15.10.2018

.

Danmarks Radio er i teorien underlagt armslængdeprincippet, men særligt den seneste medieaftale tydeliggør, at armslængdeprincippet er et luftkastel. Da et DR uden armslængde risikerer at dominere og ensrette den politiske debat, er det nødvendigt at lade private alternativer træde til i stedet.

Kommentar af Henrik Fladeland Futtrup (LAU)

DANMARKS RADIO er en medie-mastodont med hele statsapparatet i ryggen. Hvis ikke de er strengt politisk uafhængige og ufarvede, er de til fare for den frie demokratiske debat. Der hersker derfor en generel konsensus om det såkaldte ”armslængdeprincip”. I teorien dækker begrebet over afstanden mellem politikernes luner og DRs programflade. Men i praksis er armslængdeprincippet mere myte end virkelighed. De seneste måneders magtkampe om medieaftalen belyser tydeligt armslængdens uopnåelighed, hvilket indebærer, at offentlige medier er til fare for den frie debat.

 

De seneste måneders magtkampe om medieaftalen belyser tydeligt armslængdens uopnåelighed, hvilket indebærer, at offentlige medier er til fare for den frie debat
_______

 

Medieaftalerne er typisk omkring 20 sider lange, når de udkommer med et par års mellemrum, og består af en række mere eller mindre specifikke politiske krav og forventninger til DRs journalistik. Selv de mindst vidtgående af dem indebærer politiske prioriteringer. Der stilles eksempelvis særlige krav til regional dækning og til fokus på det danske sprog – krav, som ikke nødvendigvis ville være en prioritet for et privat medie, da hvert privat medie jo har deres egen unikke dagsorden.

I den netop vedtagne femårige medieaftale står der, at DR skal ”afholde sig fra lange, dybdegående artikler”, hvilket er en begrænsning på DRs evne til at dække svære politiske emner på skrift. Ønsket kom fra DF, som længe har været utilfredse med DR – især deres politiske dækning. I aftalen står også, at det som noget nyt skal være tydeligt, at Danmark ”har sin rod i kristendommen”. Endvidere fjernes et stykke fra tidligere aftaler om, at DR skal ”fremme integrationen”. Det er tvivlsomt, om samme ændringer ville have fundet sted under en hypotetisk rød medieaftale, og dermed er de tegn på politisk indblanding.

Også i tidligere års medieaftaler er DR blevet pålagt forpligtelser, som ikke lever op til armslængdeprincippet – eksempelvis førnævnte formulering om at ”fremme integrationen”, som nationalt orienterede individer kunne tænkes at være beklemte ved. I 2010 øremærkede Folketinget hele 100 mio. kr. til en dansk historisk dramaserie (der senere skulle blive til ”1864”). At det netop blev til en dansk historisk dramaserie, og ikke eksempelvis en dokumentar om EU’s betydning for Danmark, skyldes nok, at stemmerne til beslutningen kom fra blå blok inklusiv DF.

Det politiske flertal på Christiansborg stiller altså håndfaste krav til DRs dækning: Der stilles krav til, hvad der skal dækkes, opstilles begrænsninger for, hvad der ikke må dækkes, og øremærkes store pengesummer til særprojekter. At politikerne trods alt ikke minutiøst fastlægger DRs programflade er et lyspunkt. Men dette lyspunkt er ikke i sig selv tilstrækkelig armslængde, for effektiv kontrol kan også føres på mere indirekte vis. Selv hvor der ikke er håndfaste krav, har politikerne indflydelse på DR.

DR er nemlig bevidste om, at enhver grad af uafhængighed kun varer så længe, den politiske vilje ønsker det. De ved godt, hvem der betaler regningerne, udpeger størstedelen af deres bestyrelsesmedlemmer og skriver medieaftalerne: det politiske flertal. DR har derfor en klar og tydelig interesse i at holde sig på god fod med politikerne – på præcis samme måde som redaktionen på en privat avis har en interesse i at holde sig på god fod med aktionærerne. Hvis DR gør sig uvenner med politikerne, risikerer de, at deres selvstændighed indskrænkes yderligere, eller at deres budget beskæres voldsomt. Det er netop tilfældet med den nyligt vedtagne medieaftale, som udsprang af politisk utilfredshed i særligt blå blok.

 

[DR] ved godt, hvem der betaler regningerne, udpeger størstedelen af deres bestyrelsesmedlemmer og skriver medieaftalerne: det politiske flertal
_______

 

Fra DRs perspektiv er aftalen katastrofal. Besparelsen på 773 mio. udgør en femtedel af det samlede budget. Tre radiokanaler og tre TV-kanaler lukkes. Populære programmer får trukket stikket. 205 ansatte blev onsdag den 10. oktober fyret som del af en nedlæggelse af knap 400 stillinger. Selv ikke lederne kan se sig fri: 26 af de nedlagte stillinger er chefstillinger. Kort sagt: besparelserne gør ondt, både fagligt og personligt. Man må forvente, at DR i fremtiden aktivt vil forsøge at undgå en lignende skadelig medieaftale.

Den passive selvcensur, der uundgåeligt følger heraf, er en form for indirekte politisk kontrol. Den betyder eksempelvis, at det er næsten utænkeligt, at DR ville overveje at producere nyheder på mellemøstlige sprog, uanset om der måtte være en efterspørgsel efter det blandt danske indvandrere. På samme vis vil DR nok, efter den politiske kritik af “Danmarkshistorien” og den færdigproducerede “1864”, tøve med at producere endnu en historisk-politisk serie. DR ønsker ikke at risikere en gentagelse af de politiske repressalier, de netop har været udsat for, og lægger derfor bånd på egen dækning.

Et modargument kunne være, at det kun er et mindretal af partier – i særdeleshed DF – der udviser vilje til at finregulere DR. Men dette er i og for sig underordnet. For ligesom redaktionen på en privat avis vil forsøge at tilpasse sig deres aktionærers ønsker, selv mellem bestyrelsesmøderne, vil DR også forsøge at foregribe uvilje – selv når den ikke umiddelbart har et folketingsflertal bag sig. DR forstår, at de politiske vinde er foranderlige, og at utilfredshed fra selv oppositionspartier må tages seriøst, da hammeren ellers kan falde, når flertallet skifter. Den latente trussel, der ligger i, at DR er til politisk debat, er i sig selv nok til, at DR, også i perioderne mellem hver medieaftale, bliver dækningsmæssigt midtsøgende, og dermed politiseret.

Midtsøgen og politisering er ikke hinandens modsætninger – tværtimod. Et medie, der er vinklet til fordel for den danske gennemsnitsvælger, fremstår måske neutralt for den gennemsnitlige dansker, men kan fremstå yderligtgående for dem, der ikke deler gennemsnitsdanskerens værdisæt – eksempelvis for den gennemsnitlige amerikaner eller ungarer, eller for en ideologisk liberal eller marxist. Politiske holdninger er for mangfoldige, komplekse og subjektive til, at der kan eksistere en objektiv politisk midte. Enhver vinkel et medie antager vil være politisk, selv hvis den er bevidst midtsøgende.

Netop fordi ethvert medie uundgåeligt vil være farvet, er det vigtigt, at der er et bredt udvalg af medier. Jo flere medier med hver deres finansielle afhængighedsforhold der er, jo flere forskellige vinkler er der at finde i debatten, og jo mindre problematisk er det, at hvert enkelt medie er farvet. En nysgerrig medieforbruger vil i et sådant miljø kunne danne sig et nuanceret overblik om ethvert emne.

 

Jo flere medier med hver deres finansielle afhængighedsforhold der er, jo flere forskellige vinkler er der at finde i debatten, og jo mindre problematisk er det, at hvert enkelt medie er farvet
_______

 

Et sådant miljø ville ligne det, vi allerede i dag ser blandt de danske økonomisk-politiske tænketanke. Cepos, Cevea, Concito osv. har alle skarpe, tydelige holdninger, men tilsammen tegner de et nuanceret billede af deres område, som ikke kunne opnås af nogen enkeltstående tænketank – hvor end midtsøgende. DRs offentlige ejerskab er i konflikt med et sådant mangfoldigt mediemiljø, da de ikke konkurrerer på lige vilkår med private medier, og derfor presser private mediers markedsandel og antallet af private medier generelt. DRs økonomiske og politiske særstatus gør, at netop deres politiske vinkel – tilnærmelsesvist folketingets gennemsnitsholdning – får uforholdsmæssigt meget taletid. Stik imod intentionen gøres Danmark i højere grad end ellers til et politisk ekkokammer – mere specifikt et ekkokammer, hvor status quo sjældent udfordres for alvor.

DR kommer eksempelvis ikke med skarp kritik af hverken velfærdsstat eller kapitalisme. Som liberal savner jeg dækning af de internationale rapporter, der kritiserer Danmarks høje offentlige forbrug (såsom Fraser Institute’s Economic Freedom of the World). Omvendt betoner socialistisk inklinerede i min omgangskreds ofte, at de savner et journalistisk sprogligt opgør med, hvad de mener, er en uimodsagt præmis om økonomisk vækst som et gode. DR undgår yderpositioner i deres søgen efter borgfred med politikerne, på bekostning af debattens holdningsmæssige mangfoldighed.

Når DR, som største medieproducent i landet, er politisk påvirkelige, er der fare for, at de i kraft af deres dominante position ensretter og politiserer debatten – til skade for den frie debat. DR påvirkes både direkte af politiske beslutninger og indirekte af deres egne forsøg på at undgå dem, og er derfor uvægerligt politisk farvede. Da det til dels er selve eksistensen af politisk debat om DR, der gør dem politisk farvede, er problemet uløseligt, så længe DR er på statens hænder. Politikerne er grundlæggende ikke i stand til at eliminere deres egen indflydelse over DR, da de aldrig er mere begrænsede af forsøg på selvpålagt armslængde, end de blot kan fjerne restriktionerne igen, når de bliver ubelejlige.

Løsningen er at gøre op med selve årsagen til, at vi overhovedet har forsøgt os med det uopnåelige armslængdeprincip: DR’s offentlige ejerskab. En privatisering af Danmarks Radio ville overflødiggøre armslængdeprincippet og give plads til, at et pluralistisk privatdrevet medielandskab kan vokse frem. Hvert enkelt privat medie vil ikke være mindre afhængigt af dem, der betaler regningerne, eller mindre farvet, end DR er i dag. Men som gruppe vil et frit og privat medielandskab, med dets mange unikke afhængighedsforhold, være farvede i alle regnbuens farver i stedet for én, statsautoriseret kulør. ■

 

En privatisering af Danmarks Radio ville overflødiggøre armslængdeprincippet og give plads til, at et pluralistisk privatdrevet medielandskab kan vokse frem
_______

 

Henrik Fladeland Futtrup (f. 1995) er ordfører for demokrati i Liberal Alliances Ungdom, medlem af Liberal Alliance og studerer statskundskab på Københavns Universitet. ILLUSTRATION: DR-Byen [Foto: Beth]