20.09.2018

”Syrien er ikke én krig, men mange krige inden i hinanden. Den oprindelige krig mellem oprørerne og Assad-regimet er ved at nærme sig sin afslutning. Mange af de andre krige, der fx handler om Iran, Hezbollah og Israel eller Tyrkiet og kurderne, er stadig i gang. […] Aftalen om en demilitariseret zone i Idlib-provinsen er en våbenstilstand snarere end en politisk løsning.”

Interview af Asbjørn Bang

RÆSON: Den syriske konflikt har bevæget sig ind i en ny, afgørende fasemed aftalen mellem Rusland og Tyrkiet om en demilitariseret zone i Idlib-provinsen. Er det reelt slutspillet, vi ser nu?
MALMVIG: Det er en midlertidig aftale om Idlib og ikke en endelig politisk løsning. Det er snarere en udskydelse af offensiven, som skal give Tyrkiet mulighed for at adskille de meget yderligtgående grupper i området fra de knap så yderligtgående.

Aftalen om en demilitariseret zone i Idlib skal følges op af en implementering i oktober. Der er mange skridt på vejen endnu, men aftalen er et godt udgangspunkt i forhold til at afværge den bebudede offensiv.

Syrien er ikke én krig, men mange krige inden i hinanden. Den oprindelige krig mellem oprørerne og Assad-regimet er ved at nærme sig sin afslutning. Mange af de andre krige, der fx handler om Iran, Hezbollah og Israel eller Tyrkiet og kurderne, er stadig i gang. Vi er ved at vende et blad. Det, der formentlig vil komme i fokus fremover, er konflikten mellem Iran, Hezbollah og Israel og hele konflikten om det nordøstlige Syrien.

RÆSON: Hvilke aktører vil især drage fordel af den nye aftale om Idlib, og hvem bliver den største taber?
MALMVIG: Vi ved endnu ikke, om aftalen vil holde, og hvad næste skridt bliver. Som det tegner sig nu, er det Tyrkiet og til dels Rusland, som er de primære vindere. Samtidig kan civilbefolkningen fortsat holde vejret, i og med offensiven er afblæst midlertidigt. Jeg ville tøve med at kalde Assad og Iran tabere, men deres mål er på den lange bane at genvinde hele det syriske territorium og at smide alle eksterne magter ud. Iran og Assad betragter helt sikkert aftalen om Idlib som en midlertidig løsning.

RÆSON: Hvordan tjener aftalen Tyrkiets interesser i Syrien?
MALMVIG: Tyrkiet har selvfølgelig spillet en hovedrolle igennem hele konflikten som en primær støtte for oprørsstyrkerne. Tyrkiet vil kunne drage stor fordel af en aftale, hvis den vel at mærke kan holde, og det er derfor naturligt for Tyrkiet at presse på for at få en forhandlet aftale på plads i Idlib.

Tyrkiets interesser handler dels om de potentielle flygtningestrømme, forårsaget af en eventuel offensiv, som ville skabe et konkret pres på den tyrkiske grænse. Derudover handler det om kurderne, og for det tredje handler det om, at man fra tyrkisk side har knyttet tætte bånd til oprørerne og den syriske opposition gennem årene. Tyrkiet vil gerne beskytte deres allierede og undgå en kæmpe humanitær katastrofe.

Tyrkiet vil gerne beholde en form for buffer i forhold til det syriske regime. Det gælder også i forhold til kurderne, hvor man gerne vil undgå, at den kurdiske opposition får kontrol med sammenhængende territorium langs den tyrkiske grænse.

Bolden er nu på Tyrkiets banehalvdel, da det er dem, der skal sørge for implementeringen af aftalen. Blandt andet i forhold til at udskille yderligtgående grupper fra den øvrige opposition. Der er en stor opgave forbundet med at sikre, at nogle af de yderligtgående grupperinger ikke kommer til at fungere som spoilers for aftalen som helhed.

 

Bolden er nu på Tyrkiets banehalvdel, da det er dem, der skal sørge for implementeringen af aftalen. Blandt andet i forhold til at udskille yderligtgående grupper fra den øvrige opposition
_______

 

RÆSON: Hvor realistisk er det, at Tyrkiet vil have succes med at adskille moderate og yderligtgående grupper?
MALMVIG: Tyrkiet har arbejdet længe på opgaven ved at forsøge at samle så mange oprørsgrupper som muligt i den såkaldte Nationale Befrielsesfront (NLF). Man har desuden forsøgt at få elementer af Hay’at Tahrir al-Sham (HTS) [al-Qaeda i Syrien, red.] med for så vidt muligt at få skabt en samlet opposition, som vil kunne indgå en fælles politisk aftale med Rusland og Assad. Det er åbenlyst, at Tyrkiet har haft rigtig svært ved dette arbejde, og HTS har fra ledelsens side, ikke været villig til at samarbejde, tværtimod. Det er også svært at se, hvordan man i praksis skal få skilt de mange væbnede grupper. Mange af de yderligtgående grupper har jo sværget, at de vil kæmpe til sidste blodsdråbe.

Vi har dog gennem hele konflikten set, at individuelle oprørere har været villige til at skifte mellem forskellige grupper, alt efter hvad der har været opportunt. Det er klart, at individuelle krigere vil kunne presses til at foretage pragmatiske valg, så længe de præsenteres for konkrete sikkerhedsgarantier fra Tyrkiets og Ruslands side.

RÆSON: Har de vestlige lande endegyldigt forladt den oprindelige opposition og den militære støtte til eksempelvis den Frie Syriske Hær?
MALMVIG: Vesten har gradvist trukket den militære og civile støtte tilbage. I takt med at de oprørskontrollerede territorier er svundet ind, er støtten ligeledes forsvundet. Det gælder også den politiske og økonomiske støtte til den politiske eksil-opposition. Tyrkiet er nu den væsentligste aktør i forhold til at støtte den oprindelige opposition, både militært, politisk og diplomatisk.

RÆSON: Hvad betyder aftalen for den syriske opposition i Idlib?
MALMVIG: Den aftale, der nu er blevet præsenteret, betyder konkret, at man indfører våbenstilstand, snarere end det er en egentlig politisk løsning. Den syriske oppositions målsætning om at skabe regimeforandring, og om at skabe et andet Syrien, hvor man ville have øget frihed og mulighed for politisk deltagelse, er død. Selvom mange civile i Idlib har været ude at demonstrere for revolutionen, bliver det ikke realiseret, da det er Assad-regimet, som er ved at vinde.

Nogle forestiller sig, at man lokalt i Idlib vil kunne indføre en form for decentralisering og større politisk indflydelse for oppositionen. Det er meget tidligt at spå om, men det er klart, at de store, ”oprindelige drømme” fra oprørsbevægelsen ikke vil blive indfriet.

RÆSON: Hvordan skal vi tolke de seneste ugers forberedelser til den bebudede offensiv i Idlib?
MALMVIG: Siden forsommeren har vi ventet på, at Idlib skulle blive det næste mål. Vi var imidlertid ikke klare over omfanget af en eventuel offensiv. Der har været spekuleret i, om truslen om en offensiv blev brugt som en form for pressionsmiddel for at skabe forhandlingsrum. Det er helt klart en mulighed.

Især Rusland har ikke været interesseret i en større offensiv i Idlib, fordi man har villet iscenesætte sig som garant for en længerevarende aftale på den internationale scene, herunder en løsning på flygtningeproblematikkerne.

 

Især Rusland har ikke været interesseret i en større offensiv i Idlib, fordi man har villet iscenesætte sig som garant for en længerevarende aftale på den internationale scene
_______

 

RÆSON: Har Teheran og Moskva vurderet, at der var overhængende risiko for en vestlig modreaktion mod en Idlib-offensiv?
MALMVIG: Nej, det tror jeg ikke. Assad-regimet og Iran ved godt, at Vesten for længst har afskrevet Idlib. Det kunne man også se på de vestlige udmeldinger om at ”I kan godt indtage Idlib, I skal bare ikke gøre det med kemiske våben”. USA har for længst trukket støtten til oprørerne i Idlib, inklusive en stor del af den civile og humanitære støtte. Amerikanerne koncentrerer sig nu om den nordøstlige del af Syrien og har opgivet Idlib. På den måde kan Tyrkiet koncentrere sig om sine egne interesser i det nordvestlige Syrien, og dermed opnår man en form for arbejdsdeling.

RÆSON: Vil USA fremover forsøge at spille mere aktiv rolle i Syrien gennem den kurdisk-ledede opposition?
MALMVIG: Ja, igen har vi set en zigzagkurs fra Trump-regeringen. I foråret bekendtgjorde Trump, at USA ville trække sig helt ud af Syrien. Siden har han meldt ud, at USA agter at blive, og at konflikten også handler om at tvinge Iran til at trække alle tropper ud af landet. Lige nu er USA stadig militært til stede i den nordøstlige del af landet, samt omkring al-Tanf ved grænsen til Jordan og Irak.

Jeg tror ikke, at det handler så meget om kurderne for USA. Det handler snarere om Iran og kontrollen om de vigtige grænseområder, hvor jihadister historisk har kunnet bevæge sig frit. Selvom man fra amerikansk side taler med store bogstaver og siger, at Iran skal ud, har jeg svært ved at se, hvordan det skal ske i praksis.

RÆSON: Hvordan påvirker USA’s tilstedeværelse samarbejdet mellem de øvrige eksterne aktører: Iran, Rusland og Tyrkiet?
MALMVIG: Interesser og alliancer skifter, i forhold til hvilket område man fokuserer på. Der er nogle områder, hvor USA og Tyrkiet har samstemmende interesser i Syrien. Begge er interesserede i at skabe resultater for oppositionen, ligesom begge er interesserede i, at Iran ikke bliver den dominerende magt i Syrien. På andre områder har man modstridende interesser, fx hvad angår kurderne. På samme måde stemmer Irans interesser ikke altid overens med regimets og Ruslands. I forhold til Idlib-aftalen ser USA og de vestlige lande selvfølgelig med bekymring på den tætte relation, der har udviklet sig mellem Tyrkiet og Rusland. Omvendt har Tyrkiet på mange måder varetaget Vestens interesser i Idlib ved at indgå en forhandlet aftale.

RÆSON: Er der risiko for, at den forhandlede aftale om Idlib munder ud i en såkaldt frossen konflikt?
MALMVIG: Ja, det kan man godt sige. Parterne har sat hinanden skakmat. De mange forskellige oprørsgrupper, som er til stede i Idlib, gør det sværere for regimet og dets allierede at indtage territoriet på samme måde, som man tidligere har gjort. Tyrkiets interesser gør det interessant at holde fast i en form for bufferzone i det nordlige Syrien. Rusland står i midten. Hvis man lægger sin vægt bag én af konfliktparterne, er det Rusland, der kan afgøre, hvorvidt konflikten skal være frossen.

 

Parterne har sat hinanden skakmat. De mange forskellige oprørsgrupper, som er til stede i Idlib, gør det sværere for regimet og dets allierede at indtage territoriet på samme måde, som man tidligere har gjort
_______

 

RÆSON: Vil regeringshæren nu i stedet vende sig mod den kurdiskledede opposition i det nordøstlige Syrien?
MALMVIG: På grund af USA’s tilstedeværelse tror jeg ikke, man militært vil vende sig mod kurderne. Jeg tror til gengæld, man vil gøre det politisk og økonomisk. Det er en udvikling, vi allerede ser. Der har været samtaler mellem kurderne og Damaskus ad flere omgange. Regimet kontrollerer fortsat mindre lommer i kurdiske områder, blandt andet omkring lufthavnen i al-Qamishli. På nogle områder samarbejder man, og på andre gør man ikke. Over weekenden var der lokalvalg i de regime-kontrollerede områder. Her nægtede kurderne at afholde regimets pseudo-valg. Det er Assad naturligvis ikke så begejstret for.

Jeg tror, at Rusland kommer til at spille en afgørende rolle i en forhandling mellem Assad-regimet, kurderne og Tyrkiet. Her skal kurdernes status afgøres, inklusive et kompromis om i hvor høj grad kurderne og de øvrige mindretal kan opnå en eller anden form for autonomi eller decentralt styre.

RÆSON: Meget tyder på, at Israel natten til tirsdag har bombet i Latakia, hvor Rusland har en militærbase og anses for Assads kerneland, uden at advare russerne tilstrækkeligt. Hvordan skal vi tolke denne udvikling?
MALMVIG: Israel har været engageret i konflikten siden 2012, men har optrappet sine militære angreb på iranske mål og Hezbollah-konvojer og -baser i løbet af 2018. Israel frygter en mere permanent iransk/Hezbollah-tilstedeværelse op ad deres grænse. Derfor forsøger man at markere nogle ”røde linjer”. Israelerne ved, at hverken Rusland eller USA vil sørge for at adressere truslen fra Iran. Derfor forsøger de selv at imødegå den iranske tilstedeværelse.

Israel har en deconfliction-aftale med Rusland, som i virkeligheden er en stiltiende russisk accept af, at Israel bomber iranske mål og Hezbollah i Syrien. Der har altså hele tiden været åbne kommunikationskanaler mellem Israel og Rusland. Israel er meget afhængige af at være på god fod med Rusland for at kunne operere uforstyrret i det syriske luftrum. Derfor skyldes episoden med stor sandsynlighed et uheld, og Israel peger selv på at det er syriske regime, som ved en fejltagelse skød det russiske fly ned.

RÆSON: Vil den ulmende konflikt mellem Israel og Iran tage til, når krigen mellem Assad-regimet og oprørerne sidste aktive fronter lukkes?
MALMVIG: Det er der stor risiko for. Det er en af de krige i krigen, som i løbet af de seneste år er blevet intensiveret, og som sandsynligvis vil fortsætte. Jeg tror også, vi vil se flere interne magtkampe blandt regimestøtterne, i takt med at det oprindelige oprør nedkæmpes. Rusland og regimet har forsøgt at få nogle af de iransk-støttede shia-militser indrulleret under den syriske stat og den syriske hær. Det har Iran og Hezbollah modsat sig, fordi de gennem militserne kan udøve indirekte kontrol. Her vil forholdet mellem Iran, Israel og Rusland givetvis komme til at spille en stor rolle, ligesom vi ser det i Idlib mellem Tyrkiet, Rusland og regimet. ■

 

Jeg tror også, vi vil se flere interne magtkampe blandt regimestøtterne, i takt med at det oprindelige oprør nedkæmpes
_______

Apropos denne artikel:

Rasmus Emborg: Vi må se i øjnene, at Ruslands gamle imperiedrømme er ved at blive til virkelighed

Jens Ladefoged Mortensen: Trumps toldkrig viser, at tyngdepunktet har flyttet sig væk fra Vesten – hvis det overhovedet findes længere

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne