20.04.2018

Den 4. april forlød det i verdens medier, at et giftangreb, som havde dræbt mindst 40 mennesker, havde fundet sted i Syrien, formodentlig foretaget af Assad. Danmarks udenrigsminister Anders Samuelsen var ikke i tvivl om, at Assad stod bag giftangrebet, sagde han i en video på Twitter den 12. april. To dage senere erklærede udenrigsministeren en ”utvetydig politisk opbakning” til missilangrebet mod Syrien, der blev foretaget natten forinden af USA, Frankrig og Storbritannien. Spørgsmålet er, hvor de kritiske journalister har gemt sig, og hvorfor den offentlige debat forsvandt, imens alt dette fandt sted?

Af Jesper Munk Jakobsen, retorikstuderende og udd. kommunikatør fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

DEN DANSKE journaliststand har før været vidne til, at Danmark har erklæret ”utvetydig politisk opbakning” til militæraktioner i Mellemøsten. I år kunne Danmark fejre 16-års dag for sin deltagelse Afghanistan-krigen, hvor over 31.000 civile har mistet livet. I 2003 ville Danmark redde den irakiske befolkning fra diktatoren Saddam Hussein og samtidig fratage ham de atomvåben, man ikke kunne dokumentere, at han havde. Flere danske politikere har siden tilkendegivet, at Irak-krigen var en fejl. En alvorlig fejl for de over 500.000 døde civile og deres nærmeste.

Ifølge Anders Samuelsens Tweet den 12. april er det for de civile syreres skyld, at Danmark nu støtter op om et missilangreb i Syrien. Med Irak-krigen i frisk erindring vil jeg påstå, at udenrigsministerens påstand om, at man hjælper de civile i Syrien ved at affyre 105 missiler, kunne udfordres af den danske journaliststand.

Danmark har ikke tradition for at redde civile menneskers liv i Mellemøsten, når vi involverer os i konflikter ved at anvende militær. Regeringen bakker op om endnu en militæraktion i Mellemøsten, og nu står den danske befolkning igen som statister i en film, som har været spillet gentagne gange de sidste 16 år. Vesten griber til missiler og affyrer dem med besked om, at de redder endnu en befolkning i Mellemøsten. Det er dermed ikke uvant territorium for de danske medier, at Danmark bakker op om militæraktioner i Mellemøsten. Alligevel skal man lede med lys og lygte for at finde kritiske interviews med de danske folkevalgte magthavere omkring den udenrigspolitiske linje i Danmark.

Vil nogen udfordre et tvivlsomt beslutningsgrundlag?
Med Anders Samuelsens formulering om ”utvetydig politisk opbakning” til missilangrebet må det antages, at Danmark officielt ikke er i tvivl om, at bombninger i Syrien er en del af løsningen på konflikten. Det betyder ikke, at medierne ikke kan betvivle eller undersøge, hvorfor udenrigsministeren er så sikker på denne løsning.

Det ser ud som om, at medierne har glemt, at deres væsentligste rolle i udenrigspolitiske spørgsmål er at være kritiske over for egne magthavere. At teste deres argumenter for, at Danmark skal bakke op om en krig i Syrien. Det kunne man have fundet anledning til ved flere lejligheder i denne uge. Fx da USA’s præsident Trump mandag den 9. april slog fast, at et angreb kunne komme så tidligt som selvsamme aften eller senest 48 timer. Trump sagde følgende: “We are very concerned, when a thing like that can happen, this is about humanity. We’re talking about humanity. And it can’t be allowed to happen.”

Torsdag den 12. april rettede han sig selv og skrev, igen på Twitter, at han ikke havde sagt, hvornår angrebet ville komme, men blot at det ville komme. Det er vel at mærke i en situation, hvor de fleste medier har tilkendegivet, at de er usikre på, om giftangrebet i Syrien havde fundet sted, og derfor fortsat anvendte betegnelsen ”formodet giftangreb” som Assad ”muligvis” står bag. Medierne selv var altså både i tvivl om, hvorvidt angrebet havde fundet sted, og om Assad stod bag, hvilket var beslutningsgrundlaget for, at Danmark støttede ”utvetydigt” op om et missilangreb i Syrien. Alligevel gav det ikke nævneværdig anledning til, at den danske journaliststand kimede udenrigsordførere, regeringsrepræsentanter, statsministeren eller udenrigsministeren ned med byger af kritiske spørgsmål. Når udenrigsministeren i Danmark giver utvetydig politisk opbakning til en militæraktion på denne baggrund, bør den journalistiske refleks være: “Det skal vi først have en offentlig debat om”.

 

Når udenrigsministeren i Danmark giver utvetydig politisk opbakning til en militæraktion på denne baggrund, bør den journalistiske refleks være: “Det skal vi først have en offentlig debat om”
_______

 

Er krig til offentlig debat?
Manglen på kritisk journalistik over for de danske folkevalgte magthavere er bekymrende fraværende i denne sag. Politiken har ikke haft et langt kritisk interview med vores folkevalgte om deres holdning til konflikten i Syrien. Selv Information har ikke sat egne magthavere i stævne men analyserer situationen og refererer flittigt danske politikeres udtalelser i telegrammer. I TV-Avisen 21.30 den 9. april, hvor Trump hentydede til, at der ville komme et angreb på Syrien, og frem til fredag den 13. april, dagen inden angrebet kom, er Danmarks udenrigsminister blevet interviewet som den eneste danske politiker. Et indslag på 14 sekunder den 12. april, hvor udenrigsministeren siger: ”Vi stiller os solidariske med vores vestlige kolleger. Der skal ikke herske tvivl om den danske politiske støtte til et svar på det giftangreb, som har været. Det er vigtigt for mig at understrege, at Danmark står skulder ved skulder med vores allierede.” Seerne kendte ikke journalistens spørgsmål på forhånd, og der lød ingen opfølgning på, hvorfor Danmark står skulder ved skulder med sine allierede.

I Debatten den 12. april torsdag lykkedes det Danmarks Radio at få stablet en debat på benene med udenrigspolitiske ordførere fra Det Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Alternativet samt udenrigsminister Anders Samuelsen fra Liberal Alliance. I løbet af programmet bliver den danske befolkning vidne til det, som vi aldrig bør glemme, at den offentlige debat kan: udfordre synspunkter og afprøve argumenter fra begge sider af en sag.

I dette tilfælde er spørgsmålet ”Angrib Syrien?” Det viser sig, at de partier, som støtter et angreb, ikke har en langsigtet strategi for Syrien, men de mener, at bombninger i første omgang er en konstruktiv løsning. Den kritiske sans burde blive vækket fra sin dvale hos enhver sovende journalist fra de danske dagblade mm., der beskæftiger sig med udenrigspolitiske spørgsmål, over denne ureflekterede tilgang til løsning af internationale konflikter. Men det er ikke sket. Vi har simpelthen ikke haft en offentlig debat i Danmark om konflikten i Syrien.

 

Det viser sig, at de partier, som støtter et angreb, ikke har en langsigtet strategi for Syrien, men de mener, at bombninger i første omgang er en konstruktiv løsning
_______

 

Man må gerne bede om argumenter
Hvorfor skal vi have en offentlig debat om Danmarks opbakning til krigsdeltagelse i Syrien? I Danmark bryster vi os gerne af vores demokrati. Beslutninger debatteres i det offentlige rum med udgangspunkt i deliberation. Derfor bør borgerne også i dette tilfælde præsenteres for argumenter fra begge sider af spørgsmålet: Skal Danmark støtte op om, at USA, Frankrig og England affyrer 105 missiler mod Syrien? Den danske regerings støtte er ”utvetydig”.

Når medierne viser mangel på kritisk refleksion i en situation, hvor Danmark støtter missilangreb, fristes jeg til at spørge, om de går hånd i hånd med regeringen og amerikanerne og ikke ser andre udveje på konflikter end vold. Hvis vold som løsning på konflikter er blevet manifisteret som en almen opfattelse på konfliktløsning, og andre alternativer simpelthen er for langt fra journalisternes horisont, så må journalisterne, som skal afprøve magthavernes argumenter, blive bedre til at sætte sig i andre menneskers sted og være åbensindede for andre synspunkter end den almene konsensus. Den øvelse er blevet reduceret til teoretisk pensum på journalisthøjskolen i udenrigspolitiske spørgsmål.

Journalistisk metode fremover
Denne anke handler derfor om de spørgsmål, der ikke bliver stillet. Den er et ønske om, at journalister i alvorlige sager som krigsførelse skal se det som deres ypperste pligt at afprøve Danmarks egne folkevalgte magthaveres argumenter. Det gør journalisten ved først at erkende, at der som minimum er to sider af en sag: for og imod.
Dernæst kunne det første spørgsmål til magthaverne være: ”Hvordan hjælper vi med at løse konflikten i Syrien?” Her er den danske regering kommet frem til et missilangreb.

Det vil således lægge op til efterfølgende spørgsmål: ”’Er der andre måder, vi kan hjælpe med at løse konflikterne på?” ”Hvorfor tror du, at et missilangreb løser konflikten i Syrien?” Det vil som i Debatten på DR2 den 12. april vise, at den danske regering ikke har andre redskaber i værktøjskassen, og hvad siger det om os som civilisation, hvis vores svar på internationale konflikter kun er bombninger? Måske der er andre løsninger og måder at gøre det på? Måske vi kan lære lidt af de konflikter i Mellemøsten, vi tidligere har deltaget i?
Det er tankevækkende, at der ikke er en journalist, der stiller politikerne spørgsmål om, hvorfor de ikke har andre løsningsforslag, og i så fald om de ikke skulle komme i gang med at udvikle dem. Man kunne få den tanke, at majoriteten af politikere og medier er enige om, at der slet ikke er noget at debattere.

Inspiration til spørgsmål fremover
Medierne bør spørge sig selv, hvordan de kan bidrage til, at vi får en offentlig debat om dansk udenrigspolitik. Jeg vil her kort gennemgå Anders Samuelsens 42-sekunders video på Twitter og udfolde, hvilke spørgsmål den kunne afføde.

Det er et ensidigt statement fra Danmarks udenrigsminister og vel at mærke ikke en situation, hvor udenrigsministeren er spurgt af en repræsentant for borgerne, men derimod kommunikerer direkte gennem sin egen kanal. Her burde de fleste journalister finde materiale til et langt kritisk interview. Samuelsen siger, at det er ”et angreb, som Assad stod i spidsen for.” I denne formulering har Samuelsen konkluderet, at angrebet har fundet sted, selvom medierne konstant anvender betegnelsen ”formodet giftangreb”. Således er medierne opmærksomme på, det kan være et falsk grundlag, som missilangrebet finder sted på, og som Danmark bakker op om. Den næste konklusion er, at Assad står bag angrebet. Assad nægter, og ingen har fremlagt beviser for, at han er ansvarlig. Uanset om man tror, at Assad står bag angrebet eller ej, er det journalisternes opgave at være kritiske over for egne magthaveres beslutningsgrundlag.

 

Uanset om man tror, at Assad står bag angrebet eller ej, er det journalisternes opgave at være kritiske over for egne magthaveres beslutningsgrundlag
_______

 

Dernæst mener Udenrigsministeren, at kemiske våben er ”no-go”. Han bygger dermed allerede videre på sine spekulative konklusioner. Han mener, at hvis der anvendes kemiske våben, har andre lande ret til at ”svare igen” med militærangreb. Det oplagte spørgsmål vil være, hvor det i international lovning eller i FN’s charter står, at det giver andre lande ret til at svare igen militært. Her bør en journalist tænke over, hvad der egentlig legitimerer, at Vesten overhovedet opholder sig i Syrien. Udenrigsministeren må mene, at han har folkeretten på sin side, men de danske journalister bør undre sig over, om Vesten egentlig har lovmæssig ret til at smide misiler i Syrien.

Dernæst siger udenrigsministeren, at det ”internationale samfund ikke skal acceptere brugen af kemiske våben”. Man kunne først spørge: ”Hvem er ’det internationale samfund’? USA, Frankrig og England er tre lande; er det nok til at kalde dem for det internationale samfund? Man kunne spørge, hvorfor man ikke skal acceptere giftangreb og ikke mindst, hvorfor er løsningen på ”ikke at acceptere giftangreb” et missilangreb? Kunne man udtrykke denne manglende accept på andre måder?

Man kunne undre sig over, hvorvidt et missilangreb risikerer at slå civile mennesker ihjel – og spørge til, hvorvidt Udenrigsministeren ser dette som en risiko. Med et missilangreb støtter vi op om netop den handling, vi samtidig fordømmer.

Hvis det var et spørgsmål om empati og solidaritet, kunne man deltage i langt flere borgerkrige og katastrofer rundt om i verden. Det kunne være i Yemen. For ca. tre uger siden bekræftede en Unicef-rapport det, som FN kalder ”verdens største humanitære krise”. Landet er i borgerkrig, halvdelen af befolkningen står overfor hungersnød og 1,8 mio. børn under fem år er i meget livstruende tilstand, men i dette tilfælde er princippet om at komme børn til undsætning ikke til stede.

Jeg ville have ønsket en offentlig debat, inden Danmark støttede op om krig i Syrien. Nu håber jeg, at vi får en debat, inden Danmark muligvis støtter op om den største beslutning, et land kan træffe: at gå i krig. Denne gang i Syrien. ■

 

Nu håber jeg, at vi får en debat, inden Danmark muligvis støtter op om den største beslutning, et land kan træffe: at gå i krig. Denne gang i Syrien
_______

Apropos denne artikel:

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning

Alberte Bové Rud i RÆSONs nye trykte nummer: Skal Meloni samle Vesten?