22.10.2018

Det populistiske parti KPV LV stormede ind i det lettiske parlament som det næststørste parti, og premierministerpartiet blev næsten halveret. Tilliden til politikerne er lille blandt letterne, og ønsket om forandring er stort. Spørgsmålet er, om populisterne er løsningen?

Af Julie Lykke-Nedergaard

Den 6. oktober vandrede godt halvdelen af Letlands befolkning mod stemmeurnerne for at beslutte, hvem der skal stå ved Letlands politiske ror i de kommende fire år. Kun 54 pct. af vælgerne stemte, hvilket er en rekordlav valgdeltagelse. Samtidig droppede letterne i høj grad de gamle partier til fordel for nye. Det nye populistiske parti KPV LV blev det næststørste parti med 14,3 pct. af stemmerne, hvorimod det gamle regeringsparti ”Union of Greens and Farmers” næsten blev halveret. Valget demonstrerede en utilfredshed med den nu tidligere regering, men også en apati over for fremtiden. Politikerleden skyldes især, at korruptions- og hvidvasksager igen og igen fylder overskrifterne i de lettiske medier (og var det altoverskyggende emne i valgkampen), og at politikerne ofte har hovedroller i sagerne. Et eksempel er de berømte ”Oligarksamtaler”. Her afslørede optagelser fra Letlands sikkerhedstjeneste samtaler mellem højtstående politikere og forretningsmænd, der ved fælles hjælp planlagde at påvirke medier og politik for egen vindings skyld. Oven på denne og andre sager er én ting sikkert: Letterne ønsker forandring.

Hvor meget en fremtidig regering ender med at forandre, kan dog diskuteres. For det første kan det blive svært at tage beslutninger og dermed forandre noget. Fem centrum-højre partier fik tilsammen lige over halvdelen af stemmerne, men enkeltvis fik de alle under 15 pct., hvilket efterlader dem uden en klar leder. Da de alle har udelukket at samarbejde med det største parti i parlamentet, nemlig russiskvenlige Harmony, der fik 20 pct. af stemmerne, vil en fremtidig regering bestå af minimum fire partier – hvis regeringen traditionen tro skal være en flertalsregering. Afhængigt af hvilke partier der bliver en del af koalitionen, vil uenigheder om blandt andet mediefrihed og ægteskaber for homoseksuelle samt mistillid til tidligere korruptionsplagede partier gøre det svært at nå til enighed. Desuden ligner flertallet af centrum-højrepartiernes politik den gamle regerings politik, hvilket ikke giver anledning til store forandringer. Det gælder blandt andet i forhold til den stærkt positive indstilling over for EU og NATO.

 

Afhængigt af hvilke partier der bliver en del af koalitionen, vil uenigheder om blandt andet mediefrihed og ægteskaber for homoseksuelle samt mistillid til tidligere korruptionsplagede partier gøre det svært at nå til enighed
_______

 

Fanget mellem korruptionsanklagede og populister
Regeringsdannelsen er et kompliceret puslespil – især fordi mange partier har trukket røde streger mellem dem selv og andre partier samtidig med, at det som nævnt er nødvendigt at minimum fire partier kommer til enighed for at finde flertal.

”The New Conservative Party” (JKP) blev det største af centrum-højrepartierne og har forsøgt at indtage bordenden i regeringsforhandlingerne. JKP førte valgkamp på at stoppe den udbredte korruption, som Letland lider under i alle dele af samfundet, men det er svært at danne en regering uden et parti med korruptionsbeskyldninger i bagagen. JKP har udelukket at samarbejde med centrum-højrepartiet Greens and Farmers, der som nævnt stod i spidsen for den tidligere regering, fordi partiet er uløseligt viklet ind i flere korruptionssager. Blandt andet var partimedlem og borgmester Aivars Lembergs en nøgleperson i Oligarksamtalerne. Han er endnu ikke blevet dømt for korruption trods årelange retssager, men er i dag kendt som en af Letlands få tilbageværende oligarker. På grund af den og lignende historier har JKP lukket døren for forhandlinger med Greens and Farmers.

For at finde flertal har JKP i stedet søgt mod populisterne i KPV LV, der gik til valg på at bekæmpe korruption og gøre op med det politiske etablissement. Ganske ironisk i forhold til partiets officielle agenda er den tidligere skuespiller og talkshow-vært og nuværende leder af KPV LV, Artuss Kaimins, midt i en sag om ulovlig partifinansiering. Kaimins’ partifæller har meldt ud, at de ikke vil stemme for en videre undersøgelse af hans sag. Samtidig har medierne skrevet om, at der er stærke indicier på, at den berømte lettiske oligark og tidligere premierminister Ainars Slesers (der var hovedperson i Oligarksamtalerne) støtter KPV LV, blandt andet via hans magt i medieverden. På trods af dette har KPV LV og JKP fundet fælles fodslag, og JKP har endda foreslået en regering på det grundlag. Regeringsudspillet gik dog ikke igennem, da det næststørste centrum-højreparti, For Development/For!, ikke ville samarbejde med KPV LV. De insisterer på, at både domstol og medier skal bevare deres uafhængighed, hvilket de ikke mener, at en regering med KPV LV vil kunne garantere.

KPV LV står også for nogle meget radikale politikker medieområdet. Partiet har foreslået at introducere en statsejet tv-kanal, der skal informere befolkningen om regeringens beslutninger, der ellers skal tages bag lukkede døre. En anden radikal holdning, som KPV LV står for, er deres ønske om at halvere antallet af ministerier. Oveni de radikale politikker er KPV LV også endt i mediernes søgelys, fordi lederen Kaimins har haft held til at skabe stor opmærksomhed om sig selv. Han har båret rundt på et skjult kamera i parlamentet, været meget aktiv på sociale meder og langet ud efter medierne med Trump-lignende beskyldninger om fake news i forbindelse med hans sag om ulovlig partifinansiering. På trods af stor omtale er det imidlertid svært at vide, hvor man præcis har KPV LV. På områder som udenrigspolitik har partiet meldt meget lidt ud om, hvad de vil. Samtidig kan man ikke umiddelbart spejle partiet i populistiske partier i andre EU-lande, da KPV LV ikke har slået sig op på en antiimmigrations- og EU-kritisk dagsorden. Kun tiden kan vise, hvor de ender politisk.

 

Man ikke umiddelbart spejle [KPV LV] i populistiske partier i andre EU-lande, da KPV LV ikke har slået sig op på en antiimmigrations- og EU-kritisk dagsorden. Kun tiden kan vise, hvor de ender politisk
_______

 

Den russiske faktor
Diskussionerne om det fremtidige regeringssamarbejde involverer som sagt ikke partiet Harmony, der er kendt som parlamentets pro-russiske parti. Partiets mærkesager er at give plads til det russiske sprog i skolerne og øge budgettet til sundhedssektoren. Harmony har forsøgt at skabe et nyt image som et socialdemokratisk parti, men det er svært at brande sig på en blå/rød ideologi i Letland. På grund af letternes svære fortid under den sovjetiske besættelse er den mest afgørende skillelinje i den politiske debat nemlig pro-russiske versus nationalistiske standpunkter.

Letlands russisktalende mindretal udgør 37 pct. af befolkningen, og det er her, Harmony finder sin opbakning. Centrum-højrepartierne har udelukket et regeringssamarbejde med Harmony på grund af angsten for russisk indflydelse, hvilket nogle frygter i værste tilfælde kan føre til en situation lignende annekteringen af Krim-halvøen. At Harmony har ophævet samarbejdsaftalen med Putins Forenet Rusland, har umiddelbart ikke ændret på dette. Det efterlader Harmony i oppositionen, hvor partiet også har sin vante plads.

Netop russisk påvirkning er et konstant varmt emne i Letland, og op til valget blev det endnu varmere. Bekymringen var, at Kreml ville forsøge at påvirke den demokratiske proces med russisk propaganda, misinformation og cyberangreb. Alt tyder dog på, at Rusland ikke har besværet sig med sådanne målrettede kampagner i forbindelse med valget. Det betyder dog ikke, at de veletablerede russiskejede eller -påvirkede medier i Letland ikke har haft en indflydelse, hvis man ser på det i et længere tidsperspektiv. Formålet med de narrativer, som går igen i den russiske propaganda, er blandt andet at skabe mistillid til Letlands regering og EU, og måske kan disse narrativer have haft en indflydelse på den rekordlave stemmeprocent og KPV LV’s fremgang.

Men på trods af KPV LV’s nyvundne politiske magt er det altså stadig centrum-højrepartierne, der kommer til at have overhånden i den fremtidige regering. Det betyder, at den positive indstilling til NATO og EU samt isoleringen af Harmony fortsætter, da KPV LV er det eneste parlamentsparti, som har holdt muligheden for et samarbejde med Harmony åbent.

I Letland er det præsidenten, som udnævner premierministeren, og i weekenden udnævnte præsident Raimonds Vejonis tre kandidater til posten: Artis Pabriks fra For Development/For!, Aldis Gobzems fra KPV LV og Janis Bordans fra JKP. At JKP i øjeblikket ser ud til at have størst sandsynlighed for at komme til at stå i spidsen for arbejdet med at danne regering er positivt, hvis de som lovet kan rydde ud i nogle af korruptionsplagede hjørner af statsmagten. Det største spørgsmål er, om For Development/For! lader KPV LV komme til fadet, om JKP opgiver sin uvilje mod Greens and Farmers, eller om regeringen ender som en mindretalsregering. ■

Lettisk parlamentsvalg 2018
Parlamentet i Letland hedder Saeima og har 100 pladser. For at skabe en flertalsregering, skal man derfor have 51 pladser til sammen.
– Harmony fik 23 pladser
– KPV LV fik 16 pladser
– New Conservative Party fik 16 pladser
– For Development/For! fik 13 pladser
– National Alliance fik 13 pladser
– Union of Greens and Farmers fik 11 pladser
– New Unity fik 8 pladser

 

At JKP i øjeblikket ser ud til at have størst sandsynlighed for at komme til at stå i spidsen for arbejdet med at danne regering er positivt, hvis de kan rydde ud i nogle af korruptionsplagede hjørner af statsmagten
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland