01.05.2018

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge m.m.)

Påstanden om, at højere løn for de offentligt ansatte fører til bedre offentlig service, er nonsens. Alligevel er den blevet fremført adskillige gange under de nyligt overståede overenskomstforhandlinger. Årsagen er, at den er et element i venstrefløjens nye destruktive ideologi: offentligsektorismen.

Kommentar af Henrik Dahl

DET ER FOLKETS VILJE, at Danmark skal være en velfærdsstat. Det respekterer alle partier på Christiansborg, herunder mit eget: Velfærdsstaten er en af de ufravigelige præmisser, den daglige politiske kamp i Danmark bygger på.

Men der kan sagtens være forskelle i tilgangen til og analysen af, hvad ”velfærd” er for en størrelse, selvom man accepterer, at opbakningen til velfærdsstaten er så massiv, at den ikke står til diskussion for nogen, der ønsker at deltage aktivt i skabelsen af politiske resultater.

Målet med denne artikel er at nå frem til en forståelse af den paradoksale påstand, man har kunnet rekonstruere ved at læse de udsagn, som nogle offentligt ansatte er kommet med i løbet af overenskomstforhandlingerne i 2018. Nemlig den påstand, at den offentlige service ville blive bedre, hvis de offentligt ansatte fik en lønforhøjelse.

Det, der giver en god serviceoplevelse i den offentlige sektor, er et velfungerende samspil mellem mange faktorer. Uden at det skal forestille en udtømmende liste, kan man nævne: Medarbejderens evne til at fokusere på de behov, den enkelte borger har. Medarbejderens kompetence i forhold til at indfri behovene. De ressourcer, der i øvrigt står til medarbejderens disposition (moderne apparater; tidssvarende bygninger). Det rum, ledelsen giver medarbejderne, når det gælder om at tilpasse grundydelserne til borgerens behov og ønsker. Jo bedre alle disse faktorer er integreret til en helhed, jo bedre vil serviceoplevelsen være.

En lønforhøjelse er dejlig for den, der får den (og jeg vil gerne understrege, at jeg i princippet under alle mennesker en lønforhøjelse). Men hvad en sådan lønstigning har at gøre med fx bedre normeringer, bedre apparatur, mere moderne bygninger og mere individuel tilpasning af basisydelserne, er – havde jeg nær skrevet – svært at få øje på.

Når jeg alligevel afholder mig fra at skrive det, er det, fordi det ikke blot er svært at få øje på. Det er umuligt. Der er absolut ingen sammenhæng mellem på den ene side højere løn og på den anden side de øvrige faktorer, jeg nævner ovenfor.

At det forholder sig sådan, må stå klart for ethvert nogenlunde tænksomt menneske. Alligevel cirkulerer den forestilling, at den offentlige service automatisk bliver bedre, hvis medarbejderne modtager en højere løn. Det rejser naturligvis spørgsmålet: hvorfor? Hvordan kan det være et acceptabelt udsagn i den offentlige samtale, at de offentligt ansattes lønkamp vedrører brugeren af den offentlige service?

Ved man noget som helst om produktionen af service, indser man på en brøkdel af et sekund, at påstanden er nonsens. Højere løn har jo intet at gøre med de faktorer, der også er nødvendige for at producere service. Alligevel får den forbavsende ofte lov til at passere.

 

Ved man noget som helst om produktionen af service, indser man på en brøkdel af et sekund, at påstanden er nonsens. Højere løn har jo intet at gøre med de faktorer, der også er nødvendige for at producere service
_______

 

DEN PRIMÆRE ÅRSAG til, at det kan lade sig gøre at fremsætte den absurde påstand, at den offentlige service bliver bedre af lønforhøjelser til medarbejderne, uden at det drukner i latter, er, at den er et element af den ideologi, der i dag har afløst socialismen: offentlig-sektor-ismen.

Venstrefløjen troede engang på arbejderklassens overtagelse af produktivkræfterne. I dag tror den i stedet på, at Danmark skal have en gigantisk offentlig sektor, eftersom det primære vehikel for udbredelse af godhed og menneskekærlighed er alt, der er finansieret over skatterne, og derfor kan kategoriseres som ”gratis”.

Offentligsektorismen har været under udvikling siden 1960’erne. Det er ikke sket uden kritik fra politikere som Mogens Glistrup, faglitterære forfattere som Jørgen S. Dich og skønlitterære forfattere som Henrik Stangerup. Men alligevel med en vilje og fremdrift, der i det lange løb har tromlet kritikerne ned.

Den har form som en ideologi (i marxistisk forstand). Det vil sige et (fejlagtigt) sæt af begreber og tilsyneladende sandheder, der er vævet ind i hinanden, og tilsammen både begrunder de tiltag, der allerede er sat i værk, og motiverer til nye.

Et væsentligt bidrag til offentligsektorismens ideologi er, at velfærdsstaten er underfinansieret. Hvis man ser bort fra kortere perioder, kender det offentlige forbrug – og dermed velfærdsstaten – kun til vækst. Men skal man kombinere kendsgerningerne med ideologien, kan man sige, at det karakteristiske ved velfærdsstaten åbenbart er, at den vokser og vokser i kraft af nedskæringer.

Et andet ligeså væsentligt holdepunkt i ideologien er, at de offentlige ydelser i Danmark er små. Det er de ikke – hvad både den berømte Carina-sag og opslag i OECD’s statistikker meget hurtigt kan bevise.

Endelig hævder offentligsektorismens ideologi, at de offentligt ansatte er dårligt aflønnede. Om det er dårligt at have en løn, der ligger i den bedste tredjedel af alle de lønninger, der udbetales i Danmark (som lærerne for eksempel har), er det helt legitimt at diskutere. Man bør bare, mens man diskuterer, erindre, at to tredjedele af befolkningen åbenbart kan klare sig for mindre. Og at mange af dem formentlig føler, at de har alt, hvad de har behov for.

Det er disse tre elementer i offentligsektorismen, der er dens brændstof. Derfra stammer vreden, der giver kræfterne til at stå foran forligsinstitutionen dag og nat i al slags vejr og af sine lungers fulde kraft råbe utilfredsheden ud over pressekorpset. Men det er ikke nok, at en ideologi skaber motivation for dem, der tror på den. Den skal også rumme et ideelt formål, der kan tjene som vision.

Hvad der skaber den visionære kraft i offentligsektorismen, er næppe beskrevet bedre, end det for mange år siden blev gjort af Jørgen S. Dich i værket ”Den herskende klasse”: At det er godt for hele samfundet, at de offentligt ansatte får det bedre.

Dich påpegede, at de offentligt ansatte inden for social-, sundheds- og uddannelsessektoren altid begrundede deres egeninteresse i mange sikre og vellønnede stillinger med, at det var ubetinget godt for Danmark, at landet havde en gigantisk social-, sundheds- og uddannelsessektor. Det var vældig profetisk. For det er præcis den samme argumentationsfigur, vi oplever i dag: Hvis bare de offentligt ansatte får en lønforhøjelse (som i princippet er dem velundt), bliver den offentlige service automatisk bedre.

Det paradoksale ved offentligsektorismen er, at den på langt sigt vil ødelægge netop den velfærdsstat, den hævder at hylde. Hvis lønnen i den offentlige sektor bliver ved med at vokse, uden produktiviteten følger med, vil sektoren set fra et administrativt synspunkt blive mere og mere løntung. De samlede budgetter kan ikke hæves uendeligt, fordi provenuet af skattestigninger vil falde, når satserne nærmer sig det niveau, de har i Danmark. Det betyder, at lønnen bliver en stadigt større del af det samlede offentlige budget – hvilket som allerede nævnt ikke forbedrer kvaliteten af den service, der ydes (eftersom det også kræver de øvrige ressourcer, der vil blive dårligere og dårligere råd til).

 

Det paradoksale ved offentligsektorismen er, at den på langt sigt vil ødelægge netop den velfærdsstat, den hævder at hylde
_______

 

Uden helt grundlæggende omstruktureringer af den offentlige service – altså: egentlige paradigmeskift af det nuværende system – kan den ikke blive bedre. Men det er der ikke politisk vilje til. Derfor skrumler vi videre på den kurs, der for længst er udstukket.

SOM NÆVNT: Jeg mener, at alle i princippet har ret til at kæmpe for flere penge til sig selv. Men det er ikke ensbetydende med, at det er nødvendigt med høje lønninger for, at den offentlige sektor kan tiltrække de bedste medarbejdere. Hvis man ved noget om incitamenter og om det kollektive lønsystem, vil man hurtigt indse, at dette argument er hult. Et kollektivt lønsystem fungerer sådan, at eksempelvis gode lærere er groft underbetalt. Mens dårlige lærere på symmetrisk vis er groft overbetalt. Når fx gode lærere, der præsterer over gennemsnittet, er underbetalt, har de naturligvis ikke noget økonomisk motiv til at søge ind i et kollektivt lønsystem. Mens enhver, der præsterer under gennemsnittet, modsætningsvis har et helt oplagt økonomisk motiv til at søge ind i et system, der overbetaler ham eller hende.

Forholdsvis høje lønninger og et kollektivt system tiltrækker altså ikke – hvis man overhovedet tror på, at mennesker reagerer på økonomiske incitamenter – personer, der præsterer over gennemsnittet. Snarere det modsatte.

For at redde den offentlige service, er det paradoksalt nok nødvendigt at redde den fra offentligsektorismen. For den vil i længden gøre den offentlige service dårligere og dårligere. Lønnen vil sluge en større og større del af de budgetter, der ikke kan vokse tilstrækkeligt til at modgå lønstigningerne. Det rammer normeringer og ressourcer i form af mere tidssvarende apparatur og bygninger. Bedømt ud fra OK18 og den almindelige politiske debat er en afvisning af offentligsektorismen alligevel noget, der har lange udsigter.

Uden at jeg har gennemført beregningerne, vil jeg kalde det en rimelig hypotese, at alle lønmodtagere i Danmark kunne få en større procentvis stigning i deres rådighedsbeløb, hvis man gennemførte fornuftigt tilrettelagte skattelettelser. Samtidig ville det tabte skatteprovenu, inklusive dynamiske effekter, ikke nå op på siden af de ekstra udgifter til løn, der nu ville skulle afholdes. Men det finder vi først ud af om mange år, når alle har indset, at offentligsektorismen ikke er til gavn for samfundet, men for den enkelte ansatte i den offentlige sektor. ■

 

Uden at jeg har gennemført beregningerne, vil jeg kalde det en rimelig hypotese, at alle lønmodtagere i Danmark kunne få en større procentvis stigning i deres rådighedsbeløb, hvis man gennemførte fornuftigt tilrettelagte skattelettelser
_______

Apropos denne artikel:

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning

Alberte Bové Rud i RÆSONs nye trykte nummer: Skal Meloni samle Vesten?