11.02.2018

Rusland og USA har indtil for nylig haft flere overlappende interesser i Syrien, ikke mindst bekæmpelsen af militante islamistiske grupper, men også i deres fælles støtte til kurdiske PYD/YPG, der nu sidder på ca. 27 pct. af Syriens territorium. Rusland er på flere områder endda gået længere end USA i deres støtte til kurderne og har støttet kurdiske grupper i Syrien siden Den Kolde Krig. Det ser ud til at være slut nu: Rusland har tilsyneladende solgt kurderne til Tyrkiet. For Putin har særligt muligheden for at spille Tyrkiet ud mod USA og de øvrige NATO-lande været for fristende til at forpasse.

Analyse af Jakob Lindgaard, forsker i tyrkiske og kurdiske forhold ved DIIS

LØRDAG d. 20. januar gik Tyrkiet i krig mod de kurdiske YPG militser i Afrin-regionen i det nordvestlige hjørne af Syrien. Foran sig skubbede de anslåede 10.000 militsfolk fra de tyrkisk støttede Free Syrian Army militser (FSA), der blev støttet af tyrkisk luftvåben, artilleri, kampvogne og enkelte tyrkiske specialstyrker. Selvom begrænsede fremskridt i den uvejsomme og bjergrige Afrin-region ikke står mål med den bombastiske tyrkiske retorik, har det ikke holdt den tyrkiske præsident Erdoğan fra at se Olivengren-offensiven som et startskud på en kampagne mod de YPG-kontrollerede områder af Syrien, hvor USA har op mod 2500 mand til stede. Invasionen af Afrin er det sidste skud på stammen i en række interessekonflikter mellem USA og Tyrkiet, der truer NATO-alliancens sammenhængskraft. Den er også et eksempel på Putins strategiske kløgt.

 

Invasionen af Afrin er det sidste skud på stammen i en række interessekonflikter mellem USA og Tyrkiet, der truer NATO-alliancens sammenhængskraft. Den er også et eksempel på Putins strategiske kløgt
_______

 

Tyrkisk indenrigspolitik, den egentlige anstødssten
Risikoen for, at NATO-landet Tyrkiet kommer i kamp med amerikanske soldater i Syrien, har trukket en del overskrifter de seneste uger. En del af forklaringen findes i tyrkisk indenrigspolitik. Siden præsident Recep Tayyip Erdoğan var ved at tabe sit første valg i juni 2015, har han vundet magten tilbage ved at vende ryggen til en ellers historisk fremstrakt hånd til kurderne-inden 2015 forhandlede han åbent om fred med søsterpartiet til den politiske gren PYD af de kurdiske YPG militser i Syrien, PKK’s fængslede leder, Abdullah Öcalan. Desuden var PYD’s leder Salih Müslim flere gange på officielt besøg i Ankara, og Tyrkiet endte med at støtte YPG mod ISIL i Kobanê i efteråret 2014. Ved at trække på en stejlt anti-kurdisk tyrkisk nationalisme og skifte den fremstrakte hånd til kurderne ud med en historisk hård kurs med udbombninger af flere rebelske kurdiske nabolag i det sydøstlige Tyrkiet, vandt Erdoğan magten tilbage i november 2015. Med det mislykkede kup mod ham i juli 2016, fik nationalismen endnu et rygstød, nu især begrundet i en påstået amerikansk støtte til den tyrkiske stats værste fjender, PKK og den Gülen-bevægelse, der i de fleste tyrkeres øjne stod bag kuppet. Ifølge det amerikanske PEW Research Center er den andel af tyrkere, der anser USA for en trussel da også steget fra 44 pct. i 2013 til 72 pct. i 2017. Da amerikanerne i midten af januar annoncerede, at de har til hensigt at opbygge en 30.000 mand stor grænsehær af YPG-styrker i Syrien, skød Erdoğans populære krigsretorik over for både kurderne og USA ham derfor helt op i toppen af det nationalistiske træ. At der inden udgangen af 2019 skal afholdes ikke mindre end 3 valg i Tyrkiet har formentlig heller ikke været fjernt fra Erdoğans bevidsthed.

Putin kunne ikke stå for fristelsen
Situationen i Afrin handler også om mulighedens kunst. Tyrkiet holder stort set den isolerede region på ca. 50×50 km omringet. Og der er ingen amerikanske soldater der. Men der har været russiske. Desuden har Rusland kontrolleret det taktisk vigtige luftrum over Afrin, hvorfor den tyrkiske hærchef, Hulusi Akar, og chefen for efterretningstjenesten MIT, Hakan Fidan, blev sendt til Moskva efter Ruslands tilladelse til offensiven. Selvom den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov ikke vil vedkende sig at have indgået en aftale med Tyrkiet, er det klart for de fleste, at russerne har givet Tyrkiet grønt lys og dermed trukket stikket på kurderne.

 

Selvom den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov ikke vil vedkende sig at have indgået en aftale med Tyrkiet, er det klart for de fleste, at russerne har givet Tyrkiet grønt lys og dermed trukket stikket på kurderne
_______

 

Russerne har ellers tidligere støttet kurderne
Spørgsmålet er så, hvad aftalen mellem Rusland og Tyrkiet består i. Der er grund til at tro, at russerne har fået en hel del til gengæld for at give tyrkerne adgang til luften over Afrin. Rusland har længe støttet kurderne i Syrien, også over for en tyrkisk invasion. Da tyrkisk-støttede FSA styrker i begyndelsen af 2017 lagde op til en invasion af det ligeledes YPG-dominerede Manbij-område i den del af Syrien, amerikanerne ellers er til stede i, stod russiske soldater nærmest skulder ved skulder med amerikanerne mod Tyrkiet og FSA. Da Rusland i oktober 2017 lagde op til de Sochi-forhandlinger, der nu endelig har været afholdt i slutningen af januar, stod kurdiske PYD – til Tyrkiets store frustration – også på gæstelisten (det er angiveligt hovedgrunden til, at mødet er blevet udskudt flere gange). Modsat USA, har Rusland flere gange opfordret til, at PYD deltog i de FN-ledede Genève-forhandlinger om fred. Modsat USA og Europa betragter Rusland heller ikke tyrkisk-kurdiske PKK som en terrorgruppe. Ruslands tætte forhold til PKK i Syrien rækker helt tilbage til den kolde krig, hvor Sovjetunionen sammen med Bashar al-Assads far, Hafiz, aktivt støttede PKK mod NATO-landet Tyrkiet. Faktisk afholdte PKK en stor konference i Moskva i 1994.

Hvad har Tyrkiet betalt Rusland for kurderne?
Alt det ved Tyrkiet godt. Så der er god grund til at tro, at det har kostet for Tyrkiet at få russerne til at trække stikket på kurderne i Afrin. For Rusland er der fire oplagte gevinster:

For det første er det sandsynligt, at der er lavet en kold byttehandel: Tyrkiet har fået lov til at angribe kurdiske grupper i Afrin, der tidligere var støttet af russerne, mod at russerne har fået Tyrkiet til at forholde sig tavse over for en fortsat russisk offensiv mod de ellers tyrkisk-støttede grupperinger i Idlib-regionen lige syd for Afrin. Det er ikke mere end tre-fire uger siden, at bølgerne gik højt mellem Tyrkiet og Rusland, efter at Tyrkiet vredt havde anklaget Rusland for at angribe de tyrkisk-støttede grupper i Idlib. Mønstret ligner en anden aftale, der angiveligt blev indgået mellem Tyrkiet og Rusland i august 2016. Her fik Tyrkiet lov af Rusland til at gå ned i området nord for Al-Bab mod at Tyrkiet skulle skære støtten til de grupper i Aleppo, de ellers havde støttet mod de russisk støttede regime. Oprøret i Aleppo tabte i hvert tilfælde pludseligt pusten i løbet af efteråret 2016. Der har været kurrer på tråden mellem Tyrkiet og Rusland, efter Tyrkiet-støttede grupperinger i Idlib skød et russisk jagerfly ned, noget der angiveligt fik Rusland til i en periode igen at lukke luftrummet over Afrin. Men selv her var kritikken af Rusland fra tyrkisk side behersket og begrænset til laget af talsmænd. Der er grund til at tro, at den tyrkiske kritik af Ruslands fortsatte offensiv i Idlib fortsat vil forblive stort set fraværende.

For det andet har Putin formentlig krævet, at Erdoğan i modsætning til tidligere i det mindste stiltiende støtter op om Assad som en del af Syriens fremtid. Selvom Erdoğan rutinemæssigt har afvist den tyrkiske oppositions forslag om helt at omfavne Assad og få ham med på vognen mod kurderne (og USA), så kommer vi næppe til at høre direkte kritik af Assad fra Erdoğans mund, som vi ellers gjorde sidst, da Erdoğan på et statsbesøg i Tunesien sidst i december kaldte Assad for en „terrorist‟.

For det tredje har Tyrkiet som en del af aftalen fået Rusland til at fjerne kurdiske PYD fra gæstelisten til Sochi-mødet. Det har gjort det muligt for Putin at sætte fart i processen igen. Sochi kom da også på tapetet igen få dage, efter Afrin-aftalen kom på plads. Allerede i efteråret begyndte Rusland at trække sig ud af Syrien og landets militær har ikke noget ønske om at blive hængende i det mellemøstlige dynd, mange af verdens ledere før Putin er blevet trukket ned af. De bevarer naturligvis, og ekspanderer forventeligt deres tilstedeværelse på de strategisk vigtige flåde- og luftbaser Tartus og Khmeimim på Syriens middelhavskyst. Men Putin har en klar interesse i – på afstand og med minimal indsats – fortsat at agere dukkefører for Assad. Det er Erdoğan ham nu behjælpelig med.

Den fjerde gevinst, som Putin har fået med sig fra forhandlingerne med Tyrkiet om kurderne, er også den største: At spille Tyrkiet yderligere ud mod NATO-partneren over dem alle, USA. Den russiske regering var fx hurtig til at ændre mediebilledet i forhold til Tyrkiet: I stedet for uenighed om Ruslands offensiv i Idlib blev der nu indledt fælles front mod USA, der blev portrætteret som den egentlige hæmsko for etableringen af varig fred i Syrien. Den fortsatte amerikanske tilstedeværelse i Syrien i form af støtten til en 30.000 mand stor grænsehær, der er uafhængig af Assad-regimet, flugter nemlig dårligt med den russiske drøm om fortsat at sidde på den egentlige magt i Syrien fra en tilbagetrukket stilling. I den sammenhæng er det nyttigt for Putin, at Erdoğan karakteriserer den amerikansk-støttede kurdiske grænsestyrke som en „terrorhær‟ og i det hele taget, at en stort set enstemmigt regeringsvenlig presse i Tyrkiet bider sig fast i haserne hver eneste gang amerikanerne udtrykker deres støtte til kurderne i Syrien i selv de mest forsigtige vendinger.

 

Den fjerde gevinst, som Putin har fået med sig fra forhandlingerne med Tyrkiet om kurderne, er […] den største: At spille Tyrkiet yderligere ud mod NATO-partneren over dem alle, USA
_______

 

Putin spiller klogt på USA og Tyrkiets allerede tyndslidte forhold
For Putin er det en gevinst fra øverste hylde, at han kan stressteste det allerede tyndslidte forhold mellem Tyrkiet og USA og måske endda få fremtvunget et egentligt brud. Tyrkiet og USA har ikke længere de samme overlappende strategiske sikkerhedsinteresser. Tyrkiet er ikke længere en tro NATO-buffer mod Rusland. Nu har Erdoğan fx købt det meget omtalte strategiske og højpolitiske S-400 missilforsvar af Putin. Tyrkiet har også omfavnet det Iran, som ikke mindst Trump har et særdeles anstrengt forhold til. Erdoğans AKP-regering tæller ikke – som før – blandt Israels få allierede i regionen. Tyrkiet førte fx an, da der blev harceleret over Trumps beslutning om at flytte den amerikanske ambassade til Jerusalem. Også det bilaterale forhold mellem Tyrkiet of USA er mere end almindeligt betændt, som det fx kom til udtryk i en netop afsluttet retssag, der dømte en vicedirektør fra den tyrkiske Halkbank for at have deltaget i et stort olie-for-guld program, som Erdoğan-regeringen skulle have sat i søen for at omgås amerikanske sanktioner mod Iran. Omvendt mener Erdoğan og hans støtter i Tyrkiet, at det er Gülen-bevægelsen, der også med denne retssag konspirerer med de amerikanske myndigheder for at underminere Erdoğan og den tyrkiske stat. Intet mindre. Og så har Erdoğans tre sidste besøg i USA været ledsaget af gadeslagsmål mellem Erdoğans bodyguards og demonstranter, noget der har givet anledning til meget medieomtale i USA og har gjort Tyrkiets regering meget upopulær i Washington.
Tyrkiets regering har som regel beskyldt disse demonstranter for at være PKK-medlemmer. Derfor skal der ikke meget til at skubbe forholdet mellem de to lande helt ud over kanten, når USA har besluttet at støtte en YPG-hær på 30.000 mand, som Tyrkiet ofte bare kalder PKK. Mon ikke Putin har set det?

Endelig har Putin har haft held til at forcere det dilemma, som USA står over for i Syrien mellem aktivt at modarbejde fremkomsten af en ISIL 2.0, gøre det muligt for flygtninge at vende tilbage og modbalancere Irans styrkede indflydelse i regionen på den ene side; og på den anden side Trumps udtalte ønske om at trække sig ud af regionen. Hverken tyrkiske eller russiske repræsentanter og medier har været sene til at bemærke, at dette dilemma har udstillet en nærmest åben konflikt i Washington D.C. mellem Trump, udenrigsministeriet og forsvarsministeriet.

Får Putin held med sit forehavende?
Putin er blevet vant til succes i Syrien. Aftalen med Erdoğan kunne godt blive endnu et hak i bæltet for Putin. Men der er også en række komplikationer, der kan spænde ben.

For det første er Sochi-sporet mere og mere kommet til at ligne en klub for de grupper, der med armen tvunget om på ryggen kan gå med til en løsning, hvor Assad fortsætter som en dukke ført af Rusland og Iran. Der var ikke nogle kurdiske grupper til stede i Sochi. Den centrale del af den øvrige opposition, kaldt både Syrian National Council (SNC) og High Negotiation Committee (HNC), som Tyrkiet ellers har støttet aktivt, var heller til stede. Hvis, som det ser ud, Tyrkiet efterhånden helt har opgivet sin tidligere proaktive støtte til de mest krasse Sunni-konservative syriske oppositionsgrupper for at kunne forfølge sin nye anti-kurdiske linje, så vil Tyrkiet heller ikke længere blive betragtet som repræsentant for oppositionen. En sådan situation ville effektivt drive en kile ned mellem Sochi, som en platform for de grupper, der accepterer Assad og det FN-ledede Geneve spor, som har været meget kritisk over for Assad og yderligere forhale begyndelsen på en politisk løsning for Syrien. Det kommer den grundlovskommission, der blev et resultat af Sochi næppe til at ændre på. Og det er ikke i Ruslands interesse.

Desuden er der flere tegn på, at det diplomatiske spor mellem Tyrkiet og USA ikke er lukket helt ned. Den amerikanske kritik er blevet pakket ind i et omfavnende lag af forståelse for Tyrkiets såkaldt „legitime sikkerhedsbekymringer‟ og talsmænd og sikkerhedsrådgivere arbejder på at finde en løsning. USA har selvfølgelig læst Putin og lader sig ikke rive med, selvom Erdoğan er meget svær at danse med.

Endelig gør Tyrkiet kun meget beskedne fremskridt i Afrin. Dermed er det nærmest helt illusorisk – som Erdoğan ellers har været ude at true med – at rydde alle kurdiske områder for de kurdiske YPG-militser hele vejen østpå gennem det amerikansk støttede område til den irakisk grænse. Denne virkelighed må gå op for selv den krigsstemte tyrkiske presse på et tidspunkt. Uden massive kontingenter af tyrkiske ‚boots on the ground‛ i Syrien er de tyrkisk-støttede FSA enheder simpelthen ikke et match for de kurdiske YPG-styrker, der uden sidestykke viste sig at være de mest effektive i kampen mod ISIL. Der er langt igen, før tyrkiske soldater reelt set kan komme til at stå over for amerikanske soldater i Syrien.

 

Der er langt igen, før tyrkiske soldater reelt set kan komme til at stå over for amerikanske soldater i Syrien
_______

 

Tyrkiet er også afhængig af NATO
Og så er der en sidste krølle, som de fleste overser. Som nævnt har NATO-landet Tyrkiet lige købt nogle enkelte batterier af det russiske S-400 luftforsvar. Ligesom i forhold til Syrien har Tyrkiet har ikke følt sig anerkendt af NATO-landene på dette område og er endt med at gå på indkøb i Rusland. Tyrkiet er både taktisk og strategisk vigtig for NATO; det vil de fleste militærfolk medgive. Derfor er man villig til at gå langt i sin balancegang mellem at skose og omfavne Tyrkiet, NATO’s rebelske teenager.


Men Tyrkiet er også dybt afhængig af NATO. Forholdet til Rusland er uden den store tillid. Selvom der er sket en særligt økonomisk opvarmning af forholdet mellem Rusland og Tyrkiet, især op gennem 2000-tallet, har deres fjendskab dybe historiske rødder, som det er kommet til udtryk i Kaukasus og Ukraine og som hårde russiske sanktioner mod Tyrkiet efter den tyrkiske nedskydning af et russisk jagerfly i november 2015 gjorde det klart. Tyrkiet får næsten 2/3 af sit gas-behov dækket fra Rusland og er i det hele taget i et asymmetrisk gensidigt afhængighedsforhold til Rusland. Putin spiller behændigt på Erdoğans frustrerede forhold til NATO. Men uden NATO i ryggen ville Erdoğan have spillet sig et af sine stærkeste kort af hænde i det skånselsløse spil, som Putin spiller. En erkendelse heraf kan også give NATO-landene et kort på hånden, der kan kaste grus i Putins forsøg på at spille Tyrkiet ud mod USA og de øvrige NATO-lande – også i Syrien. ■

 

Uden NATO i ryggen ville Erdoğan have spillet sig et af sine stærkeste kort af hænde i det skånselsløse spil, som Putin spiller. En erkendelse heraf kan også give NATO-landene et kort på hånden, der kan kaste grus i Putins forsøg på at spille Tyrkiet ud mod USA og de øvrige NATO-lande
_______

 

Jakob Lindgaard (f. 1971) er forsker i tyrkiske og kurdiske forhold ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). ILLUSTRATION: Ruslands præsident Putin og Tyrkiets præsident Erdogan under et møde i Ankara, Tyrkiet, september 2017 [foto: Burhan Ozbilici/Ritzau Scanpix]