15.08.2018

Der er foreløbig intet, der tyder på, at Mette Frederiksen vil bryde med den nyliberale linje og formå at føre en politik, der er meget anderledes end de borgerlige partiers. Der er især fem centrale spørgsmål, der illustrerer Socialdemokratiets rejse mod højre.

Af Jan Hoby, landsnæstformand i Landsforeningen for Socialpædagoger

DER ER MINDRE end ét år til det næste folketingsvalg, og der er for alvor kommet opbrud i dansk politik. Alt er ikke som i gamle dage, hvor der var en rød og blå blok, som hver især havde deres klassiske fordelingspolitiske positioner. Socialdemokratiet havde på lange strækninger magten til at sætte dagsordenen i det 20. århundrede. Problemer blev stort set formuleret og defineret ud fra socialdemokratiske synspunkter, og dermed var løsningernes præmisser givet på forhånd til fordel for Socialdemokratiets privilegium. Dengang var det også givet, hvem der havde ret til at kalde sig et regeringsdueligt parti og dermed byde ind på nøglerne til Statsministeriet. Men alt det er fortid.

Folketingets nye frække pige i klassen, Alternativet, har forstået nødvendigheden af bryde de gamle magtpartiers monopol på et folkestyre i legitimitetskrise. Uanset hvad man måtte have af kritik, må man indrømme, at partiet gør tingene på en ny og frisk måde, både i landspolitik og kommunalpolitik.

Det gjorde Alternativet da også, da de meddelte den måbende presse, at Uffe Elbæk er statsministerkandidat nummer tre. Alternativet forstod faktisk, at hvis man som politisk parti vil være et reelt alternativ, så skal man både fremstå og handle som et alternativ. Det, der er i udstillingsvinduet, skal også være i baglokalet. Den udmelding skabte først og fremmest uro, forvirring og latterliggørelse i den såkaldte røde blok.

Men Folketingsvalget 2019 står mellem to onder. Forskellen mellem Venstre og Socialdemokratiet kræver målfoto. Begge partier fører nyliberal politik. Men argumentet fra venstrefløjen er, at Mette Frederiksen er det mindste onde. Spørgsmålet er blot, hvor det efterlader håbet om en anden politik, når man ser bort fra illusoriske løfter på valgplakater, hvor Socialdemokratiet vil fremsætte vage løfter om bedre velfærd, som alligevel ikke har hold i virkeligheden.

HISTORISK SET har venstrefløjen i Danmark og resten af Europa indtaget en rolle, der skulle presse socialdemokraterne til at føre den rigtige politik. De skulle skubbe Socialdemokratiet i den rigtige retning, men de har ikke haft ambitioner om at overtage Socialdemokratiets rolle som arbejderklassens førstevalg i stemmeboksen og på kampdagen. For den var gudgivet. Om det har været i Folketinget, byråd eller fagbevægelse, så har venstrefløjen haft en underdanighed, som har resulteret i benspænd og snubletråde i afgørende historiske klassekonflikter.

 

Om det har været i Folketinget, byråd eller fagbevægelse, så har venstrefløjen haft en underdanighed, som har resulteret i benspænd og snubletråde i afgørende historiske klassekonflikter
_______

 

Men Socialdemokratiet i det 21. århundrede er ikke, som Socialdemokratiet var i det 20. århundrede. Socialdemokratiet har flyttet sig helt væk fra det arvesølv, som har kendetegnet partiet siden Odense-programmet i 1923, som bød på en solid kritik af samfundets klasseskel og et socialistisk endemål: ”Gennem en saadan mangegrenet Udvikling gennem en Kombination af Statsdrift, kommunal Drift, Privatdrift under Offentlighedens Kontrol og kooperativ drift ønsker Socialdemokratiet at naa frem til en socialistisk Samfundsordning […]”.

I 1977 blev samfundets klasseskel trukket frem i principprogrammet ”Solidaritet, lighed og trivsel” i en grad, som ikke var set siden 1913 – og i øvrigt heller ikke siden. Der står bl.a.: ”Det kapitalistiske systems ulighed og uhæmmede magtudfoldelse er en af de virkelige farer, der truer et samfund. Det undertrykker menneskelige udfoldelser og bygger på den stærkes ret…. Klasseforskel skal nedbrydes. Samfundet skal modvirke de forskelle, der er grundlaget gennem arv og miljø, så ingen på grund af begrænsende forudsætninger forhindres i at leve en rig og meningsfyldt tilværelse. Socialdemokratiet er i sin oprindelse udtryk for de besiddelsesløses oprør mod de besiddende.”

Socialdemokratiets reformisme har – uanset hvordan fremadstormende socialdemokratiske forfattere som Henrik Sass Larsen, Dan Jørgensen og Mattias Tesfaye forsøger at omskrive partihistorien – aldrig haft en lineær udvikling i sin reformistiske praksis. Der har nærmere været tale om en historisk udvanding, devaluering og nedgradning af ambitionerne på vegne af først arbejderklassen, siden folket og nu for de få. Der er derfor ingen sammenhæng mellem Socialdemokratiets nuværende politiske ståsted og deres historiske oprindelse – uanset hvilken form for reformisme, vi kigger på: den proletariske reformisme, den folkelige reformisme, den statslige reformisme og sidst med ikke mindst knæfaldet for socialliberalisme.

 

Der er derfor ingen sammenhæng mellem Socialdemokratiets nuværende politiske ståsted og deres historiske oprindelse
_______

 

DET BRINGER OS tilbage til venstrefløjens reaktion på Alternativets udmelding om egen statsministerkandidat. Reaktionen på Uffe Elbæks udmelding kom direkte fra reptilhjernerne i SF og Enhedslisten og afslørede, at den danske venstrefløj stadig lider under Stockholmsyndromet i deres relation til Socialdemokratiet. Deres verden går stadig ud fra en opfattelse af Socialdemokratiet igennem det 20. århundredes forståelse af partiet. Uagtet at de ved, at opgøret med ”nødvendighedens politik” og nyliberalismen aldrig sker med Mette Frederiksen ved roret.

Det absurde er, at Mette Frederiksen på ingen måde adskiller sig fra Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon. Tværtimod var arkitekten bag alle de reformer, som betød alvorlige forringelser af kontanthjælp, førtidspension, sygedagpenge og fleksjob, Socialdemokratiets nuværende formand, Mette Frederiksen, i jobbet som beskæftigelsesminister i perioden 2011-15.

Får vi en socialdemokratisk regering efter næste folketingsvalg, er der kun to centrale personer, som er skiftet ud: Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon. Resten af den socialdemokratiske folketingsgruppe, som stemte for samtlige velfærdsforringelser under SR-regeringen, vil udgøre rygraden i den nye regering som ministre og medlemmer af folketingsgruppen. Så medmindre man tror på den konspirationsteori, at det udelukkende var ondskaben selv: Thorning-Schmidt, Corydon og Vestager, der var årsag til fiaskoen, er det mere end svært at have tillid til Socialdemokratiet som garant for andet end en fortsættelse af den nyliberalistiske ”nødvendighedens politik”.

Socialdemokratiet med Mette Frederiksen i spidsen bliver af sig selv og medierne fremstillet som lederen af rød blok. Det er bare blevet mere og mere tydeligt gennem de seneste måneder, at Socialdemokratiet er mere i opposition til resten af ”rød” blok end til Løkke. Det kan illustreres med fem betydningsfulde nedslag.

Forklaringen skal ikke findes i udmeldingerne fra hverken de Radikale om udlændingepolitikken eller Alternativets fravalg af en statsministerfavorit. Den vigtigste årsag er Socialdemokratiets egen politiske udvikling, hvor de på helt afgørende spørgsmål enten tier eller allierer sig med Løkke.

Det er tydeligt for alle, at Socialdemokratiet går benhårdt efter så mange forlig med Dansk Folkeparti og regeringen som muligt. Det ligner en gennemtænkt strategi for at give rød blok, særligt Enhedslisten, så lidt indflydelse som muligt – også efter et valg.

Lønarbejderne i Danmark har siden finanskrisen måttet lægge ryg til en øget brutalisering af arbejdslivet kombineret med stadig større social utryghed, når sygdom og arbejdsløshed rammer. Men samtidig må de hårdtarbejdende sande, at de får stadig mindre velfærd for deres skattepenge, alt i mens de rige får skattelettelser. Det er den erfaringsramme, som Socialdemokratiet ikke kan og vil levere svar på.

 

Lønarbejderne i Danmark har siden finanskrisen måttet lægge ryg til en øget brutalisering af arbejdslivet kombineret med stadig større social utryghed, når sygdom og arbejdsløshed rammer
_______

 

1. Pensionsalderen stiger
Ifølge aftalen om tilbagetrækning skal Folketingets forligspartier i 2020, herunder Socialdemokratiet, hæve pensionsalderen til 69 år, fordi befolkningens gennemsnitlige levealder stiger. Pensionsalderen skal blive ved med at stige, så et vuggestuebarn i dag skal arbejde, til hun er 75 år. Det er der bare rigtig mange, som ikke kan holde til. Det er direktørerne og eliten, som vil have, at vi alle skal arbejde, til vi dør, men det store flertal ønsker ikke højere pensionsalder. Ifølge en undersøgelse, som Voxmeter har lavet for Berlingske, mener 69 pct. af danskerne, at pensionsalderen ikke bør stige yderligere end de 68 år, der er vedtaget som led i den såkaldte Tilbagetrækningsreform.

Store grupper af lønarbejdere har et så hårdt fysisk og psykisk arbejde, at de ikke kan holde så mange år på arbejdsmarkedet, og det er blevet så svært at få førtidspension i Danmark, at generel nedslidthed ikke udløser en pension. Derfor har Enhedslisten et glimrende forslag om, at man kan trække sig tilbage efter 40 år på i arbejde. Jeg så helst, at alle fik retten til at gå på pension, når de blev 60 år, uanset hvor høj den gennemsnitlige levetid bliver. Socialdemokratiet støtter ikke dette folkekrav om stop for pensionsalderen, og desværre har 3F’s ledelse bakket dem op i modsætning til deres medlemmer. Socialdemokratiet er mere enig med Løkke end med lønarbejderne.

2. Stress og nedslidning vokser
I takt med at produktiviteten stiger i såvel det private som i det offentlige, så bliver vores arbejdsliv mere og mere brutalt. Antallet af daglige stressramte har rundet en halv million og bliver ved med at. Det samme gør antallet af lønarbejdere med muskel- og skeletbesvær som følge af arbejdet. Samtidig er det næsten umuligt at få anerkendt arbejdsskader som følge af stress og nedslidning. En løsning på de voldsomme arbejdsmiljøproblemer står øverst på lønarbejdernes ønskeseddel, når det gælder et bedre arbejdsliv.

Flertallet i Folketinget, herunder Socialdemokratiet, vil ikke gennemføre en reel ligestilling af det psykiske og fysiske arbejdsmiljø og dermed sikre, at stress bliver forebygget på samme måde som kemiske stoffer eller sikkerhed på byggepladser. Socialdemokratiet ønsker heller ikke, at stress og nedslidning anerkendes som arbejdsskader. De går ikke ind for kortere arbejdstid, som fx flere partiers forslag om 30 timers arbejdsuge, der kan mindske belastningen generelt.

3. Kontanthjælpsloft og ressourceforløb presser
De mange forringelser af det sociale sikkerhedsnet for lønarbejdere, der bliver ramt af sygdom, ulykke og arbejdsløshed blev ikke stoppet under Thornings regeringstid. Og det ser heller ikke ud til, at Frederiksen vil rulle dem tilbage.

 

Blandt lønarbejderne betyder det sociale sikkerhedsnet rigtig meget, fordi man ikke selv er herre over arbejdsløshed, ulykke og sygdom
_______

 

Blandt lønarbejderne betyder det sociale sikkerhedsnet rigtig meget, fordi man ikke selv er herre over arbejdsløshed, ulykke og sygdom. Alle kender nogen, som er blevet syge eller ramt af ulykke, og som er blevet ofre for systemets uretfærdige behandling. Vi har alle haft kolleger, som er røget ud af dagpengesystemet. Det er noget, alle frygter, og det skaber utryghed.

Socialdemokratiet vil ikke love at afskaffe fattigydelserne på kontanthjælpsloftet, 225-timersreglen eller integrationsydelsen. De vil heller ikke rulle den umenneskelige reform af førtidspension tilbage, så alle de syge i årelange ressourceforløb slipper for pinefulde og ydmygende år i desperation. De vil ikke ændre på længden af sygedagpengeperioden, hvor man efter allerede 22 uger ender på kontanthjælp. De vil heller ikke ændre på dagpengesystemet, hvor lønarbejderne betaler stadig mere, mens adgangen til dagpenge bliver skærpet, tiden kortere og pengene færre.

4. Genopretning af velfærden
Den offentlige sektor er i knæ, og spritnye resultater fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø viser, at pædagoger og lærere er hårdest ramt af stress. Prognoserne viser, at antallet af vuggestue- og børnehavebørn vil stige fra 361.300 i 2018 til 412.200 i 2025. I samme periode betyder serviceloftet, at der vil være 11.000 færre offentligt ansatte i dag. Antallet af lønmodtagere i den offentlige sektor faldt i perioden 2009 til 2018 med 40.000.

Kernevelfærden har lidt skade og er ikke bare under pres, den er under angreb. Men Socialdemokratiet er bemærkelsesværdigt tavs, hvad angår genopbygningen af velfærden. Der er ingen signaler om stop for service- og anlægsloft, og der er ingen signaler om genoprettelsen af essentielle velfærdsopgaver, og der er ingen signaler om stop for grønthøsterbesparelser, hvor alle statslige institutioner skal spare to procent om året.

 

Kernevelfærden har lidt skade og er ikke bare under pres, den er under angreb. Men Socialdemokratiet er bemærkelsesværdigt tavs, hvad angår genopbygningen af velfærden
_______

 

5. Udlændingepolitikken dehumaniserer os alle
Et flertal i Folketinget har udpeget udlændinge som Danmarks største problem. Intet er for småt til at blive undersøgt, udskældt og straffet. For dette flertal gælder ikke længere FN’s konventioner eller almindelig humanisme og klassesolidaritet. Socialdemokratiet har valgt at indgå en pagt med fremmedhadet som fjendebillede, og de opstiller i dag en offensiv modsætning mellem velfærd og udlændinge.

Politikerne i fremmehadsblokken har opbakning hos et flertal af befolkningen. De forlanger, at vi andre underkaster os som en slags betingelse for at komme med i regering eller få afgørende indflydelse. Hvis vi gør det, så vil al nødvendig kritik og solidaritet forstumme. Vi må ikke overgive os til fremmedhadet eller adoptere deres fjendebillede. Det gror frem, fordi folk med rette føler sig utrygge på jobbet, i livet og i samfundet.

Socialdemokratiet går enøjet ind i kampen på fremmedhadets side og ignorerer fuldstændig, at store dele af lønarbejdernes angst for de fremmede handler om social utryghed, der er skabt af politikernes fattigreformer.

Demokratisk socialisme er ikke socialdemokratisme
Det synes, at en epoke domineret af Socialdemokratiet er ved at nå sin afslutning i dansk politisk historie. Det har været det største parti både vælgermæssigt og medlemsmæssigt, og det har i lange perioder siddet i regeringen; kun afbrudt af få, korte perioder med borgerlige regeringer, som dog ikke har formået at føre en politik, der var betydeligt anderledes end den foregående socialdemokratiske regering. Men det var i det 20. århundrede. I dag er det omvendt: Her er det Socialdemokratiet, som ikke formår at føre en politik, der er meget anderledes end de borgerlige partier.

Der er derfor ikke meget demokratisk socialisme tilbage i Socialdemokratiet. Der er helt sikkert socialister i Socialdemokratiet. Men den demokratiske socialisme i den klassiske udgave virker til at være en by i Rusland for dem. Den handler om en konkret indretning af samfundet, der giver lønarbejderne om ikke hele magten, så i hvert fald stor indflydelse på alle niveauer i samfundsudviklingen, men det er i Danmark blevet en drøm eller en etisk anfordring. Når den demokratiske socialisme vinder opbakning i Storbritannien og USA, har det intet med den europæiske socialdemokratisme at gøre. Tværtimod. Socialdemokratisme er i dag blevet synonym med reformisme uden reformer eller – mere præcist – et socialliberalt parti, der i dén grad har resigneret over for mulighederne for at ændre på de grundlæggende økonomiske magtforhold, men i stedet har valgt at forvalte det kapitalistiske samfund på arbejdsgivernes og overklassens præmisser.

Bærer man et ønske om en reel ny politisk udvikling for de mange, lighed og retfærdighed, så er Mette Frederiksen ikke statsministerkandidaten – lige så lidt som Lars Løkke Rasmussen. ■

 

Bærer man et ønske om en reel ny politisk udvikling for de mange, lighed og retfærdighed, så er Mette Frederiksen ikke statsministerkandidaten
_______

Apropos denne artikel:

Helen Thompson: Vi kan ikke udelukke, at Donald Trump aktivt forsøger at skabe en recession

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt

Kirsten Biering: Kan Marine Le Pens martyrium holde til næste præsidentvalg?

Svend Roed Nielsen: Trumps toldhammer er det største tilbageslag for verdensøkonomien siden starten af 30’erne