02.11.2018

Indiens lillebror Bhutan har endnu engang sat et helt nyt parti ved roret i det tredje parlamentsvalg siden demokratiets indførelse i 2007. På trods af stor økonomisk fremgang ønsker Bhutans folk at træde ud af Indiens skygge og etablere kontakt til den anden store nabo: Kina. De to kæmpers ønske om indflydelse i den strategisk velplacerede bjergnation er endnu en i rækken af magtkampe – med potentiale til yderligere at opsplitte Fjernøsten.

Af Jonas Stengaard Jensen

De færreste har nogensinde hørt om Bhutan, der med sine kun 800.000 indbyggere let bliver glemt imellem sine to gigantiske naboer: Kina og Indien. Landets nyvalgte regering har et tungt ansvar på sine skuldre, da de må balancere på bjergtoppen mellem de rivaliserende supermagter. Bhutan har således stort potentiale til at blive et brændpunkt i fremtidens manøvrering mellem det ekspanderende Kina og dets nervøse konkurrenter. I det østlige Asien fremstår de geopolitiske brudlinjer nemlig tydeligere og tydeligere. Præsident Trump har sat et definitivt punktum for Obama-administrationens imødekommende tilgang til Kina. Konfrontationen imellem det autokratiske statskapitalisme og den frie markedsøkonomi virker stadig mere uundgåelig. USA – med sine økonomiske muskler og sit omfattende oversøiske netværk af alliancepartnere, hvoraf Japan, Sydkorea og Indien er de mest fremtrædende – kæmper nu for at forhindre det diktatoriske Kina i at udnytte sin strukturelle styrke til at transformere verdensordenen.

På sin uortodokse facon har præsident Trump opfordret sine allierede til at øge deres militære udgifter, og på trods af sine mangler og metodiske fejltrin er han omsider gået i brechen for den vestlige verdens fortsatte hegemoni. Trump-administrationen har øget forsvarsbudget, øget udlandsbistanden for at imødegå kinesiske investeringer og gennem sanktioner tydeligt sagt fra overfor den Kinas brug af statsfinansierede virksomheder til at skævvride international konkurrence. Kina har endnu ikke en jordisk chance i en direkte militær konflikt, men kloen er som bekendt kun ét af dragens våben. Gennem det berygtede ”bælte og vej”-initiativ har Kina vundet indflydelse blandt sine naboer. Mod nord har Rusland udnyttet den fælles animositet overfor Vesten til at tilnærme sig Kina, med hvem Rusland for nylig gennemførte en omfattende krigsøvelse, de såkaldte Vostok-2018-lege, hvor 300.000 russiske tropper, 1000 fly, 36.000 kampvogne i samarbejde med 3200 kinesiske tropper og 900 kampvogne deltog. Rusland fortsatte isolation giver dog sammen med dets begrænsede økonomiske slagkraft bekendtskabet begrænset værdi for Kina. Ikke desto mindre er det kinesiske styre altid på udkig efter billig indflydelse, og her har Rusland unikt potentiale i kraft af sin beliggenhed, der giver større strategisk adgang til både Arktis og øst Europa.

Man ser tydeligt Kinas interesse i større geopolitisk bevægelsesfrihed i forholdet til Pakistan i vest. Det pengetrængte Pakistan har med kyshånd taget imod 60 milliarder dollars af Kina til infrastrukturinvesteringer ifm. den såkaldte ”Kina-Pakistan Økonomiske Korridor”. På trods af denne generøsitet har Pakistans nye premierminister, Imran Kahn, ikke desto mindre set sig nødsaget til at gå til den Internationale Valutafond for at få et lån til finansieringen af Pakistans udlandsgæld. Det nødstedte Pakistan er ikke blevet tilbudt yderligere lån fra Kina, der primært ser landet som en billigt købt vej til det Indiske Ocean.

Mod syd har Kina fortsat sin fremmarch i det Sydkinesiske Hav, hvor undersøiske klipper og rev udbygges med henblik på at få dem anerkendt som reelle øer. Det vil fremme ambition om at forvandle det Sydkinesiske Hav til kinesisk territorialfarvand. En stor del af verdens opmærksomhed er i disse dage af gode grunde rettet hovedsageligt mod denne region. Amerikanske, australske, japanske, britiske og franske skibe sejler alle Det Sydkinesiske Hav tyndt for at demonstrere en fælles front mod den kinesiske ekspansion, hvilket 30. september var tæt på at resultere i et sammenstød mellem et kinesisk og et amerikansk skib.

 

Allerede sidste år var der optræk til konflikt i Bhutan, da indiske og kinesiske tropper havde en intens to måneder lang konkurrence om herredømmet over Doklam-plateauet
_______

 

Imidlertid er det også interessant at rette blikket mod et uanseeligt lille demokrati, gemt væk blandt Himalayas tinder. Allerede sidste år var der optræk til konflikt i Bhutan, da indiske og kinesiske tropper havde en intens to måneder lang konkurrence om herredømmet over Doklam-plateauet, et territorium på grænsen imellem Indien, Kina og Bhutan. Krisen blev udløst da kinesiske tropper søgte at forlænge en sydgående vej længere ind i området, som også Bhutan gør krav på. Indien sendte 270 tropper og to bulldozere ind for at bremse byggeriet. Affæren endte 28. august med en gensidig tilbagetrækning af Indiens og Kinas tropper på 150 meter fra deres forhenværende stilling. Få dage senere erklærede Indiens premierminister Modi og Kinas præsident Xi Jinping efter et peronsligt møde, at de begge forblev dedikerede til fredelig sameksistens.

Bhutan forbliver dog yderst betændt på grund af dets strategiske beliggenhed lige op af Siliguri-korridoren: En knap 23 km bred åbning imellem Bangladesh og Nepal, der forbinder den indiske provins Vestbengalen med landets østligste provinser. Behovet for at forsvare dette udsatte område har drevet Indien til at vedligeholde en streng kontrol med det formelt uafhængige Bhutan.

”Formelt” er nøgleordet i denne sammenhæng, for Bhutan er en indisk vasalstat i alt andet end navn. Indien og Bhutan var begge dele af det britiske imperium, indtil Indiens opnåede selvstændighed i 1947, hvorefter Bhutan ligeledes fik valget og i 1949 besluttede at etablere sig som en selvstændig stat. Samtidig underskrev Bhutan en venskabstraktat med Indien, hvori Indien gav afkald på al indflydelse i Bhutans indenrigspolitiske anliggender. Til gengæld underlagde Bhutan sig Indiens vejledning i sin udenrigspolitik. Det gensidige tillidsforhold blev for alvor cementeret oven på Kinas annektering af Tibet i 1950, idet Himalayabjergene ikke længere var noget værn imod Beijings indflydelse. For Bhutans befolkning var sådanne traktater dog af begrænset betydning, da landet blev regeret som absolut monarki frem til 2007, hvor kongen nedlagde sin magt, og befolkningen for første gang gik til stemmeurnerne. Samtidig reviderede man venskabstraktaten med Indien for derved at understrege Bhutans selvstændighed og uafhængighed idenrigs- såvel som udenrigspolitisk.

Dette har dog ingenlunde afholdt Indien fra at blande sig i Bhutans affærer. Ifølge The Economist reagerede Indien i 2012 voldsomt, da Bhutans daværende premierminister Jigme Thinley, Bhutans første folkevalgte leder, havde en samtale med sit kinesiske modstykke til en konference i Brasilien. Inderne manipulerede den demokratiske proces ved at afskære salget af subsidieret gas seks dage inden valget i 2013. Utilfredsheden var stor, og som konsekvens heraf tabte Thinleys parti, Druk Phuensum Tshogpa (”Bhutan fred og velstands”-partiet (DPT)) valget til People’s Democratic Party (PDP). PDP gjorde sig fortjent til befolkningens tillid, da de henover de følgende fem år lykkedes med at løfte Bhutans årlige BNP-vækst fra 2 pct. til 7 pct. Denne vækst blev hovedsageligt tilvejebragt gennem udvidelsen af bjergnationens vandkraftværker, hvorfra energi er blevet eksporteret til Indien, hvilket har finansieret de fleste udviklingsprojekter i Bhutan siden 1960’erne.

 

Samtidig underskrev Bhutan en venskabstraktat med Indien, hvori Indien gav afkald på al indflydelse i Bhutans indenrigspolitiske anliggender. Til gengæld underlagde Bhutan sig Indiens vejledning i sin udenrigspolitik
_______

 

Den buddhistiske miniputstat er dog berømt for sit skeptiske syn på verdslig velstand og er kendt for at prioritere sin bruttonationale lykke (et royalt påfund fra 1970’erne, der måles på 72 indikatorer) højere end sit bruttonationalprodukt. Alligevel blev mange overraskede over at se det Indien-venlige PDP elimineret i det seneste valgs første runde, hvorfra kun de to ledende partier går videre til anden runde. I overensstemmelse med denne filosofiske prioritering fravalgte Bhutan i anden valgrunde den 18. oktober DPT’s markedsvenlige politik, der satsede på yderligere acceleration i udvidelsen af vandenergisektoren. DPT ønskede gennem fortsat økonomisk vækst at gøre Bhutan mere økonomisk selvstændigt. Partiet ønskede en stærkere privat sektor, fordi Bhutan – efterhånden som landets udvikler sig til et middelindkomstsamfund – vil miste adgang til den bistandsstøtte, der går til underudviklede nationer.

Ikke desto mindre bevarede Bhutans vælgere traditionen for at udpege et uprøvet parti til regeringsmagten. Centrum-venstre-partiet Druk Nyamrup Tshogpa (DNP), der først blev stiftet i 2013, vandt en stor sejr med 30 ud af 47 pladser i nationalforsamlingen. De resterende 17 gik til det royalistiske DPT, der styrede Bhutan fra 2008-13. Frem for uhæmmet vækst for enhver pris fokuserer DNP i stedet på socialpolitikken og problemer som arbejdsløshed, fattigdom og sundhedssektoren. Partiets største mærkesag er at mindske uligheden i Bhutan, og fremtidige lån vil i stedet gå til udbredelsen af social ulighed frem for flere vandkraftværker, der stadig kun har skaffet arbejde til 2 pct. af Bhutans befolkning. Selvom den nye regering også støtter yderligere udvikling af landets vandenergi kapacitet, er man betænkelig ved de lange udsigter til gevinst ved sådanne projekter.

Så vidt har valget mindet om en klassisk ideologisk højre-venstre-konkurrence, hvor befolkningen efter en periode med høj vækst og lav omfordeling har foretrukket en styrket offentlig sektor. I en international kontekst har valgets implikationer for Bhutans udenrigspolitik mere dramatisk potentiale. Skønt det strider imod Bhutans valgnormer at kommentere på følsomme emner såsom udenrigspolitik, og at både DNP og DPT undlod at gøre det, så spillede udenrigspolitikken dog stadig en fremtrædende rolle i valget. Kontroversen om dæmningsbyggeriet afspejler nemlig også bekymringer om forøgelser af den i forvejen tunge udlandsgæld, der i marts lå på 1,53 milliarder dollars svarende til ca. to tredjedele af hele Bhutans økonomi i 2016. Hovedparten af denne gæld skyldes til Indien, og yderlige lån vil begrave Bhutan dybere i Indiens lomme. Derfor har begge partier interesse i at føre en mere nuanceret udenrigspolitik, især med henblik på Kina, med hvem Bhutan endnu ikke har nogen formelle diplomatiske bånd. Afvisningen af DPT og deres ønske om accelereret dæmningsbyggeri skal derfor også ses som et højdepunkt i den løsrivelse fra Indiens dominans, Bhutan påbegyndte i 2007. Skønt man intuitivt skulle tro, at Bhutans befolkning ville være taknemmelig for Indiens bistand imod et aggressivt Kina ved Doklam, er realiteten mere kompliceret. I Bhutan er Doklams værdi falmende, især sammenlignet med de forbedrede diplomatiske og økonomiske forhold til Kina. Bhutans relativt dæmpede miner både under og umiddelbart efter Doklam-krisen taget i betragtning lader territoriets tilhørsforhold til at betyde mere for Indien end for Bhutan.

Derfor bør vi i fremtiden holde nøjere øje med, om det lille strategisk velplacerede Bhutan, som både er ivrig efter fortsat vækst og nye lån til finansieringen af sin socialpolitik, bevæger sig mere i retning af Kina eller Indien. Uden nogen stærk tradition for demokrati og med et klart motiv til at afbalancere Indiens indflydelse er Bhutan i risiko for at falde i samme gældsfælde som Pakistan, der på trods af det nære forhold til Kina stadig er enormt presset af gæld til landet. Indien har som bekendt allerede vist sig parat til at stå fast overfor kinesisk ekspansion i området, men i Bhutan har man klart vist sine intentioner om at blive et suverænt og uafhængigt land, skønt der er utryghed forbundet med at bryde med Indiens traditionelle beskyttelse. Gennem sin adfærd i Pakistan, Rusland og det Sydkinesiske Hav har Kina tydeligt demonstreret sin interesse i at genoprette sin historiske indflydelsessfære, uanset hvor skadeligt det må vise sig at være for dets omdømme. Jo mere truet og isoleret Kina føler sig, des større incitament vil det have til at styrke sine forbindelser, hvor det kan.

I Beijing såvel som New Delhi er man fuldt ud bevidst om, at Indien er den eneste nation med det strukturelle potentiale til at udfordre Kinas hegemoni Asien. Både Modi og Xi har iscenesat sig som stærke ledere med viljen til at gøre deres nation til en supermagt, og dette image tillader dem i stadig mindre grad at give efter i tilspidsede situation som i Doklam tidligere på året. Hvis Indien lader Bhutan glide sig af hænde, vil det sætte en farlig præcedens for naboer som Bangladesh, Nepal og Sri Lanka, hvor Kina i kraft af sin velstand også i stigende grad gør sig gældende. En total omringning af kinesiske klintstater er Indiens værste mareridt. Det latente potentiale for konflikt i Himalayas højder bør således stå lige så skarpt i fokus som i Stillehavets dyb, hvor Kina og Amerika dag for dag kryber nærmere mod konflikt. ■

 

Hvis Indien lader Bhutan glide sig af hænde, vil det sætte en farlig præcedens for naboer som Bangladesh, Nepal og Sri Lanka, hvor Kina i kraft af sin velstand også i stigende grad gør sig gældende
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland