26.04.2018

„Historien om Aleppo var begyndelsen på dette kollaps. Meget af det, vi fik at vide gennem medierne, har vist sig at være løgn, og Assad begik ikke det folkemord i Aleppo, som flere vestlige medier, der ikke var tilstede i Aleppo, havde forudsagt‟

Interview af Raurel Adams

RÆSON: USA’s forsvarsminister James Mattis har offentligt meddelt, at de amerikanske efterretninger ikke har beviser for, at Syriens præsident Bashar al-Assad har brugt saringas mod sin egen befolkning. Hvordan kan vi forstå den udmelding, som først kommer i 2018?
ØBERG: Historien om Assads brug af kemiske våben starter i virkeligheden i Ghouta, august 2013, hvor præsident Obama sagde, at det var en overtrædelse af hans ”røde linje”. Med hjælp fra russerne kom man frem til, at Assads kemiske våbenlager skulle afvæbnes og fjernes fra syrisk territorium. Spørgsmålet om kemiske våben har desuden spillet en speciel rolle i narrativet: ”Assad slår sine egne ihjel”. Det har man kørt med siden demonstrationerne i Dara, april 2011, hvor konflikter, der lå under overfladen, eksploderede i voldelige konfrontationer. Siden har kemiske våben spillet en speciel rolle i det forløb. Senest blev Khan Shaykhun udsat for et kemisk angreb, den 4. april 2017. Herefter, inden nogen kunne vide noget som helst om det, affyrer præsident Trump 69 krydsermissiler mod en syrisk luftbase uden for Homs. På det tidspunkt afsløres det uden en tilknyttet undskyldning, at beviserne, der i fem år blev anført som grundlag for USA’s deltagelse i konflikten, ikke har kunnet begrunde det, amerikanerne har gjort. For det første burde det rent folkeretsligt få nogle konsekvenser, at man begår en aggression mod en suveræn FN-medlemsstat på basis af noget, der senere hen viser sig at være forkert. Uanset hvad man mener om Syrien og Assad, burde nogen selvfølgelig have kommet med en undskyldning, men det har man ikke haft det moralske format til. For det andet er Mattis’ udmelding endnu et eksempel på, at Syrien-narrativet er faldet sammen, hvor historien om Aleppo var begyndelsen på dette kollaps. Meget af det, vi fik at vide gennem medierne, har vist sig at være løgn, og Assad begik ikke det folkemord i Aleppo, som flere vestlige medier, der – til forskel fra undertegnede – ikke var tilstede i Aleppo, havde forudsagt.

RÆSON: Hvordan var historien om folkemordet i Aleppo løgn?
ØBERG: Både FN og vestlige medier skrev, at når Aleppo var faldet til ’diktatoren’, så ville han begå et folkemord, men det skete hverken i øst eller vest, hvilket jeg kan sige, eftersom jeg var der. Jeg så derimod, hvordan civilbefolkningen var lykkelige over at været sluppet af med besætterne efter 4,5 års helvede og var glade for den hjælp, de fik af det syriske militær, russiske læger og frivillige fra Aleppo Universitet. Dem, jeg kalder RIOTS – Rebels-Insurgents-Opposition-Terrorists – tabte den militære kamp og mere end 90.000 fra østre Aleppo forblev dér, mens omkring 30.000 RIOTs med familie og sympatisører som De Hvide Hjelme blev kørt til Idlib og Tyrkiet.

Den tidligere amerikanske ambassadør indrømmede i øvrigt til pressen i marts, at USA har brugt 12 mia. dollars på deres indsatser for ’regime change’ i Syrien siden 2014. Når Mattis flere år efter kommer med den udmelding, er det en moralsk og folkeretslig tragedie. Lige så katastrofalt er det, at der stort set ikke står noget om det i vestlige mainstream medier, om end Newsweek og få andre følte, at det var deres moralske ansvar i det mindste at bringe et indlæg om det. I en mediemæssig sammenhæng er det jo interessant, at det, vi rapporterede i seks år, viste sig slet ikke at være hele sandheden. Medier, der i årevis har kørt den officielle fortælling om den sort-hvide konflikt i Syrien, har været meget stille om disse ting. Men det var også denne fortælling, der faldt uhjælpeligt sammen i december 2016 med Aleppos befrielse.

 

„De Hvide Hjelme kan bedst beskrives som en ”dual-purpose organisation” […] for selvfølgelig har de reddet menneskeliv – men kun på RIOTs side, dvs. rent politisk – men de har også haft rollen som informatør til vestlige medier‟
_______

 

RÆSON: Mattis nævnte specifikt sarin, men FN har før sagt, at Assads regime i andre tilfælde har anvendt kloringas. Er forskellen mellem sarin og et andet kemisk våben afgørende for hele billedet af konflikten?
ØBERG: Det er stadig ikke bevist, og der er ingen rapporter, der siger ”nu ved vi det”, og som har tilstrækkelig dokumentation fra de relevante steder. Der ligger beviser for, at kemiske våben er blevet anvendt, men ikke hvem, der har anvendt dem. Der støtter jeg mig til de uafhængige undersøgelser, som bl.a. bygger på motivanalyse. Et illustrativt eksempel er angrebet i Ghouta, som jeg nævnte tidligere. Samme formiddag havde Assad et møde med en FN-delegation. Det ville ikke på nogen tænkelig måde være til Assads fordel, at en FN-delegation skulle træde ind ad porten til hans palads og kræve en forklaring på, hvorfor han slog så mange mennesker ihjel med kemiske våben selvsamme morgen. Det andet er, at samtlige analytikere, der anklager Assad for at have brugt kemiske våben, ikke er uafhængige. De sidder enten på bestemte medier eller har en bestemt politisk interesse, der er i samklang med den vestlige interventionspolitik. Kritikerne af de analyser, som heller ikke har været nede i felten for selvstændigt at indsamle evidens, men som dog er uafhængige, er folk som Gareth Porter, Theodore Postol og Seymour Hersh. De har alle angivet klare faktorer og omstændigheder, der rejser seriøs tvivl om præcisionen i de anklager, som ukritisk bliver bragt som sandheden i medierne. Jeg har selv skrevet til FN’s undersøgelseskommission for krigsforbrydelser i Syrien – som har været ude med anklagen om Assads brug af kemiske våben – og spurgt dem, hvorvidt de har været på stedet, og hvordan det kan være, at Carla del Ponte [schweizisk diplomat og jurist, red.], som forlod kommissionen i 2017, stadigvæk stod skrevet på deres liste. Efter tre rykkere i efteråret 2017 er jeg stadig uden svar.

RÆSON: Når vi ser videoer af patienters pupiller på størrelse med et nåleøje, og andre symptomer der falder ind under beskrivelsen af kemiske våbens effekter, filmet af De Hvide Hjelme, hvad er det så for en kontekst, du mangler?
ØBERG: Konteksten er, at jeg allerede i november 2016 publicerede den formentlig mest omfattende analyse af, hvem De Hvide Hjelme egentlig er. Enhver anden, der havde gidet og ville undersøge propagandaen i hele denne affære, kunne i princippet have gjort det samme. Derfor siger jeg til mig selv, at hvis jeg bare ser skyggen af en hvid hjelm i en video fra Syrien, der påstår at afdække begivenhederne fyldestgørende, så ved jeg, at der er tale om en ensidig, utroværdig fremstilling. De har en politisk interesse i konflikten; de opererer kun i områder, som er knyttet til Al-Nusra, Al-Zinki osv. Det andet er, at de finansieres af Vesten for at bringe et bestemt budskab ud og belønnes med Oscar-uddelinger, Netflix-dokumentarer, Right Livelihood Awards og anvender store summer på at promovere sig selv som dem, der burde have Nobels Fredspris, skønt de ligger helt uden for Alfred Nobel-testamentes rammer. Når en NGO med under 3.000 mennesker pludselig får 120 mio. dollars i støtte fra NATO-lande, mens alle andre må ringe dørklokker, så er det selvfølgelig oplagt at spørge: ”Hvorfor lige støtte dem og ikke alle de andre?” Jeg sendte min analyse og et venligt brev til udenrigsministeren personligt, men fik heller ikke dér noget svar eller tak – fordi Danmark jo ville støtte dem.

De Hvide Hjelme kan bedst beskrives som en ”dual-purpose organisation” [dobbelt-målsætningsorganisation, red.], for selvfølgelig har de reddet menneskeliv – men kun på RIOTs side, dvs. rent politisk – men de har også haft rollen som informatør til vestlige medier, som ikke har behøvet at rejse derned selv, for de kunne bare ringe til De Hvide Hjelme eller se deres film. Den fremgangsmåde har stort set intet med ordentlig journalistik eller kildekritik at gøre. Men alle ledende ”gammeldags” medier har gjort det sådan.

RÆSON: Du var selv i Aleppo, men du var vel ikke den eneste. Hvad er det konkret, du siger, i forhold til, hvordan mediernes dækning af konflikten har været mangelfuld?
ØBERG: Hvis jeg skal citere nordiske FN-folk fra Bosnien i 90’erne, så hørte jeg utallige gange den klassiske formulering: ”Jeg har været hernede i tre år, jeg har boet blandt befolkningen, men når jeg kommer hjem og ser mediernes billede af Bosnien, kan jeg slet ikke genkende meget af det.” Den, der har gravet sig ned på et sted og kender stedet, ved mere end journalisten, der har været i et konfliktområde nogle dage, været på en pressekonference og talt med andre journalister. Og dem, der kommer ind i krigszonen med hjelm, flagjacket og det hele, tager jeg hatten af for, men de sammenblander volden med de underliggende konflikter.

Medier elsker vold og forstår ikke noget som helst af de underliggende konflikter, som volden er et symptom på. Vold er i virkeligheden afsindigt uinteressant. For at skabe fred må man have fat i konflikterne og ikke bare fordele skyld mellem ”de gode” og ”de onde”. I dag er der overalt en politisk agenda. Den er blevet fremherskende, efter at Danmark er blevet et permanent krigsførende land. Udeladelser og talen om noget andet, opgivelse af enhver alsidighed må slå enhver, der tænker. Og vi har en symbiose mellem stat, ekspertise og medier, der snarere legitimerer denne deltagelse og Vestens politik end stiller den til debat.

 

„Direkte at spørge, hvordan universitetsprofessorer, politikere eller de mennesker, som endnu ikke har forladt Assads skude, tænker, havde været et fantastisk journalistisk projekt‟
_______

 

RÆSON: Men er det ikke altid et vilkår i en konflikt, at adgangen til troværdige og uafhængige kilder er en udfordring?
ØBERG: Langt størstedelen af de journalister, der har dækket Syrien, er kommet ind gennem Tyrkiet. De har været sammen med oprørsgrupperne i Aleppo og andre steder. Jeg gjorde det andet, hvilket var at tage ned til Damaskus, hvorfra jeg kørte til Aleppo. Der har jeg truffet folk, der sidder i parlamentet, eksperter og helt almindelige mennesker på gaden i Aleppo, hvor alle sagde, at ”Du ikke kan tale frit med nogen, det hele er arrangeret”. Jeg gik rundt i tre timer og talte frit med folk.

RÆSON: Hvad så med de kilder, som vestlige korrespondenter bruger i Syrien? Hvorfor er de problematiske?
ØBERG: Jeg tror ikke, der er mange medier i Danmark, som har gjort sig den ulejlighed at tale med syriske parlamentarikere, intellektuelle eller civilsamfundsfolk. Det er muligt, at andre medier har skrevet om den syriske regering, men direkte at spørge, hvordan universitetsprofessorer, politikere eller de mennesker, som endnu ikke har forladt Assads skude, tænker, havde været et fantastisk journalistisk projekt. Risikoen er selvfølgelig, at det ville give skrammer i det forkromede medienarrativ, som ikke har meget med virkeligheden at gøre. I dag interviewes kun mennesker, der bekræfter det etablerede narrativ – det vi i sin tid kaldte propaganda og nu beskylder russerne for.

RÆSON: Meget tyder på, at fredsforhandlingerne i Genève er gået i stå. Imidlertid peger eksperter på, at det skyldes Putin, som styrer taktstokken for de egentlige fredsforhandlingerne i Sochi. Kan freden komme på det grundlag?
ØBERG: Det er vigtigt at nævne det, som egentlig gik forud for de forhandlinger: Kofi Annan var udpeget som mægler og afgik med en kommentar og en pressekonference, der var ret usædvanlig for denne superdiplomat, for man kunne se, at han var vred – formentlig på de lande, som havde forsøgt at forhindre hans mission. Staffan de Mistura, som er FN’s nuværende udsending til Syrien, er en nobel mand, men har tilsyneladende ikke greb om, hvordan de underliggende konflikter skal håndteres. Alle dem, som sidder ved bordet i Genève, er folk, der har båret våben i konflikten. Man belønner dem, der har dræbt og myrdet til højre og venstre på begge sider. Repræsentanter for de 24 millioner civile er ikke til stede i de forhandlinger. Man spørger ikke: ”Hvordan ser det Syrien ud, som I ville kunne leve med og trives i?” Der er ingen fremtidsvision, og uden dem kan man ikke bevæge sig fremad.

Desuden er der lande, der ikke ønsker fred i Syrien, for de skal bruge landet til noget andet; derfor er amerikanerne der i dag sammen med kurderne, med hvem de har bygget tolv baser. De ønsker at lukke grænsen mellem Syrien og Irak, og de har formentlig også til formål at vælte Assad en gang i fremtiden. Problemet er, at det udviser en manglende anerkendelse af, hvem der har tabt krigen. Når Rex Tillerson i en kommentar om den nye amerikanske strategi i Syrien siger: ”Vi går ingen steder” og ”Vi bliver i Syrien uden ende”, er det et tegn på, at amerikanerne vil sætte sig så meget på den nordlige del af Syrien, som de overhovedet kan. Det er en klokkeklar aggression mod en suveræn stat, som ingen taler om. Folkeretten og FN-Erklæringen er blevet systematisk overtrådt siden Sovjetunionens sammenbrud – i hovedsagen af NATO-landene og kun i mindre omfang af Rusland. Og desuden kom Rusland først ind i Syrien i september 2015 og på invitation. Intet NATO-land eller allierede til dem, såsom Saudi-Arabien, opererer legitimt i Syrien, for de er der ikke på invitation. ■

 

„Der er lande, der ikke ønsker fred i Syrien, for de skal bruge landet til noget andet; derfor er amerikanerne der i dag sammen med kurderne, med hvem de har bygget tolv baser. De ønsker at lukke grænsen mellem Syrien og Irak, og de har formentlig også til formål at vælte Assad en gang i fremtiden‟
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland