10.09.2018

Efter årtiers med meningsløs konflikt er der omsider sluttet fred imellem Eritrea og Etiopien. Men der er stadig lang vej ud af krigens skygge for Eritrea, hvor 20 års krig har skabt et ubarmhjertige fæstningssamfund.

International kommentar af Jonas Stengaard Jensen

EFTER ÅRTIER er Afrikas længste grænsekrig omsider overstået. Konflikten imellem to af Afrikas fattigste lande, Etiopien og Eritrea, går langt tilbage. Den opstod, da FN i 1952 besluttede, at Eritrea, der havde været koloniseret af Italien siden 1890’erne, skulle indgå i en føderation med det langt større Etiopien. FN-beslutningen brød med Eritreas ønske om uafhængighed, og i 1962 mistede landet sin særstatus og blev annekteret af etiopierne. Som et svar på den etiopiske besættelse dannedes Folkefronten til Eritreas befrielse, der – med sovjetisk støtte – kæmpede en bitter modstandskamp helt frem til 1990’erne. Her medvirkede Sovjetunionens kollaps til faldet for det Etiopiens kommunistiske styre og Eritreas efterfølgende selvstændighed.

Eritreas uafhængighed blev anerkendt i foråret 1993 af det internationale samfund, og den sejrende oprørsleder, Isaias Afwerki, overtog embedet som Eritreas første præsident; en position, han har bevaret frem til i dag. Selvom Eritrea i 1997 fik en forfatning, er denne aldrig blevet implementeret. I 1998 udbrød der igen krig imellem Eritrea og Etiopien, denne gang over den strategisk betydningsløse grænseby Badme. Badme er en ydmyg lille flække, der hverken har diamanter, olie eller anden værdi udover sin symbolske beliggenhed på grænsen imellem de to stridende stater. Op mod 70.000 tusind liv gik tabt i krigen, og massive folkevandringer blev udløst, idet etiopiere i Eritrea blev udvist og vice versa. Familierelationer på tværs af grænsen blev revet i stykker, og den økonomiske udvikling gik i stå, hvilket særligt forarmede Eritrea, der de følgende fire år blev ramt af en tørke, der knuste fødevareproduktionen og i 2002 gjorde ca. to tredjedele af befolkningen afhængige af nødhjælp.

Den åbne konflikt sluttede i år 2000, da en grænsekommission blev nedsat i FN-regi til omsider at afgøre Badmes tilhørsforhold. Men da kommissionen i 2002 gav Badme til Eritrea, nægtede Etiopien at anerkende afgørelsen uden yderligere forhandlinger med Eritrea, der blankt afviste dette krav, inden kommissionens afgørelse var blevet anerkendt. Man endte derfor i et forhandlingsmæssigt dødvande.

 

Som konsekvens af den fortsatte etiopiske tilstedeværelse i Badme har Eritrea i 18 år været en barakstat, hvori hundredtusinder af borgere er tvunget i livslang militærtjeneste
_______

 

Som konsekvens af den fortsatte etiopiske tilstedeværelse i Badme har Eritrea i 18 år været en barakstat, hvori hundredtusinder af borgere er tvunget i livslang militærtjeneste. Tvangsarbejde på regeringsprojekter som nye veje og dæmninger er normen, idet regeringen praktisk talt har slavebundet befolkningen, der giver mindelser om det kommunistiske Østtyskland og nutidens Nordkorea. I 2001 lukkede regeringen alle uafhængige nyhedsmedier og arresterede deres redaktører og ledende journalister uden rettergang. De blev sat i isolationsceller, og pålidelige kilder siger, at halvdelen er omkommet. Folk er blevet fængslet på baggrund af deres religion, da Eritrea kun tillader ortodokse kristne, lutheranere, katolikker og sunnimuslimer og straffer andre troende arbitrært og grusomt. 11 prominente politikere, som fx de tidligere udenrigsministre Mahmoud Ahmed Sherifo og Haile Woldetensae og tidligere forsvarsminister Petros Solomon, der i 2001 kritiserede Afwerkis diktatoriske metoder, blev fængslet uden rettergang, og flere siges at være døde i fangenskab. Under dække af at forsvare nationens sikkerhed regerer Afwerki despotisk med en lille klike af veteraner. Krænkelserne af Eritreas borgere er ifølge FN grænsende til forbrydelser imod menneskeheden Eksempelvis bliver kvindelige værnepligtige jævnligt voldtaget af deres officerer, og alle værnepligtige forbydes udrejse af landet. Mange har forsøgt at flygte, men enhver, der gør forsøget, skal først uden om de skarpt bevæbnede grænsevagter, der har ordre om at henrette enhver, der forsøger at forlade Eritrea uden tilladelse. Undertrykkelsen har endda nået så fanatiske højder, at selv etiopisk musik har været ulovligt.

SKØNT ERITREA har en lang kystlinje til de lukrative handelsruter i Rødehavet og engang var blandt Afrikas mest industrialiserede stater, er den private sektor i dag så godt som ikke-eksisterende. Bortset fra to miner, der drives i fællesskab af regeringen og udenlandske firmaer, har Eritreas økonomi ingen investeringer fra udlandet. Hovedstaden, Asmara, er fyldt med tomme fabrikker, der er ingen hæveautomater, og butikshylderne er fattige på varer, eftersom importen er stærkt begrænset. Den lokale basisføde, græsarten Teff, koster omkring fire gange så meget som i Etiopien, og luksusvarer, såsom gamle fjernsyn, er kun tilgængelige for de rige, der kan betale hundredvis af dollars for at få det fragtet ind fra Golfstaterne.

 

Bortset fra to miner, der drives i fællesskab af regeringen og udenlandske firmaer, har Eritreas økonomi ingen investeringer fra udlandet
_______

 

Alligevel er der håb for den paranoide militærstat. Etiopien fik i april en ny premierminister i form af den 42-årige Abiy Ahmed, der på det nærmeste har opnået frelserstatus hos både den etiopiske og eritreiske befolkning. Ahmed er Etiopiens første leder fra den demografisk dominerende Oromo-gruppe, der igennem tre år har ført blodige protester imod regeringens marginalisering af dem, på trods af at de er landets største befolkningsgruppe. Ahmed har fordømt det foregående regimes adskillige brud på menneskerettighederne, han har løsladt tusindvis af fængslede og fjernet blokeringen fra hundredevis af websider og tv-kanaler. Og vigtigst af alt har Ahmed opgivet Etiopiens krav på Badme og sat sig for at normalisere forholdet til Eritrea.

Dette er ingen kærkommen nyhed for Badmes 18.000 indbyggere, der selvsagt ikke ser frem til livet i det despotiske Eritrea, men den lille grænsebys skæbne har tilsyneladende ikke formået at ryste Ahmeds popularitet, der stadig er tårnhøj blandt de fleste etiopiere. Det er dog ikke alle, der støtter ham. Den mest markante protest i den seneste tid kom i form af en granat, der blev kastet imod ham i juni. Skønt deres forkæmper nu sidder i førersædet, har der desuden fortsat været tilfælde etnisk vold i hans hjemegn Oromia.

I Etiopiens somaliske stat, den østligste af Etiopiens ni etnisk opdelte stater, har været plaget af drabelige sammenstød imellem lokale sikkerhedsstyrker og statstropper, der har drevet tusinder på flugt. Derudover bliver det vanskeligt at få kontrol over Etiopiens økonomi, der indtil nu har været præget af store statsfinansierede infrastrukturinvesteringer. Ahmed ser du til at bryde denne model med ønsket om en hurtig og aggressiv privatisering af økonomien, hvilket kunne skabe problemer for et samfund, der på trods af sine vilde vækstrater stadig primært er baseret på landbrug og desperat mangler strukturelle reformer for at blive en moderne markedsøkonomi. Ahmed har således rigeligt med udfordringer foran sig, men med befolkningen, tiden og initiativets kraft på sin side ser Etiopiens fremtid lysere ud nu, end den har gjort længe.

Og løfterne er mange. Ambassaderne i Addis Abeba og Asmara vil blive genåbnet, fly og telefonforbindelser vil blive genetableret, og det ellers landlåste Etiopien vil igen få adgang til Rødehavet igennem Eritreas havne. Dette vil forhåbentlig give begge lande et større vækstpotentiale. Forandringer er allerede synlige i Eritrea, hvor nye værnepligtige igen kun skal aftjene 18 måneder, og flere er allerede sendt hjem. Omkring 100 politiske fanger er blevet frigivet, og man kan igen høre etiopisk musik i fuld offentlighed. Hvis denne lykkelige udvikling fortsætter, vil Eritrea miste ethvert påskud for at bevare sit rædselsfulde fæstningssamfund og kan omsider begynde at indfri sit økonomiske og demografiske potentiale i fællesskab med et Etiopien, der i forvejen oplever stærk økonomisk vækst.

 

Hvis denne lykkelige udvikling fortsætter, vil Eritrea miste ethvert påskud for at bevare sit rædselsfulde fæstningssamfund og kan omsider begynde at indfri sit økonomiske og demografiske potentiale
_______

 

DER ER DOG plads til skepsis. Efter Mugabes fald i Zimbabwe i 2017 og Zumas tilsvarende i Sydafrika i februar var der store forhåbninger for de to lande, som i fællesskab havde potentiale til at indlede et demokratisk og økonomisk vækstmirakel. Desværre kunne man kun se skuffet til, da valget i Zimbabwe 30. juli blev spoleret af adskillige anklager mod regeringspartiet ZANU-PF’s anvendelse af vold og fusk til bevarelsen af dets position. Ligeledes forstår Eritreas diktator, Isaias Afwerki, en mand af samme støbning som den både karismatiske og umenneskeligt brutale despot Idi Amin formentlig udmærket at hans befolkning har al mulig grund til at være i modstand mod ham. Det er de færreste ledere, der efter 25 år ved magten godvilligt har opgivet deres position, og indført demokratiske reformer, der kunne undergrave deres magtposition. Skønt Afwerki sandsynligvis vil blive ved roret, kan vi forhåbentlig se frem til en økonomisk opblomstring langs Afrikas Horn, hvis samarbejdet imellem Afwerki og Ahmed kan trække Eritrea ud af isolationismen og genåbne samhandlen mellem de to lande, der begge har stort vækstpotentiale. Ahmeds eftergivelse af Badme lader til at have optjent ham en stor mængde goodwill hos Afwerki, der stormsilede tog imod ham i Eritreas lufthavn. Afwerki har i Ahmed fundet en mand, der tilsyneladende er villig til at se igennem fingre med hans regimes mange forbrydelser. Derfor ville Afwerki næppe kunne forestille sig en bedre mulighed for både at bevare sin position og samtidig forbedre forholdet til Etiopien; Eritreas eneste håb for at komme på fode igen.

Eritrea ligger som sagt ganske geografisk fordelagtigt, og der er rig mulighed for at tiltrække udenlandske investeringer fra eksempelvis Kina, der allerede har udvist interesse for regionen i kraft af åbningen af en militærbase i nabostaten Djibouti. Netop Kina, der også ser stort på menneskerettighederne, kunne være en interessant investor. Kineserne bekymrer sig sjældent om et styres eventuelle forbrydelser imod menneskeheden og vil ingenlunde lade sådanne kvaler spolere muligheden for voksende indflydelse langs den vitale handelsrute gennem Rødehavet. Dertil har Eritrea store og indtil videre uudnyttede mineralforekomster, men også potentiale for en stærk turistindustri langs de uspolerede strande, hvor mangel på byggematerialer har efterladt hotellerne ufærdige.

Der er utvivlsomt en lang og hård vej foran Eritrea ud af krigens lange skygge, men nu kan rejsen omsider begynde. ■

 

Der er utvivlsomt en lang og hård vej foran Eritrea ud af krigens lange skygge, men nu kan rejsen omsider begynde
_______

Apropos denne artikel:

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt