23.07.2018

Mexicos kommende præsident Andrés Manuel López Obrador har vundet en jordskredssejr og bliver Mexicos stærkeste leder siden 90’erne. Hans populistiske retorik har givet ham et frelserimage, men hvis han gør sig håb om at styre Mexico sikkert ind i fremtiden, får den tropiske messias brug for mere end varm luft.


International kommentar af Jonas Stengaard Jensen

DET MEXICANSKE demokrati, der først begyndte at afholde frie valg i år 2000, har gjort oprør imod de etablerede kræfter i Mexicos politiske system og valgt Andrés Manuel López Obrador som landets næste præsident. Han overtager embedet den 1. december i år. Denne karismatiske populist har sammen med sin Junton haremos historia-koalition (”Sammen vil vi skabe historie”, red.) erobret en dominerende plads i Mexicos lovgivende forsamling, og med sin overbevisende valgsejr anses han som den mest magtfulde præsident siden 90’erne. Hvis hans bevægelses popularitet holder ved, vil partiet i 2021, såfremt de vinder et flertal af de kommende regionalvalg, have mulighed for at ændre forfatningen efter forgodtbefindende. Det Institutionelle Revolutionære Parti (PRI), der regerende Mexico som et et-partistyre fra 1929-2000 og igen siden 2012, er nu degraderet til det femtestørste parti. Et så knusende nederlag må hovedsageligt tilskrives den siddende præsident Enrique Peña Nietos manglende resultater i bekæmpelsen af Mexicos to mest brændende problemer: korruption og narkokriminalitet. Herunder indgår især den tragisk høje mordrate, der ifølge Mexicos indenrigsministerium sidste år satte ny rekord med 25.339 mord og i år er på vej imod 32.000 dræbte.

 

Med sin overbevisende valgsejr anses [Obrador] som den mest magtfulde præsident siden 90’erne
_______

 

Obrador er valset uproblematisk til sejren ved at portrættere sig selv som Nietos direkte modsætning og love succes, hvor hans forgænger har fejlet. Noget tyder dog på, at den kommende præsident har dedikeret mere energi til sin opflammende retorik end konkrete politiske løsninger. Særligt med hensyn til korruptionen og narkokriminaliteten har han kun formuleret visse vage strategier og politikker såsom en generel amnesti til de ikkevoldelige segmenter af narkokartellerne som fx valmuebønder, og især unge, der er blevet presset ind i bandemiljøet og er blevet kriminelle med voldsdomme, vil ikke være inkluderet. Et andet initiativ, Obrador har luftet, er flere stipendier til unge, der skal holde dem under uddannelse og dermed ude af bandemiljøet, men denne ”fred og forsonings”-plan er stadig under udvikling. Man får således et indtryk af en politiker, der ligesom Donald Trump har solgt sin personlighed frem for sin politik til vælgerne. De har gladeligt ladet sig forføre af Obradors symbolske beslutninger om ikke at bosætte sig i præsidentpaladset, halvere præsidentens løn og frabede sig en præsidentiel livvagt i blind tro til folkets beskyttelse.

Den kommende præsident forventer – ligesom sin amerikanske kollega – formentlig at kunne gennemføre sit program med en kombination af personligt talent og folkelig opbakning. Han har ikke udvist interesse for at opbygge stærke, uafhængige institutioner, der kan tackle korruptionen, og han har negligeret behovet for at holde rigsadvokaten og antikorruptionsmyndigheden fri fra politisk indflydelse. Mange ser derfor skeptisk på hans muligheder for at levere tilfredsstillende resultater inden for den nødvendige tidsramme. For selvom hans koalition har et flertal bag sig, er det usandsynligt, at hans koalitionspartnere, det konservative Social Encounter Party (PES) og det anti-kapitalistiske Arbejderpartiet (PT) vil kunne komme overens i alle henseender. Hans eget kun fire år gamle Morena-parti har desuden kun liden parlamentarisk erfaring. Man kan derfor tvivle på, at det vil falde denne bande af uerfarne og radikale politikere let at vedligeholde deres parlamentariske disciplin. Obradors personlige magnetisme og star-power vil skulle bære en tungere og tungere byrde, efterhånden som hans koalition uundgåeligt kommer under pres, og uenigheder opstår.

 

Obradors personlige magnetisme og star-power vil skulle bære en tungere og tungere byrde, efterhånden som hans koalition uundgåeligt kommer under pres, og uenigheder opstår
_______

 

DISSE UOVERENSSTEMMELSER kan opstå før, end man aner det, idet Obrador allerede konfronteres med en politisk hårdknude. Hans forkærlighed for klassiske venstrefløjsinitiativer som stigende offentlige udgifter til bl.a. uddannelse og ældrepleje kombineret med hans image som en radikal populist, som er villig til at afprøve kontroversielle løsninger, har skræmt internationale investorer væk. I forsøget på at berolige dem har Obrador garanteret økonomisk og finansiel stabilitet. Han har imidlertid også lovet ikke at hæve skatterne, og uanset hvor mange midler, han drømmer om at indhente gennem sin heroiske antikorruptionskampagne, hænger denne udmelding ikke sammen med hans løfter om at fastfryse priserne på elektricitet og benzin, subsidiere landbruget og udvide pensionsordningerne.

Økonomien trues endvidere af muligheden for et sammenbrud i den nordamerikanske frihandelsaftale, NAFTA. Selvom de sydlige egne af Mexico stadig er fattige landbrugsøkonomier, har aftalen beriget og industrialiseret det nordlige og centrale Mexico, men den er nu kommet til genforhandling som resultat af Trumps protektionistiske instinkter. Efter at være gået både Kina, EU og Canada på klingen over handelsbalancen virker det usandsynligt, at Trump, der gennem hele sin politiske karriere har malet en mexicansk fanden på væggen, skulle lade naboen mod syd gå urørt hen. NAFTA’s fremtid virker i stigenge grad usikker set i lyset af den ulmende spænding imellem USA og Canada, hvis premierminister Justin Trudeau har lagt told på amerikanske varer til en værdi på 12,6 milliarder dollars. Det gjorde han som hævn for den stål- og aluminiumstold, Trump har indført.

Obrador taler lige nu for at fortsætte genforhandlingen af NAFTA, men han har tidligere kritiseret aftalen, og hvis Trumps protektionistiske handelsangreb mod gamle allierede fortsætter, kan Obradors passion for frihandel langt fra tages for givet. Men NAFTA’s sammenbrud vil være et hårdt slag imod Mexicos eksport og mange mexicanske lønmodtagere. Stigende arbejdsløshed og den dertilhørende kriminalitet vil sammen med den infamøse grænsemur få amerikanerhadet til at boble, og Obradors mulighed for at vedligeholde et venligt forhold til USA vil være svært presset. Han vil dog have et es i ærmet, idet han – på grund af sit populistiske tag og retoriske direkthed – er blevet beskrevet som en mexicansk Trump, og den amerikanske præsident er kendt for sin forkærlighed for stærke ledere som Putin og Filippinernes Duterte. Han har gode forhold til begge på trods af deres åbenlyse brud med konventionelle amerikanske værdier. En peronslig tilnærmelse imellem Obrador og Trump kunne derfor være en formidlende og ikke urealistisk omstændighed. Man bør dog huske, at Trumps sympati for autokrater ingenlunde har afholdt ham fra at gå i konflikt med fx Kinas Xi Jinping.

 

NAFTA’s sammenbrud vil være et hårdt slag imod Mexicos eksport og mange mexicanske lønmodtagere
_______

 

SKØNT MAN KUNNE forestille sig, at der allerede nu ville være lettjente politiske point i at rase imod manden, der har beskyldt Mexico for alskens ugerninger, har Obrador indtil videre undladt at give Trump igen af samme retoriske mønt og bestræber sig på ikke at komme med unødvendige provokationer. Men idet han er valgt i kraft af sin person frem for sin politik, vil Obradors frelserimage – såfremt Mexicos tilstand forværres – blive svært at vedligeholde uden at tilskrive de hårde tider et uforsonligt amerikansk økonomisk angreb. For et ungt demokrati med svage institutioner plaget af vold, økonomisk usikkerhed og utilfredshed med de traditionelle partier er valget af en populistisk systembryder alt andet end uventet. Ulykkeligvis kan det let køre Mexico ud på et sidespor i det internationale samfund, som man har set andre steder. Der kan ikke herske tvivl om, at Obrador går til arbejdet med de bedste intentioner, men vejen frem er fyldt med faldgrubber, og succes er alt andet end sikkert.

Selvom Obradors kamp imod kriminalitet, korruption og Trump formentlig vil fylde de fleste overskrifter, kommer den mest alvorlige trussel imod Mexicos demokratiske trivsel måske i sidste ende fra øst. For mens Trump har afskrevet sine sydlige naboer som shithole countries, udviser Kina er stigende interesse i Sydamerika. Flere sydamerikanske nationer såsom Chile, Peru og Brasilien har uundværlige handelsforbindelser til Kina, og flere har modtaget generøse lån til infrastrukturudvikling. Det gælder fx motorveje i Columbia og jernbaner i Argentina.

I forhold til den internationale valutafond, IMF, der ofte stiller ubelejlige krav til upopulære besparelser og økonomisk ansvarlighed, er kinesiske lån ofte meget fleksible og tager sjældent hensyn til den slags. Men hvis Kinas hidtidige adfærd i sit nærområde er nogen indikation, så er assistance til økonomisk udvikling et synonym for politisk indflydelse. Der er nemlig tale om lån, der skal tilbagebetales, og Kinas generøsitet kommer ikke uden forpligtelser. Hvis først en nation er blevet afhængig af de billige kinesiske lån og finder det svært at betale dem tilbage, kan den politiske handlefrihed hurtigt blive indskrænket. Kinas interesse i at finde nye handelspartnere og samtidig undergrave USA’s indflydelse vil kun vokse i de kommende år, og muligheden for at slå en gylden klo i et udsat Mexico vil være oplagt. Skulle et sådant scenarie udspille sig, vil Obrador være hårdt trængt for at bevare både sin idealisme, sin popularitet og Mexicos økonomiske og demokratiske ve og vel. Fremtiden for Mexicos unge demokrati tegner sig alt andet end lys. ■

 

Kinas interesse i at finde nye handelspartnere og samtidig undergrave USA’s indflydelse vil kun vokse i de kommende år, og muligheden for at slå en gylden klo i et udsat Mexico vil være oplagt
_______

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden