02.07.2018

FRA RÆSON34 [Sommernummeret/Maj 2018]

Af Jakob Lindgaard

Iran, Rusland og Tyrkiet – der udgør den såkaldte ’Astana’-trio – har en plan for sidste fase af krigen i Syrien. Dette såkaldte ’endgame’ lyder: Assad bliver, USA går, kurderne bliver knægtet, Iran, Rusland og Tyrkiet tager hver en bid af landet, og Vesten kommer til at betale for humanitær bistand og genopbygning. Og vi kommer til at betale, fordi vi med så lille et fodaftryk som muligt har en interesse i at skabe et indtryk af et stabilt Syrien, hvor flygtninge kan vende sikkert hjem, og ISIL 2.0, al-Qaeda 3.0 eller andre militante islamistiske grupperinger ikke får alt for gode vækstbetingelser.

Hvorvidt det kommer til at ske, afhænger i høj grad af USA. Hvilken løsning (hvis nogen) finder amerikanerne på det dilemma, de står med i regionen: At de er forbandede, hvis de trækker sig ud, og forbandede, hvis de bliver? Med den ene hånd vil Trump trække USA helt ud af den region, der har været USA’s dyre mareridt, siden de gik ind i Irak i 2003. Med den anden hånd vil han blive, bekæmpe ISIL og begrænse især Irans, men også Ruslands indflydelse i regionen. Og så har Trump et Pentagon og et Department of Defense (DoD), der igen og igen insisterer på at blive for at støtte de kurdere, der har været de mindst islamistiske, mest vestligt orienterede og mest kapable allierede på landjorden for Vesten i vores fælles kamp mod ISIL i Operation Inherent Resolve (OIR).

Ingen lette løsninger
Der findes ikke længere nogen god løsning på denne gordiske knude. Spektakulære raketangreb ser godt ud på tv og er gode til indvortes, indenrigspolitisk brug, men de trækker i bedste fald blot konflikten lidt ud og letter presset på de sidste ISIL-lommer for en stund. Spørgsmålet er derfor, hvordan vi bedst tjener et minimum af helt essentielle europæiske (og danske) interesser. Det vil sige: etableringen af en holdbar stabilitet i Syrien, der kan gøre det muligt for flygtninge at vende tilbage og lukke luften ud af den sunni-frustration, der var grobunden for ISIL’s eksplosive vækst i Irak og Syrien i 2014.

Der er også al mulig grund til at tro, at en løsning helst ikke må involvere en øget militær indsats i landet. Med Rusland tilbage på førstepladsen af sikkerhedspolitiske prioriteter, dårlige erfaringer med at støtte den ofte lovlige islamistiske og antivestlige opposition i Syrien og en vis metaltræthed omkring konflikten i Syrien i det hele taget skal en løsning helst ikke involvere fornyet deployering. I den forstand er USA’s dilemma også vores.

Løsningen har foreløbig været at alliere os med lokale og regionale aktører gennem OIR. Det kunne det også fortsat være. På papiret burde både Tyrkiet og kurderne være oplagte allierede for Vesten. NATO-landet Tyrkiet er med i OIR-alliancen, EU-kandidat og gentagne gange blevet udpeget (af os!) som rollemodel for regionen. Efter 11. september 2001 pegede vi på Tyrkiet som et muslimsk land, der ikke led af islamistisk ekstremisme, for dermed ikke at gøre kampen mod terror til en kamp mod islam. Efter Det Arabiske Forår i 2011 pegede vi igen på Tyrkiet som rollemodel for regionen med et sekulært demokrati og en velfungerende markedsøkonomi i et muslimsk land. Det kunne vi gøre igen. Tyrkiet er nemlig også et sunnimuslimsk land; meget nyttigt, når det er sunnimuslimske bekymringer, der skal dulmes. Og så er nogle flygtninge allerede begyndt at vende tilbage til de områder af det nordvestlige Syrien, som Tyrkiet i dag har kontrollen over.

I regionen har kurderne igen og igen været en foretrukken partner for USA og de andre vestlige lande. De hjalp os mod Saddam Hussein allerede i den første Golfkrig i 1990-91, så igen i forbindelse med invasionen af Irak i 2003 og igen efter ISIL’s eksplosive vækst i 2014. Senest har de hjulpet OIR-koalitionen med at knække nakken på ISIL. Tyrkerne og kurderne burde derfor være oplagte allierede i et forsøg på at finde en billig løsning på de mest basale migrations- og sikkerhedspolitiske interesser i Syrien.

Var det bare så let. En konflikt i konflikten mellem Tyrkiet og kurderne i det nordlige Syrien blokerer givetvis for denne mulighed. Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdoğan, har ligefrem truet med at give en ’osmannisk lussing’ til de amerikanske og franske specialstyrker, der assisterer den kurdiske YPG-milits i den nordsyriske by Manbij. Tyrkiet har også solgt sig til Rusland og Iran i Syrien – det er herfra, den for nogen måske overraskende påstand om, at Tyrkiet også har accepteret, at Assad bliver, stammer – for især at få deres opbakning til kampen mod kurderne (og dermed mod kurdernes amerikanske, franske og andre vestlige støtter).

 

Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdoğan, har ligefrem truet med at give en ’osmannisk lussing’ til de amerikanske og franske specialstyrker
_______

 

Kurderne kunne være en god allieret, var det ikke for Tyrkiet
Var det ikke for konflikten med Tyrkiet, kunne kurderne med nogen ret faktisk være en noget nær ideel allieret for os i Vesten. Kurderne har ikke den islamistisk-ekstremistiske orientering, som mange af de grupper, der i dag tegner oppositionen på landjorden i den tyrkisk-kontrollerede sunni-halvmåne (Idlib, Afrin og al-Bab-området) i Syriens nordvestlige del, har.

De ledende kurdiske grupperinger i det nordlige Syrien – PYD, der er den politiske gren, og YPG, der er den væbnede – har efter alt at dømme fået lokal succes takket være en aftale med Iran og Assad-regimet indgået i 2011. Der er også i dag en form for modus vivendi mellem kurderne og Assad-regimet, især med regimetilstedeværelse i og omkring byen Qamishli dybt inde i det ellers kurdisk-kontrollerede område. Regimet betaler også stadig for flere offentlige ydelser i det kurdisk-ledede område. Det kan der være flere grunde til at se skævt til. Men det kunne også gøre kurderne til et aktiv i forhandlinger med Iran og Assad-regimet om en politisk løsning for hele landet.

Indtil for nylig har kurderne også haft et endda meget godt forhold til Rusland. Helt tilbage under Den Kolde Krig støttede Rusland åbent PYD/YPG’s søsterorganisation PKK i Syrien mod NATO-landet Tyrkiet – i øvrigt i samarbejde med Assad senior. Modsat Europa og USA betragter Rusland end ikke PKK som en terrorbevægelse. Moskva lagde lokaler til en storslået PKK-konference i 1994 – og PYD åbnede et kontor i Moskva i 2016. Russiske soldater var til stede på landjorden sammen med kurderne i den kurdiske Afrin-provins indtil få dage før den tyrkiske invasion i januar. Igen og igen har Rusland inviteret PYD med til fredsforhandlingerne i både Geneve og Sochi. Og så har Rusland indtil for nylig stået på mål for en føderal løsning for Syrien, inklusive udstrakte grader af autonomi til kurderne.

Men kurderne ikke er nogen selvstændig magtfaktor over for aktører som Tyrkiet og Iran (og Rusland). Uden støtte tabte kurderne Afrin til Tyrkiet på to måneder. Militærtaktisk er bakker og bjerge ellers ideelle vilkår for de kurdiske krigere – alligevel tabte de altså det bakkede Afrin. De øvrige kurdisk-kontrollerede områder længere østpå er nærmest helt fladt landskab. Uden især amerikansk luftstøtte vil Tyrkiet – som det ofte truende har lydt fra Erdoğan – kunne tromle hen over kurderne hele vejen til den irakiske grænse.

Og så har Tyrkiet, som allerede antydet, fået Iran og Rusland med på vognen mod kurderne, der dermed er blevet yderligere isoleret. I efteråret 2017 vendte Erdoğan fx ryggen til sin eneste kurdiske allierede, Massoud Barzani i det nordlige Irak. Dermed gjorde Erdoğan det muligt for Iran og Bagdad at knægte en planlagt afstemning om uafhængighed og for iransk-støttede shia-militser og irakiske soldater at tilbageerobre den olierige by Kirkuk, som kurderne ellers havde erobret i 2014. Sammen med Tyrkiet har Iran på det seneste også været imod enhver form for tale om en grad af autonomi for kurderne i Syrien. Den iranske aftale med kurderne fra 2011 var nyttig, så længe den kunne støtte op om et dengang presset Assad-regime og drille Tyrkiet, der dengang var en arg modstander af Assad.

Rusland er også holdt op med at snakke om en føderal løsning for Syrien. I januar overlod Rusland som nævnt først Afrin-kurdernes skæbne til Tyrkiet – og pludselig forsvandt PYD også fra listen over inviterede til det (i øvrigt fejlslagne) fredsmøde, der blev afholdt i Sochi i slutningen af januar. Og i Astana-trioens fælles erklæring fra deres sidste møde i Tyrkiet i begyndelsen af april hedder det nu også, at de alle tre er ”committed to the sovereignty, independence, unity, territorial integrity and non-fractional character of Syria” – læs: uden kurdisk selvstyre!

Tyrkiet har også behændigt spillet på de etniske spændinger i oppositionen mellem arabere og kurdere, der dermed har svært ved at finde hinanden i en fælles front. Og dét komplicerer kurdernes mulighed for at fortsætte den alliance også med arabiske grupperinger, som de har under paraplyen Syrian Democratic Forces (SDF) foruden mere lokale udgaver som fx Manbij og Raqqah Military Councils (MMC, RMC).
Kort sagt: Især Tyrkiet har formået at få isoleret og presset kurderne op i et strategisk hjørne. Skal USA, Frankrig og vi andre vestlige aktører i OIR-alliancen derfor fremover kaste vores vægt ind bag kurderne på trods af tyrkerne, kommer det til at kræve en anderledes og styrket indsats, herunder en villighed til at lægge os åbent ud med Tyrkiet på landjorden i Syrien. Og det er der ikke noget, der tyder på, at vi er klar til.

 

Tyrkiet har også behændigt spillet på de etniske spændinger i oppositionen mellem arabere og kurdere, der dermed har svært ved at finde hinanden i en fælles front
_______

 

Europa kan ikke nøde Tyrkiet til fred med kurderne
Det kunne se ud til, at det er nødvendigt at se på vores forhold til Tyrkiet, hvis vi skal finde en løsning for Syrien, der med en meget begrænset vestlig indsats kan bidrage til en stabilisering af landet, og som på én gang åbner mulighed for, at flygtninge kan begynde at vende tilbage, og samtidig giver ISIL 2.0 så ringe vækstbetingelser som muligt.

Det ville i den sammenhæng være oplagt for Europa at nøde Tyrkiets Erdoğan tilbage på det fredsspor, han før 2015 ellers er gået historisk langt i en tyrkisk sammenhæng for at give en chance. Problemet er, at dette var lige ved at koste ham magten ved parlamentsvalget i 2015. Og det bør ikke overraske nogen i dag, at magten betyder alt for Erdoğan, og at han er villig til at kæmpe for den, koste hvad det vil. Erdoğan har altid haft brug for at alliere sig med grupper uden for sit kernesegment på 30-40 pct. af den tyrkiske befolkning (herunder mange religiøst konservative kurdere). Mellem 2012 og 2015 forsøgte Erdoğan sig med en fredsforhandling med PKK for at sikre sig bred kurdisk støtte til sine drømme om et stærkt præsidentstyre. Men det endte det kurdiske HDP-parti med klart at afvise. Og da kurdernes kamp mod ISIL i Kobane i Syrien i efteråret 2014 havde vundet dem stor støtte både lokalt og internationalt – kurderne refererer til Kobane som deres ’Stalingrad’ – stod det kurdiske HDP-parti historisk stærkt ved junivalget i 2015. Erdoğans AKP mistede den sædvanlige majoritet i parlamentet. Så vendte Erdoğan på en tallerken og udskiftede den historiske fredsproces med kurderne med en lige så historisk hård linje over for dem. Og i november 2015 vandt han flertallet tilbage på en ny nationalistisk, antivestlig og stejlt antikurdisk linje.

Den tyrkisk-nationalistiske linje er fortsat populær; nye meningsmålinger viser bl.a., at offensiven mod kurdiske YPG i Afrin har øget støtten til Erdoğan betragteligt. Opbakningen til hans linje over for kurderne er steget markant – fra 23 pct. under fredsforhandlingerne i 2012 til 44 pct. i dag (kritikken er dalet fra 51 pct. i 2012 til 26 pct.). Omvendt viser en mere omfattende måling fra det anerkendte Kadir Has-universitet i Istanbul, at vælgernes lyst til at genstarte fredsprocessen med PKK er dalet fra 53 pct. i 2015 til 23 pct. ved udgangen af 2017. Den hårde linje over for kurderne er dermed et stærkt kort for Erdoğan, når Tyrkiet går til præsident- og parlamentsvalg den 24. juni 2018.

Der er endnu en grund til, at det bliver svært for Europa at få ham presset tilbage på det fredsspor, der var lige ved at koste ham magten. Også i lyset af kupforsøget mod ham den 15. juli 2016 er angsten for at tabe magten blevet den nok mest fundamentale drivkraft for ham. Desuden bliver det italesat som en rasende populær trussel ikke alene mod ham, men mod Tyrkiets nationale suverænitet. Og Europa bliver betragtet som denne trussels ophav. En undersøgelse betalt af German Marshall Fund og udført af det anerkendte private Bilgi-universitet i Istanbul viste for nylig, at 87,6 pct. af de adspurgte tyrkere mener, at vi i Europa er ude på at ’dele og herske over’ Tyrkiet. Man refererer ofte til dette fænomen som ’Sèvres-Syndromet’ efter den Sèvres-traktat, Europa pressede Osmannerrigets sidste sultan til at underskrive i 1920, og som deler det, vi i dag kender som Tyrkiet, op i små bidder til Italien, Frankrig, England, Grækenland og Armenien; og endda stiller kurderne deres egen stat i udsigt. Ifølge Bilgi-undersøgelsen mener 86,3 pct. i øvrigt, at vi i Europa bevidst har til hensigt at skade Tyrkiet gennem støtte til separatistiske bevægelser som netop det kurdiske PKK (nyere lignende målinger fra det nævnte Kadir Has-universitet og den liberal-demokratiske amerikanske tænketank Center for American Progress bekræfter i øvrigt disse tal). Når man også husker på, at de europæiske medlemmer af OIR (herunder Danmark) støtter de PKK-affilierede PYD/YPG-kurdere inde i Nordsyrien, så bliver det noget nært strategisk umuligt for Europa at være den aktør, der får skubbet Erdoğan tilbage på fredssporet.

 

Det [bliver] noget nært strategisk umuligt for Europa at være den aktør, der får skubbet Erdoğan tilbage på fredssporet
_______

 

USA kan heller ikke hjælpe Europa her
USA har tidligere mæglet mellem Europa og Tyrkiet. Måske USA ville kunne hjælpe os med at få Tyrkiet til at give fred med kurderne en chance? Det er et retorisk spørgsmål. Forholdet mellem Tyrkiet og USA er også i dybfryseren. Forholdet mellem Tyrkiet og USA er så dårligt, at man i den amerikanske kongres ad flere omgange har overvejet sanktioner mod Tyrkiet; senest med et forslag om at forbyde salget af 126 F-35-jagerfly til Tyrkiet, medmindre Erdoğan dropper det planlagte køb af det russiske S-400-missilforsvar (i øvrigt fra et russisk firma, der er på den amerikanske sanktionsliste mod Rusland) og – vigtigst – udleverer den amerikanske præst Andrew Brunson. Brunson sidder fængslet i Tyrkiet, og ham har Erdoğan åbent foreslået udvekslet med Fethullah Gülen, stifteren og lederen af den Gülen-bevægelse, som Erdoğan mener stod bag kupforsøget mod ham i juli 2016, og som siden 1999 har boet i USA.

Ser man på de overordnede sikkerhedspolitiske linjer, har Tyrkiet og USA stort set ingen fælles fjender længere. Skeptikerne til trods er der mange grunde til at tro, at Erdoğans forhold til Putin er mere end en taktisk ad hoc-alliance. De to ledere nærmede sig hinanden op gennem 00’erne. De var fælles om at modsætte sig den amerikanske invasion af Irak i 2003, og da Rusland gik ind i Georgien i 2008, holdt Tyrkiet meget lav profil. Tyrkiet og Rusland underskrev en erklæring om at styrke venskabet i 2009, etablerede et såkaldt High Level Cooperation Council i 2010 og indførte gensidige visumundtagelser i 2011. Selvom Tyrkiet åbent beklagede Ruslands annektering af Krim i 2014 – bl.a. pga. det pres, det lagde på de turkmenske tatarer – undlod Tyrkiet at gå med på de europæisk-amerikanske fødevaresanktioner mod Rusland (men øgede faktisk sin eksport til Rusland efterfølgende). Allerede samme år aftalte Tyrkiet og Rusland etableringen af den Turkstream-gasrørledning, der nu er ved at blive anlagt fra Rusland under Sortehavet til Tyrkiet, ikke langt fra den bulgarske kyst, hvor en dengang annulleret Southstream-rørledning til EU skulle have løbet. Tyrkiet indgik også i 2014 en aftale om, at russiske Rosatom skulle bygge og eje 51 pct. af Tyrkiets første atomkraftværk, som de også lige er gået i gang med at bygge.

Syrien kom i vejen. I november 2015 kom Tyrkiet for skade for skyde et russisk jagerfly ned, efter at Rusland i september 2015 var gået ind i konflikten og i nogle uger havde sønderbombet tyrkisk-støttede turkmenske grupper lige på den syriske side af grænsen til Tyrkiet. Men allerede i maj 2016 undskyldte Erdoğan. To måneder senere, i juli 2016, var Putin hurtig til at udtrykke sin støtte til Erdoğan i forbindelse med kupforsøget – den måske største frygt for autokratisk anlagte ledere – og siden da er forholdet kun blevet styrket, bl.a. gennem en fælles frustration over EU, NATO og USA. Samtidig bliver Erdoğan ikke bombarderet med kritiske spørgsmål til menneskerettigheder og demokrati, når han kommer til Moskva. 2019 skal i øvrigt være russisk kulturår i Tyrkiet – OG tyrkisk kulturår i Rusland.

Forholdet til Iran er også tilbage på det opadgående spor, man har kunnet observere, lige siden Erdoğans AKP-regering kom til i 2002, kun afbrudt af den allerede omtalte iranske støtte til Assad og PYD/YPG-kurderne de første år af Syrien-konflikten. I skarp kontrast til den opbakning, Erdoğan gav Det Arabiske Forår, var han meget fåmælt i sin støtte til den grønne revolution i Iran i 2009. Han forsvarede også Iran over for USA i FN’s sikkerhedsråd i 2010, ligesom han før Syrien-konfliktens start nægtede NATO adgang til at deployere en kraftig såkaldt ’X-band’-radar i Tyrkiet som en del af NATOs missilskjold mod bl.a. Iran (det tillod Erdoğan så alligevel, efter at han i 2011 blev uvenner med Iran i Syrien). Som en storstilet retssag i USA mod en iransk-tyrkisk guldhandler og vicedirektøren i den tyrkiske Halkbank for nylig har dokumenteret, har et storstilet olie-for-guld-program mellem Tyrkiet og Iran også gjort det muligt for Tyrkiet at omgå de amerikanske sanktioner mod Iran; selv gennem de år, hvor Tyrkiet og Iran var fjender på landjorden i Syrien. Det kom faktisk frem under en række korruptionsanklager mod Erdoğan i december 2013, men dem fik han lukket ned igen.

Summa summarum kan USA og Tyrkiet ikke længere tælle Rusland og Iran blandt deres fælles fjender. Samtidig har Tyrkiet igen fået et mere end anstrengt forhold til USA’s tætte allierede Israel. Og sidste sommer valgte Tyrkiet klart side til fordel for Qatar (og Iran, en anden Qatar-støtte) i konflikten mellem Qatar og Saudi-Arabien, der bl.a. hvilede på Qatars alliance med Iran, men også til Det Muslimske Broderskab i regionen; en gruppering, Saudi-Arabien har et meget anstrengt forhold til (og Erdoğan modsat har et meget varmt forhold til). Israel og Saudi-Arabien er to af USA’s få tilbageværende allierede i regionen.

 

Summa summarum kan USA og Tyrkiet ikke længere tælle Rusland og Iran blandt deres fælles fjender
_______

 

Mange tyrkere ser også stærkt kritisk på USA. Ifølge Bilgi-undersøgelsen ser 54,3 pct. af tyrkerne USA som en trussel. Ifølge Kadir Has-undersøgelsen er tallet 64,3 pct., og i en undersøgelse fra efteråret 2017 fra amerikanske PEW er det 72 pct. I PEW-undersøgelsen er Tyrkiet det mest USA-kritiske af 38 lande – og det eneste land, der ser USA som sin primære trussel. Det er en delt opfattelse på tværs af det politiske spektrum i Tyrkiet, at USA proaktivt (i øvrigt sammen med Europa) samarbejder mod Tyrkiet med de to grupper, man anser som de to primære trusler mod den tyrkiske nationale sikkerhed: kurdiske PKK (og deres syriske søstre, PYD og YPG) og den Gülen-bevægelse, som Tyrkiet i maj 2016 føjede til listen over terrorgrupper under forkortelsen FETÖ, og som de fleste tyrkere mener stod bag kupforsøget mod Erdoğan i juli 2016.

Når vi så også her medtænker, at USA aktivt støtter kurdiske PYD/YPG inde i Syrien, bliver det altså ikke USA, der kommer til at hjælpe os med at få Tyrkiet tilbage på fredssporet med kurderne.

Europa er næppe klar til at prøve med flere gulerødder
Det kunne måske være en idé at hive EU-landenes ’1:1-migrantaftale’ med Tyrkiet fra marts 2016 op af skuffen og finde inspiration deri. Det er en interessant aftale, da den også blev til på et europæisk behov for Tyrkiets hjælp til at håndtere de migrant- og antiterrorudfordringer, vi heller ikke dengang selv var i stand til at håndtere. Aftalen indeholder en række gulerødder for Tyrkiet. Ud over seks milliarder euro til de op mod 3,5 millioner flygtninge, der opholder sig i Tyrkiet, satte EU bl.a. Tyrkiet følgende i udsigt: en genforhandling og udvidelse af EU’s toldunion med Tyrkiet fra 1995, en ophævelse af visumkravet til tyrkerne for at rejse ind i Schengen og åbninger af flere kapitler i EU-optagelsesforhandlingerne.

Men det er et godt spørgsmål, om Europa er villigt til at hive flere gulerødder op af jorden. Bortset fra de seks milliarder euro er de andre gulerødder fra 2016 ikke blevet til noget endnu. Der er simpelthen for mange forhindringer i både Tyrkiet og EU til, at det kommer til at ske. Erdoğan kommer fx ikke til at skabe den krævede transparens om udliciteringen af offentlige opgaver, som en opgradering af toldunionen kræver – det er en central kilde til at belønne de loyale dele af erhvervslivet. Der er heller ingen grund til at tro, at Tyrkiet de facto kommer til at indskrænke den meget brede antiterrorlovgivning, som er et af 72 krav til visumfritagelsen. Ser man på den europæiske side, kommer klassikere som Cypern og Østrig til at stå i vejen. Men Europa-Parlamentet skal også godkende sådanne aftaler, og her er den antityrkiske linje til at tage at føle på i disse dage. EU-Kommissionen kalder ikke længere sine statusrapporter om kandidatlande som Tyrkiet for ’fremskridtsrapporter’ (kun ’landerapporter’) og retter i den seneste fra april en skarp kritik mod demokratiets og menneskerettighedernes fortsatte nedtur i Tyrkiet. Derudover gør den opmærksom på, at Tyrkiet kun flugtede med EU’s formelle udenrigs- og sikkerhedspolitik i ti af 64 tilfælde i 2016-17.

Ydermere er europæernes skepsis over for Tyrkiet vokset markant de seneste år. Da fx ZDF i februar 2018 spurgte de tyske vælgere, om de syntes, at Tyrkiet var en troværdig partner for Tyskland, svarede 92 pct. nej, og 4 pct. ja. Da britiske YouGov i august 2016 spurgte til europæernes syn på forskellige landes potentielle EU-medlemskab, var modviljen mod russisk EU-medlemskab mindre end uviljen mod tyrkisk. Det mest markante ved landerapporten fra april var nok den tavshed, den blev forbigået med i Europa (der har været tavshed om den i Tyrkiet i flere år). Det nødvendige fortsatte samarbejde med Tyrkiet er en politisk tabersag over for en meget skeptisk europæisk befolkning. Der er formodentlig ikke politisk råd til flere gulerødder.

 

Samarbejdet med Tyrkiet om en løsning for Syrien og konflikten med kurderne bliver hverken let eller kønt for EU
_______

 

Tyrkiet har stadig hårdt brug for EU og NATO
Så samarbejdet med Tyrkiet om en løsning for Syrien og konflikten med kurderne bliver hverken let eller kønt for EU. Men værktøjskassen er ikke helt tom. Spørgsmålet er, om europæiske politikere er klar til at tage de sidste værktøjer i brug.

For det første er den nu stærkt vigende tyrkiske økonomi dybt afhængig af ikke alene handlen med Europa, men også af, at et fornuftigt og stabilt forhold til Europa kan holde fortsatte fald i kreditvurderinger m.m. stangen. Økonomisk succes og et velstandsløft i middelklassen for især den konservativt-religiøse tidligere underklasse har været en kilde til succes for Erdoğan. Med en skrantende økonomi er han gået over til at sætte store stimuluspakker i søen kort tid forud for afstemninger og valg. Fx har han angiveligt ’købt’ sig til støtte forud for afstemningen om det præsidentielle system i april 2017 med en omfattende velfærdspakke og kreditgarantiordning. Før valget den 24. juni har han vedtaget en pakke på seks mia. amerikanske dollars, der skal bidrage til at sanere borgernes store gæld. Men den 1. maj 2018 gav Standard & Poors fx den tyrkiske økonomi yderligere et nøk nedad. Et stort lånefinansieret handelsunderskud og en stor udlandsgæld, der kun er vokset, i takt med at den tyrkiske lira har mistet over 20 pct. i værdi mod dollaren det seneste år, skaber en farlig situation for Erdoğan.

Eksporten til EU udgør over 50 pct. af Tyrkiets samlede eksport. Små 70 pct. af de hårdt tiltrængte udenlandske investeringer kommer fra EU (især Holland og Tyskland). Og så udgør et fortsat stabilt forhold til Europa en vis garanti for, at tilliden til den tyrkiske økonomi ikke helt mister pusten. Er EU mod sædvane klar til at tage fløjlshandskerne af på det økonomiske område, kan det vise sig at være et anvendeligt værktøj. Der er fx tegn på, at Tyskland i sommeren 2017 drog nytte af at lægge pres på tyske og internationale banker m.m. over for Tyrkiet i forbindelse med en ophobning af bilaterale konflikter mellem de to lande.

For det andet er de omkring 3,5 millioner primært syrisk-arabiske flygtninge, der opholder sig i Tyrkiet – hvoraf 80-90 pct. lever på gaden – det nok mest underrapporterede problem i et ellers allerede stramt reguleret tyrkisk medielandskab. Fra at have været regeringens sunnimuslimske brødre i konfliktens første år er de efterhånden blevet kilde til alle hånde frustrationer. Og så ser den stærke tyrkiske nationalisme, som Erdoğan har trukket på, flygtningene som arabiske fremmede. International Crisis Group var en af de første til at give en sammenhængende behandling af emnet, da de i januar udgav rapporten Turkey’s Syrian Refugees: Defusing Metropolitan Tensions. Den føromtalte Bilgi-undersøgelse tegner også et billede af en bred politisk støtte til at få sendt flygtningene tilbage til Syrien. EU ville kunne hjælpe her; det kunne fx blive med krav til Tyrkiet med et sæt af betingelser for deres ageren i Syrien.

For det tredje og sidste er der NATO. Seks gange i alliancens historie har et medlemsland udløst § 4, der indkalder til møde om et af medlemmernes sikkerhedsudfordringer. Det gjorde Tyrkiet i 2003, i 2012 og i 2015; alle gange med ønske om luftstøtte mod henholdsvis Saddam Hussein, Assad og Rusland. Hver gang var NATO-landene fodslæbende og besværede af at skulle komme Tyrkiet til undsætning. Når NATO-lande samtidig ikke har villet sælge Tyrkiet højteknologisk grej til luftforsvar – i hvert tilfælde ikke på Tyrkiets betingelser om overførelse af teknologielementer til den kraftigt voksende, men teknologisk udfordrede tyrkiske våbenindustri – har frustrationen vokset sig utålelig for Tyrkiet. Men, og det er her, mulighederne kommer ind: Over for Putin ville Erdoğan ikke have noget tilbage at handle med, hvis ikke det var for NATO-kortet. Hvis Putin samtidig ved, som det er på tale i den amerikanske kongres, at Tyrkiet må undvære de 126 toppen-af-poppen-F-35-jagerfly, de har bestilt, er der intet tilbage for Erdoğan at spille ud. Det vil NATO kunne spille på – også selvom man i alliancen er sig Tyrkiets geostrategiske betydning rasende bevidst.

Det er et godt spørgsmål, om vi i Europa er villige til at tage sådanne midler i anvendelse. Det er heller ikke uden højre-venstre-begrænsninger. Vi er stadig også afhængige af Tyrkiet på en række områder. Et øget økonomisk pres kan risikere at skubbe Tyrkiet i retning af Rusland eller Kina, og det kan risikere at bidrage til et kollaps af den tyrkiske økonomi. Det har vi helt sikkert ikke en interesse i. Men alternativerne er få og angiveligt endnu sværere at få til at lykkes. Demokrati og menneskerettigheder som instrument til håndtering af vores naboer har det også svært i disse stunder. Tyrkiet har formået at isolere kurderne i Syrien på en måde, der gør det svært for os at lægge alle vores æg i den kurdiske kurv. Og andre metoder over for Tyrkiet har vist sig ikke at bære den store frugt.

Skal vi undgå et Syrien, hvor en implementering af vores interesser i at flygtninge kan vende hjem, og ISIL 2.0 ikke har alt for gode vækstbetingelser, ikke er fuldstændig ude af vores kontrol og i hænderne på Astana-trioens ’endgame’, så kan det være nødvendigt at se på muligheden for at tage fløjlshandskerne af over for Tyrkiet på økonomien, på flygtningespørgsmålet og på sikkerheden. ■

 

Det [kan] være nødvendigt at se på muligheden for at tage fløjlshandskerne af over for Tyrkiet på økonomien, på flygtningespørgsmålet og på sikkerheden
_______

 

Jakob Lindgaard (f. 1971) er forsker i tyrkiske og kurdiske forhold ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). ILLUSTRATION: Afrin, 26. april 2018 [foto: AFP PHOTO / Sameer Al-Doumy / Scanpix]