10.12.2018

Problemet er, at der i den nuværende situation ingen er at forhandle og indgå kompromiser med. Partier og fagforeninger er hensygnende, nærmest på dødslejet. ”De gule veste” vil have ”direkte demokrati” og fornægter det repræsentative demokratiske system og vil derfor ikke udpege eller godkende talspersoner, som Macron kan tale med. Situationen er så tilspidset, at mange frygter en forfatningskrise og Den Femte Republiks endeligt.

Kommentar af Henrik Prebensen, seniorforsker ved Københavns Universitet

EMMANUEL MACRON vandt i maj 2017 en overraskende lynsejr til det franske præsidentvalg. Takket være en kløgtig brug af internettet og de sociale medier fik han på knap 12 måneder skabt en bevægelsen La République en marche og udbredt sine budskaber.

Denne bevægelse viste sig de gamle partiers apparater overlegen og langt mere effektiv med, hvad det kunne yde den politisk ubeskrevne Macron. Til hans held kom desuden modkandidaternes manglede troværdighed og karisma.

Macrons projekt om transformation af Frankrig
Macron fremstod som den ideelle centrum-venstre kandidat med sin unge alder og imponerende karriere som udgået fra en af Frankrigs statsadministrations mest fremragende eliteskoler, tidligere embedsmand i finansministeriet, international finansrådgiver for Banque Rothschildts klienter, tidligere økonomiminister i Manuel Vall’s socialistiske regering og nær rådgiver for François Hollande i Èlysée-palæet, af nogle anset for Hollandes kommende arvtager. Han måtte være den økonomiske troldmand, der kunne finde løsninger på Frankrigs store problemer.

Macrons politiske program gik ikke på at reformere men på at transformere Frankrig. Det skulle for det første ske ved at genetablere et sundt økonomisk råderum efter 45 års offentlig gældsætning og permanente underskud på handels- og betalingsbalancen. For det andet skulle der skabes et arbejdsmarked baseret på flexicurity efter især dansk forbillede. Og for det tredje ønskede han at opbygge en politisk samtalekultur efter næsten Hal Kochsk målestok og en disciplineret arbejdsmarkedskultur efter skandinavisk forbillede, byggende på dialog, forhandling og aftaler mellem de implicerede parter uden statsmagtens indgriben og detaljeret lovgivning på området.

 

Macrons politiske program gik ikke på at reformere men på at transformere Frankrig
_______

 

Macrons valgsejr ryddede det politiske landskab for fortidens strukturer. De politiske partier og deres ledelser var marginaliserede og ude af stand til at udgøre en konstruktiv opposition til den nye præsidents planer og iværksættelsen af dem. De var heller ikke i stand til at vinde gehør for deres kritik af Macrons løfter om at finde en ny måde at føre politik på, der skulle være mindre centralistisk og mere horisontal, effektiv, dialogisk, borgernær og lydhør – med andre ord en mere legitim og decentraliseret metode, båret af tillid.

Partiernes traditionelle svaghed og mangel på bred folkelig forankring accentueredes yderligere af at valgnederlagene ved præsidentvalget og det efterfølgende Nationalforsamlingsvalg, der gav absolut flertal Macrons ”République en marche”, resulterede i blodige interne opgør og, partisprængninger og afspaltninger. Den i befolkningen udbredte politikerlede fik yderligere næring af disse efterspil.
Tillid og legitimitet er netop, hvad der har manglet i fransk politik. I opgørelser over borgernes tillid til deres politiske system og politikere, som udarbejdet af fx Eurobaromètre i 2015, ligger Frankrig som en sølle nummer 33, og franskmændene nærer dyb mistillid til deres ledere. I kontrast hertil figurerer Danmark som nummer ét.

Macrons forestillinger om, hvordan hans transformationsprojekt skulle realiseres, viste sig imidlertid hurtigt at slå fejl. Han kom til at fremstå som en bedrevidende teknokrat, ude af stand til at tale den almindelige franskmands sprog. Hans økonomiske transformationspolitik, der skulle skabe et frugtbart investeringsklima, nedbringe arbejdsløsheden og reducere uligheden, skaffede ham hurtigt prædikatet de riges præsident, eller – som hans forgænger og tidligere mentor, François Hollande, giftigt sagde – ikke de riges præsident, nej, de meget riges præsident.

 

Hans økonomiske transformationspolitik […] skaffede ham hurtigt prædikatet de riges præsident, eller – som hans forgænger og tidligere mentor, François Hollande, giftigt sagde – ikke de riges præsident, nej, de meget riges præsident
_______

 

De gule vestes dagsorden
I dag er det ikke Macron og hans nyrepublikanske bevægelse, der sætter dagsordenen, men en frustreret mængde af ”gule veste”. De er et kaotisk og ustruktureret sammenløb af mennesker, baseret på Facebooks ny algoritme, som i langt højere promoverer indhold, brugerne prioriterer. Jo mere, der interageres med bestemte brugere eller sider, jo mere vises der fra disse. Det har gjort mediet til et fremragende værktøj, hvormed man på kryds og tværs kan samle de brugere som, uden at have noget indre gruppesammenhold, noget ”klassefællesskab” eller nogen fælles ideologi, kan mødes i at følge eller ”like” et eller andet, in casu at opleve sig som økonomisk, geografisk og socialt fremmedgjorte ofre for globaliseringen og dens samfundsmæssige udløbere. De ”gule veste” tilhører et lag i samfundet, som nogle sociologer kalder ”lige over bunden til højre” – en lavere middelklasse af pensionister og erhvervsaktive mennesker i beskedne kår, uden faste ansættelsesforhold på arbejdsmarkedet (som tjener for meget til at få del i overførselsindkomster og for lidt til at føre det liv, de gerne ville). De er typisk bosat i små samfund, der isoleres trafikalt fordi jernbaner og busser forsvinder og hvor offentlige kontorer, posthuse, skoler, banker, politistationer, butikker og ikke mindst caféer lukker.

Ideologisk er de traditionalister, der savner ”gamle dage”, og er fulde af skepsis over for ”eliten”. Den integrerende og ideologiserende indflydelse, som Jules Ferrys republikanske skole fra 1881-82 og den militære værnepligt, der bragte unge mænd (og kvinder) fra alle samfundslag sammen, er væk. Et væsentligt element i Macrons projekt er netop at forny skolen, så den garanterer den sociale sammenhængskraft og fremmer lighed ved at give alle mulighed for et bedre liv, og han vil indføre en tvungen ”social tjenestepligt” for alle over 16 år med henblik på en civil og militær borgeruddannelse af én måneds varighed, med mulighed for frivillig forlængelse i op til ét år.

Den primært mobiliserende kraft i de ”gule vestes” oprør er kuriøst nok er den samme, som bragte Macron og la République en marche til magten, nemlig internettet og de sociale mediers ”virale” potentiale. Forskellen er, at de ”gule veste” mødes fysisk og kan gøre protesterne synlige ved hjælp af vestenes farve, og mærkbare ved at invadere alle de rundkørsler, som Frankrig er så rigt velsignet med, og som er særdeles velegnede til at chikanere og ”filtrere” trafikken uden at løbe store risici.

 

Den primært mobiliserende kraft i de ”gule vestes” oprør er kuriøst nok er den samme, som bragte Macron og la République en marche til magten, nemlig internettet og de sociale mediers ”virale” potentiale
_______

 

Macron forpligtede sig miljøpolitisk på en ambitiøs, økologisk ”transition”, som ville indebære en overgang til grøn energiproduktion, reduktion af trafikudledningen, drivhusgasser og mikropartikler, samt en nedbringelse af energiforbruget til opvarmning i husholdningerne. Et af midlerne skulle være adfærdsregulerende afgiftsforhøjelser på motorbrændstof, el og gas. Men netop på disse punkter er den sociale gruppering, der har fundet sammen i ”de gule vestes” bevægelse, fastlåst. Begrænsning af mobiliteten som følge af højere priser på benzin og diesel og kravene om reduktion af energiforbruget i husholdningerne opleves som dråben, der får bægeret til at flyde over. Det segment af marginaliserede, som finder afløb for deres vrede i de ”gule veste” er i vid udstrækning af globaliseringen, stigende ejendomspriser og huslejer tvunget væk fra de økonomiske centre og ud i lokalsamfund på landet med deraf følgende transportbehov i privatbiler til skoler, butikker, banker og caféer. For dem var adfærdsændrende energiafgifter dråben der fik bægeret til at løbe over.

Andre økonomisk transformerende tiltag som omlægninger af pensioner og socialbidrag virker tilsvarende som uacceptable indskrænkninger af købekraften. Det giver yderligere næring til ”gule vest”-protestbevægelsen, der efterhånden antager karakter af en revolte mod samfundsordenen. Modstanden er nok primært rettet mod afgifterne, men breder sig dernæst til protest mod skattetrykket generelt, og efterhånden også mod selve det repræsentative demokrati, forfatningen og den siddende præsident, hvis ”transformation” af Frankrig for ”de gule veste” går for stærkt for stærkt og i den forkerte retning, især fordi forandringens tilsigtede gunstige virkninger først kan vise sig hen ad vejen.

Frankrig er det land i verden, hvor det offentlige opkræver mest i skatter og afgifter, men også et land, hvor mange borgere i prekære kår ikke kan se, hvad de ”får for deres penge”.


Hvad ønsker de ”gule veste” i stedet for det demokrati, der er defineret i den V. republiks forfatning fra 1958? De personer, der har udtalt sig til medierne (og som ikke ”repræsenterer” de ”gule veste”, der netop tilsyneladende er imod valgt repræsentation), ønsker et ”direkte demokrati” med mulighed for borgerne for via de sociale medier eller andre folkelige fora at fremsætte lovforslag og udstikke retningslinjer, med udstrakt brug af folkeafstemninger for at få teksterne vedtaget, med forholdstalsvalg til erstatning for det eksisterende valgsystem med flertalsvalg i enkeltmandskredse i to valgomgange, med mulighed for at kræve et valg af en person tilbagekaldt i løbet af valgperioden, med en bedre og mere nær dialog mellem borgere og de personer, der er sat til at forvalte magten.

 

De personer, der har udtalt sig til medierne (og som ikke ”repræsenterer” de ”gule veste”, der netop tilsyneladende er imod valgt repræsentation), ønsker et ”direkte demokrati”
_______

 

På vej mod Den Femte Republiks kollaps?
Macron er ikke den første præsident i den femte Republik, der er i socialt og politisk stormvejr, men i modsætning til de Gaulle, Valéry Giscard d’Estaing, François Mitterrand, Nicolas Sarkozy og François Hollande har Macron ikke et bagland af politiske partier med erfarne ministre, medlemmer af nationalforsamlingen og senatet. Dermed står Macron meget alene med en ikke særligt struktureret en marche-bevægelse som bagland, en majoritet førstegangsvalgte parlamentsmedlemmer, uerfarne ministre, og fagforeninger som er meget urepræsentative og som holdes i stram snor af Macrons egen, nye arbejdsmarkedslovgivning, og som derfor har svært ved at fungere som ”drivrem” mellem statsmagten og arbejdstagerne.

Traditionelt har præsidenterne kunnet gribe til en eller anden gestus, som fx Grenelleaftalerne i juni 1968, hvor premierminister Pompidou gav forhøjelser af lønningerne på 15 pct., eller udskrivning af valg med opgivelse af den konfliktudløsende reformpolitik i en dialog med de utilfredse.

Denne gang er værktøjskassen dog tilsyneladende tom. Regeringen har bebudet en udsættelse på et år af afgiftsstigningerne, sådan at man kan initiere en bred, konsensussøgende debat om en fredsommelig indfrielse af Frankrigs klimapolitiske forpligtelser i henhold til Parisaftalen. Det vil helt bestemt ikke standse uroen. Kravene er efterhånden så omfattende og i flere tilfælde så indbyrdes modstridende, at de har karakter af utopi. Færre skatter, flere offentlige ydelser, højere minimumsløn, mindre økonomisk ulighed, mere gang i økonomien, mindre repræsentativt demokrati, mere direkte folkedemokrati, nyvalg, folkeafstemning, afsættelse af præsidenten – i virkeligheden krav om en ny forfatning, hvis man følger kravenes indre logik ud i den yderste konsekvens.

 

Kravene er efterhånden så omfattende og i flere tilfælde så indbyrdes modstridende, at de har karakter af utopi
_______

 

En toneangivende centrum-højre politiker, Jean-Paul Delevoye, der har tilsluttet sig Macrons la République en marche, har for nogle år siden betegnet Frankrigs situation med ordet ”udbrændthed”. Udbrændthed behandles normalt med samtaleterapi, hvilket på en måde er helt i tråd med Macrons idéverden. Problemet er, at der i den nuværende situation ingen er at tale med. Der er ingen at forhandle og indgå kompromiser med. Partier og fagforeninger er døende, og ”De gule veste” vil have ”direkte demokrati” og nægter at udpege eller godkende talspersoner, som Macron kan tale med.

Situationen er i skrivende stund så tilspidset, at man kan frygte Den Femte Republiks endeligt. En præsident, der må flygte fra sit eget folk, et land som dermed står i en tilintetgørende forfatningskrise. Præsidenten kan dø, blive dømt for højforræderi. At han jages ud af sit embede, er ikke forudset i forfatningen. Et land, der, som følge af en offentlig gældsætning som allerede i dag er på 100 pct. af BNP, kan miste yderlige tillid i den internationale finansverden (Frankrigs internationale kreditvurdering er allerede rykket en grad ned fra AAA til AA, red.), sådan at gælden ikke kan fornys og vedligeholdes til en rimelig rente (Forretningen af Frankrigs gæld udgør i dag 46,1 mia. euro svarende til ca. halvdelen af det offentlige underskud, red.). Stiger renten eller svigter Den Europæiske Centralbanks og Den internationale Monetære Fonds tillid, trues Frankrig, som tilfældet var med Grækenland, af statsbankerot med uoverskuelige konsekvenser for euroen og EU til følge. En yderligere trussel er den modreaktion, der kan komme fra de franske forretningsdrivende og ansatte, der ser deres virksomheders overlevelse truet af mangel på tilførsler og en omsætning, der er gået i stå i mangel af kunder og turister som bliver væk fra Frankrig. De ”gule veste” har allerede kostet samfundsøkonomien tab i størrelsesordenen 13,5 mia. euro, alene i landbrugssektoren. Et politisk og økonomisk sammenbrud vil bringe Europa i en international, magtpolitisk farlig position mellem Trump, Putin og Xi Jinping.

 

De ”gule veste” har allerede kostet samfundsøkonomien tab i størrelsesordenen 13,5 mia. euro, alene i landbrugssektoren. Et politisk og økonomisk sammenbrud vil bringe Europa i en international, magtpolitisk farlig position mellem Trump, Putin og Xi Jinping
_______

 

Én ting er sikkert. Macron kommer ud af dette her som et ”sort hul” efter i kort tid at have strålet som en lille stjerne på det europæiske firmament. Det håb og den forventning, man i Europa havde knyttet til parret Merkel-Macron, er slukket.

I aften, mandag den 10. december, vil Macron i en fjernsynstale prøve at tale sig til rette med de ”gule veste”. Men hvem ved, om det kan lykkes? ■

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden