16.04.2018

FRA RÆSON33 [Forårsnummeret/Marts 2018]

„I løbet af 2018 skal 350 mio. mennesker til valgurnerne i de kriseramte lande Argentina, Brasilien og Venezuela. Samlet udgør de næsten halvdelen af Latinamerikas samlede økonomi, og 2018 ser ud til at blive et afgørende år for regionens udvikling‟

Af Jonas Fruensgaard

Krisen i Venezuela tager til, og hver dag flygter tusinder over grænserne til nabolandene Colombia og Brasilien. Siden de to lande i midten af februar bebudede, at de i løbet af de kommende måneder vil stramme deres lempelige grænsepolitik, er antallet af flygtninge eksploderet. Mange venezuelanere betragter det som deres sidste chance for at komme ud af landet. Siden 2015, hvor flygtningestrømmen for alvor tog fart, har Colombia og Brasilien taget imod de venezuelanske flygtninge med åbne arme. Men nu har begge erkendt, at presset er blevet for stort. ”Vi vil gerne hjælpe flygtningene, men vi har efterhånden nået grænsen for, hvor mange vi kan tage imod”, siger en talsmand fra Colombias regering. I løbet af de sidste seks måneder af 2017 tog Colombia officielt imod 550.000 flygtninge fra Venezuela, men regeringen mener, at det reelle tal er over en million, da mange flygter illegalt. Der findes ingen officielle tal for, hvor mange flygtninge der er nået til Brasilien, men flere eksperter vurderer, at også dette tal er i omegnen af en million.

Blandt dem er 36-årige Alvaro Sanchez, der forlod Venezuela for et halvt år siden. Han arbejder som opvasker på en restaurant i den nordlige del af metropolen São Paulo i Brasilien og spiller venezuelanske folkesange i en park. Tilsammen indbringer det ham omkring 2.000 kroner om måneden – det dobbelte af, hvad han før tjente som oliearbejder i Venezuela. Han sover på en bænk ved en metrostation, så han ikke behøver at betale husleje og derved kan sende næsten alle pengene hjem til sin kone og tre børn, der er blevet tilbage i Venezuelas hovedstad, Caracas. Hans familie har svært ved at klare sig, også selvom Sanchez knokler 70 timer om ugen. Hans mindste datter på fire år lider af diabetes. Apotekerne og hospitalerne er for længst løbet tør for stort set al medicin, og den resterende sælges til astronomiske priser på det sorte marked. Det bliver gradvist sværere at få fat i medicinen, og med udsigten til de lukkede grænser står hans familie over for et vanskeligt dilemma. Skal de begive sig ud på den lange og risikable flugtrute til Brasilien eller blive tilbage og håbe på bedre tider?

”Venezuela befinder sig i en nærmest bundløs krise uden fortilfælde, hvor næsten alle regeringens forsøg på at forbedre situationen er slået fejl”, konstaterer Giovanni Silva, professor i latinamerikansk historie ved McKinsey-instituttet i São Paulo. Landet med verdens største oliereserver er hårdt ramt af de internationale oliepriser, som har været støt faldende. Man kæmper med massiv arbejdsløshed, negativ BNP-vækst og verdens højeste inflation, der i en rasende fart udhuler befolkningens købekraft. Samtidig er der akut mangel på mad og medicin, hvilket har medført en bølge af kriminalitet, hvor ellers lovlydige folk er nødsaget til at stjæle for at kunne forsørge deres familier.

75 pct. af befolkningen ønsker nyvalg, mens 89 pct. er utilfredse med udviklingen i landet, har en meningsmåling vist. Venezuela er næsten dagligt præget af demonstrationer og protestaktioner. Men præsidenten, Nicolás Maduro, der i 2013 afløste afdøde Hugo Chévez, nægter at gå af og har i stedet i flere perioder erklæret undtagelsestilstand i landet. Det giver ham øgede beføjelser til at anvende politi og militær i uroprægede områder – og til at retsforfølge politiske modstandere, der skønnes at være til skade for nationen.

Udviklingen har medført massiv kritik fra udlandet. Både humanitære organisationer og regeringer fordømmer Nicolás Maduros håndtering af krisen og hans modvilje over for at modtage hjælp. Bl.a. lagde Colombias præsident, Juan Manuel Santos, ikke fingrene imellem, da han for nylig besøgte grænsebyen Cucuta, der er modtagecenter for hovedparten af de venezuelanske flygtninge. ”Jeg vil gerne gentage dette over for præsident Maduro: Det her er resultatet af din politik. Det er ikke Colombias skyld. Det er resultatet af dit afslag på at modtage humanitær hjælp, der er blevet tilbudt, ikke kun fra Colombia, men fra det internationale samfund”. En lignende melding kom Brasiliens forsvarsminister, Raul Jungmann med, da han i februar inspicerede de brasilianske grænseovergange til Venezuela: ”Dette er en humanitær katastrofe. Venezuelanerne udvises fra deres eget land på grund af sult og mangel på job og medicin. Alligevel nægter regeringen at modtage støtte”, udtalte han på et pressemøde.

Det er sandt, at præsident Maduro har forsøgt at nedtone krisens omfang og nægter at modtage hjælp, fordi det vil udstille regeringen og hans egen inkompetence, vurderer Giovanni Silva. ”Maduro vil for alt i verden undgå udenlandsk indblanding, fordi omverden er fjendtligt indstillet over for hans styre. Han frygter, at det kan være med til at svække hans greb om magten, som han klynger sig til af alle kræfter”, siger Silva.

 

I januar blev Perez – der var gået under jorden – skudt og dræbt af sikkerhedsstyrker. Med ham døde forhåbningerne om at vælte Nicolas Maduro før tid
_______

 

Indtil videre har Maduro afværget alle oppositionens og befolkningens forsøg på at tvinge regeringen til at træde tilbage – det er lykkedes takket være hans tætte forbindelser til både militæret og politiet samt domstolene, der anklages for konsekvent at dømme til regeringens fordel. Hen over sommeren var der ellers forhåbninger om, at Maduro var ved at miste grebet om magten. Forholdet til militæret og politiet knagede, og mange soldater og betjentes familier led under de barske vilkår i landet. Rygterne om et snarligt opgør i sikkerhedstyrkerne fik yderligere næring, da en militærhelikopter – fløjet af piloten Oscar Perez fra Venezuelas sikkerhedspoliti – i juli affyrede granater mod højesteret og indenrigsministeriet. Inden angrebet havde Perez lagt en video ud på sin Instagram-profil, hvor han opfordrede til at vælte Maduros styre og afslørede, at han var en del af en større gruppe bestående af både militær- og politifolk samt civile, som ønsker at bekæmpe præsidenten.

Mange udråbte Perez til folkehelt og et symbol på kampen for demokrati og frihed. Men angrebet blev aldrig fulgt op, og i januar blev Perez – der var gået under jorden – skudt og dræbt af sikkerhedsstyrker. Med ham døde forhåbningerne om at vælte Nicolas Maduro før tid, mener Giovanni Silva: ”Det lader til, at Nicolas Manduro har fået løst den begyndende splittelse i militæret og politiet ved at øge lønningerne, forgylde lederne og give dem mere autonomi. Dermed sidder præsidenten solidt på posten, til trods for at Venezuela er ved at falde fra hinanden”.

Maduro har annonceret, at han stiller op til det kommende præsidentvalg i slutningen af april. Selvom hovedparten af befolkningen er utilfreds med ham, kan han sagtens gå hen og vinde, fastslår Silva: ”Med Maduros greb om magten og myndighederne er der ingen garanti for, at der blive tale om et frit og demokratisk valg. Samtidig er oppositionen dybt splittet og har svært ved at danne en samlet politisk front”.

Vinder Maduro valget, kan han sidde helt frem til 2024, fordi præsidenten vælges for seks år ad gangen. En sejr til ham kan få den omgående konsekvens, at Colombia og Brasilien helt lukker grænserne til Venezuela.

Lula på vej i fængsel
Også i regionens absolutte stormagt og verdens femtestørste land venter der et afgørende valg i 2018. Til oktober skal brasilianerne afgøre, hvem der skal lede landet de næste fire år. Længe førte folkehelten Lula da Silva i meningsmålingerne. Silva, der er vokset op som gadesælger og senere arbejdede sig frem i fagbevægelsen, grundlagde arbejderpartiet og ledte Brasilien gennem to yderst succesfulde præsidentperioder fra 2003 til 2010. Han bliver stadig af mange anset som folkets mand i kongressen, der er domineret af landets hvide og ressourcestærke elite. Derfor sendte det chokbølger gennem landet, da en domstol i januar stadfæstede en tidligere dom for korruption. Lulu regnede med at gå fri og har bedyret sin uskyld gennem hele processen, der drejer sig om, at han angiveligt har modtaget et hus til en værdi af 6 mio. kroner. Sagen har tråde til landets største virksomhed, den statsejede energigigant Petrobras, der er lammet af verdens største korruptionsskandale. ”Hele processen har fra begyndelsen været en farce forklædt som retfærdighed”, udtalte Lula da Silva efter domsafsigelsen. Han prøver, med sine advokaters hjælp, at anke dommen og har indberettet sagen for FN’s Menneskerettighedskomite. Mislykkes det, skal den tidligere præsident 12 år i fængsel, og han kan dermed ikke stille op til det kommende præsidentvalg. Dommen har i vid udstrækning polariseret befolkningen i to grupper, fortæller Juan Carlos, der er professor i statskundskab ved Sao Paulos universitet. ”På den ene side er der dem, som mener, at anklagerne er orkestreret af Lulu da Silvas politiske modstandere, mens andre er lettede over dommen og håber, at den kan være med til at rydde op i den udbredte korruption blandt landets magthavere”.

Over halvdelen af medlemmerne i kongressen er under anklage for korruption – de fleste i tilknytning til den famøse Petrobras-sag, hvor der blev svindlet for op imod 30 mia. kroner. Og korruptionstemaet vil få afgørende betydning for det kommende valg, mener Juan Carlos: ”Brasilianerne har fået nok af korruption og kræver politikere, som de kan stole på. Mens de fleste brasilianske valg har været dybt ideologiske og præget af kløften mellem højre- og venstrefløjen, kommer det her valg til at handle om tillid og troværdighed”.

Giovanni Silva er enig: I lyset af den omfattende korruption er den traditionelle fløjkrig afblæst, og det kan åbne op for et helt nyt politisk klima. Det vil højst sandsynligt komme til udtryk i form af helt nye alliancer på tværs af det politiske spektrum. Valget bliver ikke mindre uforudsigeligt, fordi Petrobras-sagen og andre korruptionssager vil køre parallelt med valgkampen. Falder der nye domme undervejs, kan det vende op og ned på tingene.

I udlandet følges det brasilianske valg tæt. Som verdens ottendestørste økonomi og med en dominerende rolle i den sydamerikanske handelsblok, Mercosul, har Brasilien en vis betydning for den internationale økonomi. Ikke mindst i form af de potentielle handelsaftaler, som flere gange har været på bordet. På vegne af Mercosul har Brasilien ad flere omgange forhandlet med både EU og USA om omfattende handelsaftaler. Dog uden de store resultater indtil nu, hvilket først og fremmest hænger sammen med, at arbejderpartiet og især netop Lula da Silva har haft betænkeligheder ved at åbne op for Brasiliens og Sydamerikas økonomi. Lektor i økonomi ved São Paulos universitet Raman Galvao forklarer: ”En af årsagerne til Brasiliens gyldne periode under Lula fra 2003 til 2010 var, at han forstærkede toldmurene og dermed minimerede den udenlandske konkurrence på hjemmemarkedet, så brasilianske og sydamerikanske virksomheder fik en fordel på kontinentet. Det betød, at de i højere grad turde investere og ansatte nye medarbejdere”.

De brasilianske virksomheder boomede, væksten steg, og arbejdsløsheden blev halveret. Og da Dilma Rousseff i 2011 efterfulgte Lula, holdt hun fast i den skeptiske linje over for at sænke toldmurene og tillade udenlandsk konkurrence på det lukrative brasilianske marked. Rousseff sad på posten frem til 2016, hvor hun blev afskediget for at fuske med statsregnskaberne. Som vicepræsident overtog Michel Temer posten og dannede en ny centrum-højre-regering.

”Tiden er en anden nu. Brasilien er i krise og har i høj grad brug for udenlandske investeringer for at øge produktionen og generere vækst. Derfor kan det kommende valg meget vel bane vejen for, at man ser på potentialet for at indgå i internationale handelsaftaler med nye øjne”, siger Juan Carlos.

Her kan USA og Donald Trump meget vel stå klar på sidelinjen – det kommer vi ind på senere. De foreløbige meningsmålinger svinger så kraftigt, at det er umuligt at spå om udfaldet af det valg, der dermed bliver det måske mest uforudsigelige i Brasiliens historie.

 

„Brasilianerne har fået nok af korruption og kræver politikere, som de kan stole på. Mens de fleste brasilianske valg har været dybt ideologiske og præget af kløften mellem højre- og venstrefløjen, kommer det her valg til at handle om tillid og troværdighed‟
_______

 

Macri sidder tungt på magten
Langt mindre spænding er der om den politiske fremtid i Argentina. Landet har, ligesom Brasilien, været ramt af økonomisk krise de seneste år. Men efter at den neokonservative forretningsmand Mauricio Macri højst overraskende vandt valget i slutningen af 2015 efter 12 år med det socialistiske Kirchner-dynasti ved magten, er tilliden til økonomien gradvist vendt tilbage. De økonomiske nøgletal er langsomt ved at rette sig, efter at landets gældskrise, der for alvor kom ud af kontrol i 2014, var ved at trække Argentina til bunds.

Siden valget har Macri gennemført adskillige reformer for at forbedre vilkårene for erhvervslivet, sænke de offentlige udgifter og nærme sig USA efter en længerevarende diplomatisk krise med stormagten. Ved hans valgsejr var der store forhåbninger til, at han var manden, som kunne trække Argentina fri af krisen og føre landet til ny storhed og international anerkendelse. I slutningen af oktober kvitterede vælgerne ved kongresvalget for hans foreløbige indsats ved at give Mauricio Macris centrum-højre-koalition en overvældende sejr. ”Den overordnede konklusion på valget er, at argentinerne har givet Mauricio Macri grønt lys til at fortsætte hans markedsreformer og slanke den offentlige sektor”, udtalte valgeksperten Jimena Blanco på argentinsk national-tv kort efter valget. Siden har præsidenten sat yderligere skub i de liberale arbejdsmarkedsreformer med henblik på at skabe flere arbejdspladser og større vækst.

Efter valgsejren i oktober er Macri nu storfavorit ved præsidentvalget i 2019. Men hans politik har også været med til at opsplitte befolkningen, hvor mange er blevet hårdt ramt af regeringens nedskæringer. Fx kom det i hovedstaden, Buenos Aires, til alvorlige sammenstød mellem demonstranter og politi, da Macri gennemførte en omstridt pensions- og velfærdsreform, som kraftigt reducerede de offentlige ydelser til personer uden for arbejdsmarkedet.

”Reformen har været et hårdt slag i ansigtet på mange argentinere, der er blevet vant til det velfærdssystem, som Kirchner-dynastiet har opbygget siden starten af 00’erne. Men selvom reformen har været upopulær, betragtes den som en stor sejr for Macri, der skal bruge besparelserne til at kunne indfri sine løfter om at nedbringe landets gæld og sænke selskabsskatten”, mener Raman Galvao.

To ud af tre argentinere er dog imod reformen, viser en meningsmåling fra opinionsinstituttet Ricardo Rouvier. Samtidig har Macris reformer betydet, at tusindvis af statsansatte er blevet afskediget, og at en lang række offentlige budgetter er blevet barberet ned, hvilket især har ramt den fattigere del af befolkningen. Og begynder virkningen af hans tiltag ikke snart at tage fart, kan han komme i store problemer, vurderer Galvao: ”Hele rationalet bag Macri-koalitionen er at styrke erhvervslivet, så virksomhederne vokser, ansætter flere folk og flere går fra offentlig forsørgelse til at blive selvforsørgende. Problemet er, at arbejdsløsheden fortsat er rigtig høj, og at hans reformer kun har medført en beskeden stigning i væksten”.

 

Med Mauricio Macri i spidsen for Argentina er situationen en helt anden. Ikke mindst efter at Donald Trump vandt præsidentvalget i USA. De to har tidligere arbejdet sammen, da de begge var erhvervsfolk. Som Trump konstaterede under Macris statsbesøg i USA i april 2017: ”Tænk engang, så sidder vi her igen‟
_______

 

Arbejdsløsheden ligger relativt stabilt på omkring 9 pct., mens væksten, der gennem en længere periode har været negativ, er på vej i den rigtige retning – mod at gå i nul. Mens overklassen og dele af middelklassen generelt har haft gavn af regeringens politik, har store dele af underklassen måttet betale prisen.

På den internationale bane er forholdet til USA blevet kraftigt forbedret. De diplomatiske forbindelser til Washington blev næsten droppet under den tidligere præsident Cristina Fernández de Kirchners regeringsperiode fra 2007 til 2015. Hun havde tætte forbindelser til Venezuelas tidligere leder Hugo Chávez og ønskede et tættere og mere forpligtende samarbejde mellem de latinamerikanske lande på bekostning af USA’s dominerende rolle i regionen. En målsætning, som hun bl.a. delte med Dilma Rousseff. Det anstrengte forhold mellem Argentina og USA har været en medvirkende faktor til, at forbindelserne mellem Latinamerika og USA generelt har været kølige i det seneste årti.

Men med Mauricio Macri i spidsen for Argentina er situationen en helt anden. Ikke mindst efter at Donald Trump vandt præsidentvalget i USA. De to har tidligere arbejdet sammen, da de begge var erhvervsfolk. Som Trump konstaterede under Macris statsbesøg i USA i april 2017: ”Tænk engang, så sidder vi her igen. Denne gang som ledere for vores to lande. Hvem skulle have troet, det nogensinde ville ske?”.

De to deler visse visioner og har løbende gennemført tiltag til at øge samhandlen. Det tættere samarbejde mellem Argentina og USA kan være med til at øge supermagtens engagement i Latinamerika. Og med centrum-højre-præsidenten Michel Temer i spidsen for Brasilien, og det kommende valg, hvor Lula da Silva muligvis er sat ude af spillet, er der forhåbninger om, at Latinamerika og USA kan komme tættere på hinanden.

Mur og massedeportation?
Dog skaber en aktuel sag splid mellem Latinamerika og supermagten: præsident Trumps ambitioner om at opføre en mur langs USA’s grænse til Mexico. Det kontroversielle og omdiskuterede valgløfte er på vej til at blive en realitet. I begyndelsen af det nye år rejste den amerikanske regering i San Diego otte ti meter høje prototyper til muren – det blev fulgt med en enorm mediebevågenhed.

Muren – der vil koste op mod 18 mia. dollars at bygge – deler allerede amerikanerne selv. Opførelsen af murfundamenterne fik Mexicos præsident, Enrique Peña Nieto, til på ubestemt tid at udsætte et ellers planlagt møde mellem ham og Trump. I slutningen af februar kunne Washington Post afsløre, at Trump med Nieto havde haft en 50 minutter lang og særdeles ophedet telefonsamtale. Her afviste Nieto at mødes, så længe Trump ikke offentligt bekræfter, at Mexico ikke betaler for muren. Det krav afviste Donald Trump, der dermed ville bryde et ofte gentaget valgløfte.

 

”Både fysisk og symbolsk er muren en torn i øjet på de latinamerikanske lande, hvoraf flere ellers var klar til at sænke deres handelsmure for at øge amerikanske investeringer i regionen og stimulere samhandlen”
_______

 

Også syd for Mexico følges debatten om muren tæt. De fleste lande bakker op om Mexico – fx har Brasiliens udenrigsministerium udsendt følgende erklæring, som er meget sigende for de latinamerikanske landes holdning: ”De fleste latinamerikanske lande opretholder venlige forbindelser med det amerikanske folk. Derfor er den brasilianske regering bekymret for tanken om at bygge en mur, der vil opsplitte nationerne i Amerika. Brasilien har altid baseret sin politik på den overbevisning, at spørgsmålene mellem venlige nationer bør løses gennem dialog og etablering af gensidig forståelse”.

Både Michel Temer og Mauricio Macri har åbent erklæret, at de vil styrke forbindelserne til Mexico. Det betragtes blandt eksperter som en direkte konsekvens af Donald Trumps mur. Og dermed har de seneste års tilnærmelser mellem Latinamerika og USA allerede lidt et alvorligt knæk, vurderer Solero Tevez, der er lektor i latinamerikanske studier ved Rio de Janeiros universitet: ”Både fysisk og symbolsk er muren en torn i øjet på de latinamerikanske lande, hvoraf flere ellers var klar til at sænke deres handelsmure for at øge amerikanske investeringer i regionen og stimulere samhandlen”.

Med til diskussionen hører Trumps håndtering af de mange latinamerikanske borgere i USA, hvoraf en betydelig del bor og arbejder ulovligt. Det er Trumps udtalte ønske at deportere USA’s omkring 11 mio. illegale immigranter, hvoraf en stor del er latinamerikanere. I 2017 blev 226.119 illegale immigranter deporteret – et tal, der til Trumps store ærgrelse ligger et stykke under niveauet flere af årene under Barack Obama. Trump vil fordoble tallet i 2018 og har på Twitter fastslået: ”Befinder du dig i USA, og har du ikke de rette papirer, så er det ud. Vi kommer, vi finder dig, og vi stiller dig til ansvar”.

Vil de latinamerikanske lande ikke samarbejde om at modtage deres medborgere, truer Trump med at hjemtage amerikanske investeringer og fabrikker, som udgør en ikke ubetydelig del af de latinamerikanske økonomier.

Men lykkes det Trump-administrationen at få deporteret millioner af illegale immigranter, vil det skabe store problemer i en række latinamerikanske lande, vurderer Juan Carlos.

”De lande i Latinamerika, der generelt har flest illegale immigranter i USA, er samtidig de lande, som er hårdest ramt af fattigdom, arbejdsløshed og manglende fremtidsudsigter. Bliver millioner af immigranter deporteret tilbage til deres hjemlande vil det skabe yderligere arbejdsløshed, fattigdom, kriminalitet og sikkerhedsmæssige problemer”. Carlos minder om, at mange af de illegale immigranter er børn og unge, som er født og opvokset i USA og derfor ofte kun har meget begrænset kendskab til deres hjemlande – dem vil det blive svært at integrere.

Fra venstre mod højre
Selvom muren i øjeblikket deler Latinamerika og USA, er den politiske udvikling i flere af de toneangivende latinamerikanske lande dog også med til at bringe Donald Trump nærmere Latinamerika. Verdensdelen har siden år 2000 i vid udstrækning været domineret af venstreorienterede og socialistiske regeringer, der ikke ønskede, at USA spillede en dominerende rolle i regionen. Flere af landene udskiftede gradvist USA med Kina som den foretrukne handelspartner. Men med Kinas økonomiske opbremsning og særligt med de nye politiske vinde i en række af Latinamerikas toneangivende lande – som Brasilien og Argentina, men også Chile og Peru – vil USA højst sandsynligt blive budt velkommen tilbage. Det vurderer blogger og ekspert i udenrigspolitiske forhold Tim Muth. ”Trumps uortodokse [udgave af, red.] højreorienterede protektionisme er faktisk en meget solid parallel til den økonomiske politik hos de nuværende regeringer i Brasilien og Argentina. Så begge parter lader til at have et fælles grundlag, hvorpå der kan opbygges relationer”, skriver han på sin blog.

 

Mange af de illegale immigranter er børn og unge, som er født og opvokset i USA og derfor ofte kun har meget begrænset kendskab til deres hjemlande – dem vil det blive svært at integrere
_______

 

Muth peger på, at de to regeringer har et fælles ønske om at liberalisere arbejdsmarkedet, slanke den offentlige sektor, reducere antallet af statsansatte, lempe statens kontrol med markedet og erhvervslivet, åbne op for udenlandske investeringer samt udlicitere og sælge ud af naturressourcer, infrastruktur og statsejede virksomheder. Desuden ønsker de generelt at føre en langt mere proamerikansk udenrigspolitik end de tidligere venstreorienterede regeringer. Muths analyse bakkes op af ekspert i amerikanske relationer José R. Cárdenas. I det velansete tidsskrift Foreign Affairs peger han på, at Trump bør udnytte den politiske situation i Argentina og Brasilien til at skabe et brohoved ind i Latinamerika: ”Ud over at være den største og tredjestørste økonomi i Latinamerika [Mexico er nr. to, red.] har de to lande stor politisk vægt i regionen. Efter mange års spændte relationer kan de nu hjælpe USA med at konsolidere demokrati og fri markedsudvikling i regionen, hvilket vil forbedre amerikansk sikkerhed og velstand”.

350 millioner vælgere sætter krydset
I alt skal 350 mio. latinamerikanere i løbet af 2018 til valgurnerne. Både i Brasilien, Colombia, Mexico, Venezuela, Costa Rica og Paraguay skal man vælge nye præsident.

Går alt efter planen, skal Venezuela som nævnt til valgurnerne i slutningen af april. Men både i oppositionen og i de øvrige latinamerikanske lande frygter man risikoen for, at valget – med Maduro ved magten – ikke bliver reelt frit og demokratisk. Flere politiske iagttagere mener dog, at oppositionen står til så stor en sejr, at det ikke for alvor gør en forskel, selv hvis det skulle lykkes præsidenten at svindle med en andel af stemmerne. Det vurderer Manuel Catan, ekspert i interamerikanske relationer ved Belo Horizontes universitet: ”Oppositionen vil efter al sandsynlighed vinde valget. Dog er det højst uvist, hvordan den vil tage form, da oppositionen er alt andet end en samlet front. Partierne er vildt uenige om mange centrale politiske emner. De tager dog alle afstand fra Nicolas Maduros socialistiske styre, og det bliver højst sandsynligt en bred centrum-højre-koalition, som overtager magten”.

Og uanset hvilken form koalitionen tager, forventes den at blive langt mere proamerikansk. Ikke mindst er det på tale at åbne op for tiltrængte udenlandske og især amerikanske investeringer i landets olieprogram, som Nicolas Maduros forgænger, Hugo Chávez, nationaliserede, og som har været stærkt medvirkende til det anstrengte forhold mellem Venezuela og supermagten. Derfor bliver valget i Venezuela fulgt særligt tæt i USA.

Men amerikanerne er mindst lige så spændte på præsidentvalget i Mexico, der finder sted i juli og står til at blive et opgør mellem venstrefløjskandidaten Andrés Manuel López Obrador og teknokraten José Antonio Meade. Her er Obrador storfavorit. Og han har gennem hele sin valgkamp gjort det klart, at han er indædt modstander af Donald Trumps mur: ”Hvis han insisterer på at bygge grænsemuren, vil vi henvende os til FN for at forsvare mexicanernes rettigheder. Jeg er bevidst om mit historiske ansvar, og Mexico vil aldrig blive USA’s dørmåtte”, lovede han for nylig ved et valgmøde i hovedstaden, Mexico City, til stor jubel for de tusinde af fremmødte.

Men selvom Obrador er modstander af muren og går til valg på en række socialistiske reformer af Mexico, mener eksperterne, at det kommende præsidentskifte i landet – som er Latinamerikas næststørste – åbner for et tættere samarbejde med USA: ”Mexicos modstand mod muren er allerede kendt og ingen nyhed. Men Obrador har brug for en stigende samhandel med USA, hvis han vil stimulere væksten og skaffe råderum til sine sociale reformer”, siger Catana og tilføjer: ”Trump har brug for ham, da Mexico og Latinamerika i det hele taget er af afgørende betydning for amerikansk udvikling”. Om Brasilien siger Carlos: ”På nuværende tidspunkt er det mest sandsynlige en [sejr til en, red.] bred centrum-højre-koalition, som til en vis grad vil fortsætte Temers neokonservative reformer for at få styr på økonomien. Det er bestemt ikke et resultat, Donald Trump vil være ked af, da det efter alt at dømme vil føre til en større åbning af den brasilianske økonomi, hvilket USA står klar til at udnytte”.

Samlet set tegner valgene til at fortsætte den bølge, der de seneste fem år har ændret Latinamerika fra at være en overvejende venstreorienteret region til i højere grad at fæstne lid til liberale og neokonservative ledere. En udvikling, der – på trods af muren – åbner døren for Donald Trumps USA.

I dag er korruptionen blandt de største forhindringer for større amerikanske investeringer i kontinentet. Og ligesom i Brasilien bliver korruption et af de helt centrale emner i Colombia, Paraguay og Costa Rica, der også er dybt belastede af svindel blandt politikerne og magthaverne. Kendetegnende for valgene bliver ét spørgsmål: Hvem stoler vælgerne på?

”De mange korruptionssager betyder, at mange vælgere vil stemme på dem, de har mest tillid til, frem for dem, de nødvendigvis deler ideologi med. Det er helt nyt og gør tillid til det absolutte omdrejningspunkt for de latinamerikanske præsidentvalg i 2018”, siger Juan Carlos.■

 

Samlet set tegner valgene til at fortsætte den bølge, der de seneste fem år har ændret Latinamerika fra at være en overvejende venstreorienteret region til i højere grad at fæstne lid til liberale og neokonservative ledere
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland