28.04.2018

”Xi ønsker et magtfuldt Kina med global status, som aldrig vil blive skubbet rundt på den internationale scene igen, og så vil han levere den ”kinesiske drøm” til befolkningen. Jeg tror, at hvis hele Kina ligner Shanghai om 10-15 år, er planen lykkedes.”

Interview af Eske Frydkjær Bentsen

RÆSON: Kan man klassificere Xi Jinping som en diktator efter den seneste forfatningsændring (hvor det bl.a. blev vedtaget, at præsidentposten er uden tidsbegrænsning, red.)?
BROWN: Nej, men han er bestemt magtfuld. Forfatningsændringen er et tegn på, at han ønsker en længere politisk karriere, end mange havde forventet. Han styrer et indviklet og komplekst land, men som udenforstående ved vi ikke helt, hvor stor konsensus der egentlig er om hans styre. For tiden er alle enige om, at den nuværende periode udgør en stor mulighed for Kina. Resten af verden er tydeligvis i vildrede, så der er behov for stabilitet, og det leverer Xi Jinpings styre.

Xi Jinpings magt er meget anderledes end Maos. Han kontrollerer utvivlsomt det politiske rum i Kina, men ordet diktator er meget farvet. Han er nærmere et produkt af en fortælling – en fortælling, som han sælger ret godt til befolkningen i øjeblikket.

RÆSON: Hvordan er det lykkedes for Xi Jinping at opbygge så meget magt i det kinesiske samfund og Kommunistpartiet?
BROWN: Jeg tror, der er konsensus om, at dette er et øjeblik med strategiske muligheder. Ledelsen i Kommunistpartiet er grundlæggende pragmatisk. De ved, at der kun er én chance for at indløse den store pris: at genoprette Kinas storhed. Med den politiske ustabilitet, der er i Vesten i disse år, indså den kinesiske ledelse, at tidspunktet for en forfatningsændring var kommet.

Xi Jinping er en dygtig politiker, og han er en dygtig opportunist, som har grebet denne mulighed. Men han har også været heldig. Han har ikke stået over for nogle økonomiske kriser eller sociale problemer, som hans forgængere gjorde. Den globale vækstkrise i 2008 ramte ikke Kina specielt hårdt, og der var ingen politiske oprør. Så vi ved faktisk ikke, hvor godt han vil være i stand til at håndtere den slags problemer. Han har indtil videre haft succes med at sikre en udmærket vækst i Kina, og der er en stemning i partiet af, at man skal stå samlet. Den uorden, der har hersket i Europa, USA og andre steder, er kommet Kina til gode.

RÆSON: Er forfatningsændringen et resultat af Xi Jinpings egne politiske ambitioner eller et udtryk for partiets vilje?
BROWN: Xis ambitioner er tæt forbundet med partiets ambitioner, men det er svært at sige, hvad der kommer til at ske. Det kan være, at Xi har overspillet sin hånd. Det kan være, at der er lommer af utilfredshed i partiet, som vi ikke kan se udefra. Det mærkelige ved denne situation er, at der før i tiden typisk var små dele af kommunistpartiet, der levede i utilfredshed. Det ser vi ikke nu, og det er meget interessant, fordi selvom Kina ikke er blevet et mindre komplekst og forskelligartet land med en massiv organisation i partiet, ser vi ikke splittelse. Det så vi ikke engang under Mao. Det virker som om, at der er en bred konsensus om, at dette er et meget vigtigt tidspunkt, hvor Kina befinder sig i en særlig strategisk situation, og det styrker virkelig sammenholdet i Kommunistpartiet. Forfatningsændringen er et skridt på vejen til Kinas renæssance. Problemet for Xi opstår, når Kina opnår sin ønskede genrejsning. Hvad sker der så? Hans nuværende popularitet kan forsvinde igen.

RÆSON: Var det nødvendigt at lave en forfatningsændring for at realisere disse visioner for det kinesiske samfund?
BROWN: Forfatningsændringen var ikke strengt nødvendig, men han gennemførte den alligevel. Man kan tolke det som et tegn på nervøsitet, fordi hans præsidentembede ikke er i en tilstrækkeligt magtfuld position. Forfatningsændringen er muligvis taktisk, fordi vi måske ser en normalisering af de politiske magtrelationer, hvor præsidentembedet er ved at blive mere magtfuldt. I år 2022, når der efter forventningerne skal vælges ny partisekretær, kan det meget vel blive en anden end Xi Jinping, men magten vil have flyttet sig fra denne position. Partisekretæren har kun været en særligt vigtig position de sidste 20 år. Magten har rykket sig fra Kommunistpartiets formand under Mao, til en altdominerende leder under Deng Xiaoping til partisekretæren i dag. Men nu kan det skifte til præsidentembedet. Det er altså muligt, at dette er et taktisk valg, og at Xi ikke vil være partisekretær fra 2020 til 2023, men kun præsident. Nogle mener, at det er usandsynligt, men for et år siden var det også usandsynligt, at han ville kunne lave en forfatningsændring. Jeg tror, vi skal forvente disse usædvanlige begivenheder og en partisekretær, som ikke er Xi Jinping, fordi magten har rykket sig andre steder hen.

 

Det er altså muligt, at dette er et taktisk valg, og at Xi ikke vil være partisekretær fra 2020 til 2023, men kun præsident. Nogle mener, at det er usandsynligt, men for et år siden var det også usandsynligt, at han ville kunne lave en forfatningsændring
_______

 

RÆSON: Tror du at Xi Jinpings kritikere i Kommunistpartiet er blevet udrenset gennem hans anti-korruptionskampagne?
BROWN: Jeg tror, at anti-korruptionskampagnen ydmygede en gruppe af små aktører, som brugte partiet til at skabe rigdom og indflydelse til dem selv. Kampagnen har gennem frygt skabt en stærkere følelse af fællesskab og politisk formål i partiet. Kommunistpartiet er nu meget disciplineret ifølge Xi. Dette skal også ses som en del af opfattelsen i partiet af, at Kina står midt i et strategisk vigtigt øjeblik. Alle er fokuserede på at få det optimale ud af denne position, hvilket skaber disciplin, og anti-korruptionskampagnen har været et værktøj til at opnå dette.

RÆSON: Er der opbakning til forfatningsændringen i befolkningen, og hvor udbredt er kritikken?
BROWN: De fleste tænker ikke så meget på forfatningsændringen. Jeg var i Kina sidste måned lige efter det skete. Det virkede som om, at det var et tegn på styrke for kineserne. Xi Jinping kan ændre forfatningen, derfor er han en god og stærk leder. For de har brug for en stærk leder. Men en stærk leder kan ikke gøre alt, og måske synes de også, at han er for stærk. Han har ikke oplevet nogen større krise endnu. Når det sker, får vi at se, om han virkelig er politisk stærk.

RÆSON: Hvad er Xi Jinpings vision for det kinesiske samfund?
BROWN: Han er nationalist ligesom Mao og alle andre kinesiske ledere. Xi Jinping ønsker et magtfuldt Kina med global status, som aldrig vil blive skubbet rundt på den internationale scene igen, og så vil han levere den ”kinesiske drøm” til befolkningen

Det vil betyde et moderne urbant Kina med en stor middelklasse og en servicesektorøkonomi. Han ønsker at levere modernitet med kinesiske særtegn. Det er essensen af hans vision. Jeg tror, at hvis resten af Kina ligner Shanghai om 10-15 år, er planen lykkedes. Kina vil blive et meget udviklet samfund med vestlig infrastruktur og et stabilt og forudsigeligt system, som gør Kommunistpartiets styre bæredygtigt. Det er, hvad han ønsker at opnå.

RÆSON: Som du nævner, besidder Xi også andre positioner end præsidentposten. Han er fx også partisekretær og formand for militærkommissionen. Kunne han ikke bare have fortsat i disse stillinger og være blevet på magten gennem dem i stedet for gennem præsidentembedet?
BROWN: Det er en spændende ting ved hans lederskab. Der er et behov for, at han sidder på alle disse positioner. Mao Zedong havde en stilling som formand for Partiet, og det var det. Han var aldrig andet. Deng Xiaoping var kun næstformand i Partiet, men han var alligevel den altoverskyggende leder. Han behøvede ikke alle disse positioner. Det lignede nærmest, at han prøvede at undgå dem.

Positionerne er statussymboler for Xi Jinping, det er ikke egentlig magt. Det handler om at demonstrere sin magt og få folket til at føle, at man udøver den. Det er hvad Xi Jinping gør. Det er for at sikre sig, at han har en stærk position på den internationale scene. Han ser magtfuld ud gennem alle disse positioner og ved at gøre det, bliver han magtfuld.

RÆSON: Forfatningsændringen indebar også en tættere integration mellem Kommunistpartiet og den kinesiske stat under overskriften ”socialisme med kinesiske karakteristika”, hvilket indebærer, at partiet øger sin magt over det kinesiske samfund. Hvorfor så de kinesiske beslutningstagere dette som et nødvendigt skridt lige nu?
BROWN: Jeg tror, det handler om taktik. Kommunistpartiet har lige nu høj grad af loyalitet og politisk disciplin og kan derfor gøre særlige ting. Staten har brug for den struktur og administration, som Partiet har. Så når man binder Partiet og staten tættere sammen, er det et taktisk træk for at styrke staten.

 

Det kan være, at der i fremtiden bliver en klarere opdeling mellem stat og parti. Men lige nu er partiet fokuseret på at ramme målet i 2021. Efter 2021 kan der måske blive plads til mere innovation eller afslapning, men ikke endnu
_______

 

Det virker kontraintuitivt, men fordi Kommunistpartiet har så dybe forbindelser til staten, vil det gerne have, at staten bliver stærkere, mere forudsigeligt og bæredygtigt. Det kan være, at der i fremtiden bliver en klarere opdeling mellem stat og parti. Men lige nu er partiet fokuseret på at ramme målet i 2021. Efter 2021 kan der måske blive plads til mere innovation eller afslapning, men ikke endnu.

RÆSON: Som du pointerer, påstår partiet, at forfatningsændringen vil gøre Kina til et mere forenet og stærkere land. Betragter du dette som sandsynligt, eller vil det føre til mere ustabilitet?
BROWN: Befolkningen er nervøse for risici, og det giver en form for bæredygtighed, hvor folket ikke vil gøre oprør mod forfatningsændringen. Den betyder ikke noget, indtil der kommer indenrigspolitiske problemer. Det vil til gengæld gøre folk utilfredse, og så vil de begynde at give systemet skylden. Folket forholder sig pragmatisk til systemet og accepterer det. Lige nu er der forudsigelighed og stabilitet. De føler sig ikke tiltrukket af, hvad de ser af ustabilitet i resten af verden, men det kan forandre sig meget hurtigt.

RÆSON: Styrker forfatningsændringen retsstaten i Kina?
BROWN: Ja, på det kommercielle område. Xi Jinping har talt om at styrke den intellektuelle ejendomsret. Det er nødvendigt for, at Kina kan udvikle sin økonomiske model. De fleste ofre for tyveri af intellektuel ejendomsret er faktisk kinesere. Kina har tydeligvis en interesse i at få ryddet op i dette, både indenrigspolitisk og internationalt. Kommunistpartiet vil dog ikke blive et mål for domstolene og retsvæsenet lige foreløbig. Det er helt klart noget, som partiet ikke er villigt til at kigge på. For tiden gælder kun ”rule of law” og ikke ”rule by law”.

RÆSON: Hvordan har USA reageret på forfatningsændringen i Kina?
BROWN: Jeg tror, at forfatningsændringen opfattes som et tegn på diktatorisk fjendtlighed. Det var en fejlberegning fra Kinas side, fordi alle fik en opfattelse af, at Xi Jinping er en diktator. Jeg tror ikke, at det narrativ er i Kinas interesse. Myten om den stærke leder fungerer godt i Kina, men det er ikke tilfældet i udlandet. I Vesten opfattes forfatningsændringen som et tegn på autokratisk lederskab, og det har øget opfattelsen af, at Kina udgør en trussel.

RÆSON: Har forfatningsændringen svækket Kinas bløde magt og internationale tiltrækning?
BROWN: Det er meget tvetydigt lige nu. Det har styrket idéen om, at Kina er et stærkt land, som har en stor international rolle, men det har også skræmt mange. Mange er splittede i deres syn på Kina. Det vil på et tidspunkt blive et problem for Kina, tror jeg.

RÆSON: Hvordan reagerede Kinas nabolande?
BROWN: Jeg tror, at de allerede har en del bekymringer over den magt, som Kina besidder. Det handler ikke blot om forfatningsændringen men fx også om oprustningen i det Sydkinesiske Hav mv. Forfatningsændringen er ikke det vigtigste for dem.

RÆSON: Er forfatningsændringen et endeligt farvel til håbet om demokrati i Kina?
BROWN: Nej. Partiets løfte er demokrati med kinesiske kendetegn. Kina ser på demokratiske modeller i resten af verden med ængstelse. Sovjetunionen kollapsede i 1990’erne, og det bragte mange svære økonomiske og sociale udfordringer med sig. Den risiko er kineserne ikke villige til at løbe.

Kina er ekstremt uvilligt til at tage risici. Jeg tror, der er en bred fælles forståelse af behovet for politiske reformer. De vil udmønte sig i en meget specifik model, der bliver tilpasset kinesiske forhold. Det er svært at sige, hvad de bevæger sig hen imod, fordi det, Kina prøver at skabe, er en unik model, der ikke eksisterer nogen andre steder i verden. Kina kommer ikke til at blive ved den nuværende politiske model, men det er svært at sige, hvilken ny model landet bevæger sig hen imod. Så til spørgsmålet om, hvorvidt Kina vil blive et demokratisk flerpartisystem: Det er ekstremt usandsynligt.

 

Kina kommer ikke til at blive ved den nuværende politiske model, men det er svært at sige, hvilken ny model landet bevæger sig hen imod. Så til spørgsmålet om, hvorvidt Kina vil blive et demokratisk flerpartisystem: Det er ekstremt usandsynligt
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland