03.11.2018

.

Fortalerne for aktiv dødshjælp har et forklaringsproblem. De mangler at påvise, hvordan aktiv dødshjælp kan begrænses til kun at omfatte uhelbredeligt syge mennesker, som udelukkende vælger døden, fordi den er det bedste for dem og ikke af hensyn til deres pårørende og samfundet. Der findes ingen eksempler på, at lovgivning på området er lykkedes.

Af Isak Kornerup Houe

Den 27. september argumenterede læge Abir Al-kalemji for, at assisteret selvmord bør indføres i Danmark. Ifølge Al-Kaemji skal personer med ”endeløse lidelser” selv kunne vælge, om de vil leve videre. Hun henviser til, at dyrlæger ligefrem har pligt til at anbefale aflivning af lidende dyr, og at det er ”et paradoks, at lægen har beføjelser til at vurdere, om en patient skal have fuldt behandlingsniveau, er intensivkandidat eller gerne må genoplives,” men at lægen ikke må ”honorere et ønske om at levere den ’sidste’ behandling i form af professionel assistance til dødshjælp.”

Men hvem er det, der vil blive sparet for lidelse, hvis loven ændres? Er det den alvorligt syge patient, der knuger sin læges hånd og tigger om at blive befriet fra sine smerter? Eller er det alle os, der endnu har nogenlunde kontrol over vores liv, som ikke kan bære tanken om, at vi en dag måske vil blive afhængige af andres hjælp?

Al-kalemji nævner risikoen for en række uhensigtsmæssige scenarier som konsekvens af aktiv dødshjælp. Blandt andet risikoen for, at personer, som er kronisk lidende eller har svære handicaps, vil vælge aktiv dødshjælp, fordi de oplever, at de er en byrde for omgivelserne. Hun nævner også risikoen for, at dødshjælpen vil føre til en holdning om, at man blot kan opgive livet, når tingene bliver svære. Disse spørgsmål affejes dog med et argument om, at man blot kan indføre den rette lovgivning. Hvis blot lovgivningen udformes så nøje, at der ikke kan være den mindste tvivl om, at lidelsen er uudholdelig og uhelbredelig, og man så sørger for at screene for psykose og depression, så dét ikke kan føre til dødshjælpen, skulle problemet angiveligt være løst. Men hvor kan vi finde bevis for, at dødshjælp kan indføres uden disse utilsigtede konsekvenser?

Hvis man ønsker, at det kun er fysiske skavanker og lidelser, der må give ret til aktiv dødshjælp, så skal man ikke efterligne Holland og Belgien. I begge lande er kriterierne for tilbud om aktiv dødshjælp blevet udvidet gang på gang – netop ud fra kriterier, der går på, at lidelsen skal være ”uudholdelig og håbløs”. Kriterierne, som svarer til Al-kalemjis, har ført til gentagne udvidelser, så der nu bevilliges aktiv dødshjælp til folk med fysiske handicaps og psykisk sygdom. Der har sågar været forslag om, at det skal være en mulighed for raske ældre, som er mætte af dage. Kriteriet om ”uudholdelig lidelse” som grundlag for aktiv dødshjælp har udbredt fænomenet voldsomt, fordi man altid kan argumentere for, at den ene eller anden lidelse er uudholdelig for den enkelte. Hver gang man forsøger at trække en grænse et sted, vil andre med stor rimelighed kunne spørge, hvorfor deres situation ikke også skal være omfattet.

 

Kriteriet om ”uudholdelig lidelse” som grundlag for aktiv dødshjælp har udbredt fænomenet voldsomt, fordi man altid kan argumentere for, at den ene eller anden lidelse er uudholdelig for den enkelte
_______

 

Med lidt god vilje kan man måske forsvare udvidelserne med, at det ultimativt handler om at respektere den enkeltes autonome valg. Også her formår situationen i Benelux-landene dog at skabe tvivl, når man eksempelvis ser på sagen med den demente kvinde i Holland, der skulle fastholdes af sin familie, mens hun forgæves kæmpede mod sprøjten, som endte hendes liv. Hun havde angiveligt engang givet udtryk for, at hun gerne ville hjælpes herfra, når tiden var inde. Hendes åbenlyse modstand gav kun anledning til, at de hollandske myndigheder gav en reprimande til lægen, da myndigheder vurderede, at lægen havde handlet i god tro.

Selv om denne historie er særligt ubehagelig, illustrerer den et dilemma, jeg godt kan forstå, man kommer frem til, når man først vedtager, at nogle livssituationer er så smertefulde, at det skal være muligt at hjælpe folk med at dø. Jeg kender mange, der netop nævner frygten for demens som en årsag til, at de gerne vil have muligheden for aktiv dødshjælp. Og jeg kan udmærket forestille mig, hvordan man vil argumentere for, at det tab af én selv og den angst og forstyrrelse, der følger med en sygdom som alzheimers, er mindst ligeså slem som fysiske smerter. Men hvis det bliver lovligt at få dødshjælp, når man er diagnosticeret med en demenssygdom, så bliver næste skridt, at man peger på det urimelige i, at man dermed ’tvinges’ til at vælge aktiv dødshjælp, før sygdommen for alvor udvikler sig til et punkt, hvor man ikke længere er i stand til at træffe sådan en beslutning. Kravet vil derfor lyde, at man igennem et livstestamente skal kunne specificere, hvornår man ønsker at få den aktive dødshjælp.

Men hvordan skal man så håndtere det, hvis den på det pågældende tidspunkt meget demente gør modstand? Skal man i dette tilfælde anvende tvang? Testamentet vil næppe give en den sikkerhed, som det var tiltænkt, hvis modstand fra den demente skulle stå i vejen for, at testamentet bliver overholdt. Men hvis man når dertil, hvori består så forskellen fra fortællingen fra Holland? Reelt vil vi da have vedtaget, at den demente, på grund af sine manglende kognitive evner, etisk set er underordnet den person, som vedkommende var, før sygdommen satte ind. Det tidligere ’selv’ bestemmer så over den demensramte, uanset om hun absolut ikke vil herfra. Hvordan vil det påvirke vores syn på demensramte? Vil vi fortsat være i stand til at betragte folk med sådanne nedsatte kognitive funktioner som ligeså værdige og menneskelige som os andre? En undersøgelse fra Quebec, hvor man har aktiv dødshjælp og overvejer at indføre det til demente, viser i øvrigt, at 72 pct. af plejepersonalet på centre for folk med alzheimers går ind for aktiv dødshjælp til alzheimerpatienter, også uden at disse har underskrevet et livstestamente om, at de ønsker dødshjælp i disse situationer.

Jeg vil understrege, at det ikke er min påstand, at indførelse af aktiv dødshjælp nødvendigvis vil medføre den glidebane, som jeg her har skildret. Min pointe er, at når vi først har accepteret præmissen om, at nogle liv er så ubærlige, at man skal hjælpes af med dem, så bliver det meget nemt at tale for udvidelser og meget vanskeligt at sætte grænser. Hvis tilhængerne af aktiv dødshjælp vil afvise argumentet om glidebaner, må det være deres ansvar konkret at påpege, hvor grænsen skal trækkes. Og de må sandsynliggøre, hvordan grænsen vil kunne forsvares både etisk, juridisk og politisk.

 

Når vi først har accepteret præmissen om, at nogle liv er så ubærlige, at man skal hjælpes af med dem, så bliver det meget nemt at tale for udvidelser og meget vanskeligt at sætte grænser
_______

 

Et bud på en mere stabil grænse kunne være den, man har i Oregon, hvor man kan få medicin til assisteret selvmord, hvis man vurderes til kun at have et halvt år tilbage at leve i og i øvrigt mentalt er i stand til at tage bevidste beslutninger. Det meget subjektive spørgsmål om, hvad der er uudholdeligt at leve med, erstattes med et spørgsmål, som læger rent faktisk kan have en fagligt begrundet (om end sikkert varierende) holdning til.

Men selv her er vi ikke fri for utilsigtede konsekvenser. Man har været relativt gode til at følge udviklingen i Oregon. Lægerne, som har udskrevet recepter på medicinen, der er blevet brugt til selvmord, har indberettet de grunde, deres patienter har angivet som årsag til, at de har søgt om dødshjælp. Indberetningerne viser, at det langt fra kun er folk, der har uudholdelige smerter, som søger om at gøre brug af ordningen; faktisk er det kun 25 pct., der overhovedet nævner smerter eller bekymring om smerter som en årsag til at bede om at få hjælp til selvmord. Derimod nævner 43 pct. bekymring for, at de vil være en byrde for familie, venner og plejepersonale. Den hyppigst nævnte grund er tab af autonomi, der bliver angivet af 91 pct.

Tallene skurrer imod det billede, der tegnes af fortalerne for aktiv dødshjælp: Som noget vi skal tilbyde af medfølelse med lidende mennesker, og, som det fremhæves, absolut ikke må besluttes under pres eller for nogle andres skyld.

Men jeg kan desværre godt forstå tallene. Selv om man er dødssyg og ked af de veksler, man trækker på sine kære, så er det nu engang ikke ens eget valg, at man står i den svære situation. Hvis vi indfører aktiv dødshjælp, så bliver det et personligt valg, om vi vil blive ved med at slide på vores pårørende eller sætte dem fri ved at vælge livet fra. Tallene fra Oregon viser, at det langt oftere er den slags overvejelser end smerter, der fører til valget af døden. Hvordan forestiller fortalerne for aktiv dødshjælp sig, at en lov vil kunne sikre, at folk kun vælger selvmordet, fordi det er det rigtige for dem og ikke af hensyn til deres omgivelser?

 

Hvis vi indfører aktiv dødshjælp, så bliver det et personligt valg, om vi vil blive ved med at slide på vores pårørende eller sætte dem fri ved at vælge livet fra
_______

 

Jeg er selv konfronteret med mange af de ting, der får folk til at ønske aktiv dødshjælp. Jeg har en muskelsvindssygdom, som gør, at jeg gradvist bliver svagere. Den har forandret mig fra et fysisk lidt langsomt barn, som nok kunne klatre i træer, bare ikke særlig højt, til i en alder af 33 at have været kørestolsbruger i 20 år. Jeg har dermed førstehåndserfaring med det tab af autonomi, som stort set alle patienterne fra Oregon nævner som en grund til at ville herfra. En dag vil jeg ikke længere kunne trække vejret ordentligt selv og vil få behov for respirator døgnet rundt. Ellers vil jeg dø af lungebetændelse eller andre følger af at få for lidt ilt. Det er kun indenfor min levetid, at respiratoren er blevet en mulighed for folk med muskeldystrofier som min. Ikke fordi det teknisk set ikke har været muligt før, men fordi lægerne vurderede, at vi var bedre tjent med, at naturen fik lov til at gå sin gang. Hvor lægerne var i tvivl, er der derimod stort set ingen med min sygdom, der ikke vælger at få hjælp til at trække vejret, når de får muligheden. De fleste steder, også i den vestlige verden, får vi stadigvæk lov at dø uden respirationsbehandling.

Jeg fungerer godt med min sygdom. Jeg er godt hjulpet, da jeg er heldig at leve i en velfærdsstat. Det betyder, at jeg kan leve et normalt liv og bidrage til samfundet med et normalt akademikerjob på normale vilkår. Men uanset hvor hårdt jeg knokler, kommer jeg aldrig til at kunne bidrage med ligeså meget, som det koster at give mig den hjælp, der gør mig i stand til at fungere.

Jeg er bekymret for, hvad muligheden for aktiv dødshjælp vil gøre ved synet på mennesker, der har svære og hjælpekrævende liv. Hvis det ikke længere bare er en given sag, at vi skal være her på Jorden med vores skavanker, men det bliver opfattet som et til- eller fravalg, så kan der opstå et spørgsmål om, hvorvidt samfundet stadig vil være parat til at yde den nødvendige støtte.

Det bliver sandsynligvis ikke sådan nogen som mig, der i første omgang vil blive omfattet af et tilbud om aktiv dødshjælp, men erfaringerne fra Holland og Belgien viser, at det kan gå i den retning.

Uagtet spørgsmålet om, hvem der vil få et tilbud om aktiv dødshjælp, så er det ligeså vigtigt at overveje, om og hvordan tilbuddet vil kunne påvirke vores syn på mennesker, der er i en svær og krævende situation. Vil tilbuddet ændre vores holdning til lidelser og de lidende, så vi ikke længere vil overveje, hvordan vi kan hjælpe, men i stedet vil spørge, om den lidendes liv er værd at leve? Det spørgsmål vil påvirke os alle, uanset om vi får tilbuddet eller ej. ■

 

Uagtet spørgsmålet om, hvem der vil få et tilbud om aktiv dødshjælp, så er det ligeså vigtigt at overveje, om og hvordan tilbuddet vil kunne påvirke vores syn på mennesker, der er i en svær og krævende situation
_______

 

Isak Kornerup Houe (f. 1985) er cand.scient.pol. og dokumentationsmedarbejder. Han er medlem af netværket Ikke Død Endnu, som argumenterer imod aktiv dødshjælp ud fra et handicapperspektiv og sidder derudover i bestyrelsen for Muskelsvindfonden. Han har selv muskelsvind og er kørestolsbruger. ILLUSTRATION: Sygeplejerske på arbejde på hospital [foto: Thomas Vilhelm/Scanpix]