23.02.2018

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge m.m.)

Højrepopulismens udpegning af flygtninge, indvandrere og muslimer som årsag til sædernes forfald har angrebet Socialdemokratiet som en skimmelsvamp, og mere og mere tyder på, at der er tale om et oprigtigt og dybtfølt opgør med tidligere værdier og pejlemærker. Der er tilsyneladende ingen vej tilbage

Kommentar af Jan Hoby og Jakob Nerup

I ÅREVIS har de gamle magtpartier (S, DF, V) gennemgået en historisk forbrødring. Uanset hvor på den politiske akse de hører til, så har de alle deltaget i angreb på den danske velfærdsstat gennem forlig, der rækker langt ud i fremtiden. Fundamentet for disse forlig, hvor alle har accepteret nødvendighedens nyliberale politik som grundlov, er fx faste årlige besparelser på offentlige institutioner og sociale ydelser. Besparelser som siden er blevet brugt på skattelettelser til de rigeste. Alle magtpartierne er enige om, at den offentlige sektor og dermed velfærdsstaten er et nødvendigt onde – og ikke et mål i sig selv – som skal minimeres mest muligt, og den fordelingspolitiske akse mellem blå og rød blok eksisterer ikke længere.

 

Alle magtpartierne er enige om, at den offentlige sektor og dermed velfærdsstaten er et nødvendigt onde – og ikke et mål i sig selv – som skal minimeres mest muligt, og den fordelingspolitiske akse mellem blå og rød blok eksisterer ikke længere
_______

 

Nedslidningen af velfærdsstaten startede for alvor i 1990’erne under Poul Nyrup Rasmussen. Det, som de nostalgiske socialdemokrater kalder “den socialdemokratiske guldalder”, var i virkeligheden starten på den nyliberale periode. Anders Fogh og Lars Løkke skal ikke fritages for deres andel i elendighederne, men de har været fælles med S om retningen, og de største angreb på velfærdsstatens kerneydelser – fx forringelsen af efterlønnen, halvering af dagpengeperioden, begrænsningen af førtidspension, lavere kontanthjælp og kortere sygedagpengeperiode – er alle blevet gennemført i Helle Thorning-Schmidts regeringsperiode. Man kan tale om, at elitens fortælling om nødvendighedens politik har overtaget Socialdemokratiets sjæl og fået partiet til at vende ryggen til værdier om social solidaritet og lighed.

Nybruddet i dansk politik ligger i en forbrødring i synet på andre mennesker, om det er indvandrere, efterkommere af indvandrere, flygtninge eller immigranter. I dag tegner der sig en ny ideologisk og værdipolitisk akse mellem Dansk Folkeparti, Venstre og Socialdemokratiet, og for Socialdemokratiet markerer nybruddet den foreløbige ende på en lang rejse væk fra dets historiske og ideologiske positioner. Højrepopulismens udpegning af flygtninge, indvandrere og muslimer som årsag til sædernes forfald har angrebet Socialdemokratiet som en skimmelsvamp, og mere og mere tyder på, at der er tale om et oprigtigt og dybtfølt opgør med tidligere værdier og pejlemærker. Der er tilsyneladende ingen vej tilbage.

Socialdemokratiets nye asyl- og udlændingereform, “Retfærdig og Realistisk”, vil afskaffe muligheden for at søge asyl i Danmark og sætte et loft over antallet af flygtninge og familiesammenførte, som Danmark skal tage imod. Udspillet er hverken retfærdigt eller realistisk, men det matcher et sprogbrug, som alle danske borgere har inhaleret gennem medierne (og ofte vedtaget som vores eget), og som på mange måder har formet den måde, vi forstår spørgsmål vedrørende flygtninge på. “Flygtningekrise” har været mediebetegnelsen, og det narrativ har fungeret som en ideologisk åleruse for vores måde at se på fordrevne mennesker verden over. Det største problem med udtrykket er, at det foreslår et “os” og et “dem”: Flygtningene er “problemet”, som “vi” skal finde løsninger på. Desværre ser det ud til, at rigtig mange danskere ser på migration og menneskers bevægelse på netop den måde.

 

Udspillet er hverken retfærdigt eller realistisk, men det matcher et sprogbrug, som alle danske borgere har inhaleret gennem medierne (og ofte vedtaget som vores eget), og som på mange måder har formet den måde, vi forstår spørgsmål vedrørende flygtninge på
_______

 

Virkeligheden er, at folk fordrives som følge af krig, konflikt, fattigdom, klimaproblemer og af, at samfund ødelægges. Alt dette er et produkt af vores ulige verden. Bag konflikterne og ødelæggelsen, der tvinger folk til at forlade hjem, hjemstavn og hjemland, ligger imperialismen og den ulighed samt ustabilitet, der følger med. Det er den verdensorden, vi lever i, som har skabt behovet for, at folk flygter. Man kunne starte med at tage ansvar for kolonitidens udplyndring, de multinationales skatteflugt fra Afrika eller EU’s landbrugsstøtte, som gør det muligt for europæiske firmaer at underbyde de afrikanske bønders priser. En retfærdig og realistisk tilgang kunne også indebære at tage ansvar for den klimakrise, som er skabt i nord, men rammer hårdest i syd. Det er desværre en utænkelig position i dansk og europæisk politik, selv om det retfærdige og realistiske ville være at skabe en bevidsthed om, at vi i nord bærer et kæmpemæssigt ansvar for årsagerne til flugt og migration.

EN AF grundene til, at mange mennesker i Danmark har negative synspunkter, når det kommer til flygtninge, er, at de ikke ved, hvilket slags liv disse mennesker lever. I medierne er flygtninge portrætteret som ofre og som forskellige fra “økonomiske migranter”. Sondringen mellem “dem, der flygter fra forfølgelse og konflikt” og “dem, der ønsker et bedre liv” er imidlertid falsk. De er alle fordrevne mennesker – af forskellige grunde, men af samme grundlæggende årsager. Så længe den erkendelse ikke står skarpt i frontallappen, så kan vi kun fortsætte ad den dehumaniserende vej, som højrepopulismen har held med i disse år.

Man kan selvfølgelig stille spørgsmålet om, hvorvidt fremkomsten af Donald Trump, højrepopulisme, racisme og islamofobi er et symptom på, at de humanistiske, solidariske og internationale stemmer har tabt kampen om folkets hjerter. Det tror vi ikke. Men vi tror, at højrepopulismen har formået at tilrane sig problemformuleringsprivilegiet, som giver magt til at sætte dagsordenen i den offentlige debat. På skønsom vis formuleres og defineres problemerne ud fra højrepopulismens synspunkter, og dermed kommer løsningerne på disse problemer til at være givet på forhånd. Derfor skal vi som humanister arbejde på at udfordre fordomme, myter og højrepopulisme på et mere grundlæggende niveau. Det er og bliver svært, fordi modstanden overfor flygtninge, indvandrere og immigranter ligger så dybt i dagens Danmark. Nogle finder det nemmere ikke at udfordre den underlæggende racisme for at undgå en fuld konfrontation med højrepopulismens problemformuleringsprivilegium. De, som ikke opfatter sig selv som fremmedfjendtlige, lægger eksempelvis meget vægt på at forsvare flygtningebørns rettigheder i stedet for at argumentere for, at alle flygtninge bør være velkomne. De argumenterer også for, at migranter skal have lov til at være her, fordi de er “gode for økonomien” i stedet for at fremføre deres grundlæggende ret til at komme til vores land. Vi skal ganske enkelt ikke acceptere udsagn om, at vi må vælge mellem velfærd og flygtninge, når der er mange hundreder af milliarder kroner i virksomhedernes og rigmændenes lommer.

Men lad os vende tilbage til det virkeligt interessante spørgsmål: Hvorfor er Socialdemokratiet endt på samme tog som de traditionelle borgerlige partier, der altid har leget med elementer af fremmedfjendskhed?

Alt taler for, at socialdemokrater i store dele af Europa går et forfald eller en reel udslettelse i møde. I meningsmåling efter meningsmåling ligger partierne historisk lavt. Medlemstallene har været konstant faldende i over 30 år. Vælgernes erfaringer med socialdemokratiske regeringer i hele Europa byder på svigt efter svigt med introduktionen af en lang række nyliberalistiske reformer – reformer, der har undergravet de velfærdsreformer, som de europæiske socialdemokrater ellers tidligere har været bannerførere for.

I Danmark har vælgerne næppe glemt de usolidariske reformer, som Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon påførte danskerne. Ser vi på målingerne, så har vælgerne dog besluttet sig for at give Mette Frederiksen en chance, fordi hun taler om sociale værdier. Men læg mærke til, at hun kun taler – hun lover ikke noget. For så snart hun bliver statsminister – uanset om det bliver som leder af en mindretalsregering eller sammen med Radikale eller Dansk Folkeparti – vil vælgerne blive voldsomt skuffede.

 

Så snart [Mette Frederiksen] bliver statsminister – uanset om det bliver som leder af en mindretalsregering eller sammen med Radikale eller Dansk Folkeparti – vil vælgerne blive voldsomt skuffede
_______

 

Socialdemokratiet kommer nemlig ikke til at indfri de forventninger, vælgerne har til en ny regering. Frederiksen kommer hverken til at fjerne kontanthjælpsloftet eller integrationsydelsen. Hun kommer ikke til at øge den progressive beskatning eller tage en ekstra bid af virksomhedernes milliardoverskud. Hun og Socialdemokratiet har i det seneste år gjort sig store anstrengelser for at indgå i forlig med Venstre og Dansk Folkeparti på nærmest alle politiske områder. Samtidig har S ihærdigt forsøgt at udelukke specielt Enhedslisten fra forligene. Forlig kan som bekendt ikke opsiges før efter det næste valg, og intet tyder på, at Socialdemokratiet vil bryde med et eneste af de usolidariske forlig, som plager de danske lønmodtagere.

Derfor vil Mette Frederiksens festdage som statsminister hurtigt være overstået. Vælgerne vil opdage, at hun ikke vil føre en markant anderledes politik end Lars Løkke Rasmussen. De vil få en kontant lussing, når hun sammen med Dansk Folkeparti, Venstre og de andre borgerlige partier vil hæve pensionsalderen til 69 i 2020. Det har disse partier helt tilbage i 2006 aftalt at gøre hvert femte år, så længe levealderen stiger. Og det gør den jo – i hvert fald for de velstillede og veluddannede. Det vil føre til et ramaskrig, som selv ikke fagbevægelsen kan holde nede.

FAGBEVÆGELSEN er Socialdemokratiets fundament og problem. Til trods for at partiet formelt lod sig skille fra fagbevægelsen for mange år siden, agerer hovedparten af de faglige ledere et loyalt bagland for Socialdemokratiet på Christiansborg. Hensynet til partiet er ofte større end til medlemmerne. Tag blot de seneste store arbejdsmarkedsreformer om dagpenge og ferielov, hvor fagbevægelsen passivt spillede med, selvom lønmodtagerne fik usolidariske love i hovedet. Eller tag den nye socialdemokratiske politik om udlændinge, hvor fagbevægelsen tavst bifalder, at en del af deres medlemmer udstilles. Alligevel har fagbevægelsen ikke stillet sig selv de vigtigste spørgsmål: Hvis en flygtning får arbejde og bliver medlem af fagforeningen, er det så ikke rimeligt, at han får samme vilkår som kollegerne? Skal en flygtning kunne få sin familie til Danmark, hvis han arbejder som ufaglært? Er det rimeligt, at de medlemmer af fagforeningen, der bor i en bolig, som regeringen har stemplet som ghetto, også skal kunne få familiesammenføring? Kritikken forstummer hver eneste gang, Socialdemokratiet er med i en aftale.

 

Til trods for at partiet formelt lod sig skille fra fagbevægelsen for mange år siden, agerer hovedparten af de faglige ledere et loyalt bagland for Socialdemokratiet på Christiansborg. Hensynet til partiet er ofte større end til medlemmerne
_______

 

Samtidig har de faglige ledere været larmende tavse i forhold til det faktum, at skatteaftalen gør en masse mennesker fattige i mange år, bare fordi de er flygtninge. Hvordan tror man, at disse mennesker kommer ind på arbejdsmarkedet? Bliver de ikke lette ofre for arbejdsgivere, der presser løn- og arbejdsvilkår langt under overenskomsten og dermed presser mindstelønningerne ned? Det er da fagbevægelsens adelsmærke, at vi værner om vores løn- og arbejdsvilkår uanset hudfarve, religion eller herkomst. Topfolkenes tavshed er derfor en del af den sygdom, som har ramt Socialdemokratiet. Fagbevægelsens kerneværdi er solidaritet. Uden den har vi tabt på forhånd. Men er vi solidariske, hvis ikke vi står op for vores medmennesker, når de bliver udsat for fattiggørelse eller gjort til syndebukke? Lader vi så ikke egoismen og splittelsen vinde, mens arbejdsgiverne kynisk kan udnytte vores svækkede solidaritet? For os betyder fagbevægelsens solidaritet, at vi holder sammen og hjælper hinanden som lønmodtagere. Også i forhold til lovgivningen, som sætter mange rammer for arbejdsmarkedet. Vi står op for hinanden, hvis nogen bliver angrebet.

 

Det er da fagbevægelsens adelsmærke, at vi værner om vores løn- og arbejdsvilkår uanset hudfarve, religion eller herkomst. Topfolkenes tavshed er derfor en del af den sygdom, som har ramt Socialdemokratiet. Fagbevægelsens kerneværdi er solidaritet. Uden den har vi tabt på forhånd
_______

 

Til forskel fra partiets medlemmer er fagbevægelsens medlemmer ikke loyale overfor Socialdemokratiet. De vil kræve, at deres interesser varetages af de faglige ledere. Ellers vil de faglige ledere blive væltet. Hvis Mette Frederiksens nye regering ikke leverer forbedringer på en række vigtige sociale spørgsmål eller forhøjer pensionsalderen yderligere, så kan mange faglige ledere ikke holde presset tilbage.

Der venter også en overenskomstforhandling på det private arbejdsmarked i 2020. Her vil lønmodtagerne kræve højere lønninger, nu da krisen er slut, og overskuddene stiger markant. Men da arbejdsgiversiden næppe giver ved dørene, kan en storkonflikt meget vel komme på tale. Det vil med stor sandsynlighed ende i et regeringsindgreb, som tilgodeser arbejdsgiversiden i stedet for at imødekomme lønmodtagernes krav. Det vil i så fald være statsminister Mette Frederiksen, der skal føre kniven overfor lønmodtagerne.

Det kan blive strået, der knækker kamelens ryg, og som får socialdemokratiske faglige ledere og medlemmer til at vende partiet ryggen i stor stil. Hvad der så kommer til at ske, kan ingen præcist forudsige, men Mette Fredriksen og Henrik Sass Larsen kommer til at stå afklædte og udskældte overfor dem, som stemte på dem og troede, at de ville noget andet end nødvendighedens politik. Flere chancer får Socialdemokratiet ikke, og det bliver begyndelsen til enden.

Historien om Socialdemokratiet er historien om et parti, der opgav at være et parti for de mange og i stedet blev et parti, der tilgodeser de få. Opgiver man som venstreorienteret parti at kæmpe for en massiv økonomisk omfordeling fra de få til de mange, så opgiver man også en lang række visioner, der udgør et solidarisk, humanistisk og progressivt ønske om at skabe grundlæggende lighed i verden.

 

Historien om Socialdemokratiet er historien om et parti, der opgav at være et parti for de mange og i stedet blev et parti, der tilgodeser de få
_______

 

Der er over hele Europa skabt enorme muligheder til venstre for Socialdemokratiet, fordi der er skabt et tomrum, som endnu ikke er udfyldt af højrepopulisterne. Partier som Enhedslisten, SYRIZA (Grækenland), La France insoumise (Frankrig), Die Linke (Tyskland) og Podemos (Spanien) står klar i kulissen og tripper for at komme til.

Det store spørgsmål i Danmark bliver, om fagbevægelsens top tør og kan indgå i nye konstellationer, der skal erstatte den dominerende nexus mellem socialdemokrati og fagbevægelse. Der hviler et stort ansvar på bevægelsens brede skuldre for at turde samarbejde med partier, som kan bære fagbevægelsens ideologiske og politiske ønsker, krav og visioner ind på Christiansborg. ■

Jan Hoby (f. 1962) er næstformand i LFS (Landsforeningen for Socialpædagoger). Jakob Nerup (f. 1961) er medlem af Enhedslistens Hovedbestyrelse. ILLUSTRATION: 3F-faner ved Anker Jørgensens bisættelse ved Grundtvigskirken, 2. april 2016 [foto: Mads Jensen/Scanpix]