21.01.2018

Det er en udbredt opfattelse, at det danske samfund er ekstremt lige, og at det er ganske begrænset, hvad der er af ulighed i Danmark. Den opfattelse kunne foranledige én til at tro, at et fokus på mulighedsuligheder er et fokus på nogle små bagatelagtige fejl ved et ellers storslået egalitaristisk kunstværk. Det ville dog være en stor misforståelse.

Af Kasper Lippert-Rasmussen

Ulighederne i det danske samfund er ikke små og ubetydelige. Forskellen i levealder mellem den rigeste og den fattigste fjerdedel af danske mænd var i 2011 over 10 år. De 10 pct. bedst lønnede tjener ca. lige så meget som de 40 pct. dårligst lønnede. Endelig er forældres uddannelsesniveau bestemmende for deres børns uddannelsesniveau. Mens næsten 70 pct. af 35-årige med forældre med en videregående uddannelse selv har dét, gælder det kun lige over 20 pct. af 35-årige med forældre med en grundskoleuddannelse. I en rapport fra Socialforskningsinstituttet fra 2016 konkluderer man: ”Men der er stadig en række store udfordringer for uddannelsesmobiliteten i Danmark. Først og fremmest er der en overhyppighed i restgruppen blandt børn af de kortest uddannede forældre”.

Hvordan kan man gøre Danmark til et mere retfærdigt samfund? I stedet for at tage udgangspunkt i en komplet teori om retfærdighed, vil jeg tage udgangspunkt i et ideal, som næsten alle danskere er enige om udgør et centralt aspekt af retfærdigheden: idealet om mulighedslighed. Idealet tilsiger ganske simpelt, at alle i samfundet skal have lige muligheder. Idealet er, hævder jeg, et, som langt de fleste danskere accepterer. Hvis vi fx skal forklare, hvorfor Danmark i dag er et mere retfærdigt samfund end 1700-tallets danske stændersamfund, vil de fleste danskere formentligt pege på den uretfærdighed, som lå i stændersamfundets fraværende lighed i muligheder. Noget tilsvarende gør sig formentligt gældende, hvis vi skal begrunde, hvorfor Danmark er et mere retfærdigt samfund end Pakistan, hvor kvinder fx reelt er afskåret fra at indtage mange af samfundets topposter. Endelig er det værd at notere sig, at ingen politiske partier i Danmark advokerer mulighedsulighed.

Jeg antager, at der foreligger mulighedsulighed, hvis to voksne personer med tilsvarende kvalifikationer og motivation ikke har lige gode muligheder. Mulighedsulighed foreligger med andre ord, hvis to børn, der fra naturens hånd er lige talentfulde, har forskellige livsudsigter på grund af deres sociale omstændigheder: at det ene barn er født med en sølvske og det andet barn med en plastikske i munden, og at det første barn derfor forventeligt vil klare sig bedre end det andet på grund af det held, som billedligt talt ligger i at være født med en sølv- fremfor en plastikske i munden.

 

Om man vokser op i Ishøj eller Lyngby-Taarbæk har en afgørende indflydelse på ens chancer her i livet
_______

 

Det danske samfund er et ulige samfund
Danmark er et mere lige samfund end USA. Men Danmark er stadig et meget ulige samfund, og rent faktisk ligger vi nu i en europæisk sammenhæng i mellemkategorien af lande, når det kommer til ulighed. Derudover har tendensen i de sidste 20 år været en stigende ulighed i mange lande – også i Danmark. Det skyldes ikke kun udviklingen på arbejdsmarkedet, men fx også et politisk besluttet fald i indkomstskatten de seneste år, som de højestlønnede har nydt mest gavn af i kroner og øre.

En mulig reaktion på mine tre eksempler på markante uligheder i det danske samfund ovenfor er at medgive, at der er store uligheder i udfald i Danmark, men så at benægte, at eksemplerne viser, at der er store uligheder i muligheder. Folk kan have samme muligheder for en høj indtægt, men ikke desto mindre ende op med en meget forskellig livstidsindkomst, fx fordi én foretrækker en økonomisk set usikker tilværelse som kunstner, mens en anden vælger at blive forsikringsmatematiker, selvom de begge kan have truffet samme valg som den anden. Den ulighed i udfald, som sådanne forskelle i ambitioner kan udmønte sig i, er uproblematisk i forhold til idealet om mulighedslighed. Spørgsmålet er dog, om ikke langt de fleste udfaldsuligheder i Danmark rent faktisk afspejler underliggende mulighedsuligheder. Forestil dig, at du ved, at dit nyfødte barn vil vokse op i et område af byen, hvor de fleste andre børn kommer fra hjem med sundhedsmæssigt set dårlige livsstilsvaner. Du ved også, at dit barn vil forme venskaber og parforhold med nogle af de børn, der rækker ud over folkeskolen og måske i nogle tilfælde vil være livslange. Du kender en anden familie, der også har et nyfødt barn. De bor i en anden del af byen, hvor de fleste andre børn kommer fra hjem med gode livsstilsvaner. Du ved også, at det barn efter folkeskolen i høj grad vil omgås kammerater fra folkeskolen. En excentrisk dansk millionær med bopæl i Schweiz hører om din og den anden families situation og tilbyder jer at deltage i en konkurrence. Når jeres børn når 30-årsalderen, vil millionæren få begge (nu voksne) børn undersøgt ved lægen. Den familie, hvis barn har den bedste sundhedstilstand, vinder en million. De færreste vil formentlig mene, at de to familier har lige gode muligheder for at vinde konkurrencen – man har ikke lige så gode muligheder for at anlægge en sund livsstil, hvis hele ens omgangskreds har en usund livsstil, som hvis den har en sund livsstil.

Om man vokser op i Ishøj eller Lyngby-Taarbæk har altså en afgørende indflydelse på ens chancer her i livet. En rapport fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd konkluderer: ”Mens en tredjedel af underklassens børn selv havner i underklassen som voksen er det kun syv pct. af børnene fra overklassen, der havner i underklassen som 35-årig. Underklassebørn har altså 4,6 gange så stor en risiko for at havne i underklassen, som overklassebørn har”.

 

Hvis man for alvor ville ligestille folk, skulle man i princippet opdrage børn kollektivt
_______

 

Spørgsmålet er så, hvad man kan gøre for at reducere mulighedsuligheden i Danmark. Her følger seks konkrete forslag:

1. Modvirk geografisk segregering af høj- og lavindkomstgrupper
Den helt afgørende kilde til mulighedsulighed ligger i folks sociale arv. Hvis man for alvor ville ligestille folk, skulle man derfor i princippet – som Platon var berygtet for at foreslå og enkelte israelske kibbutzer uden det store held forsøgte sig med – opdrage børn kollektivt. Formentlig vil de færreste gå så langt. Det behøver vi heldigvis heller ikke for at reducere uretfærdigheden væsentligt. Danske børns sociale arv bestemmes i dag ikke blot af de påvirkninger, de udsættes for i familien, men også af de påvirkninger, de udsættes for i vuggestuer, børnehaver, fritidsordninger, ungdomsuddannelser etc. Institutionerne og øvrige sociale kontekster uden for familien er med til at bestemme, hvilke ambitioner børn former angående deres liv, samt hvilke evner og hvilken motivation de har til at føre dem ud i livet.

Et væsentligt problem i denne sammenhæng er, at Danmark ligesom de fleste andre samfund er geografisk segregeret efter indkomst: Rige, ressourcestærke familier bor typisk i bestemte områder, mens fattige, ressourcesvage familier typisk bor i andre områder. Prismekanismen på ejendomsmarkedet er med til at sikre en sådan opdeling. Det betyder også, at ressourcestærke familiers børn typisk i deres hverdag i offentlige pasnings- og uddannelsesinstitutioner vil være sammen med andre børn fra samme privilegerede baggrund. Og omvendt at ressourcesvage børn vil dele deres hverdag i offentlig regi med andre ressourcesvage børn. En afgørende ressource i børns skolegang er deres skolekammerater. Ikke bare erhverver man viden og kompetencer gennem dem. Man former også ønsker og planer for livet i lyset af, hvad ens venner har af drømme. Dertil kommer, at netværk af venner er nyttig social kapital i mange sammenhænge.

Det betyder, at tiltag, som mindsker den geografiske segregering efter socioøkonomisk status i Danmark, er et vigtigt middel til at modvirke mulighedsulighed. Det gælder både sådanne tiltag mellem kommuner og inden for samme kommune. Dette generelle forslag skal ses på baggrund af, at den nuværende tendens går i retning af en kraftig stigning i socioøkonomisk segregering: ”Antallet af ’velhaversogne’, hvor beboerne tjener tre gange så meget som den typiske indkomst, er vokset fra 11 i 1985 til 64 i 2012” (Politiken, marts 2015). Et mere konkret tiltag, man kunne forestille sig, er at øge det almene boligbyggeri i områder, der ellers er kendetegnet ved at være velhaverområder. En anden mulighed er mere bevidst at sigte efter, at bydele, forstæder etc. rummer en boligmasse, som er social og økonomisk blandet. Dette kunne bl.a. ske gennem krav til bygherrer, som udvikler nye bydele, som fx Nordhavnen i København. En tredje mulighed er at bruge offentlige midler til at gøre socialt belastede bydele mere attraktive og dermed tiltrække bedrestillede familier. Et fjerde tiltag er særlige indsatser for fattige udkantskommuner, der sigter mod at gøre det mere attraktivt at etablere arbejdspladser i de områder.

 

Efterkommere af de rigeste 10 pct. af boligejerne arvede i 2007 ikke mindre end 7,9 millioner kr.
_______

 

2. Øg beskatningen på arv
Et andet konkret forslag er at ændre beskatningen af arv. Det er såre menneskeligt og sympatisk at ville sikre sine børn (også) økonomisk efter ens død. At man har denne mulighed i mindre målestok er næppe heller væsentligt i en samlet ulighedsoptik. Men at mange arver ingenting eller meget lidt, mens andre arver ganske store beløb, der endda beskattes særdeles lempeligt (15 pct. af beløb over ca. 264.000, hvis arvtagerne er børn), er problematisk set fra et mulighedslighedsperspektiv. Efterkommere af de rigeste 10 pct. af boligejerne arvede således i 2007 ikke mindre end 7,9 millioner kr. Til sammenligning arver efterkommere af ikke-boligejere gennemsnitligt omkring 250.000 kr.

Arv er særdeles problematisk i spørgsmålet om mulighedslighed. Forestil dig to personer, der er lige talentfulde, lige arbejdsomme og i øvrigt træffer de samme valg. Hvis der hersker mulighedslighed mellem de to personer, skulle de have de samme udsigter i livet. Pointen er blot, at deres muligheder vil være markant forskellige, hvis den enes forældre hører til de 10 pct. rigeste boligejere, mens den andens forældre bor i lejerbolig. At mulighedsuligheden her ikke bare er marginal følger af, at den forventede livstidsindkomst for personer med en kort eller mellemlang uddannelse i 2015 lå på 15-16 millioner kr. Knap 8 millioner kr. udgør således en meget væsentlig forskel, selv hvis beløbet skal deles med en eller to søskende.

Et andet forslag til, hvordan man gør Danmark til et mere retfærdigt samfund, er derfor, at man skærper arvebeskatningen drastisk. Det kunne fx gøres ved at beskatte arv på samme måde som lønindkomst. Det er her værd at bemærke, at forslag til øget beskatning ofte kritiseres, fordi de hævdes at svække incitamentet til at gøre en ekstra indsats og dermed gør den samlede samfundsmæssige kage mindre. Men hvad angår beskatning af arv er det formentlig ikke tilfældet, idet folks dispositioner på arbejdsmarkedet næppe i nævneværdig grad er påvirket af, hvor mange penge de kan videregive til deres børn mange år ude i fremtiden, efter de er stoppet på arbejdsmarkedet. Det skyldes, dels at vi alle generelt er tilbøjelige til at neddiskontere fremtidige goder, dels at højindkomstforældre stadig kan gavne deres børn på mange andre måder, fx gennem en tryg og privilegeret opvækst, selv hvis de ikke kan lade dem arve millionbeløb.

 

På lang sigt er der grund til at tro, at det offentlige sundhedsvæsen vil have færre ressourcer til rådighed, hvis den mest velstillede, ressourcestærke og derfor også politisk set mest indflydelsesrige del af befolkningen har en interesse i et reduceret offentligt sygehusvæsen
_______

 

3. Uddannelse og sundhedsydelser skal kun udbydes i offentligt regi
Generelt kan man gøre Danmark mindre uretfærdigt ved at sikre, at danskere i højere grad deler livsvilkår – og at samfundets mest velstillede dermed har en større interesse i at forbedre også mindre velstilledes vilkår.

Sundhedsvæsenet er et centralt område. Når man via arbejdsgiverbetalte ordninger eller ud af egen lomme kan betale for sundhedsydelser, mindskes ens interesse i offentlige sundhedsudgifter. Eller rettere: Man får en interesse i, at disse udgifter mindskes, da man via skattebilletten er med til at finansiere dem, men ikke selv har gavn af dem. Et tilsvarende ræsonnement kan fremføres, hvad angår privatskoler. Hvis man for ekstrabetaling kan sikre sig, at ens barn går i skole med andre børn, hvis forældre har økonomisk overskud til at sikre deres børn en god skolegang, begrænses ens interesse i, at staten skaber en god skolegang for alle.

Et tredje tiltag er derfor, at uddannelse og sundhedsydelser kun kan udbydes i offentligt regi. Hvad angår skoleområdet behøver det ikke nødvendigvis at betyde, at man afskaffer friskoler, der arbejder efter særlige pædagogiske principper. Man kan blot opretholde en friskoleordning i statsligt regi og uden ekstrabetaling.

Dette forslag er naturligvis stærkt kontroversielt. Modstandere vil typisk hævde, at det alene synes at være begrundet i en smålig misundelse, der hellere vil, at alle har det lige dårligt, end at vi alle har det bedre og nogle få blot lidt bedre end andre. Argumentet er videre, at staten kan spare penge, fx ved at operationer, som det offentlige sygehusvæsen ellers skulle have betalt, i stedet betales gennem en privat forsikringsordning. Dermed kan staten bruge de sparede penge på at forbedre behandlingen for de patienter, der ikke nyder gavn af en privat sygeforsikring. Så hvad er problemet?

Problemet er som følger: På kort sigt stilles patienter uden privat sygeforsikring måske bedre ved, at mange velstillede patienter behandles uden for det offentlige sygehusvæsen. Men på lang sigt er der grund til at tro, at det offentlige sundhedsvæsen, alt andet lige, vil have færre ressourcer til rådighed, hvis den mest velstillede, ressourcestærke og derfor også politisk set mest indflydelsesrige del af befolkningen har en interesse i et reduceret offentligt sygehusvæsen. Selvom USA på dette område nok udgør lidt af et særtilfælde i OECD-sammenhæng, så giver vanskelighederne ved at indføre offentlige sundhedsydelser for den dårligst stillede del af den amerikanske befolkning en vis støtte til denne antagelse. På lang sigt er private ordninger en dårlig ting for samfundets dårligst stillede, der er uden mulighed for private sundhedsordninger. Noget tilsvarende gælder børnepasnings- og skoleområdet, ældreområdet, spørgsmålet om beskyttelse mod kriminalitet fx ved private vagtværn og trafikområdet i forholdet til kvaliteten af den kollektive transportmidler.

 

Kvinder og etniske minoriteter stilles på grund af implicit (eller eksplicit) bias generelt dårligere på arbejdsmarkedet, hvis arbejdsgivere har krav på at kende deres køn eller etnicitet
_______

 

4. Arbejdsmarkedet: anonymisér ansættelser
Hvis alle skal have lige muligheder, kræver det bl.a., at ens race og køn ikke systematisk stiller én dårligere på arbejdsmarkedet. Mange undersøgelser tyder imidlertid på, at kvinder og indvandrere systematisk har ringere muligheder på arbejdsmarkedet end andre.

På anekdotisk vis er det interessant, at mange symfoniorkestre i løbet af 1970’erne og 1980’erne gik over til at optage nye medlemmer ved, at ansøgerne aflægger en prøve bag en skærm. Dermed kender dem, som vælger mellem ansøgerne, til ansøgernes musikalske kvalifikationer, men ikke deres køn. Umiddelbart ville man måske tro, at det ikke ville betyde det store, men det viste sig, at kvindelige ansøgeres chance for at blive valgt blev øget med ca. 50 pct., når optagelsesprøven involverede brug af nævnte skærm. På tilsvarende måde viser undersøgelser, at ellers identiske ansøgninger har ganske forskellige chancer for at føre til et jobinterview, alt efter om arbejdsgiveren ud fra ansøgerens navn tror, at ansøgeren er etnisk dansker eller tilhører en etnisk minoritet.

Arbejdsgiverens viden om ansøgeres køn og etnicitet er altså en hindring for mulighedslighed – en hindring, som betyder, at en kvindelig ansøger fx kan have anstrengt sig mere for at erhverve de rette kvalifikationer og være bedre kvalificeret end en konkurrerende mandlig ansøger, men ikke desto mindre har dårligere chancer for at blive ansat. Dette er jf. idealet om mulighedslighed uretfærdigt.

Et fjerde forslag er på denne baggrund, at man pålægger arbejdsgivere at benytte sig af anonymiserede ansættelser i videst muligt omfang. Tanken kan lyde radikal. Men faktisk kender vi den allerede i en beslægtet form, idet arbejdsgivere i en ansættelsessituation ikke må spørge en ansøger om, hvorvidt vedkommende er gravid eller planlægger at blive det. Idéen er, at hvis arbejdsgiveren havde krav på den information, ville det på urimelig vis stille kvinder ringere på arbejdsmarkedet. Nærværende forslag er principielt motiveret af en tilsvarende tanke, nemlig at kvinder og etniske minoriteter på grund af implicit (eller eksplicit) bias generelt stilles dårligere på arbejdsmarkedet, hvis arbejdsgivere har krav på at kende deres køn eller etnicitet. For at sikre lige muligheder, må vi derfor sørge for, at arbejdsgiverne ikke har adgang til den information – i det mindste i alle trin i ansættelsesproceduren frem til jobsamtale.

En mulig indvending er, at det i nogle sammenhænge er relevant for ens evne til at varetage en opslået stilling, at man har et bestemt køn eller en bestemt etnicitet. Måske er køn eller etnicitet en væsentlig kvalifikation i forhold til arbejdet i et job som rådgiver for voldsramte kvinder eller som gademedarbejder på et projekt for unge kriminalitetstruede på Nørrebro. Der er nok noget om den indvending. Indvendingen viser dog ingenlunde, at delvist anonymiserede ansættelser ikke er en god idé i langt de fleste tilfælde.

 

Vi skal blive bedre til at sikre, at det sociale rum byder alle velkommen, snarere end at nedgøre eller ekskludere kvinder, minoriteter og grupper, der afviger fra den statistiske norm
_______

 

5. Nultolerance overfor hverdagsdiskrimination
Jeg har indtil videre fokuseret på økonomiske goder. Men det perspektiv er for snævert. Et andet og lige så vigtigt gode ligger i den måde, vi forholder os til hinanden på – og det er noget, som i høj grad er bestemmende for, hvor gode muligheder vi har. En væsentlig aktuel illustration af denne pointe findes i ”me too”-fænomenet i kølvandet på Harvey Weinstein-skandalen.

Det er betydningsfuldt for alle at have mulighed for at bevæge sig i det sociale rum uden risiko for sexchikane, sexovergreb eller mindre alvorlige former for sexisme. Weinstein-skandalen er muligvis et ekstremt eksempel på, at kvinder er langt fra at være ligestillede med mænd, hvad denne mulighed angår. Problemet er, at sexchikane og sexovergreb har dybe rødder i vores måde at tænke om køn og sex på. Peter Aalbæks umiddelbare svar på kritikken fra en svensk samarbejdspartner vedrørende hans nonchalant syn på sexchikane var sigende. Aalbæk medgav, at han mange gange har ”klasket kvindelige medarbejdere i røven” og fortsatte, at sådan er han bare. Dermed syntes han totalt at bagatellisere et problem på en måde, som det er vanskeligt at forestille sig, nogen kunne gøre, hvis den offentlige bevidsthed omkring problemets omfang var bare nogenlunde på højde med problemets omfang. Kunne man forestille sig en filmproducent, der var blevet grebet i systematisk at ydmyge og forskelsbehandle personer, der tilhørte en racemæssig minoritet, trække på skuldrene og sige, at ”Sådan er jeg bare”?

En relateret vigtig mulighed, der knytter sig til måden, vi forholder os til hinanden på, er at kunne færdes i det offentlige rum i frihed for stigmatisering på grund af ens seksualitet, etnicitet eller andre afvigelser fra den statistiske normal.
Mit femte forslag er med tanke på disse problemstillinger, at vi bliver bedre til at sikre, at det sociale rum byder alle velkommen, snarere end at nedgøre eller ekskludere kvinder, minoriteter og grupper, der afviger fra den statistiske norm. I tillæg til institutionel nultolerance i forhold til sexchikane er det her vigtigt at være bevidst om, hvordan vi igennem dagligsproget – oftest helt utilsigtet – reproducerer stereotype forestillinger om minoriteter. Det kan forekomme at være hysterisk politisk korrekthed, jf. fx DBUs fodboldsetiske råds afvisning af at tage stilling til det danske herrefodboldlandholds sejrsråb i omklædningsrummet, der som bekendt afsluttes med et kådt ”store patter”. Men måske er det kun tilfældet, indtil man bliver tvunget til at indtage et minoritetsperspektiv – fx fordi man bliver “klasket i røven” af en chef, der i princippet kan fyre én.

En del af løsningen ligger i lovgivningen. Man kunne fx forestille sig, at foreninger, virksomheder etc. kan holdes juridisk ansvarlige, hvis de som DBU forholder sig passiv i forhold til stigmatiserende adfærd og sprogbrug, der foregår i fx foreningens regi, og at nogen i foreningen krænkes af den pågældende adfærd på en måde, som fører til politianmeldelse. Netop med DBU er det værd at erindre sig, at DBU har tilsvarende problemer mht. racisme og homofobi, hvor DBU anklages for at være for passiv i forhold til problemet. Men ligesom med spirituskørsel gør lovgivning det ikke alene her. Der kræves også en mentalitetsændring. Selvom en sådan formentlig kan understøttes af lovgivningsinitiativer, så er det også nødvendigt med oplysning og offentlig debat om stigmatiserende sprogbrug, og nødvendigt at foreninger etc. selv tager initiativer på området. Her vil det være vigtigt, at ofrene for den relevante sprogbrug kan forklare, hvordan de oplever de relevante måder at tale og agere på. At vi over de sidste 30 år har set en kraftig forandring i folks syn på spirituskørsel udgør en vis evidens for, at denne vej faktisk er farbar.

 

Det behøver ikke være staten alene, der reducerer afstanden mellem top og bund. Virksomheder kan også gennem deres lønpolitik signalere, at de ikke blot er til for aktionærernes og de allermest velstillede toplederes skyld
_______

 

6. Fuld offentlighed omkring folks lønningsforhold og øget marginalskat
De fem foregående forslag har alle taget udgangspunkt i det alment accepterede ideal om mulighedslighed. Det sidste forslag vil gå ud over dette ideal og vil måske derfor være mere kontroversielt. Forslaget knytter sig dog ikke desto mindre til det alment accepterede ideal om mulighedslighed på følgende måde:

Overvej to hypotetiske situationer. I et samfund tjener alle personer mellem 200.000 og 5.000.000 kr. om året. I et andet samfund med samme gennemsnitsindkomst tjener alle mellem 10.000 og 100.000.000.000 kr. om året. Lad os antage – ganske urealistisk – at der i begge samfund er fuldstændig mulighedslighed, således at alle lige talentfulde 18-årige uanset social baggrund har lige gode muligheder for at ende i bunden eller i toppen af samfundet. Jeg tror, at mange vil mene, at det første samfund ikke desto mindre er mere retfærdigt end det sidste. Det kunne fx begrundes med, at de værst stillede trods alt står bedre i førstnævnte samfund. Det kunne også begrundes med, at kløften mellem top og bund er mindre, og at ingen qua sin indsats fortjener at tjene 10.000 gange mere end den lavestlønnede, hvis job typisk er mere monotont, mindre interessant og mere sundhedsskadeligt. Det kan virke banalt, men det er værd at understrege, at samfundet alt andet lige ville blive mere retfærdigt, hvis afstanden mellem top og bund blev mindsket.

Hvordan kan vi så mindske denne afstand? En måde at gøre det på er gennem staten. Staten kan fx øge marginalskatten – noget, som ville være stik imod det seneste årtis tendens. Staten kan også gennem sin egen lønpolitik reducere afstanden mellem bunden og toppen i samfundspyramiden. Det er formentligt ikke kun Ekstra Bladets læsere, der kan have svært ved at se rimeligheden i fratrædelsesgodtgørelser i millionklassen for offentlige chefer, der allerede tjener langt mere end langt de fleste danskere. Da det offentlige er landets største arbejdsgiver, ville tiltag i den retning have en væsentlig effekt.

Men det behøver ikke være staten alene, der reducerer afstanden mellem top og bund. Virksomheder kan også gennem deres lønpolitik signalere, at de ikke blot er til for aktionærernes og de allermest velstillede toplederes skyld. Og etiske forbrugere kan straffe virksomheder, der ikke handler på den måde.

Det kan måske synes urealistisk. Men overvej læren af Harvey Weinstein-affæren og ”me too”-bølgen. Pludselig ser man virksomheder skille sig af med medarbejdere, der har udvist upassende adfærd i form af sexchikane, men måske ud fra en snæver økonomisk betragtning har været særdeles gode medarbejdere. En væsentlig del af baggrunden herfor er, at virksomheder er kede af den dårlige publicity, de får af at blive associeret med sexchikanerende ledere, filmproducere etc. Kunne man forestille sig, at private virksomheder og andre ville se anderledes på toplederes årslønninger eller fratrædelsesgodtgørelser, der til tider langt overstiger almindelige danskeres livstidsindkomster, hvis der var fuld offentlighed omkring lønninger? Eller hvis kritiske forbrugere gennem deres forbrugsadfærd kunne signalere utilfredshed med lønniveauet for topledere, fx ved at skifte bank eller forsikringsselskab?

Et sjette og sidste forslag er derfor fuld offentlighed omkring folks lønningsforhold samt statslige tiltag og kritisk forbrugeradfærd med henblik på at reducere afstanden mellem bund- og topindtægter.

Mange vil nok være uenige med nogle eller ligefrem alle mine seks forslag. Men de må i så fald forklare, enten hvorfor de mener: 1) at retfærdighed er forenelig med mulighedsulighed; 2) at idealet om lige muligheder ikke taler for mine forslag; eller 3) hvorfor vi i lyset af andre idealer end retfærdighed – fx et hensyn til at maksimere den økonomiske vækst, der, vil nogen måske hævde, faktisk fremmes gennem visse former for mulighedsulighed – ikke bør gøre det, som retfærdigheden kræver. Det er ikke oplagt, hvordan disse tre forklaringer skal lyde. Hvad angår den sidste, så er den ikke let at give, bl.a. fordi de fleste mener, at retfærdighed har forrang fremfor andre værdier, og at det derfor ville være forkert at handle uretfærdigt, selv når dette er en måde at fremme vigtige samfundsmæssige mål på. Ingen vil fx acceptere uretfærdigt strenge straffe, selv hvis det sikrede en meget væsentlig nedbringelse af kriminaliteten. ■

 

Kunne man forestille sig, at private virksomheder og andre ville se anderledes på toplederes årslønninger eller fratrædelsesgodtgørelser, der til tider langt overstiger almindelige danskeres livstidsindkomster, hvis der var fuld offentlighed omkring lønninger?
_______

 

Kasper Lippert-Rasmussen er professor i statskundskab med særlig henblik på politisk teori på Aarhus Universitet, D. Phil. (Oxford), dr. phil. i filosofi og dr. scient. pol. Han har blandt andet forsket i diskrimination og lighed. Af bøger kan nævnes Born Free and Equal? (Oxford University Press, 2013) og Relational Egalitarianism (Cambridge University Press, under udgivelse).

ILLUSTRATION: Boligkompleks i Vollsmose, Odense [foto: Malte Kristiansen/Ritzau Scanpix]