27.12.2018

Trumps immigrationspolitik er et drastisk brud med hans forgængere – men trækker på andre dele af amerikansk historie.

Af Jørn Brøndal

”De bringer narko. De bringer kriminalitet. De er voldtægtsforbrydere. Og nogle – går jeg ud fra – er gode folk”.

Med dette retoriske brag – den 16. juni 2015 – gjorde Donald J. Trump sin entré i den amerikanske præsidentvalgkamp 2016. Samtidig annoncerede han, at han som præsident agtede at bygge en mur langs grænsen til Mexico.

For mange iagttagere kom den hårde tone over for illegale mexicanske migranter – og siden også muslimske flygtninge og indvandrere fra Mellemøsten – som et chok. Men Trump har opretholdt tonen lige siden. Op til midtvejsvalgene den 6. november 2018 intensiverede han retorikken ved at tordne mod en ”karavane” af op mod 7.000 centralamerikanske flygtninge og migranter på vej op gennem Mexico med kurs mod USA. Uden belæg hævdede han, at der iblandt dem var både kriminelle og personer af mellemøstlig herkomst. Han karakteriserede situationen som en ”national krise” udløst af dette ”angreb på vores land” og talte om at sende op mod 15.000 tropper til grænsen – flere soldater, end der i øjeblikket er udstationeret i Afghanistan. Pentagon endte dog med i stedet at udsende 5.900 soldater.

Er USA da ikke nationen, der fejrer sine stærke indvandringstraditioner og multikulturelle rødder? Er det ikke Frihedsgudinden, der med digteren Emma Lazarus’ formulering byder indvandrerne velkommen med ordene: ”Giv mig dine trætte, dine fattige, dine sammenstuvede masser, der længes efter at trække vejret frit?”.

Et blik gennem amerikansk historie viser, at billedet ikke er så enkelt. Ganske vist bryder Trump på flere punkter afgørende med sine umiddelbare forgængere i præsidentembedet. Men samtidig repræsenterer han nogle dybe – og ofte ganske foruroligende – kontinuiteter i historien.

Fra årtusindskiftet og frem mod Trumps sejr var debatten om immigration præget af et paradoks. Den lovlige indvandring vedblev med at vokse til nye højder. Men den illegale indvandring var vigende. Alligevel dominerede de illegale debatten – det gør de også under Trump, men nu med en klar krog ind i debatten om lovlig immigration.

 

Fra årtusindskiftet og frem mod Trumps sejr var debatten om immigration præget af et paradoks. Den lovlige indvandring vedblev med at vokse til nye højder. Men den illegale indvandring var vigende
_______

 

1965 og 1990: Døren åbnes
Det er fejlagtigt at tro, at USA altid og uden undtagelser har været en indvandrernation – at der går en lige linje fra den nuværende masseindvandring til den ’klassiske’ i anden halvdel af 1800-tallet og frem mod 1930. Dette er langtfra tilfældet – der har været en række ganske forskellige faser undervejs.

Siden 2000 har USA modtaget flere indvandrere end nogensinde før i sin historie. I det første årti efter årtusindskiftet fik 10,3 millioner indvandrere permanent opholdstilladelse, – og dette tal vil blive cirka fordoblet med 10,6 millioner for årene 2010-2019. Til sammenligning modtog USA ’kun’ 8,2 millioner indvandrere i årene 1900-1909, det årti, der engang var historiens mest indvandringstunge.

Den nuværende fase i indvandringen har sin rod i året 1965, hvor den Demokratiske præsident Lyndon B. Johnson underskrev en omfattende lovpakke om immigration. Dengang bekymrede få amerikanere sig om indvandringen. Ikke blot var tilstrømningen af nytilflyttere lav; men kun hver 20. amerikaner var født uden for USA’s grænser. For mange amerikanere syntes massemigrationen at være et overstået kapitel, der tilmed havde et vist romantisk skær over sig, nu hvor USA for alvor var begyndt at fejre sit multikulturelle ophav. Samtidig blomstrede økonomien, og borgerrettighedsbevægelsen under ledelse af Martin Luther King, Jr. oplevede efter omfattende demonstrationer i Selma, Alabama, sin sidste store triumf: vedtagelsen af en lov, der endelig sikrede afroamerikanerne i sydstaterne stemmeret.

I denne stemning af relativ optimisme – der dog allerede var ved at blive udfordret af præsident Johnsons eskalering af det militære engagement i Vietnam – vedtog Kongressen en indvandringslov, hvis hovedsigte var familiesammenføring. Idéen var at lukke op for, at de familier af især syd- og østeuropæisk baggrund, der en generation tidligere blev splittet på hver sin side af Atlanterhavet som følge af en restriktiv indvandringslovgivning i 1920’erne, nu skulle have chancen for at blive permanent genforenet i USA. Familiesammenføring blev herefter det bærende princip i migrationslovgivningen. Knap tre fjerdedele (74 pct.) af alle visa skulle gå til familiesammenførte, og kun en femtedel (20 pct.) til personer med særlige tekniske færdigheder. Loven blev revideret i 1990, og hensynet til immigranternes tekniske færdigheder opjusteret noget; men så sent som i 2016 blev flere end to tredjedele (68 pct.) af alle immigranterne til USA tildelt permanent opholdstilladelse på basis af familiesammenføring.

Lovene af 1965 og 1990 danner grundlaget for, at indvandringen til USA i øjeblikket er kraftigere end nogensinde før. Når først en immigrant har bosat sig i USA og søgt om statsborgerskab, kan han eller hun begynde at trække slægtninge over, og disse kan så hver især gentage mønstret. Således breder familiemigrationen sig som ringe i vandet. Denne ’immigrationsmultiplikator’ er den væsentligste årsag til, at godt en million indvandrere får permanent opholdstilladelse i USA hvert eneste år.

Af de 10,6 millioner indvandrere, der er ankommet lovligt siden 2010, er 80 pct. fra enten Latinamerika og Caribien (41 pct.) eller Asien (39 pct.). Den uden sammenligning største afsendernation er Mexico, hvorfra der alene fra 2010 til 2017 kom 1,2 millioner indvandrere til USA – fuldt lovligt.

 

Den uden sammenligning største afsendernation er Mexico, hvorfra der alene fra 2010 til 2017 kom 1,2 millioner indvandrere til USA – fuldt lovligt
_______

 

Denne nye indvandring har betydelige konsekvenser for USA’s demografiske udvikling. I 1960’erne blev USA ofte italesat som en sort-hvid nation, hvor skillelinjen var ’the color line’ mellem at være sort og hvid amerikaner. Så sent som i 1970 var USA’s sorte befolkning (22,6 millioner) mere end dobbelt så stor som latinogruppen (8,9 millioner); men i 2000 overhalede latinoerne (35,3 millioner) afroamerikanerne (34,6 millioner) som USA’s største etniske minoritet. Man regner med, at hvide (fraregnet latinoer) fra 2044 vil udgøre under halvdelen af USA’s samlede befolkning. I dag er det tilfældet i fem delstater – Californien, Texas, Nevada, New Mexico og Hawaii (og i syv andre stater er den samme udvikling på vej, herunder i New York og Florida).

Visse bekymrede stemmer har længe advaret mod udviklingen. I 1991 skrev den berømte historiker Arthur M. Schlesinger, Jr., bogen The Disuniting of America, hvori han udtrykte betænkelighed ved et USA, hvor gruppetænkning inden for befolkningsgrupper kan begynde at skygge for det gamle ideal om national samling baseret på individuel frihed, lighed og retten til at stræbe efter lykke. USA’s gamle motto ”E pluribus unum” – ”ud af mange, én” – blev udfordret. Siden skrev politologen Samuel P. Huntington bogen Who Are We? (2004), hvori han bekymret forestillede sig et fremtidigt USA domineret af indvandring fra Mexico, hvorefter normen ville være to-sprogethed og sammenblandede nationale loyaliteter. Huntington betvivlede eksistensen af en latinoinspireret ’amerikansk drøm’: ”Der findes kun den amerikanske drøm skabt af det anglo-protestantiske samfund,”, hævdede han. Og denne drøm skulle altså drømmes på engelsk.

Trods dens massive omfang spillede indvandring – i hvert fald den lovlige – ikke for alvor nøglerollen i den politiske debat. Ganske vist blev ambitiøse lovforslag formuleret både under Republikaneren George W. Bush (2007) og Demokraten Barack Obama (2013) bl.a. for at styrke indvandringen af personer med tekniske færdigheder og for at nedtone familiesammenføringsprincippet; men ingen af disse blev vedtaget af Kongressen.

Både Bush og Obama mente, at det kunne blive en udfordring at skabe enhed ud af alsidigheden – men diskuterede det i et idealistisk lys. I 2007 lovede Bush: ”Vi må opretholde den store tradition med smeltediglen, der byder alle nyankomne velkommen og assimilerer dem”. Tre år senere fastslog Obama: ”I sidste ende er det vores idealer, vores værdier, der byggede Amerika – værdier, der lod os skabe en nation af immigranter fra hver afkrog af verden, værdier, der stadig driver vores borgere fremad”.

Heroverfor har præsident Trump udstukket en betydeligt hårdere kurs, hvor netop familiesammenføringsprincippet – der nu hånende afskrives som ”’kædemigration”’ (chain migration) – ses som et alvorligt problem. Romantiske forestillinger om indvandrernes bidrag til opbygningen af det amerikanske samfund erstattes af idéen om alt for mange udefrakommende mennesker, der udnytter et uhensigtsmæssigt system og snyder USA. Immigrationen skal beskæres drastisk, og fremover skal hovedfokus være på immigranternes tekniske færdigheder.

 

Romantiske forestillinger om indvandrernes bidrag til opbygningen af det amerikanske samfund erstattes af idéen om alt for mange udefrakommende mennesker, der udnytter et uhensigtsmæssigt system og snyder USA
_______

 

Den illegale indvandring rykker op på dagsordenen
I nyere tid har immigrationsdebatten som nævnt været domineret af et fokus på de illegale indvandrere – også selvom presset på den mexicansk-amerikanske grænse faktisk længe har været vigende. På trods af at grænsebevogtningen i sydvest er blevet styrket siden årtusindskiftet, er antallet af illegale grænseoverskridere, der arresteres, styrtdykket. I 2000 blev hele 1,6 millioner illegale indvandrere fanget ved den mexicanske grænse. Da Obama tiltrådte i 2009, var tallet faldet til knap en tredjedel. Da Trump kom til , nåede antallet i løbet af hans første år som præsident ned på 304.000 pågribelser – det laveste antal siden 1972 – for så ganske vist at stige til 397.000 i finansåret 2018. Men selv dette tal svarer til mindre end en fjerdedel af niveauet i 2000.

Alt dette viser utvetydigt: Siden årtusindskiftet er antallet af illegale indvandrere, der har krydset den mexicanske grænse, dalet drastisk.

Samtidig vurderes USA’s befolkning af illegale indvandrere at være faldet – fra 12,2 millioner personer i 2007 til 10,9 millioner i 2016. Selvom grænsen mod Mexico bestemt stadig er porøs [hullet, skrøbelig, red.], er den nuværende debat om ’krise’ og om truende ’karavaner’ således fabrikeret. Jovist, antallet af familier på flugt fra bandevold og anden elendighed i Centralamerika er vokset en del i de senere år – og antallet af mennesker, der opnår asyl, kom i 2016 op på 85.000 (for så at dale til 54.000 året efter). Men det overordnede pres på grænsen er mindsket.

Ikke mindst i sin retorik om de illegale indvandrere – og sine praktiske tiltag over for dem – har Trump brudt afgørende med sine umiddelbare forgængere. I mange år havde især en række Republikanske politikere et ambivalent forhold til den illegale immigration. De vidste godt, at mange store arbejdsgivere – oprindelig i landbrugssektoren, men siden også i eksempelvis bygge- og servicesektorerne – yndede at ansætte migranterne som billig arbejdskraft. Derfor måtte man træde varsomt i debatten.

Men i løbet af 1970’erne og 1980’erne voksede fokus på den illegale indvandring gradvist. I august 1971 indviede den Republikanske præsident Richard Nixons hustru, Pat, en park i det sydvestlige Californien ved grænsen til Mexico. Egentlig ville hun gerne hilse på nogle af de fremmødte mexicanere; men et hegn var allerede blevet opført her. ”Jeg hader at se hegn hvor som helst,”, sagde hun. ”Jeg håber ikke, at der vil være et hegn her for længe”. Hendes folk klippede hul i hegnet, og hun trådte over grænsen og hilste på mexicanerne. 14 år senere var tonen blevet en ganske anden. Nu klagede den Republikanske præsident Ronald Reagan over, at USA havde ”mistet kontrollen” med sine grænser på grund af en ”invasion” af illegale immigranter. Der syntes at være noget om snakken: Mellem 1970 og 1986 ottedobledes antallet af pågribelser af folk uden papirer langs den godt 3.000 kilometer lange mexicansk-amerikanske grænse – fra 200.000 i 1970 til 1,6 millioner i 1986. I sidstnævnte år udgjorde den samlede befolkning af illegale indvandrere i USA omkring fem millioner personer.

Men selvom retorikken blev skærpet, var de foreslåede løsninger (inden Trump) pragmatiske. Idéeen var at kombinere straf og belønning – og ingen illustrerede denne dobbelte strategi bedre end Reagan selv. I 1986 satte han sin underskrift på en lov, der både skærpede grænsebevogtningen og gjorde det vanskeligere for arbejdsgivere at ansætte illegale indvandrere. På den anden side – og langt mere bemærkelsesværdigt – gav loven amnesti til omkring tre millioner af de migranter, der var kommet ind i landet. Efter at have levet en skyggetilværelse i USA kunne de nu bevæge sig ud i lyset og i sidste ende søge om statsborgerskab.

 

Selvom retorikken blev skærpet, var de foreslåede løsninger (inden Trump) pragmatiske. Idéeen var at kombinere straf og belønning – og ingen illustrerede denne dobbelte strategi bedre end Reagan selv
_______

 

Splittelse hos Republikanerne
Der var bestemt kritikere af denne politik. I 1992 udfordrede den konservative Pat Buchanan den siddende præsident George H.W. Bush i de Republikanske primærvalg med et budskab om, at den illegale indvandring til USA var en ”national skændsel”, og at langt flere ressourcer burde bruges på at beskytte grænserne. Selvom Bush vandt nomineringen, lød lignende toner fra Californien to år senere, da den siddende Republikanske guvernør, Pete Wilson, gav sin støtte til et lokalt initiativ – ’Proposition 187’ – der skulle fratage de illegale indvandrere adgangen til en række velfærdsgoder. Initiativet blev vedtaget ved en folkeafstemning i Californien i 1994, men siden erklæret forfatningsstridigt af en domstol.

Stemningen i Californien forplantede sig til resten af nationen. I 1996 – på et tidspunkt, hvor Republikanerne havde flertal i begge Kongressens kamre, og hvor mange politikere profilerede sig på at være ’tough on crime’ – satte den Demokratiske præsident Bill Clinton sin underskrift på en lov, der gjorde det væsentligt lettere at deportere illegale indvandrere, og som samtidig udvidede antallet og typerne af forbrydelser, der kunne føre til udvisning – også af de legale indvandrere, der ikke havde opnået statsborgerskab. Samtidig blev begge grupper afskåret fra adgangen til et basalt velfærdsgode som madkuponer (’food stamps’).

Med terrorangrebene på USA den 11. september 2001 kom der øget fokus på sammenhængen mellem den nationale sikkerhed og de porøse grænser – noget, det Republikanske medlem af Repræsentanternes Hus, Tom Tancredo fra Colorado forsøgte at slå politisk mønt på, da han uden held stillede op til præsidentvalget i 2008.

Men i årtierne før Trump måtte den nationalistisk-sindede fløj i det Republikanske parti ofte tage brydetag med den erhvervsvenlige om de illegale immigranter. På den anden fløj foretrak en hel del Demokrater i de åbne grænsers navn at kalde indvandrerne for ”udokumenterede” eller ”uautoriserede” frem for ”illegale” – også selvom der i fagbevægelsen længe havde været skepsis over for disse indvandrere som potentielle løntrykkere.

Ved kulminationen i 2007 udgjorde de illegale immigranter anslået 12,2 millioner personer. Præsident George W. Bush kombinerede i sin tilgang pisk og gulerod. Han fastslog, at de amerikanske familieværdier ikke stoppede ved Rio Grande-floden. Og netop i 2007 støttede Bush et lovforslag, der ville have skabt en vej frem mod statsborgerskab for de illegale indvandrere – også selvom præsidenten afviste, at der var tale om nogen ”amnesti”. Som under Reagan gik lovforslaget hånd i hånd med en række foranstaltninger til yderligere bevogtning af grænsen. Året før havde Bush ligefrem underskrevet en lov, der bemyndigede opførelsen af et hegn langs godt en tredjedel af den mexicansk-amerikanske grænse – en idé, Trump siden skulle affærdige med betegnelsen: ”en legetøjsmur”. Men immigrationslovforslaget faldt til jorden, efter at kun 12 ud af 49 Republikanske senatorer stemte for det.

Med den økonomiske krise, der ramte USA i 2008 – og med en aftagende befolkningsvækst i Mexico – aftog presset på den mexicansk-amerikanske grænse. Samtidig skrumpede antallet af illegale indvandrere i USA med anslået en million. Alligevel blev tonen i visse Republikanske kredse skærpet: Det så man i den konservative Tea Party-bevægelse blandt partiets græsrødder og med vedtagelsen af delstatslove i Arizona i 2010 og Alabama 2011 vendt mod de illegale indvandrere.

Den illegale immigration kom til at spille en betydelig rolle i præsidentvalgkampen i 2012, hvor Obama var på genvalg. Hans Republikanske udfordrer, Mitt Romney, foreslog i januar 2012 at gøre det så vanskeligt for de illegale indvandrere at finde arbejde i USA, at de ville ’selvdeportere’. Idéen fik meget kritik – og i sin analyse af Romney’s nederlag, som massemedierne hurtigt døbte ’ligsynet’, blev den Republikanske ledelses konklusion ligefrem, at netop idéen om selvdeportation havde sendt latinovælgerne i armene på Obama. Formanden for den Republikanske nationalkomité, Reince Priebus, – der siden skulle blive Donald Trumps første stabschef – kaldte Romneys forslag ”forfærdeligt”. For fremtiden måtte Republikanerne arbejde målrettet på at udvise større åbenhed over for latinoerne!

Som sin forgænger Bush forsøgte Obama at kombinere en hård og en blød linje. Under ham blev tilbagesendelserne af illegale indvandrere skærpet i en sådan grad, at Obama fik øgenavnet ”’deporter-in-chief”’. Men samtidig forsøgte Obama med et dekret i juni 2012 (Deferred Action for Childhood Arrivals, DACA) at frede en særlig gruppe illegale indvandrere, de såkaldte Dreamers, der var kommet til USA som børn. Præsidenten støttede ligeledes et forslag udarbejdet af otte senatorer – fire Demokrater og fire Republikanere – der på den ene side havde til formål at øge grænsepatruljeringen med 40.000 mand, men på den anden side anviste en vej frem mod statsborgerskab for hovedparten af USA’s illegale indvandrere. Forslaget blev faktisk vedtaget i Senatet i april 2013, men kom aldrig til afstemning i Repræsentanternes Hus. I frustration over forslagets skæbne forsøgte Obama i november 2014 med endnu et dekret at frede nok en gruppe illegale indvandrere, nemlig forældre til børn med amerikansk statsborgerskab eller permanent opholdstilladelse. Dette forsøg blev dog bremset af de føderale domstole.

 

Både Trumps retorik og hans praktiske tiltag over for den illegale indvandring betegner et afgørende brud med hans umiddelbare forgængere
_______

 

Trump: et brud med forgængerne
Både Trumps retorik og hans praktiske tiltag over for den illegale indvandring betegner et afgørende brud med hans umiddelbare forgængere. Trump anerkender på ingen måde, at trykket på den mexicanske grænse er lettet siden år 2000, men kræver tværtimod en kraftigt forstærket grænsebevogtning og altså opførelsen af en mur i beton eller andet materiale langs hele grænsen til Mexico – ideelt set med en højde på fem til ni meter. Oprindelig var Trumps idé, at mexicanerne skulle betale for muren, men dette krav synes han siden at have fraveget. En sådan mur vil i øvrigt ikke bremse de anslåede 44 pct. af illegale indvandrere, der kommer til USA på et turistvisum og så bliver hængende efter dets udløb. I sin retorik dæmoniserer Trump disse indvandrere som forbrydere – også selvom de statistisk set er mindre kriminelle end USA’s øvrige befolkning. Og op til midtvejsvalgene i 2018 hævdede han, at han – trods den forfatningssikrede ret til statsborgerskab for enhver person født i USA – snart ville kunne ophæve denne ret for de såkaldte ’anchor babies’ – børn af født af mødre uden statsborgerskab.

Samtidig har Trump og (nu tidligere) justitsminister Jeff Sessions stået bag en række tiltag, der både havde til hensigt at afskrække flygtninge og indvandrere og opildne basen af indfødte hvide vælgere. Et forsøg i januar 2017 på helt at blokere for flygtninge og indvandrere fra en række lande med store muslimske befolkninger blev i første omgang blokeret af domstolene,; men en ny version, hvor også Venezuela og Nordkorea blev indtænkt, overlevede i højesteret i december 2017. En ekstremt kontroversiel ’nultolerancepolitik’, der gik ud på at tilbageholde pågrebne illegale indvandrere, indtil deres sag kom for retten, blev implementeret i foråret 2018. Da børn højst kan tilbageholdes i 20 dage, var konsekvensen, at anslået 3.000 børn overvejende fra Centralamerika blev fjernet fra deres forældre og tilbageholdt i centre – indtil en dommer satte en stopper for praksissen i juni.

Således har præsident Trump udstukket en kurs, der er ganske anderledes end den pisk-og-gulerodspolitik, de seneste præsidenter har fulgt. Set i forhold til nyere tids immigrationslovgivning er hans forslag vedrørende den legale indvandring drakoniske, og hvad den illegale indvandring angår: radikalt nationalistiske.

Men hvis Trump har brudt med sine umiddelbare forgængere i Det Hvide Hus, læner han sig til gengæld – uvidende? – op ad en ældre tradition, der blomstrede i tiden omkring Første Verdenskrig og ind i 1920’erne – et årti, som den navnkundige historiker John Higham kaldte ”the tribal twenties” – stammetænkningens årti.

 

Men hvis Trump har brudt med sine umiddelbare forgængere i Det Hvide Hus, læner han sig til gengæld – uvidende? – op ad en ældre tradition, der blomstrede i tiden omkring Første Verdenskrig og ind i 1920’erne
_______

 

Et ekko af 1920’erne
Mellem 1830 og 1930 drog omkring 37 millioner indvandrere til USA. Mens nord- og vesteuropæere oprindelig havde domineret menneskestrømmen, skete der fra 1890 et mærkbart skifte i retning af syd- og østeuropæere. Mange hvide protestantiske amerikanere så på disse såkaldt ’”nye immigranter”’ med stor bekymring. Hvordan ville polske og italienske katolikker – for ikke at tale om central- og østeuropæiske jøder – nogensinde kunne blive en integreret del af USA? Hvordan ville de kunne passe ind i ”den amerikanske smeltedigel”, dette vidunderlige billede på det etniske Amerika, som den britisk-jødiske forfatter Israel Zangwill havde lanceret med teaterstykket ”The Melting Pot,” der i 1908 gik sin sejrsgang over hele USA?

Nogle grupper var i forvejen udelukket fra smeltediglen. Ægteskab mellem sorte og hvide amerikanere var dengang utænkeligt. Og kinesiske arbejdere blev forbudt indvandring til USA allerede i 1882. En satiretegning i magasinet Puck netop det år viste amerikanere i gang med at nedrive den kinesiske mur for ¬så at tage stenene derfra og opføre en amerikansk mur – som værn mod kineserne. Først fra 1943 kunne kinesiske indvandrere søge om statsborgerskab i USA. Ad diplomatiets vej ramte lignende sanktioner i 1907 japanere med amerikanske drømme.

Snart begyndte den offentlige debat at handle om faren ved at tage imod de ’nye’ indvandrere fra Syd- og Østeuropa. I 1914 hævdede den prominente sociolog Edward A. Ross i bogen The Old World in the New, at de ”nye” immigranter var “lodne, lavpandede, med store ansigter, af tydeligvis lav mentalitet” og i virkeligheden hørte hjemme i istiden. To år senere advarede juristen og zoologen Madison Grant i bogen The Passing of the Great Race om, at den stolte ”nordiske” race af blonde og blåøjede personer af nordeuropæisk baggrund med lange kranier og medfødte lederevner stod for at uddø, nu hvor mindreværdige ”alpine” og ”mediterrane” racer fra henholdsvis Mellem- og Sydeuropa – og også den foragtelige jødiske ”race” – formerede sig uhæmmet. Atter andre skribenter skrev om mulighederne for at forbedre menneskehedens genetiske kvalitet gennem selektiv naturlig reproduktion af ideelle mennesketyper og i nogle tilfælde tilsvarende sterilisering af de mindre egnede – en form for tænkning, der gik under navnet eugenikken.

Samtidig voksede den folkelige modstand mod de nye indvandrere. En mistænkeliggørelse af tysk-amerikanerne under Første Verdenskrig (1914-18) afløstes i årene herefter først af socialistforskrækkelse og – i løbet af 1920’erne – atter af antikatolicisme og antisemitisme. I disse år voksede Ku Klux Klan gevaldigt i omfang og antog med et anslået medlemstal i 1925 på fem millioner nationale dimensioner. I disse år rettede Klanen ikke længere sin vrede udelukkende mod sin traditionelle fjende, afroamerikanerne. Nu blev også syd- og østeuropæiske indvandrere af katolsk og jødisk baggrund lagt for had. Det var dog ikke kun Klanen, der reagerede på de ’nye’ indvandrere. I 1920 udkom et nummer af bilfabrikanten Henry Fords tidsskrift The Dearborn Independent under overskriften ”Den internationale jøde: Verdens problem”. Fem år senere beklagede den californiske politiker Edwin E. Grant sig i en artikel i The American Journal of Sociology over al den bærme, der flød rundt i den amerikanske smeltedigel.

Den offentlige iscenesættelse af de katolske og jødiske indvandrere som syndebukke fik politiske konsekvenser. Allerede i 1907 nedsatte Kongressen en kommission under ledelse af den Republikanske senator William Dillingham fra Vermont, der skulle analysere indvandringen til USA. Fire år senere barslede den med en rapport – i 41 bind – hvis hovedkonklusion var, at man kunne forbedre indvandringens kvalitet gennem indførelsen af en læseprøve; tanken var, at mange af de ”’nye’” indvandrere var analfabeter. En sådan lov blev rent faktisk vedtaget i 1917, men præmissen viste sig at være falsk: Langt hovedparten af indvandrerne kunne både læse og skrive.

I 1921 underskrev den Republikanske præsident Warren G. Harding imidlertid en lov, der for første gang indførte nationale kvoter for europæiske indvandrere ved at basere deres antal på deres repræsentation i folketællingen af 1910. I den forbindelse udarbejdede en ansat ved udenrigsministeriet en rapport, hvori potentielle jødiske indvandrere blev karakteriseret som ”abnormt syge i deres tankegang”, ude af stand til at assimilere og ”beskidte, uamerikanske og ofte farlige i deres adfærd”. En ny lov af 1924 skærpede kvoterne ved at basere dem på folketællingen af 1890, hvor kun meget få syd- og østeuropæiske indvandrere havde haft bopæl i USA. De nationale kvoter for de ”’nye’” indvandrere blev derfor tilsvarende små.

Og fra 1929 implementeredes princippet om ”’national oprindelse’”. Fra nu af skulle indvandringen til USA i så høj grad som muligt afspejle den hvide amerikanske befolknings oprindelige etniske sammensætning siden USA’s første folketælling i 1790, med skyldig hensyntagen til dens videre opblanding gennem naturlig reproduktion og migration. Også denne formel gav meget ringe plads til de ’nye’ indvandrere. Således blev døren til indvandringen til USA effektivt smækket i – og forblev på nogle flygtningestrømme nær i kølvandet på Anden Verdenskrig stort set lukket frem til 1965.

Der er visse lighedspunkter mellem 1920’ernes og Trumps USA. I dag er andelen af amerikanere født i udlandet (13,7 pct.) faktisk en anelse højere, end det var tilfældet i 1920 (13,2 pct.) – men til gengæld lidt lavere end i 1910 (14,7 pct.). Både i dag og i 1920 var altså omtrent hver syvende amerikaner indvandrer. I 1920’erne blev racebegrebet diskuteret eksplicit. I dag sker det for det meste implicit gennem fx en dæmonisering af latinoindvandrere som kriminelle og muslimske indvandrere som potentielle terrorister.

 

Men bag retorikken rettet mod de illegale indvandrere forsøger præsidenten samtidig at lægge pres på Kongressen for også at bringe lovgivningen om den legale immigration til USA på banen
_______

 

”You know what? I am a nationalist”
I 1920’erne holdt præsidenterne sig i baggrunden – i dag sætter præsident Trump den immigrationspolitiske dagsorden. Og en anden vigtig forskel er, at man dengang ikke talte om ’illegal indvandring’ – i dag dominerer denne form for migration debatten.

Men bag retorikken rettet mod de illegale indvandrere forsøger præsidenten samtidig at lægge pres på Kongressen for også at bringe lovgivningen om den legale immigration til USA på banen. I september 2017 tog Trump således på det nærmeste én gruppe illegale indvandrere – ”’the Dreamers”’ – som gidsel i et større politisk spil om en mere omfattende indvandringspakke. Han ophævede Obamas DACA-ordre, men gjorde det med virkning først fra marts 2018. Dermed havde Kongressen seks måneder til at handle. Det begyndte med lovende indledende takter, hvor Trump mødtes med de to Demokratiske ledere i Kongressen, Nancy Pelosi og Chuck Schumer, og hvor et politisk kompromis tegnede sig: beskyttelse af Dreamers til gengæld for et øget beredskab langs den mexicansk-amerikanske grænse. Men snart brød forhandlingerne sammen.

I januar 2018 forsøgte Trump at lægge yderligere pres på Kongressen. I sin State of the Union-tale præsenterede han sin vision for en samlet lovpakke baseret på fire ’søjler’. For det første skulle 1,8 millioner Dreamers – men ikke andre af USA’s i alt knap 11 millioner illegale indvandrere – tilbydes en vej frem mod statsborgerskab. For det andet skulle sikkerheden ved den mexicanske grænse styrkes – blandt andet gennem opførelsen af en mur. For det tredje skulle ’kædemigrationen’ standses, for ”under det nuværende nedbrudte system kan en enkelt immigrant importere nærmest uendelige mængder af fjerne slægtninge”. Endelig skulle det særlige ’green card lottery’, der indgik i immigrationsloven af 1990, og som havde til hensigt at styrke den etniske alsidighed ved at øremærke 50.000 visa til migranter fra lande, der normalt ikke sendte ret mange mennesker til USA, afskaffes. Fokus skulle nærmest udelukkende være på indvandrernes tekniske færdigheder.

I 2018 kom der et tværpolitisk udspil fra den Republikanske senator Lindsey Graham fra South Carolina og hans Demokratiske kollega Dick Durbin fra Illinois: Det gik ud på rent faktisk at inkludere Trumps fire søjler, men endte i det rene ingenting, efter at præsidenten i et raseriudbrud havde affærdiget Haiti og en række afrikanske nationer som ”shithole countries”. Disse flygtninge – mente Trump – burde ikke længere nyde særlig status som midlertidigt beskyttede i USA; det ville være meget bedre at tiltrække immigranter fra et land som Norge. Siden da er forsøgene på at nå frem til et kompromis på immigrationsområdet gledet ud i sandet.
I marts 2018 skulle ophævelsen af Obamas DACA-ordre træde i kraft. Det forhindrede domstolene – og kun deres indgriben beskytter i øjeblikket Dreamers mod truslen om deportation.

I august 2016 sagde Trumps daværende kampagnechef, Steve Bannon, at Donald Trump var et ”stumpt instrument for os” – hvormed han mente, at Trump var forhammeren, der skulle smadre sig gennem det politiske etablissement i forsøget på at implementere en ny nationalistisk politisk orden. Selvom Trump for længst har brudt med Bannon, kaldte han – ved et rally i Houston, Texas, i oktober 2018 – sig selv for nationalist.

I sidste ende er det via denne nationalisme, at Trump afgørende har brudt med sine forgængere i præsidentembedet i spørgsmålet om ikke bare USA’s immigrationspolitik, men om nationens hele multikulturelle tradition. I stedet har han bygget bro til 1920’ernes USA. Dengang resulterede den ophedede og racebetonede debat om indvandring i, at porten til USA smækkede i. Spørgsmålet er, om Trump virkelig har den politiske ballast til at gennemføre et lignende projekt i en nation, der i dag allerede længe har været under kraftig demografisk forandring, og hvor enhver form for nationalisme, der udelukker store og voksende dele af befolkningen, synes at leve på lånt tid. ■

 

I sidste ende er det via denne nationalisme, at Trump afgørende har brudt med sine forgængere i præsidentembedet i spørgsmålet om ikke bare USA’s immigrationspolitik, men om nationens hele multikulturelle tradition. I stedet har han bygget bro til 1920’ernes USA
_______

Apropos denne artikel:

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt

Kirsten Biering: Kan Marine Le Pens martyrium holde til næste præsidentvalg?

Svend Roed Nielsen: Trumps toldhammer er det største tilbageslag for verdensøkonomien siden starten af 30’erne

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister