
INDSIGT med Peter Ludvigsen: ”Blockchain-teknologien kan betragtes som en epokegørende opfindelse på linje med internettet, og den vil givetvis få positiv indflydelse på mange områder i vores samfund”
15.05.2018
.INDSIGT om blockchain: nye forbindelser og distribueret sikkerhed
I INDSIGT ser vi nærmere på nogle af de nye tendenser og fænomener, som præger vores moderne verden i dag. Målet er at opnå større forståelse for deres årsager og virkninger. Dette interview er tredje del af serien om blockchain. Tidligere med Jonas Lindstrøm og Jonas Valbjørn Andersen.
„Vi mener, at man kan reducere den globale containterflåde med 15 pct. ved at dele containerne med hinanden. I shippingindustrien har man delt containerskibskapacitet og havnekapacitet de sidste 25 år, og nu mener vi, at det er på høje tid, at rederierne også begynder at dele containere med hinanden.”
Interview med Peter Ludvigsen, CEO og Founder, Blockshipping ApS
Interview af Mark Sinclair Fleeton
RÆSON: Hvordan ser du blockchain?
LUDVIGSEN: Blockchain leverer værdi ved at tillade deltagere i en værdikæde at bruge en shared ledger (en distribueret database, red. Læs mere i RÆSON her) over fælles procesaktiviteter. En shared ledger er distribueret direkte blandt alle deltagerne, så der er ingen mellemled. I shippingindustrien er der mange, der tager penge fra rederierne, fordi de sidder som intermediators (mellemmænd, red.). Industrien har i høj grad brug for disintermediation (at gå udenom mellemmændene, red.). Med blockchain-teknologien undgår man duplikering, inkonsistens eller behov for afstemning af værdikæden, fordi den hele tiden bliver reflekteret i en shared ledger på en facon, hvor den er verificerbar og uforanderlig.
RÆSON: Hvad er det, blockchain kan specifikt på shippingområdet?
LUDVIGSEN: Den skaber en fælles forståelse og et fælles flow i værdikæden, hvor der ikke er brug for en troværdig tredjepart. Den type værdikæde, hvor blockchain er mest relevant, er en, hvor der er forskellige parter. De forskellige parter kender ikke hinanden på forhånd, og de kan ikke få afskibet containeren fra Shanghai til Rotterdam, medmindre de arbejder sammen. Det er en af årsagerne til, at der bliver talt meget om mulighederne i blockchain og den globale supplychain.
Hvis man eksempelvis skal afskibe en container fra Shanghai til Rotterdam, så er der en frygtelig masse mennesker, papirer og myndigheder involveret. Det er dér, man kan skabe en signifikant procesforbedring ved at automatisere alle de involverede processer. Dette opnås, fordi alle gennem via den delte ledger har adgang til en fælles version af sandheden, så al afstemning mellem parterne, genindtastning, kontrol osv. kun skal ske én gang i forbindelse med en containertransport fremfor i dag, hvor data indtastes flere gange og dokumenter kontrolleres for det samme i både eksport- og importlandene.
RÆSON: Kan du fortælle, hvad jeres projekt ”Global Shared Container Platform” (GSCP) går ud på?
LUDVIGSEN: Det går ud på at indføre deleøkonomi for shippingcontainere. Når du ser en container på en landevej i Europa, USA eller Fjernøsten, så er det i 35-40 pct. af tilfældene en tom container. Det er et kæmpemæssigt ressourcespild for planeten og en unødvendig udgift for de store globale containerrederier. Den globale containerflåde er unødvendigt stor, og vi mener, at den kan reduceres med 15 pct. ved at dele containere med hinanden.
I containershippingindustrien har man delt skibs- og havnekapacitet de sidste 25 år, og det er på tide, at rederierne også begynder at dele containere med hinanden. Kunderne er ligeglade med farven på containeren. I gamle dage, og i et vist omfang stadigvæk, var det vigtigt for rederierne at have deres logo på containerne. Men realiteten er, at kunderne næsten aldrig ser containerne, eftersom de bliver fyldt og tømt ude på varehusene.
På de store containerskibe er der helt op til 16 forskellige rederier ombord, så vi mener, tiden er kommet til også at dele containeren. Og vi mærker også tydeligt, at der er interesse for det blandt rederierne.
RÆSON: Det er en effektivisering. Vil det ikke have konsekvenser for antallet af aktører i industrien?
LUDVIGSEN: Nej. I dag er det sådan, at rederierne ejer ca. 50 pct. af containerflåden. Min vision er, at rederierne ikke længere behøver at eje containere, fordi de fremover vil kunne booke dem via GSCP-platformen. Der var faktisk et dansk initiativ i 1990’erne, der hed Scandutch Global Equipment Management, der forsøgte noget lignende. Men det blev ikke til noget, blandt andet fordi teknologien dengang ikke var til det. Men konceptet er stadig validt, og ved hjælp af blockchain-teknologi er det nu muligt at realisere denne gamle vision.
RÆSON: Og det er også noget, som rederierne har interesse i?
LUDVIGSEN: Rederierne kan spare 5,7 mia. dollars om året ved at samarbejde. I dag er næsten alle rederier i store finansielle vanskeligheder. De besparelser, vi har identificeret, kan realiseres udelukkende via deleøkonomi. Vi er i dialog med tre store nordeuropæiske rederier og flere andre i Sydeuropa og Fjernøsten. Der er stor interesse for konceptet, så jeg er meget overbevist om, at vi får nogle af de store aktører med på platformen.
Rederierne kan spare 5,7 mia. dollars om året ved at samarbejde. I dag er næsten alle rederier i store finansielle vanskeligheder. De besparelser, vi har identificeret, kan realiseres udelukkende via deleøkonomi
_______
RÆSON: Du har tidligere udtalt, at du ikke ser jer som en konkurrent til det projekt, Maersk og IBM er i gang med på området. Hvorfor egentligt ikke?
LUDVIGSEN: Helt kort kan man sige, at hvor Maersk og IBM har fokus på det, der er inden i containeren, så er Blockshippings fokus en bedre udnyttelse af den fysiske container. Vi er ikke konkurrenter til deres platform. Tværtimod tror jeg, at der på længere sigt vil være gode muligheder for synergi.
Fordi vi nu gennemfører en ICO, får vi økonomiske ressourcer til at købe nogle moduler, som sætter os i stand hurtigt at få vores produkter på platformen – meget hurtigere end ved traditionel softwareudvikling. Det er en af fordelene ved en ICO. Med traditionel finansiering, ville det have taget 4-5 år at levere alle de produkter til platformen. Med en ICO får vi mulighed for at levere dem inden for 2-2½ år.
RÆSON: Finansieringen af projektet skal ske gennem det, man kalder Initial Coin Offering (ICO), hvor I udsteder jeres egen kryptovaluta. Kan du forklare, hvordan denne finansieringsform fungerer?
LUDVIGSEN: Vi har lavet en ICO, der baserer sig på to forskellige tokens. Den ene er en „Container Platform Token“ (CPT). Det er en utility token (utility tokens udstedes til brugerne/kunderne og kan i fremtiden bruges til at købe produktet, red.), som har til formål at blive brugt som en settlement-valuta.
Der er et kæmpestort finansflow mellem havne, terminaler og lastbilfirmaer m.m., som sender regninger til hinanden. Det vil vi erstatte med en shared ledger, hvor man opererer med en balance for hver part. De firmaer, der har en balance i deres favør på fx mere end 10.000 dollars, kan vælge at få deres tokens konverteret til dollars, som automatisk bliver sendt til deres konto. For langt hovedparten af aktiviteterne vil de spare gebyrer til banker for overførsler. Man slipper for hele processen med at tjekke, at ordren er udført, og så få en faktura, som man tjekker og betaler. Hele den proces kan automatiseres igennem smart contracts, der skal bruges på Global Shared Container-platformen.
Den anden token, „Cointainer Crypto Coin“ (CCC), skal skaffe finansieringen til at udvikle platformen. Det er en såkaldt revenue-share-token, som betyder, at bidragsyderne, der har købt Container Crypto Coins, får en procentsats af de transaktionsindtægter, som GSCP-platformen genererer. Procentsatsen starter på 20 og falder, efterhånden som omsætningen stiger på platformen. Og selvom om procentsatsen på et tidspunkt når én procent, vil det stadig være særdeles attraktivt for ejerne af CCC-tokens, fordi transaktionsmængden på platform til den tid vil være enormt stor.
CCC-tokens kører på en offentlig blockchain. CPT-tokens vil blive bygget på en privat blockchain. Køberne af CPT-tokens vil mere være en lukket klub af industrielle partnere, så der kan man organisere modellen lidt anderledes. Til gengæld får men en høj transaktionsvolumen og kan skalere arbejdet på den måde. Der er også et kontinuum af blockchain-muligheder i spil – fra de offentligt tilgængelige som Ethereum og Bitcoin i den ene ende og til forskellige private versioner af blockchainen i den anden ende. Det, vi skal bruge blockchain til på den eksterne og interne del på vores model, bliver afspejlet i hvilken blockchain-løsning, vi vælger.
Der er et kæmpestort finansflow mellem havne, terminaler og lastbilfirmaer m.m., som sender regninger til hinanden. Det vil vi erstatte med en shared ledger, hvor man opererer med en balance for hver part
_______
RÆSON: Hvad er fordelene ved denne finansieringsform frem for mere traditionelle investorer?
LUDVIGSEN: Vi har faktisk fået finansiering også af mere traditionelle veje. Sidste år fik vi støtte fra den Danske Maritime Fond. Derudover har vi fået familie, venner og nogle business angels til at investere ca. 2,2 mio. kr. til at dække forskellige udgifter, siden firmaet blev grundlagt i januar 2017. ICO’en giver imidlertid mulighed for at få alle pengene til udvikling af platformen med det samme, og så bliver ejerkredsen ikke udvandet på samme måde som ved fx VC-funding.
RÆSON: Kan du fortælle om processen i en ICO?
LUDVIGSEN: En forudsætning for en god ICO er en god business-case. I vores tilfælde startede jeg med at lave vores business-case og operating-model i januar 2017, og det var først i september, at vi begyndte at kigge mere seriøst på at bruge en ICO som en finansieringsmulighed. Det næste skridt var at konvertere business-casen til et white paper (et white paper er en grundlæggende guide, der præcist forklarer et komplekst emne, red.). En del af det arbejde består i udvikling af en velfungerende token-model. Herudover er nogle af de vigtige elementer i processen opbygning af et community, PR og marketing. Det er en rimeligt tung proces at få det hele op at køre. Vi er det første firma i Danmark, der gennemfører en ICO, så der har desuden været en del juridiske aspekter.
RÆSON: Hvad er tidshorisonten for jeres projekt?
LUDVIGSEN: Lige nu er fokus på vores ICO (Initial Coin Offering, red.), men parallelt med det har vi haft møder med 7-8 forskellige IT-leverandører. Vi har valgt en cloud-baseret produktionsplatform, som giver meget høj skalerbarhed og lave operationsomkostninger. Samtidig har vi lavet en liste over IT-softwareleverandører, så når denne ICO er færdig – måske i begyndelsen af juni – så kan vi hurtigt gå i gang med at udvikle den første række af produkter. Vi planlægger at sætte produktionsplatformen op allerede fra 1. juni i år. Det betyder, at vi er i stand til at levere vores første minimum viable product i januar 2019, som er en simpel smart contract- baseret løsning, der vil muliggøre, at deltagerne på platformen kan bruge hinandens containere.
RÆSON: Hvem regner I med, vil investere i dette projekt?
LUDVIGSEN: I pre-sale deltog mange typer af bidragydere fra 54 lande, og sådan vil det også være under public sale. Blockshippings ICO appellerer bredt til meget forskellige segmenter og geografier.
RÆSON: I har baggrund inden for shipping, men er der andre områder, hvor I ser muligheder for brug af blockchain?
LUDVIGSEN: Blockchain har så stor betydning for den måde, vi tænker på. Det svarer lidt til dengang, man lavede internettet. Blockchain-teknologien kan man godt betragte som en tilsvarende epokegørende event, der vil gå hen og blive second nature for milennial-generationen. Det vil have en samfundsmæssig positiv betydning på mange forskellige områder.
RÆSON: Hvor stor udbredelse, tror du, at teknologien får?
LUDVIGSEN: Lige nu er den på toppen af „Inflated Expectations“ på Gartners Hype Cycle (Gartner Hype Cycle for Emerging Technologies, red.). Dem, der er i stand til at få nogle aktuelle løsninger op at køre på blockchain, vil nå det, som Gartner kalder „Plateau of Productivity“ om 3-4 år. På det tidspunkt vil man begynde at se den virkelig store betydning, som teknologien har. I hype-fasen skal man være meget forsigtig med, hvilken blockchain-teknologi man vælger. Der er en vis risiko for, at den teknologi, man vælger, ikke eksisterer om 2-3 år – så det gælder om at være omhyggelig.
RÆSON: Hvordan ser tingene ud, hvis vi ser endnu længere ud i fremtiden end 3-4 år?
LUDVIGSEN: Teknologien vil få stor samfundsmæssig betydning. Jeg har fortrinsvis koncentreret mig om shipping, men firmaer, som i dag laver forsøg med blockchain, kan gå hen og blive ligeså store som Facebook og Google om 20 år. ■
Teknologien vil få stor samfundsmæssig betydning. Jeg har fortrinsvis koncentreret mig om shipping, men firmaer, som i dag laver forsøg med blockchain, kan gå hen og blive ligeså store som Facebook og Google om 20 år
_______
Peter Ludvigsen (f. 1959) er CEO og Founder i Blockshipping, der blev startet i januar 2017. Peter Ludvigsen har mere end 30 års erfaring inden for shippingindustrien fra Mærsk Line, UASC (United Arab Shipping Co. SAG) og en lang række andre firmaer, b.la. som CIO (Chief Information Officer) og selvstændig rådgiver. ILLUSTRATION: Hamborg Containerhavn [foto: Tristian Leo]