14.07.2018

Efter mange års internationalt engagement er vejen frem: fortsat internationalt engagement. Ellers vil Somalias problemer blive vores.

Af Katja Lindskov Jacobsen

Skal Somalia blive et stabilt land, kræver det, at det internationale samfund engagerer sig. Hvis de ikke adresseres, kan nogle af Somalias store udfordringer blive til problemer for omverdenen – herunder stærkere terrorgrupper, maritime trusler og nye flygtningestrømme.
Fremskridtene i landet er langsomme og til tider svære at få øje på. Men erfarne udenlandske nødhjælpsarbejdere minder om, hvordan situationen var før 2008, da det internationale samfund satte ind mod pirateri. ”I 2008 var Mogadishu en krigszone. Somalia var et særdeles farligt sted at operere, og internationale aktører stod på daglig basis over for dødelige trusler. I dag har dette ændret sig. Markeder i Mogadishu summer af liv”, siger en FN-medarbejder til mig: ”Der er en reel tro på fremskridt og forandring”.

Men den fremgang, som er sket de seneste år, er skrøbelig og på igen måde irreversibel. Derfor er det afgørende vigtigt, at donorlande som Danmark fastholder et engagement i landet. Vi vil få det at mærke, hvis situationen i Somalia forværres, så det fx påvirker nabolandet Etiopien med 100 millioner indbyggere.

Kampen om Somalia
I 2017 blev der for anden gang i Somalias historie afholdt et demokratisk valg. Men de politiske strukturer i landet er stadig meget skrøbelige. Somalia er nummer ét på FN’s liste over verdens mest korrupte lande og præget af uoverensstemmelser mellem autonome politiske strukturer og den føderale regering i hovedstaden, Mogadishu. Somaliland vedholder deres selvstændighedserklæring, og i Puntland har man, også uden om regeringen i Mogadishu, indgået aftaler med eksterne aktører om eksempelvis nye havneprojekter. I begge tilfælde udfordres idéen om et forenet Somalia med regeringen i Mogadishu som centrum.

Oven i dette kommer en særdeles udfordrende sikkerhedssituation. Hundredvis af civile er i løbet af de seneste år blevet dræbt af den bevæbnede islamistiske gruppe al-Shabaab. Særligt er det gået hårdt ud over befolkningen i Mogadishu. Det mest dødelige terrorangreb i landets historie fandt sted 14. oktober 2017, hvor en voldsom bombe – monteret på en stor lastbil – eksploderede i hovedstadens centrum. Mindst 350 mennesker mistede livet, og mange kom slemt til skade. Ifølge en FN-rapport fra december 2017 er der fra januar 2016 til oktober 2017 dokumenteret 4.585 civile dræbte og 2.507 tilskadekomne. 60 pct. af disse civile tab og lidelser tilskrives al-Shabaab.

 

I tillæg til målrettede mord og henrettelser har al-Shabaab også taget ansvar for kidnapninger af over 700 civile i Somalia
_______

 

Siden 2006 har al-Shabaab i stigende grad tiltrukket sig global opmærksomhed. Dette skyldes både bevægelsens brug af selvmordsbomber, at gruppen har udført en række angreb uden for Somalias grænser (indtil flere i nabolandet Kenya) og ikke mindst det faktum, at al-Shabaab har tiltrukket udenlandske krigere samt svoret loyalitet til den internationale terrorgruppe al-Qaeda. I tillæg til målrettede mord og henrettelser har al-Shabaab også taget ansvar for kidnapninger af over 700 civile i Somalia.

Hertil kommer den usikkerhed, der rammer civilbefolkningen som konsekvens af komplekse klandynamikker, som er svære at adressere – ikke mindst for udenlandske donorer. Man skal træde varsomt – så ikke velmente interventioner risikerer at give anledning til uønskede konsekvenser.

Ifølge FN er der mere end 1 million internt fordrevne; altså mennesker, som har forladt deres hjem typisk på grund af konflikt eller tilbagevendende tørke. Selvom den tørke, der i starten af 2017 ramte Somalia hårdt, nu er taget af, er der stadig knap 5,5 millioner mennesker, som har behov for humanitær nødhjælp. Hertil kommer udviklingsmæssige udfordringer, som eksempelvis stor arbejdsløshed, særligt blandt unge. FN’s Somalia-ambassadør, Michael Keating, kalder ungdomsarbejdsløsheden alarmerende og opfordrer de somaliske myndigheder til at uddanne flere, ikke mindst i tekniske færdigheder. Det er en udfordring, som har indvirkning på andre udfordringer (herunder pirateri), og som kan risikere at have konsekvenser langt ud over Somalias grænser.

Når donorer beslutter at gøre noget ved disse udfordringer, skal man tænke over, hvordan programmer – formet ud fra de bedste intentioner – kan risikere at påvirke dette komplicerede billede på måder, der fører til uønskede konsekvenser. Særligt tre opmærksomhedspunkter er vigtige.

Risiko 1: at forværre politisk splittelse
Hvordan skal man som donor forholde sig til svære politiske spørgsmål, fx diskussionen om et ‘forenet Somalia’ over for særligt Somalilands ambition om at blive et selvstændigt land? For mange donorer er det en diskussion, man ikke ønsker eksplicit at tage stilling til – med henvisning til, at det er et internt somalisk anliggende, som landet selv må nå til enighed om. Samtidig er der i mange donorstøttede projekter dimensioner, som ikke kan isoleres fra – men derimod på forskellig vis spiller ind i – dette svære og helt centrale aspekt af diskussionen om Somalias fremtid. Fx i forbindelse med donorstøtte til opbygning af en kystvagt. Er visionen én kystvagt for Somaliland og en anden for Puntland m.fl.? Eller én fælles kystvagt for hele Somalia?

Der er med andre ord behov for, at donorer gør mere end blot at koordinere deres programmer – det er også nødvendigt at tilsikre fælles, underliggende visioner for Somalia.

 

Der er med andre ord behov for, at donorer gør mere end blot at koordinere deres programmer – det er også nødvendigt at tilsikre fælles, underliggende visioner for Somalia
_______

 

For politiske dynamikker kan udspille sig omkring projekter, der ofte ses som apolitiske, herunder infrastruktur, veje, havne og netop kystvagtsopbygning. Det er langtfra tilfældet, at infrastruktur er et rent funktionelt anliggende. Fx kan havneprojekter bidrage til eller ligefrem give anledning til nye politiske dynamikker. Denne type projekter er med andre ord ikke isolerede fra det svære politiske spørgsmål om Somalias fremtid: som forenet eller som fragmenteret nation? Stillingtagen til donorstøtte til valg i Somaliland kan umuligt isoleres fra det svære spørgsmål om de divergerende visioner for Somalias fremtid. Man risikerer at så øget splid – særligt mellem Mogadishu på den ene side og Somaliland på den anden side.

Risiko 2: at forværre en allerede porøs sikkerhedssituation
I flere medier er det blevet fremført, at angrebet i Mogadishu i oktober 2017, hvor over 350 mennesker mistede livet, skulle gengælde de amerikanske droneangreb, der er blevet skruet op for under præsident Trump. Men det er ikke kun, når det gælder sikkerhedssituationen, at udenlandsk indgriben er dilemmafyldt. Ligeledes gælder det, at man skal passe på, at man ikke forværrer eller sedimenterer – i stedet for at udfordre – de alvorlige problemer med korruption i Somalias politiske system:

Fx har det vist sig problematisk for internationale donorer at presse på for en mere systematisk tilgang til uddeling af de lønmidler, der bruges i eksempelvis programmer inden for antipirateri og bekæmpelse af anden maritim kriminalitet. Interviews med aktører i Somalia peger på det, de kalder ’balkanization’ – det vil sige, at fragmentering og mangel på koordinering præger måden, hvorpå forskellige donorer yder støtte til lønudbetaling. Pengene ender i vid udstrækning i toppen af systemet frem for hos dem, de er tiltænkt – fx politifolk og soldater.

Risiko 3: at man flytter – snarere end fjerner – problemer
Ser man på den del af Danmarks engagement, der har haft fokus på pirateribekæmpelse, er én vigtig lære at have øje for sammenhængen mellem forskellige former for kriminalitet. Selvom hele billedet endnu ikke er fuldt afdækket, er der tilstrækkeligt med eksempler, der peger på en relation mellem de kriminelle netværk, som var involveret i pirateri, og de netværk, som nu ses involveret i andre former for kriminalitet. Tidligere piratnetværk er i dag involveret både i våbensmugling mellem Somalia og Yemen (hvor varerne ofte ender i hænderne på al-Shabaab) og i menneskesmugling. Man bør derfor have øje for, hvordan indsatser rettet mod bekæmpelse af én form for kriminalitet (såsom pirateri) kan risikere at skabe såkaldte ballon-effekter – fx hvis tidligere piratbagmænd skifter til anden kriminel aktivitet, i takt med at internationale aktørers indsatser gør det sværere at udføre piratangreb.

Piratproblematikken kan altså ikke ses isoleret fra udviklinger inden for andre former for kriminalitet. Så længe der stadig er kriminelle netværk – holdt i gang gennem anden form for (maritim) kriminalitet – og så længe der ikke er mange andre jobmuligheder i Somalia, er det for tidligt at tro, at vores succes med piratbekæmpelse er blivende.

 

Så længe der stadig er kriminelle netværk – holdt i gang gennem anden form for (maritim) kriminalitet – og så længe der ikke er mange andre jobmuligheder i Somalia, er det for tidligt at tro, at vores succes med piratbekæmpelse er blivende
_______

 

De fejl, vi skal undgå
Hvad kan gøres? Svaret: Vi kan koble etableringen af infrastruktur med tilstedeværelse og legitimitet.

For det kræver tilstedeværelse og monitorering at møde de dynamikker, der udspiller sig i Somalia. Dét kunne måske have forhindret, at et donorstøttet fængsel endte med ikke at være en særlig sektion for unge, selvom det stod i den oprindelige plan, bl.a. ud fra et ønske om at mindske risikoen for radikalisering at unge under fængselsophold. Det er svært at have indflydelse i forskellige faser af fx byggeprojekter, hvis ikke man er til stede eller sikrer, at andre er det på ens vegne.

Endnu bedre end monitorering: øget fokus på at afstemme infrastrukturprojekter (såvel som andre aktiviteter) med eksisterende politiske tendenser og magtforhold i landet. Jo bredere forankring i den somaliske befolkning, desto mere vil afvigelser fra den oprindelige plan kunne forhindres. Med andre ord er det vigtigt at sikre projekternes legitimitet – ikke kun som vi definerer den, men i særdeleshed som den opfattes hos den somaliske befolkning. Det er ikke nok at blive blåstemplet af regeringen i Mogadishu – man skal appellere til en langt bredere vifte af somaliske aktører (hvoraf ikke alle opfatter regeringen som legitim).

Vigtigheden af at forsøge at sikre, at der ligger overensstemmende visioner til grund for både infrastrukturprojekter og andre interventioner, ses tydeligt af et nyt eksempel på, hvordan uenighed om donorstøttet træning og infrastruktur kan få uønskede konsekvenser. Den 24. april rapporterede Reuters, at rivaliserende grupper fra Somalias hær havde beskudt hinanden. Konflikten havde rod i divergerende opfattelser af den træning og den infrastruktur, som de Forenede Arabiske Emirater (UAE) har leveret siden 2014. Da UAE stoppede sit træningsprogram i Mogadishu – grundet uoverensstemmelser med landets regering (tilsat stridigheder mellem Saudi-Arabien og Qatar) – stormede en gruppe somaliske soldater det træningscenter, som UAE havde efterladt. Det gav ikke alene anledning til skudveksling. Reuters kunne senere meddele, at mellem 600 og 700 våben blev stjålet fra træningscentret – våben, der nu er i omløb på Mogadishus sorte marked. Divergerende forståelser af de UAE-trænede soldaters legitimitet var afgørende for, at denne hændelse indtraf. Monitorering er kun en ’løsning’ i det omfang, man er til stede – da UAE trak sig, opstod der problemer, som nu spreder sig, i takt med at de stjålne våben risikerer at ende hos dem, som vestlige interventioner ellers gerne skulle være med til at modarbejde.

En mere langsigtet løsning skal sikre en given interventions legitimitet hos forskellige somaliske aktører – også dem, der ikke måtte have samme syn på verden som regeringen i Mogadishu. ■

 

En mere langsigtet løsning skal sikre en given interventions legitimitet hos forskellige somaliske aktører – også dem, der ikke måtte have samme syn på verden som regeringen i Mogadishu
_______

 

Katja Lindskov Jacobsen (f. 1982) er seniorforsker ved Center for Militære Studier på Københavns Universitet. Hendes forskning har fokus på forskellige former for intervention i det globale syd. Senest har hun arbejdet med maritim kriminalitet i og omkring Somalia. Derudover har hun, i år og tidligere, lavet feltarbejde i Vestafrika med fokus på pirateri i Guineabugten. ILLUSTRATION: Somaliske soldater patruljerer efter terrorbevægelsen al-Shabaabs bilbombeangreb i Mogadishu, 15. oktober 2017 [foto: Mohamed Abdiwahab/AFP/Scanpix]