25.07.2018

.

Anført af såkaldt liberale partier undergraves retssikkerheden, og straffene sættes i vejret. Forslaget om børnefængsler er blot seneste lavpunkt i den nedadgående spiral, vi som samfund er på vej ned ad. Det giver stemmer her og nu, men ønsker vi et samfund, der er styret af frygt?

Kommentar af Kåre Traberg Smidt, menneskerettighedsadvokat og medlem af Alternativet

AFTALETEKSTEN TIL “Reform af indsatsen mod ungdomskriminalitet”, som blev indgået mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet den 29. juni i år, og som gør det muligt at straffe børn helt ned til 10 år, indledes med: “Den kriminelle lavalder er 15 år, og børn skal ikke i fængsel”.

Når jeg læser ordene, kommer jeg til at tænke på min 6-årige søn, når han står med chokolade i hele ansigtet og påstår, at han ikke har taget fra slikskuffen. Det er charmerende, når min søn, som snart skal til at begynde i børnehaveklassen, forsøger at dække over sandheden. Det er det til gengæld ikke, når landets justitsminister gør det samme ved at sige, at reformen ikke handler om at sende børn i fængsel. Dertil er emnet for alvorligt. Min søn er fire år fra, at et folketingsflertal med den nye aftale kan spærre ham inde i en såkaldt ”sikret døgninstitution” med aflåste rum, tremmer for vinduerne, kropsvisitationer, fysisk magtanvendelse, videoovervågning og døralarmer. Man behøver ikke være jurist for at kunne se, at der i praksis er tale om fængsler for børn.

Indførelsen af en børnedomstol er en drastisk afvigelse fra det nuværende system, hvor det er de sociale myndigheder, som tager stilling til, hvad der skal ske. Politiet kan i dag godt efterforske og afhøre, men de kan ikke sanktionere eller komme med forslag, som forligspartierne nu lægger op til. Dommere og politi i samhørighed betyder kun én ting: dårligere vilkår for barnet. Skærpelse og udvidelse af institutionernes muligheder for at udøve magt er kun til ære for den populistiske retsfølelse. Det har intet med rehabilitering og børns trivsel at gøre.

 

Skærpelse og udvidelse af institutionernes muligheder for at udøve magt er kun til ære for den populistiske retsfølelse. Det har intet med rehabilitering og børns trivsel at gøre
_______

 

SÅ SELV OM forligspartierne påstår noget andet, indeholder reformen reelt en sænkning af den kriminelle lavalder til 10 år. Det nye Ungdomsnævn, der skal dømme børnene, er en domstol med en dommer for bordenden. Dets afgørelser er juridisk bindende og kan indebære op til fire års frihedsberøvelse. Hvis der er en forskel, så er det, at børnenes retssikkerhed er endnu ringere end voksne forbryderes. Børnenes sager kan nemlig indbringes, hvis blot politiet har mistanke om kriminalitet, og så kan nævnet idømme sanktioner, der går fra mildere tiltag som samfundstjeneste til indsættelse på ”sikrede og delvist lukkede døgninstitutioner”. Hvad nu, hvis barnet nægter sig skyldig, og politiet tager fejl? Der er tale om en praksis, der går imod både Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og Børnekonventionen, og den møder hård kritik fra både Børnerådet og organisationerne Børns Vilkår og Red Barnet for at være en skjult nedsættelse af den kriminelle lavalder.

Man kunne ændre forslaget og give børnene adgang til en forsvarer. Det kunne ved første øjekast give børnene mere sikkerhed i systemet. Men har folketingsflertallet gjort sig klart, hvad det ville medføre? Jeg er selv forsvarsadvokat, og jeg må påpege, at det ikke er forsvarerens opgave at få den skyldige straffet. Tværtimod er det mit job at hjælpe den anklagede til ikke at blive dømt, uanset om anklagemyndighederne kan bevise, at vedkommende er skyldig. Undskyld hvis det er lidt teknisk, men det er altså sådan en retsstat fungerer. Alle har ret til en forsvarer. Det betyder, at jeg som udgangspunkt fx ikke vil råde min klient til at tilstå, hvis forbrydelsen ikke kan bevises. Som professor i retsvidenskab og forhenværende formand for Det kriminalpræventive Råd Eva Smith siger:

“Så i stedet for et system som vi har i dag, hvor voksne (forældre eller andre omsorgspersoner) beder børnene lægge kortene på bordet, så de kan gå videre i deres liv med en renset samvittighed, så vil barnet nu opleve, at den voksne (forsvareren) søger at hjælpe barnet med at skjule kriminaliteten, og at barn og forsvarer står sammen mod myndighederne. Det vil næppe gøre det nemmere for de sociale myndigheder at oprette et tillidsfuldt forhold til barnet, så man kan hjælpe det videre. Og hvad, hvis barnet bliver frikendt, men de sociale myndigheder stadig mener, at der er grund til bekymring – er de så afskåret fra at gribe ind, når barnet er frikendt?”

Så derfor er en ”normal” forsvarsadvokat ikke vejen frem. Problemerne er for store. Men barnet mister derved en minimumsrepræsentation, som voksne normalt har. Det er direkte forskelsbehandling, og børn bør have et højere beskyttelsesniveau end voksne. Derfor er det nye system ikke en holdbar løsning.

 

Det er direkte forskelsbehandling, og børn bør have et højere beskyttelsesniveau end voksne. Derfor er det nye system ikke en holdbar løsning
_______

 

De liberale partier indskrænker den personlige frihed
Forslaget om børnefængsler er blot det seneste lavpunkt i en nedadgående spiral af hårdere straffe, udvidelser af statens beføjelser, indskrænkninger af de uafhængige kontrolinstanser, knægtelse af borgernes personlige frihed, udvidede beføjelser til politi og efterretningstjenester og mørklægning af forvaltningen i form af offentlighedsloven, bandepakker og terrorpakker som skiftende regeringer har gennemført. Alt sammen noget, vi ville benævne “autoritært”, hvis det blev indført i et land i Østeuropa.

Dette er imidlertid ikke Polen eller Ungarn, men Danmark. Som den liberale kommentator Mikkel Andersson sidste år skrev i Berlingske, så er der ingen regering i efterkrigstiden, der har indskrænket danskernes personlige frihed, herunder religionsfriheden, mere end den nuværende regering. Den ukritiske dyrkelse af statens magt til at straffe og opdrage, som de borgerlige engang anklagede venstrefløjen for, er i dag noget nær den eneste ideologiske fællesnævner for de blå partier.

JEG MÅ MED sorg erkende, at det er mit gamle parti, Venstre, der fører an i den forråelse. Da jeg blev medlem som 14-årig, var det, fordi Venstre – dengang – var partiet, der stod vagt om retsstaten. Forbrydere skulle have deres straf, men det skulle gå ordentligt for sig. Hvad har ændret sig?

Lever vi i en farligere verden end førhen? Det er ikke, fordi jeg ikke anerkender, at der er reelle problemer med forråede kriminelle. Der findes også terrorister, psykopater og mange andre rædsler, men det gjorde der også tidligere, og alligevel havde fortidens borgerlige politikere mod til at sige fra, når pøblen ville se blod.

Ironisk nok har ungdomskriminalitet aldrig været lavere. Ifølge Danmarks Statistiks opgørelse over domme til 15-17-årige kan man se, at hvor de unge i 2006 blev idømt betinget eller ubetinget fængselsstraf 1.930 gange, var dette tal nede på 965 i 2016. I samme periode er antallet af bødestraffe til de 15-17-årige faldet fra 8.473 i 2006 til 3.842 i 2016.

Kriminaliteten blandt de 10-14-årige er faldet med 71 pct. i de sidste 10 år. Meget tyder altså på, at den nuværende indsats for at modvirke ungdomskriminalitet virker – endda særdeles effektivt. Alligevel påstår regeringen, at “der er børn, som fra 10-års alderen har så negativ og kriminel adfærd, at de begår personfarlig eller anden alvorlig kriminalitet, dvs. fx voldelige overfald, voldtægt mv.”

 

Meget tyder altså på, at den nuværende indsats for at modvirke ungdomskriminalitet virker – endda særdeles effektivt
_______

 

Voldtægt? Er det virkelig 10-årige voldtægtsforbrydere, regeringen vil beskytte os mod ved at sætte børn i fængsel? Som tallene viser, er der ingen evidens for at det nuværende system ikke virker. Tværtimod. Alligevel skruer politikerne op for frygt-retorikken.

Jeg tror, at Inger Støjberg, Marcus Knuth, Mette Frederiksen og de andre liberale og sociale protektionister mener, at de gør det rigtige. Jeg vil blot opfordre dem til at tænke sig rigtig godt om.

Hvornår i historien har det været en succes, når folkeforførere har sat befolkningsgrupperne op imod hinanden og talt frygten op, for så i næste sætning at foreslå indskrænkninger i retssikkerheden? Spekulation i vælgernes angst er en af de ældste og hurtigste smutveje til magten, men det ender galt hver gang. Den forråelse af samfundet og de kriminelle, der uvægerligt følger, medfører endnu mere kriminalitet og ulykke. Bare se på USA. Og det er endda et af de mildere eksempler.

Det er nemt at afskrive alle os, der med bekymring ser på udviklingen, som blødsødne eller som “party-liberale”, som Mads Fuglede (V) kaldte os i debatprogrammet ”Cordua og Steno”, men når vi står fast på retssikkerheden, så er det ikke for de kriminelles skyld, men for vores egen. Den stat, der kan skalte og valte med din nabos frihed, kan lynhurtigt vendes mod én selv. Det var det, Grundlovens fædre vidste, og derfor indskrev de fx religionsfriheden i Grundlovens paragraf § 67 (oprindeligt § 81). En paragraf, der i dag undergraves med alverdens prokurator-tricks, hvor man prøver at bilde os ind, at et burkaforbud i virkeligheden er et maskeringsforbud.

Som far til tre kan jeg godt leve mig ind i, hvordan det er at frygte for mine nærmestes sikkerhed. Jeg forstår godt de vælgere, der er bange for den rå kriminalitet, der uvægerligt findes i vores samfund, og som ønsker hævn over forbryderne. De politikere, der udnytter frygten, har jeg til gengæld sværere ved at forstå. Som menneskerettighedsadvokat og borger kan jeg hverken ignorere eller tilgive, at vi som samfund er på vej ned ad en mørk vej, når vi søger beskyttelse gennem indskrænkninger af retssikkerheden. Det er ikke for sent at sige fra. At sætte børn i fængsel er ikke bare dumt, det er også forkert og går imod alt det, vi står for. ■

 

Som menneskerettighedsadvokat og borger kan jeg hverken ignorere eller tilgive, at vi som samfund er på vej ned ad en mørk vej, når vi søger beskyttelse gennem indskrænkninger af retssikkerheden
_______

 

Kåre Traberg Smidt (f. 1972) er cand.jur., menneskerettighedsadvokat og forhenværende officer og NATO-soldat. Han bor på Østerbro med sin kone og tre børn. I 2015 forlod han Venstre i protest mod partiets højredrejning og er i dag medlem af og folketingskandidat i København for Alternativet, som han repræsenterer som medlem af Københavns Borgerrepræsentation. ILLUSTRATION: Smidt (foto: Stine Bidstrup/Scanpix)