23.09.2018

.

De røde partier er mere røde, og de blå partier er mere blå, end de er grønne. Vi har ikke brug for mere rød eller blå politik. Vi har brug for en grøn politik, som fremmer den grønne omstilling og målretter markedskræfterne på at skabe bæredygtig grøn vækst.

Kommentar af Jonas Holm

JEG HAR I disse spalter tidligere skrevet, at fremtidens politik hverken er rød eller blå. Den er grøn. Jeg er også kommet med en række forslag til, hvordan man fører grøn politik. Men hvad vil det sige at være grøn?

Handler det at være grøn bare om at ville bygge flere havvindmølleparker og lignende? Nej. Det gør det selvfølgelig også, men det handler først og fremmest om at prioritere miljøet og klimaet over andre områder, man gerne vil styrke, som fx privatforbrug, velfærd, lighed, økonomisk vækst mv.

Samtlige partier (måske med undtagelse af DF og LA) hævder, at de er grønne. Alligevel er de skeptiske over for et af de mest oplagte grønne tiltag, vi kunne gennemføre i Danmark allerede idag: indførelsen af klimaafgifter på fx flyrejser og oksekød.

Når venstrefløjen også forholder sig skeptisk overfor at indføre en klimaafgift på flyrejser og oksekød, fordi det vil ramme socialt skævt, så tager jeg det som udtryk for, at de er mere røde end grønne. Det samme gælder, når de borgerlige partier argumenterer imod klimaafgifter, men taler varmt for afgiftslettelser på elektricitet – det tager jeg som udtryk for, at de er mere blå end grønne.

Den optimale løsning, hvad angår flytrafikken, er en international brændstofafgift, men sådan en er der ikke udsigt til foreløbig, så det kan vi ikke vente på. Jeg er derfor medstiller af et borgerforslag om at indføre en flyskat, hvor man målretter en del af afgiftens indtægter til lavindkomstgrupper, hvilket fx kunne ske ved at øge den grønne check eller hæve bundfradraget, og bruger resten til at støtte udviklingen af bæredygtig flytransport.

Modsat hvad mange i LA og V nok vil mene, er det et liberalt forslag, da det korrigerer den markedsfejl, at prisen på flyrejser ikke afspejler omkostningen/skaden ved CO2-udledningen, men overlader det til den enkelte at bestemme, hvor meget vedkommende vil flyve. Som John Stuart Mill argumenterede i “On Liberty” (1859): “den eneste måde, hvorpå magt legitimt kan anvendes mod et individ i et samfund mod dennes vilje, er for at forhindre ham i at skade andre“. Skade på andre må naturligvis også omfatte skade på fremtidige generationer via menneskeskabte klimaforandringer.

 

Modsat hvad mange i LA og V nok vil mene, er [en flyskat] et liberalt forslag, da det korrigerer den markedsfejl, at prisen på flyrejser ikke afspejler omkostningen/skaden ved CO2-udledningen
_______

 

SAMTLIGE PARTIER i Folketinget elsker at tale om, hvordan man vil bruge penge til grøn omstilling, men mindre om, hvor de skal komme fra. Fx vil Socialdemokratiet have 500.000 el- og hybridbiler i 2030. Det er en fin ambition, og De Radikale har fordoblet den til 1 mio., men ingen af dem har anvist finansieringen. Liberal Alliance vil fjerne afgiften på alle biler, men det er mere sort end grønt, da det vil give langt flere benzin- og dieselbiler og gøre elbiler relativt dyrere. Alternativet vil fremrykke beskatningen af pensionsmidler til finansieringen af den grønne omstilling, hvilket blot svarer til at låne pengene, da de så kommer til at mangle midler til folkepension og sygehuse i fremtiden.

Venstrefløjen vil beskatte virksomhederne og de rige borgere hårdere, men det er igen mere rødt end grønt. Uden klimaproblemet ville de også beskatte de rige mere, ligesom de blå partier ville have sænket energiafgifterne.

Klimaudfordringerne er så store, at hvis vi skal løse dem, er vi nødt til at gå anderledes drastisk til værk og være villige til at give delvist afkald på privat og offentligt forbrug, som belaster klimaet (fx flyrejser, benzinbiler, (okse)kød, energiforbrug, mv.).

Strengere grønne krav er vejen frem
Vi har brug for et grønt paradigmeskift, hvor vi fokuserer på at skabe bæredygtig vækst fremfor konventionel økonomisk vækst.

Vi skal etablere et grønt “superministerium”, som kan give Finansministeriet ligeværdigt modspil i det danske bureaukrati og have til formål at sikre, at væksten er bæredygtig og ikke bare så høj som mulig.

Mange danskere og politikere, ikke mindst borgerlige, tror og hævder, at Danmark er helt i front på klimaområdet. Det var sandt for år tilbage. Det er vi bare ikke længere. Nu er det lande som Norge og Sverige, der er i front.

De danske husholdninger har det femtehøjeste klimaaftryk i EU, og vores CO2-udslip vokser forsat. På blot fire år er Danmark faldet fra en 1. plads i The Climate Performance Index (2014)
til en 17. plads i 2018.

Danmark skal tilbage i front sammen med Norge og Sverige og – gerne i øget samarbejde med dem – vise resten af verden, at man sagtens kan være både et rigt, grønt og socialt retfærdigt land på én gang. Det er forkert når fx LA hævder, at vi alene skal fokusere på internationalt samarbejde og lade førertrøjen ligge. Selvfølgelig skal vi styrke det internationale samarbejde – det er alle enige om – men det må aldrig blive en sovepude for ikke selv at handle. Jo mere vi ligger i front, jo større vægt taler vi med internationalt. Ligesom vi har vist verden vejen med vindmøller, kan vi gøre det på andre områder som fx transport og fødevarer.

 

Selvfølgelig skal vi styrke det internationale samarbejde – det er alle enige om – men det må aldrig blive en sovepude for ikke selv at handle. Jo mere vi ligger i front, jo større vægt taler vi med internationalt
_______

 

MEN DER ER forskellige måder at være grøn på. Man kan løfte pegefingre og gennemføre forbud. Eller man kan vælge en mere liberal tilgang, hvor man opstiller mål, fastsætter miljø- og klimakrav, korrigerer markedspriser med klimaafgifter og subsidier, støtter forskning og udvikling mv. Og så kan man kan udnytte markedskræfterne til at arbejde for at nå de mål. Markedskræfterne er stærke og har vist sig effektive til at levere høj økonomisk vækst, men det er sket på bekostning af både miljøet og klimaet. Vi skal have tøjlet de kræfter, bl.a. ved hjælp af klimaafgifter, subsidier og miljø- og klimaregulering, så de fremover fokuseres på at levere bæredygtig vækst. Altså økonomisk vækst, som ikke belaster miljøet og klimaet og allerhelst forbedrer det, som når man fx opstiller vindmøller, skifter til elbiler/busser, planter skov og øger biodiversiteten. Det skal bl.a. ske ved at opkræve afgifter på CO2-udledning/forbrug, hvor afgiften løbende tilpasses i markedet, som vi ser det med prisen på CO2-kvoter, og hvor indtægterne går til at nedbringe CO2-udledningen andre steder i økonomien, fx via subsidier til elbiler/-busser eller forskning i den grønne omstilling. Dermed behøver det samlede skattetryk ikke at stige.

Selvfølgelig skal vi opfordre og inspirere folk til at træffe de (klima)rigtige valg som fx at spise mindre (okse)kød, og selvfølgelig skal vi senest fra 2030 forbyde folk at køre rundt i de store byer i benzin- og dieselbiler (gerne allerede fra 2025, men der skal naturligvis være 5-10 år inden til at udskifte bilen). Derfor er det også opmuntrende, at regeringen nu barsler med planer om at fastsætte en dato for, hvornår man ikke længere skal kunne indregistrere nye benzin- og dieselbiler i Danmark. 2030 synes som en realistisk dato. Men vi skal også i højere grad bruge prissignalet og markedskræfterne til at nå målet om at blive CO2-neutrale. Helst allerede i 2040. Det afgørende er, at vi beslutter fremtidige forbud allerede nu, så vi giver markedet og forbrugerne tid til at omstille sig.

Vi skal pålægge klimaafgifter på det forbrug, som belaster klimaet mest og så overlade det til forbrugerne selv at bestemme, om de ønsker at flyve mindre, spise mindre oksekød eller sænke privatforbruget generelt. Selv bestemme hvornår de skifter bilen ud med en el- eller hybridbil osv. Nogle vil sågar vælge at betale sig fra at gøre noget som helst for at bidrage til den grønne omstilling. Det er helt i orden, så længe de betaler så meget i klimaafgifter, at indtægterne kan bruges på at reducere klimapåvirkningen endnu mere andre steder i økonomien eller trække endnu mere CO2 ud af luften igen.

På samme måde skal vi støtte den grønne omstilling ved at subsidiere det grønne alternativ, som fx elbiler, men naturligvis kun indtil de kan klare sig på markedsvilkår. Og så skal vi stille strenge krav til, hvor meget industrien og landbruget må belaste miljøet og klimaet.

Borgerlige politikere hævder, at klimaafgifter og strenge miljø- og klimakrav skader konkurrenceevnen. Det er muligvis (men ikke nødvendigvis) rigtigt på kort sigt. Men på længere sigt styrker det vores konkurrenceevne, da det kun er et spørgsmål om tid, før udlandet også vil efterspørge varer, der lever op til de højere klimakrav – som vi allerede har set det i forhold til grøn energi, fødevarer mv.

Danmark og resten af verden har brug for et grønt paradigmeskifte – og vi har brug for det nu. ■

 

Danmark og resten af verden har brug for et grønt paradigmeskifte – og vi har brug for det nu
_______

 

Jonas Holm (f. 1973) er cand.polit. og arbejder som selvstændig konsulent. Han er medstiller af et borgerforslag om at indføre flyskat. ILLUSTRATION: Kommercielle fly i Yokota luftbase, Japan, ankommet efter et jordskælv [foto: U.S. Air Force photo/Staff Sgt. Samuel Morse]