04.12.2018

Nyvalgte Abdul-Mahdi er nødt til at vise befolkningen, at han er i stand til at bekæmpe korruption, genopbygge landets infrastruktur, jage militser ud af storbyerne og skabe jobmuligheder for de mange fattige irakere, hvis frustration blot vokser og vokser.

International kommentar af Jonas Stengaard Jensen

SIDEN Saddam Husseins fald i 2003 har Irak været forbundet med etniske, religiøse og økonomiske spændinger, og i 2014 bankede Islamisk Stat på Bagdads porte. De følgende år har alle tilgængelige ressourcer været dedikeret til generobringen af det besatte territorium, hvilket kulminerede i den blodige kamp om Mosul i efteråret sidste år. Den bekostelige kampagne mod Islamisk Stat kombineret med omfattende korruption har tæret gevaldigt på Iraks dyrebare olievelstand og mange fattige vælgere er dybt frustrerede, hvilket de viste ved parlamentsvalget 12. maj. Ifølge The Economist var det kun 44 pct. af befolkningen, der gik til stemmeurnerne – en ny bundrekord, da ingen valg siden 2003 har haft under 60 pct. deltagelse. Vælgernes frustration stod klart, da kun 35 pct. af parlamentsmedlemmerne fra 2014 viste sig i stand til at bevare deres poster. Befolkningens frustrationer har rod i de førnævnte problemer med korruption og militærudgifter, men også i de deraf afledte hverdagsplager, hvoraf mangel på rent drikkevand og det upålidelige elnetværk rangerer højt på listen.

Resultatet var en klar afvisning af den siddende premierminister, Haider al-Abadi, hvis shia-islamistiske Dawa-parti har haft magten i Irak siden 2005. Valgets store vinder blev derimod den nationalpopulistiske shia-prædikant Muqtada al-Sadrs Saairun-parti, der med opbakning fra millioner af fattige irakere i slumkvartererne fik 54 ud af 329 pladser i parlamentet.

Valgprocessen var dog plaget af stridighed om, hvilken koalition der havde flertal, og mange frygtede konflikt mellem Sadr, der er fortaler for forening mellem Iraks shiaer og sunni-mindretallet såvel som stærkere bånd til Saudi-Arabien, og de tungt bevæbnede Iransponserede militser, der var instrumentale i fordrivelsen af Islamisk Stat.

På trods af spændingerne mellem sunnier og shiaer, nationalister og pro-iranere samt et generelt højspændt politisk klima lykkedes det i oktober at opnå en bred konsensus om valget af Adel Abdul-Mahdi som premierminister. Skønt begge koalitioner hævdede at have et flertal bag sig, blev spørgsmålet gjort overflødigt, da begge sider valgte at prioritere stabilitet og fremgang fremfor yderligere strid og ustabilitet.

 

På trods af spændingerne mellem sunnier og shiaer, nationalister og pro-iranere samt et generelt højspændt politisk klima lykkedes det i oktober at opnå en bred konsensus om valget af Adel Abdul-Mahdi som premierminister
_______

 

Den 76-årige Abdul-Mahdi er efterkommer af Iraks gamle elite, der tjente det arabiske monarki. Han er franskuddannet økonom og bestred posten som finansminister i det forretningsministerium, USA indsatte efter invasionen i 2003. Abdul-Mahdi var derefter én af Irak tre vicepræsidenter fra 2005-2011, og derudover olieminister fra 2014-2016. Politisk har den partiuafhængige Abdul-Mahdi været alt fra panarabisk nationalist til maoist og islamist, og hans evne til at appellere til en bred front kommer ham nu til gode. Han nyder således bred opbakning fra alle Iraks store partier, men ligeså afgørende er den positive respons fra både USA, Saudi-Arabien og Iran, der er lettede over at undgå en radikal nationalistisk leder som Sadr, som ønskede at trække Irak ud af både saudiernes og iranernes indflydelsessfære.

Den økonomiske situation er også langt mere fordelagtig for Abdul-Mahdi end for hans forgænger, der kæmpede med et stort nedsving i olieprisen og store militærudgifter i forbindelse med kampen mod Islamisk Stat. Abdul-Mahdi kan derimod se frem til et overskud på statsbudgettet på 20 milliarder dollars på grund af de stigende oliepriser. Genindførslen af sanktioner mod Iran, der håbede på at drage fordel af de stigende oliepriser, giver Irak en unik mulighed for at score den gevinst, der nu går deres nabo forbi – særligt hvis Abdul-Mahdi realiserer Sadrs ambition om at forbedre forholdet til Saudi-Arabien. Hermed kan der være mulighed for at genåbne Iraks olieledning til Rødehavet, der blev lukket i forbindelse med den første Golfkrig i 1990. At holde balancen mellem Saudi-Arabien og Iran, der udkæmper en blodig proxykrig i Yemen, vil være et politisk kunststykke af kaliber, men det politiske skift væk fra iransk dominans og i retning af et mere forsonende arabisk-nationalistisk politisk klima varsler godt. Det bliver naturligvis uhyre vanskeligt for alvor at tilnærme sig Golfstaterne uden at brænde broen til Iran. Ikke desto mindre er tiden – set i lyset af genindførslen af amerikanske sanktioner mod Iran – måske moden til at genoverveje, hvad præstestyret har at tilbyde Irak, som Mohammed bin Salman i Saudi-Arabien ikke kan levere til gengæld for tættere bånd.

En ulmende folkelig modstand mod Iran så man tydeligt i september i den sydlige by Basra, der blev ramt af omfattende optøjer. Befolkningens temperament blev bragt i kog grundet mangel på jobs, elektricitet og rent drikkevand, på trods af at byen står for 80 pct. af Iraks olieeksport. Demonstranter stormede og nedbrændte det iranske konsulat, der for dem stod som den primære fysiske manifestation af Irans overdrevne indflydelse i Irak. På trods af Iraks shia-flertal og de seneste års tætte bånd til Irak er det tid til at kultivere nye forhold.

 

En ulmende folkelig modstand mod Iran så man tydeligt i september i den sydlige by Basra, der blev ramt af omfattende optøjer
_______

 

Stabilitet skaber nye muligheder, men også udfordringer
Irak er nemlig mere stabilt, end det længe har været, og Abdul-Mahdi har som et tegn til verden valgt at rykke regeringen ud af den befæstede Green Zone [sikret område i midten af Bagdad, red.], som Sadrs vrede tilhængere stormede i 2016. Også uden for hovedstaden tør man håbe på mere fredelige forhold, da Islamisk Stats kalifat ligger i ruiner side om side med kurdernes drømme om en udbryderstat, der fordampede for godt et år siden, da irakiske tanks tromlede ind i Kirkuk oven på en kurdisk uafhængighedsafstemning.

Nu, hvor krigen mod Islamisk Stat er forbi, er villigheden til selvopofrelse faldende hos Iraks befolkning. Abdul-Mahdi bliver nødt til at vise befolkningen, at han er i stand til at bekæmpe korruption, genopbygge landets infrastruktur, jage militser ud af de store byer og skabe jobmuligheder for de mange fattige irakere, hvis frustration drev Sadr til tops ved valget. Hvis han svigter eller agerer for langsomt, vil optøjer lignende dem i Basra uundgåeligt sprede sig til andre store byer. Iraks mange fattige og udsatte borgere vil ikke finde sig i deres kummerlige kår i al evighed, og med de mange væbnede og trænede militser, som stadig er stationeret i landet, skal der kun få gnister til at starte en brand. Med USA’s opmærksomhed og interesse rettet imod Asien vil der være meget lidt bolværk til hindring for, at Irak skulle lide samme kranke skæbne som Syrien og Yemen og blive endnu en proxyslagmark for Iran og Saudi-Arabien.

Det er dog desværre ikke første gang, at håbet for Iraks fremtid er blevet hængt på én reformators skuldre – lignede forhåbninger knyttede sig til Abdul-Mahdis forgængere. Den sande udfordring for Abdul-Mahdi ligger i netop det system, der indsatte ham i embedet som premierminister. Skønt han repræsenterer et beundringsværdigt kompromis mellem Iraks mange fraktioner, er han ikke udtryk for den populære vilje, som Sadr står for. I stedet er hans udnævnelse udtryk for den samme topstyring fra partichefer, der frem for alt ser regeringen som et instrument til fordeling af goder og privilegier til dem og deres nærmeste støtter.

Abdul-Mahdis partimæssige uafhængighed gør ham ikke bare til en god kompromiskandidat, det stiller ham også svagt i forhold til de andre partiledere, da han ulig Sadr hverken har nogen stærk politisk base eller milits i ryggen. Hvis Abdul-Mahdi ønsker at effektuere substantiel reform, bliver han nødt til at mobilisere den brede befolkning, der i Basra viste sig mere end parat til et opgør med de korrupte magthavere, der installerede ham som premierminister. Det bliver ingenlunde nogen let sag at skulle jonglere to gensidigt fjendtlige nabostater og samtidig spille en oprørsk befolkning ud mod en både korrupt og samtidig tungt bevæbnet politisk elite. Ikke desto mindre har Abdul-Mahdi det unikke trumfkort på hånden, at han, hvis han formår at appellere til masserne, kan iscenesætte sig som den eneste garant for fortsat stabilitet – hvad der er i alle parters interesse, udenrigs såvel som indenrigs. Hvis han truer med at smide tøjlerne og lade massernes indebrændte frustrationer over Iran og Baghdad-eliten få frit løb, så har han måske en chance for at presse samme elite til at bakke op om reelle reformer.

Abdul-Mahdi står over for enorme udfordringer, men han har også unikke forudsætninger for omsider at føre Irak ud af krigen og armodens skygge og gøre landet til en velstående demokratisk oase. Hvis det lykkes ham, har han mulighed for at efterlade sig et meget stærkt eftermæle. ■

 

Abdul-Mahdi står over for enorme udfordringer, men han har også unikke forudsætninger for omsider at føre Irak ud af krigen og armodens skygge
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland