29.08.2018

Den karismatiske og populistiske Imran Khan er siden sin overtagelse af embedet som Pakistans premierminister blevet sammenlignet med USA’s Donald Trump. Dog varsler hans magtovertagelse ingenlunde nogen dramatisk omvæltning af status quo, men er en forudsigelig reetablering af militærets dominans af civilsamfundet.

Af Jonas Stengaard Jensen

DEN 25. JULI vandt den tidligere cricketstjerne Imran Khan regeringsmagten i Pakistan, og for blot anden gang i landets historie er magten blevet overgivet demokratisk. Det er i hvert fald det indtryk, militæret ønsker at give omverdenen. Militærkup har været et kendetegn for Pakistans demokrati siden nationens blodige fødsel i 1947. Af de 18 civile premierministre, der siden 1947 har haft magten i Pakistan, er samtlige blevet kuppet, inden de færdiggjorde deres 5-årige embedsperiode. Manden, Imran Khan har afløst som premierminister, Nawaz Sharif, er et af de bedste eksempler på det kroniske problem, Pakistan har med at etablere stabile civilregeringer. Han er et af de hyppigste ofre for landets udemokratiske tendens. Sharif, leder af centrum-højrepartiet PML-N (Pakistans muslimske liga-Nawaz), har gentagne gange vundet valget og er blevet premierminister, men hver gang er han blevet sat fra bestillingen i utide. Hans første sejr kom allerede i 1990, men han blev afsat i 1993, da præsident Ghulam Ishaq Khan opløste nationalforsamlingen. Dette førte til et politiske dødvande, der først løstes med militærets indgriben, da de dannede en midlertidig regering og udskrev nyvalg. Sharif vandt igen i 1997, hvorefter han blev styrtet af hærchef Pervez Musharrafs, overtog magten i 2001 gennem et militærkup.

Hans seneste sejr kom i 2013, men i kølvandet på de berømmede Panama Papers dømte Pakistans højesteret ham i 2017 uegnet til at varetage offentlige embeder. Grundlaget for dommen var Sharifs påstående uærlighed, idet han ikke forud for valget i 2013 oplyste om sine forbindelser til virksomheden Capital FZE, baseret i de Forenede Arabiske Emirater. Sharif hævede, at hans stilling kun var et æreshverv uden økonomiske gevinster. Til trods for, at Capital FZE ikke har forbindelser til Sharif-familiens udenlandske virksomheder eller ejendomme i London, og selvom mange fandt dette grundlag for tyndt til at afsætte en premierminister, valgte Sharif at fratræde sin post.

Selvom en politisk veterans (der samtidig er blandt landets rigeste) dom for korruption på baggrund af Panama-papirerne ligner et sundt tegn på uafhængige domstole og stærk retfærdighedssans, så er militærets dagsorden i afsættelsen af Sharif ikke til at tage fejl af. Som sagt har militæret enorm indflydelse på det civile samfund og politiske system, herunder domstolene, og det administrerer et enormt forretnings- og industriimperium uden for statens kontrol.

Roden til det pakistanskes militærs uforholdsmæssige styrke går tilbage til landets grundlæggelse i 1947, hvor det blev uafhængigt af det britiske imperium og løsrev sig fra resten af det indiske subkontinent. Pakistan bestod dengang også af det nuværende Bangladesh og havde en samlet befolkning på omkring 60 millioner mennesker over for omkring 330 millioner i Indien. Ikke desto mindre fik Pakistan kontrollen over 33 pct. af den gamle britisk-indiske hær; et uundværligt trumfkort, eftersom Indien blev anset for at være en eksistentiel trussel. De to lande gik øjeblikkeligt i krig over besiddelsen af Kashmir-regionen, hvis fyrste var Hindu, men hvis befolkningsflertal var muslimsk.

 

Det var således med en vis berettigelse, at den pakistanske regering så sin overlevelse som værende afhængig af militæret, som derfor fik både enorm økonomisk opbakning og så godt som aboslut autonomi i forsvaret af Pakistan
_______

 

Det var således med en vis berettigelse, at den pakistanske regering så sin overlevelse som værende afhængig af militæret, som derfor fik både enorm økonomisk opbakning og så godt som aboslut autonomi i forsvaret af Pakistan. I modsætning til Indien, der ofte skiftede ud i sit militære lederskab, men havde en stabil civil leder i form af Jawarhal Nehru, der var premierminister i årene 1947-64, var Pakistans politik præget af intriger og uro. Militæret forblev derimod disciplineret og under fast kontrol. Pakistan har således aldrig haft forudsætninger eller mulighed for at kultivere lige så stærke uafhængige demokratiske institutioner som Indien, der på trods af talrige problemer stadig er verdens største demokrati.

Militæret ser således med en vis historisk berettigelse sig selv som garant for Pakistans sikkerhed og bevarelsen af ro og orden i et samfund, hvor fragmentering mellem fundamentalister og sekularister, foruden afstanden mellem rige og fattige, giver stort potentiale for voldelig uro. Militæret har derfor brug at bevare sin dominerede rolle i samfundet. Opretholdelsen af evnen til at suspendere civile ledere er ikke længere et middel til at sikre landets forsvarsdygtighed, men er blevet et mål i sig selv. Det betyder omvendt, at det anspændte forhold til Indien, Afghanistan og Vesten som helhed er blevet midlet til at sikre militæret legitimitet, hvorfor det kun har interesse i fortsat konfliktfyldte relationer. Politikerne har derimod ofte haft interesse i at øge den økonomiske udvikling og andre muligheder for befolkningen, og de har derfor ofte søgt at normalisere forholdet til især Indien. Det er påfaldende, hvordan militæret i 1999 kort tid efter underskrivelsen af den forsonede Lahore-deklaration indledte Kargil-konflikten mod Indien og afsatte Sharif i et militærkup. I 2013 var forbedrede handelsforhold til Indien igen et af Sharifs valgslogans. At han nu aftjener en 10-års fængselsdom for korruption, er meget sigende for de grænser, militæret har sat for landets civile lederskab.

PAKISTANS NYE LEDER er den 65-årige Imran Khan, der som kaptajn førte Pakistans cricketlandshold til sejr ved verdensmesterskabet i 1992. Han grundlagde i 1996 centrumpartiet Pakistan Tehreek-e-Insaf (Pakistans frihedsbevægelse, PTI), men partiet var en politisk fiasko ved valget i 2002, hvor kun Khan selv vandt et mandat. PTI formåede dog at blive landets tredjestørste ved valget i 2013, hvilket imidlertid ikke afholdt partiet fra, som det eneste, at klage over valgsvindel. Det fandt internationale observatører og højesteret dog ikke videre bevis for.

Ved valget 25. juli i år blev PTI et af de største partier, men denne gang et af de eneste partier, der ikke klager over fusk ved valgurnerne. Militæret er blevet beskyldt for at give pressen mundkurv på og have påvirket valget i PTI’s favør. Partier fra det nye konservative islamistiske Tehreek-e-Labbaik til det sekulære Pakistan Peoples Party (PPP) hævder, at militærets sikkerhedsfolk beordrede deres valgtilsynsmænd at forlade valgstedet inden den endelige optælling var færdiggjort. Derudover blev EU’s valgobservatørers visa ganske ubelejligt forsinket således, at de først kunne begynde deres arbejde en uge og ikke en måned før valget, som de ellers har gjort ved de seneste fire valg. Stanken af korruption blev kun forværret, da valgkommissionen postulerede, at en softwarefejl lå til grund for forsinkelsen i offentliggørelsen af valgresultaterne.

 

Stanken af korruption blev kun forværret, da valgkommissionen postulerede, at en softwarefejl lå til grund for forsinkelsen i offentliggørelsen af valgresultaterne
_______

 

På trods af disse omfattende tegn på svindel er der hverken optræk til omfattende demonstrationer eller politisk uro. Både PML-N og PPP har accepteret deres rolle som opposition til Khans PTI. Dette er et trist eksempel på, hvor institutionaliseret militærets indgriben efterhånden er blevet, idet de politiske partier ved, at de intet kan stille op, og befolkningen er blevet for apatisk til at demonstrere. Befolkningen er muligvis endda taknemmelig for, at landet i det mindste besidder én stabil og pålidelig institution, der formår at skabe orden, kontinuitet og frem for alt muligheder for middelklassen i et samfund, hvis politiske kultur præget af rænkesmede og korruption (Pakistan er fx nummer 117 ud af 180 i Transparency Internationals korruptions-index). Imran Khan kan således se frem til uforstyrret at lede Pakistan og tage de mange udfordringer op, som landet står overfor.

Rent politisk kunne han næppe stå bedre; med 115 mandater har han kun brug for en lille håndfuld allierede for at kunne regere. Han er således ikke afhængig af støtte fra de radikale islamister, som han tidligere har forsøgt at appellere til.

Ikke desto mindre får den nye premierminister brug for mindst lige så meget held som talent, hvis han skal gøre sig forhåbninger om at styre det gode skib Pakistan sikkert imellem den amerikanske Skylla og den kinesiske Charybdis [en metafor for et dilemma uden gode løsninger, red.].

GEOGRAFISK ER PAKISTAN klemt imellem det kaotiske Afghanistan og det fjendtlige Indien, og derfor er Kina, hvis forhold til Indien er blevet mere anspændt på det seneste, en åbenlys allieret. Pakistan har haft stor gavn af generøse kinesiske investeringer i infrastruktur, og med udsigt til yderligere 62 milliarder dollars i form af den såkaldte Kina-Pakistan økonomiske korridor ser samarbejdet ud til at have båret frugt. Man må dog huske, at den kinesiske gavmildhed altid har en pris, og Pakistan er hårdt trængt i forhold til at tilbagebetale sine lån.

Pakistans kummerlige økonomi kan tilskrives de talrige udfordringer, landet ikke har magtet at løse. Mest fremtrædende er den upålidelige elforsyning. Dertil kommer de kroniske problemer med terrorisme, der har gjort Pakistan yderst utiltalende for udenlandske investeringer udover de kinesiske. Mest af alt er det behovet for at vedligeholde et omfangsrigt militær, der forhindrer bedre fordeling af de sparsomme ressourcer. Med alle disse og flere problemer forstår man, hvorfor det har været yderst vanskeligt at igangsætte en økonomisk vækst lignende Indiens. Den offentlige gæld er på himmelflugt, underskuddet på betalingsbalancen vokser, kapitalreserverne er nede på 9 milliarder dollars, knap nok til to måneders import, og valutaen er blevet devalueret fire gange de seneste otte måneder. Landet har akut brug for et IMF-lån på omkring 12 milliarder dollars.

 

Imran Khan har et særligt problem i denne kontekst, idet han tidligere har været yderst kritisk over for USA i forhold til brugen af droner til bekæmpelse af jihadister
_______

 

Derfor sidder Pakistan nu som en lus imellem ikke bare to, men hele tre negle, for den amerikanske udenrigsminister Mike Pompeo har understreget, at han under ingen omstændigheder vil tillade, at et IMF-lån bruges til tilbagebetaling af kinesiske lån. Pakistan har ingenlunde nogen høj stjerne hos amerikanerne, eftersom Pakistans lovløse grænseland til Afghanistan i mange år har været tilflugtssted for jihadister. Imran Khan har et særligt problem i denne kontekst, idet han tidligere har været yderst kritisk over for USA i forhold til brugen af droner til bekæmpelse af jihadister. Heldigvis er det ikke Khan selv, men finansminister Asad Umar, der kommer til at stå for forhandlingerne om et nyt IMF-lån. Som tidligere formand for Pakistanske største privatejede konglomerat Engro er han både velanset og indstillet på reform.

Hvis det skulle lykkes af få et IMF-lån i stand, vil de medfølgende krav om sparsommelighed og sund økonomisk fornuft vingeskyde Imran Khans populistiske løfter om en islamisk velfærdsstat. Han bliver endvidere nødt til at aflægge sine vilde populistiske idéer såsom en åben grænse til Afghanistan og en total udrensning af al korruption inden 90 dage. Hvis han vil undgå en utidig afsættelse, må selv hans mere fornuftige ønsker om at bruge flere midler på sundheds- og uddannelsessektoren måske ofres, eftersom det eneste sted, han har at hente penge, er fra militæret. Såfremt Khan oprigtigt ønsker at fremme befolkningens interesser, bliver han først og fremmest nødt til at se de politiske realiter såvel som sine egne begrænsninger i øjnene. Han må spille bold med militærets duer, hvis velvilje har ført ham til tops. Hvis han formår at samarbejde med mænd som hærchef Qamar Bajwa, der også ønsker at fokusere på intern jihadisme fremfor den nytteløse strid med Indien, kan premierministeren måske med lidt held føre Pakistan til endnu større triumf, end han gjorde ved VM i cricket i 1992.

Det ville være en overordentlig stor overraskelse, hvis Khan fik lejlighed til at indfri, hvad end han har af politisk potentiale. Militæret har nemlig intet ønske om, at han bliver en handlekraftig politisk succes. Khans flirt med islamiske hardlinere – en påfaldende dårlig match med hans image som livsnydende playboy – viser sammen med hans vilde populistiske forslag, at magten har været et mål i sig selv. Khans kamp mod korruption har næppe været motiveret af nogen ideologisk kamp, men har snarere været et sirenekald til frustrerede vælgere, som var trætte af at se regering efter regering bukke under i impotens og magtfuldkommenhed. Khan, der har beskrevet parlamentet som ”det kedeligste sted på Jorden”, er den perfekte karismatiske outsider, der som Donald Trump synes uberørt af stanken fra den politiske sump. At man fejlagtigt sætter lighedstegn imellem Trumps og Khans magtovertagelse og ser det som en omvæltning og indvarslingen af et nyt og dynamisk Pakistan, viser kun, hvor godt militæret har maskeret sin rolle som nationens pålidelige og stabile styrmand. ■

 

Khans kamp mod korruption har næppe været motiveret af nogen ideologisk kamp, men har snarere været et sirenekald til frustrerede vælgere, som var trætte af at se regering efter regering bukke under i impotens og magtfuldkommenhed
_______

Apropos denne artikel:

Rasmus Emborg: Vi må se i øjnene, at Ruslands gamle imperiedrømme er ved at blive til virkelighed

Jens Ladefoged Mortensen: Trumps toldkrig viser, at tyngdepunktet har flyttet sig væk fra Vesten – hvis det overhovedet findes længere

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne