købt tøj, som ikke var strengt nødvendigt, aldrig har smidt mad ud? Vi er alle sammen medskyldige.

RÆSON: Er du nervøs eller fortrøstningsfuld overfor udviklingen i klimapolitikken i USA, Kina og EU?
RICHARDSON: Jeg er født optimist. Jeg synes, at noget af det mest skadelige, vi har, er, når journalisterne går ud og giver hvert klimatopmøde dumpekarakter, fordi de ikke endegyldigt har løst udfordringerne. Hvis man gerne vil forstå, hvordan processen er ved at udvikle sig, skal man se på ændringerne i ambitionsniveauet for hvert klimatopmøde, og det er helt utroligt så hurtigt, det stiger.

Når vi siger USA, taler vi selvfølgelig om Trump, men han er uinteressant. Prøv at se på ‘we are still in’-bevægelsen fra sidste COP-topmøde. Den bestod af alt fra delstater, kirker og filantropister til NGO’er, og hvis du så på de samlede ressourcer, bevægelsen havde bag sig, svarede det til omkring verdens femte største land. Der er enorme kræfter i USA, der arbejder for et bedre klima. For slet ikke at tale om Kina. Der er ved at ske ting og sager, men spørgsmålet er, om de sker hurtigt nok. Jeg er helt med på, at der er en reel bekymring. I mine øjne står vi med ryggen mod muren med kniven for struben, men jeg tror på, at det globale samfund arbejder bedst under pres. ■

 

I mine øjne står vi med ryggen mod muren med kniven for struben, men jeg tror på, at det globale samfund arbejder bedst under pres
_______

Apropos denne artikel:

Rasmus Emborg: Vi må se i øjnene, at Ruslands gamle imperiedrømme er ved at blive til virkelighed

Jens Ladefoged Mortensen: Trumps toldkrig viser, at tyngdepunktet har flyttet sig væk fra Vesten – hvis det overhovedet findes længere

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne