15.12.2018

Som følge af Khashoggi-affæren må Riyadh gribe til handling og begrænse MbS’ ubestridte magt i Saudi-Arabien – ellers risikerer landet at ende i en magtkamp mellem traditionalisterne og MbS. Og værre: At tabe de internationale investorer, der er altafgørende for reformprogrammerne.

Analyse af Johannes Sartou

Siden Muhammad bin Salman (MbS) blev udpeget som Saudi-Arabiens kronprins i 2017, har han gentagende gange været i vælten – senest med drabet på den saudiske journalist Jamal Khashoggi. Han har hidtil formået at holde liv i idéen om, at han var den længe ventede reformist, der skulle tage et opgør med det autoritære og traditionsbundne kongedømme. I Vesten blev han hurtigt kendt for sine sociale og økonomiske reformer, såsom sin økonomiske plan ”Vision 2030”, hvis ambition er at transformere den saudiske økonomi, bl.a. ved at privatisere dele af det statsejede olieselskab Saudi Aramco, som der dog opleves betydelige problemer med. Hans ophævelse af forbuddet mod kvinders ret til at køre bil faldt også i god jord i Vesten, og det samme gjorde hans beslutning om at åbne de første biografer i Saudi-Arabien. Kritikken af hans rolle i Qatar-blokaden og krigen i Yemen er imidlertid faldet i anden række. Vestens billede af kronprinsen braste dog med Khashoggi-affæren, og reformisten viste sig blot at være endnu en autoritativ leder i rækken.

Det faktum, at Prins Ahmad ibn Abdelaziz, som er den eneste nulevende bror til Kong Salman, er vendt tilbage til Saudi-Arabien efter at have tilbragt de seneste seks år i London, viser, hvor alvorlig situationen er. Han har aldrig offentligt accepteret udnævnelsen af MbS som kronprins, og der har været forlydender om, at hans ærinde i Riyadh er at udfordre MbS’ magt – eller at finde en, der kan.

Set i lyset af Ahmad ibn Abdelaziz nylige ankomst og de seneste måneders begivenheder, er der tre mulige scenarier for MbS politiske fremtid. Adskillige investorer har allerede trukket sig ud af det saudiske aktiemarked, hvilket er katastrofalt for landets forestående reformplaner. Udenlandske investeringer er en forudsætning for “Vision 2030”, og hvis ikke Riyadh får genvundet investorernes tillid, kan reformprogrammerne kæntre, før de overhovedet har fået vind i sejlene.

 

Hvis ikke Riyadh får genvundet investorernes tillid, kan reformprogrammerne kæntre, før de overhovedet har fået vind i sejlene
_______

 

Status Quo
Det første scenarie er, at Kongefamilien nedtoner Khashoggi-affæren, som man gjorde det med blokaden af Qatar, og lader MbS fortsætte upåvirket. Sagen ville i så fald blive lukket med retsforfølgelsen af de mistænkte. Den saudiske anklager Saud al-Mojeb frifandt kronprinsen efter at have anklaget 11 saudier og afskediget fem topembedsmænd, herunder to fra MbS’ indercirkel. I alt er 21 anholdt, herunder de 11 anklagede. De øvrige er under efterforskning. Der er imidlertid tre problemer med denne status quo-tilgang.

For det første har CIA konkluderet, at MbS direkte beordrede mordet på Khashoggi. I bedste fald indikerer det, at MbS var vidende om mordet, hvilket det internationale samfund vil holde ham op på. I værste tilfælde vil det kunne betyde en international boykot af Saudi-Arabien. Der er allerede flere faktorer, der peger i den retning, herunder Tyskland og Danmarks totale suspendering af våbeneksport til Saudi-Arabien og de adskillige internationale investorer, der har trukket sig ud af det saudiske aktiemarked. Dette kan i sidste instans fælde MbS’ reformprogrammer. Flere europæiske lande har desuden indført indrejseforbud for de mistænkte. Om end sanktionerne har været små og symbolske, så har mordet på Khashoggi markeret et skifte i Vestens tilgang til Saudi-Arabien, og i USA er Trump under massivt pres fra både demokrater og republikanere, der kræver sanktioner. Nogle kræver endda et magtskifte i Riyadh – bl.a. den republikanske senator Lindsey Graham der i et interview med Fox News har kaldt MbS for “giftig” og foreslår, at han får frataget sin plads i arvefølgen i det saudiske kongehus. Graham er en langvarig Trump-støtte og har på trods af sine udtalelser om MbS længe støttet den saudi-amerikanske alliance og kalder Saudi-Arabien for en god allieret.

For det andet: Hvis kongefamilien vælger at ride Khashoggi-stormen af, vil de muligvis blive støttet af en håndfuld lande, herunder Storbritannien og USA grundet deres økonomiske interesser, men det brede internationale samfund vil ikke godtage det. Man kunne endda forestille sig, at flere lande vil følge Danmark og Tyskland trop og boykotte våbeneksporten til Saudi-Arabien. USA og Storbritannien står samlet for 84 pct. af Saudi-Arabiens våbenimport, og derfor er et boykot langt mere omkostningsfuldt for dem end for det øvrige internationale samfund. Selv om en boykot af våbeneksporten fra de øvrige lande ville være symbolsk snarere end et egentligt problem for Riyadh, så ville det sende et vigtigt signal til Trump og May om, at det internationale samfund har taget et klart standpunkt. En boykot af våbeneksport vil desuden kunne være starten på en lavine, hvor en boykot af de øvrige investeringer i Saudi-Arabien kunne tænkes at følge trop, hvilket ville skyde reformerne i sænk.

For det tredje vil dette scenarie give Erdogan vind i sejlene. Han vil bruge det til at lægge et endnu tungere pres på Saudi-Arabien i deres indbyrdes kamp om, hvem der skal være den sunnimuslimske leder i Mellemøsten. Det er for risikabelt for Saudi-Arabien at ende i åben ideologisk kamp med Erdogan, som står på samme ideologiske side som Qatar og Det Muslimske Broderskab, der begge har et udestående med saudierne. Hvis det alligevel er den vej, Riyadh vælger at gå, må det forventes at blive en strategisk fejl af dimensioner, der kan koste kongedømmet dyrt i form af et tab af investorer, et plettet internationalt ry og i værste tilfælde et dødt reformprogram.

 

Hvis det alligevel er den vej, Riyadh vælger at gå, må det forventes at blive en strategisk fejl af dimensioner, der kan koste kongedømmet dyrt i form af et tab af investorer, et plettet internationalt ry og i værste tilfælde et dødt reformprogram
_______

 

Komplet fratagelse af MbS’ magt
Det andet scenarie, man kan forestille sig, er, at MbS fratages magten. Den magt, som MbS har påberåbt sig igennem de seneste tre år vil i så fald blive fordelt i kongefamilien eller blive givet videre til prins Ahmad ibn Abdelaziz. Der er dog også flere problemer ved denne tilgang.

Et sådant politisk træk kan vise sig at være højst destabiliserende i en i forvejen ustabil region. MbS’ socialpolitiske og økonomiske reformer ville øjensynligt blive rullet tilbage, da hans efterfølger højst sandsynligt vil vende tilbage til den traditionelle saudiske inden- og udenrigspolitik. Den saudiske politik har historisk været bundet op på fire grundprincipper. Disse grundprincipper indbefatter bl.a. territorial integritet, regeringsbeskyttelse, økonomisk velstand og bevarelsen af en monarkisk islamisk regeringsførelse. Det kan sende kongeriget ind i en magtkamp mellem traditionalisterne på den ene side og MbS og hans tilhængere på den anden. Man må ikke glemme, at MbS, til trods for de seneste måneders tumult om hans persona, ifølge en stor undersøgelse kaldet ”Arab Youth Survey” er meget populær i en stor del af Saudi-Arabiens befolkning, og hvis han modsætter sig magtfratagelsen, vil det folkelige pres kunne sabotere ethvert forsøg på at flytte magten over på andre hænder.

Desuden er Trump en vigtig brik i forhold til den nært forestående fremtid for MbS. Der er ingen tvivl om, at MbS har været en konstant hovedpine for USA – både med Khashoggi-affæren, men i særdeleshed også med den igangværende konflikt i Yemen. Den hovedpine har skabt stor splid i Washington, hvor både republikanere og demokrater kræver sanktioner overfor Riyadh. Trump har i flere sammenhænge udtrykt, hvor stor en betydning Saudi-Arabien har for amerikanske arbejdspladser gennem deres massive investeringer i amerikanske våben og aktier. Det har gjort Saudi-Arabien særdeles vigtig for hans Mellemøstpolitik, jævnfør hans parole om ”America first” og hans fokus på amerikanske arbejdspladser. Desuden flugter Trumps konfrontative linje overfor Iran med Saudi-Arabiens magtkamp med Iran om regionalt hegemoni i Mellemøsten, hvilket styrker den gensidige afhængighed mellem USA og Saudi-Arabien.

Den opbakning, MbS har nydt fra Vesten gennem de seneste år, har på mange punkter været på amerikanske præmisser, da USA’s hovedpine derved kunne glide tilbage i baghovedet. Khashoggi-affæren har dog bragt den dundrende hovedpine tilbage, og Trump står nu overfor en vigtig beslutning; skal han bede kongefamilien om at fratage MbS magten, lade MbS fortsætte upåvirket eller skal han kræve indrømmelser fra MbS i bytte for fortsat amerikansk opbakning? Trumps afvisning af at lytte til optagelserne af Khashoggi-drabet, hans affejning af CIA’s konklusion og hans fortsatte støtte til alliancen med Saudi-Arabien vidner om, at han allerede har truffet den beslutning. Der er således intet, der tyder på, at Trump vil gå i rette med MbS.

Det netop overståede G20-topmøde i Buenos Aires viste heller ingen tegn på et synligt standpunkt fra Trump overfor MbS. Det var første gang, MbS optrådte på den internationale scene siden mordet på Khashoggi, og flere statsledere tog bestik af situationen og tog et alvorsord med kronprinsen. Både Theresa May og Emanuel Macron, to af Saudi-Arabiens vigtigste allierede, udtrykte deres bekymringer overfor MbS. May opfordrede kronprinsen til at sikre, at Saudi-Arabien samarbejder fuldt ud med den tyrkiske efterretning, og hun opfordrede desuden den saudiske leder til at støtte de politiske drøftelser om konflikten i Yemen. G20-topmødet afspejlede MbS’ position i det internationale samfund. Der hersker megen vrede blandt mødets øvrige deltagere over den måde Saudi-Arabien har ageret i forhold til Khashoggi og Yemen. Imidlertid ved diverse statsledere godt, at det er i deres nations interesse at forblive allieret med Saudi-Arabien. Der var dog nye takter at se under topmødet, og MbS var ikke en synderlig populær gæst.

 

Imidlertid ved diverse statsledere godt, at det er i deres nations interesse at forblive allieret med Saudi-Arabien. Der var dog nye takter at se under [G20-topmødet], og MbS var ikke en synderlig populær gæst
_______

 

Begrænse MbS’ magt
Den mest fornuftige løsning for Kong Salman er udadtil at beholde MbS i sin nuværende rolle som Saudi-Arabiens Kronprins, men reelt at begrænse hans magt i regimet. Det vil sætte en stopper for det magttog, MbS har stået i spidsen for over de seneste tre år, og det vil lære ham, at der er begrænsninger for hans politiske ambitioner. I praksis vil han få frataget ansvaret for enhver form for international magt, herunder forsvarspolitik, og få lov til at gennemføre sine indenrigsreformer på socialt og økonomisk plan. Dette ville give et signal til omverdenen om, at reformerne fortsætter, mens der bliver mere ro på de internationale politiske linjer.

Hagen ved dette scenarie er imidlertid, at MbS skal give adskillige indrømmelser, herunder en delvis erkendelse af hans egen indblanding i Khashoggi-sagen, en indvilligelse i USA’s opfordring til fredsforhandlinger i Yemen (intet ville forbedre hans sag mere, end hvis han formåede at slutte krigen i Yemen) og forsøge at løse de udeståender, som Saudi-Arabien har fået med Canada og Qatar under MbS.

MbS selv er dog en afgørende hæmsko for en sådan politisk løsning. Der er ingen tvivl om, at det ville være mest bæredygtigt, hvis man på sigt indførte checks and balances på MbS’ magt – i form af at MbS’ hidtil ukontrollerede udenrigspolitiske magt fordeles til seniorrådgivere i kongefamilien. Men de indrømmelser, det kræver af kronprinsen, er mildest talt urealistiske, da de forudsætter, at han indser situationens alvor. De indrømmelser er der ikke noget, der tyder på, at han er parat til at give, set i lyset af hans udenrigsministers afvisning af CIA’s konklusion og hans seneste rundtur i Mellemøsten samt optræden til G20-topmødet i Buenos Aires.

Her kommer Trump ind i billedet igen. På mange måder udkæmpes slaget om MbS’ fremtid lige dele i Washington og Riyadh. Det netop overståede midtvejsvalg i USA, hvor Demokraterne indtog flertallet i Repræsentanternes hus, får muligvis også konsekvenser for magt-udviklingen i Riyadh, da det nye flertal formentlig kommer til at presse Trump i forhold til hans forhold til MbS og Saudi-Arabien. Det første håndgribelige tegn på det pres kom i form af, at et flertal i Senatet blev enigt om at skrive kravet om, at USA skal standse den militære støtte til krigen i Yemen, ind i en resolution, hvilket går stik imod Trumps officielle linje. Det kommer endda fra Trumps eget parti, hvilket vidner om, hvor presset Trump er for øjeblikket. Hvis det ikke var nok, har flere senatorer, på tværs af partierne, som sagt været ude og kræve sanktioner overfor Saudi-Arabien. Det pres vil højst sandsynligt ikke skabe dybe grøfter mellem Trump og MbS, men det kan presse Trump til at irettesætte kronprinsen. Irettesættelsen kan blive tungen på vægtskålen, der får MbS til at indse situationens alvor.

Det mest sandsynlige scenarie ligger et sted mellem status quo og en begrænsning af MbS’ magt, hvilket formentlig kommer til at finde sted bag lukkede gardiner. Man fastholder hans reform-orienterede rolle, mens man forsikrer det internationale samfund om, at der bliver sat checks and balances på hans internationale magt og at der bliver rettet op på hans fejltrin, herunder Yemen, Khashoggi og de impulsive kriser med bl.a. Qatar og Canada. Det scenarie vil give mulighed for at lukke kapitlet om Khashoggi og Yemen og åbne et nyt kapitel – mens man beholder en vis territorial legitimitet.

G20-topmødet er en god indikator for, at der er et godt stykke vej til, at hans internationale omdømme er repareret. Det afhænger bl.a. af, hvordan han reagerer, når den tyrkiske undersøgelse af Khashoggi-mordet er afsluttet og af hvilke politiske trin, Riyadh tager for at genoprette tilliden. Den bedst mulige politiske strategi, i en ellers umulig situation, ligger mellem status quo og en begrænsning af MbS’ magt, da det formentlig vil reparere deres ry og afværge en mulig magtkamp mellem traditionalisterne og MbS og hans tilhængere. En sådan magtkamp er ikke i nogens interesse, da det vil føre til ustabilitet og varsle et internt sammenbrud i Saudi-Arabien. ■

 

Den bedst mulige politiske strategi, i en ellers umulig situation, ligger mellem status quo og en begrænsning af MbS’ magt, da det formentlig vil reparere deres ry og afværge en mulig magtkamp mellem traditionalisterne og MbS og hans tilhængere
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland