20.08.2018

.

EU’s Brexit-chefforhandler, Michel Barnier, afviser arrogant ethvert forslag fra Storbritannien om at lave en aftale med EU, og samtidig er EU selv ude af stand til at løse migrantkrisen. EU står i en eksistentiel krise, der kan betyde enden for unionen.

Kommentar af Kenneth Kristensen Berth

I DISSE ÅR gennemlever EU en historisk krise. Ikke mindst 2016 var et skelsættende år. Her besluttede Storbritannien som det første land nogensinde at forlade EU-samarbejdet. Og som om det ikke var nok, så fortsatte migrantkrisen. Hver for sig tjener både Brexit og migrantkrisen som eksempler på, at EU-samarbejdets legitimitet har lidt et alvorligt knæk.

Mens det britiske EU-farvel nærmer sig, er der fortsat ikke optræk til en aftale om briternes fremtidige forhold til EU. Det nytter derfor ikke noget, at EU vedbliver med at spille hardlinere Barnier har længe sagt, at EU er klar til at forhandle, så snart briterne er klar. Men det tyder mere og mere på, at der er tale om spil for galleriet. Briterne har nu endda valgt at komme EU i møde med Theresa Mays berømmede hvidbog, der efter stor intern ballade i det konservative parti faldt på plads. Barnier decimerede Mays plan som værende grænsende til latterlig. Nu har EU i månedsvis krævet, at briterne spiller ud med, hvad de vil – og da briterne så gjorde det, så blev det bare fejet af bordet. Det ser ud, som om det kun er briterne, der skal bevæge sig – og ikke EU. Man får uvægerligt fornemmelsen af, at EU-systemet ikke ønsker en aftale med Storbritannien af frygt for, at en god aftale kan få andre EU-lande til at få lignende idéer.

Ender det med, at man ikke kan lande en aftale, så vil det ramme flere medlemslande hårdt – heriblandt Danmark. Det ansvar bør EU-systemet tage på sig i stedet for at bære nag over det ideologiske nederlag, som Brexit er udtryk for. EU burde med udgangspunkt i Mays hvidbog forhandle en aftale på plads med Storbritannien om en frihandelsaftale efter canadisk model, der ikke indebærer, at arbejdskraften har fri adgang til at flytte mellem Storbritannien og EU.

 

EU burde med udgangspunkt i Mays hvidbog forhandle en aftale på plads med Storbritannien om en frihandelsaftale efter canadisk model
_______

 

AT IDEOLOGI er vigtigere end pragmatiske løsninger, har Europas befolkninger i den grad måttet sande under migrantkrisen. Alt imens det væltede ind med migranter til Europa, var det eneste modsvar fra EU-systemet en blanding af ”laden-stå-til” og et dårligt kompromis for, hvorledes disse mange mennesker skulle fordeles. Ikke en eneste gang faldt det EU’s ledere, Juncker og Tusk, ind for alvor at gøre op med migrantstrømmen og beskytte de europæiske folk mod at blive oversvømmet af tredjeverdensborgere ved eksempelvis at udfordre adgangen til at søge asyl i Europa. Og da Ungarn i 2015 udviste rettidig omhu og satte et hegn op langs grænsen til Kroatien og Serbien, så haglede kritikken ned over Ungarn for angiveligt at bryde konventionerne. Hvad der i øvrigt ingenlunde er tilfældet. Ungarn modtager og behandler ansøgninger om asyl – og giver faktisk asyl til en større andel af asylsøgerne end fx Danmark. Det havde været langt mere naturligt, at EU havde bakket op om Ungarns initiativ og ydet støtte til at sikre de ydre grænser mod migrantstrømmen.

Med rette føler mange europæere, at politikerne mistede kontrollen, efterhånden som migrantkrisen tog til. Det er svært at bebrejde dem. EU befinder sig derfor i en position, hvor man skal til at levere på asylområdet, hvis ikke tilliden fra befolkningerne skal mistes helt. Det er imidlertid svært at se det ske. Ved at ignorere EU-befolkningernes voksende skepsis i fx Italien, Tyskland, Østrig, etc., fremprovokerer EU reelt sin egen undergang, hvad man næppe kan begræde, når EU selv undergraver nationernes levedygtighed.

I slutningen af juni blev EU-landene enige om en migrantaftale. De vil som noget nyt undersøge muligheden for at behandle asylsager udenfor EU. Det kan lyde besnærende, om end platforme i Afrika lyder mere end svært at gennemføre i praksis med tanke på, at FN’s Flygtningehøjkommissariat samt flere menneskerettighedsorganisationer skal sige god for udformningen, hvis EU skal være med. Derudover kan man frygte, at asylcentre i Afrika blot vil gøre det endnu nemmere for flere at søge asyl. Dermed risikerer presset mod Europas grænser at blive større.

Endvidere er der det problem, at såfremt man ikke får tilkendt asyl i Europa, så kan man jo stadig bare hoppe i en båd til Europa, formelt indgive en asylansøgning og så ellers drive rundt på må og få i Europa. Alt andet kræver en hjemsendelsesaftale med oprindelseslandet, hvilket som bekendt har vist sig mere end vanskeligt.

Så længe man ikke er villig til enten at frihedsberøve personer, der søger til Europa, eller placere dem i lejre i tredjeverdenslande, så kan man ikke komme videre i løsningen på migrantkrisen. Og på den måde ender EU’s migrantaftale nemt som en hensigtserklæring uden nogen egentlig betydning.

Løsningen på de millionstore migrantstrømme fra Mellemøsten og Afrika skal derfor findes inden for rammerne af nationalstaten. Og her spiller EU en rolle. Den handler om, at EU ikke skal kunne blande sig i nationalstaternes mulighed for at sikre deres egne grænser. Schengen-aftalen må justeres, så landene selv bestemmer, om der skal være grænsekontrol mellem landene eller ej.

 

Løsningen på de millionstore migrantstrømme fra Mellemøsten og Afrika skal derfor findes inden for rammerne af nationalstaten
_______

 

DET HAR LÆNGE været vigtigt at sætte klare grænser for EU’s handlerum, men migrantkrisen har blot udstillet behovet i endnu højere grad. Siden vi fik indført grænsekontrol i Danmark i 2016, er 6,4 mio. mennesker blevet kontrolleret ved grænsen, og deraf er knap 5.500 udlændinge blevet afvist adgang til Danmark. Grænsekontrollen har med andre ord været en bragende succes. Derudover er antallet af asylansøgninger faldet fra over 15.000 i 2015 til under 4.000 i 2017.

Hvem vi lukker ind i Danmark, bør aldrig være op til EU at bestemme. Det skal være op til det danske Folketing. Vi har i henhold til FN’s flygtningekonvention ingen forpligtelse til at tage imod asylsøgere, der kommer fra et sikkert land – Tyskland er et sikkert land – og asylsøgere ville således kunne afvises ved grænsen, hvis ikke det var for Dublin-aftalen, der forudsætter, at der er sket en registrering af asylantansøgeren i det land, man ønsker at returnere til.

Så meget desto mere grund er der også til at fejre, at danskerne i forbindelse med afstemningen om retsforbeholdet i december 2015 valgte at beholde forbeholdet trods de EU-positive partiers forvisninger om, at det ville blive en katastrofe. Retsforbeholdet er nemlig med til at sikre, at vi i Danmark fortsat har en del selvbestemmelse på asylområdet. Danmark står uden for EU’s bestræbelser på at indføre et fælles asylsystem og strømline de bestemmelser, der afgør, hvilke vilkår der skal gælde for at få asyl.

Hvor Brexit har været et vidnesbyrd om, at EU bestemmer for meget i forhold til befolkningernes ønske, så har migrantkrisen vist, at EU tilmed gaber over en række områder, som det end ikke er i stand til at løse. Skal EU have held til at reetablere projektets legitimitet, så er der kun en vej – at lytte til medlemslandenes befolkninger. ■

 

Hvor Brexit har været et vidnesbyrd om, at EU bestemmer for meget i forhold til befolkningernes ønske, så har migrantkrisen vist, at EU tilmed gaber over en række områder, som det end ikke er i stand til at løse
_______

 

Kenneth Kristensen Berth (f. 1977) er MF og EU-ordfører for Dansk Folkeparti. ILLUSTRATION: Berth (Joachim Adrian/Polfoto)