12.07.2018

Når persondramaet bliver hovedemnet, skygger det for hovedsagen: At et medlemsland må sige nej tak til at være med i den udvikling af EU, der er i gang. Det burde få alle alarmklokker til at ringe og starte en europæisk debat om en fremtid for EU, som alle kan være med i.

Af Hans Kronberg

DRAMATISKE ministerafgange er godt stof. Når løjerne ligefrem leveres af en britisk regering, som har vendt EU ryggen, er scenen sat for hånlige kommentarer fra et bredt udsnit af kerneeuropæiske politikere og kommentatorer. Men når persondramaet bliver hovedemnet, skygger det for hovedsagen: At et medlemsland må sige nej tak til at være med i den udvikling af EU, der er i gang. Det burde få alle alarmklokker til at ringe og starte en europæisk debat om en fremtid for EU, som alle kan være med i.

I stedet for mere eller mindre hånlige Twitter-beskeder fra EU’s præsident Donald Tusk m.fl., burde han, EU-Kommissionen og de resterende EU-lande, allerede for godt to år siden, da det britiske nej var en realitet, have koncentreret sig om seriøse initiativer for at undgå lignende situationer. I stedet for trusler om, at der ikke kan pilles ved det Indre Marked, fordi det er helligt, skulle man tværtimod have åbnet for nytænkning og for et mere pragmatisk EU. I stedet har vi det sædvanlige mønster: Frankrig med nye, højtflyvende projekter, der igen sætter Frankrig i centrum for samarbejdet. Den klassiske samarbejdsform, hvor Frankrig styrer udviklingen, og Tyskland betaler. Og resten bare følger med.

At den britiske regering, med premierminister Theresa May i spidsen, først formåede at fremlægge deres udspil til Brexit-forhandlingerne fredag, burde vel heller ikke komme bag på nogen. Det er snarere et bevis på, hvor kompleks en størrelse EU er blevet gennem især de sidste 30 år. Og netop vi danskere burde vide, hvor svært det kan være at tolke et nej ved en folkeafstemning, som vi skulle gøre det efter det danske nej til Maastricht-traktaten i 1992. Vi sagde endda kun nej til én traktat – ikke, som briterne, til hele pakken.

 

Selvom Theresa May var på det hold, der anbefalede et ja til fortsat medlemskab, så er hun tro mod de britiske vælgeres afgørelse, hvilket også er tydeligt i fredagens udspil
_______

 

Selvom Theresa May var på det hold, der anbefalede et ja til fortsat medlemskab, så er hun tro mod de britiske vælgeres afgørelse, hvilket også er tydeligt i fredagens udspil, der bl.a. fastslår, at det efter Brexit er slut med den fri bevægelighed af arbejdskraft for Storbritanniens vedkommende, at det er slut med at sende store „spildte‟ summer penge til EU-kassen, at det er slut med den fælles landbrugs- og fiskeripolitik, ligesom det igen er de britiske domstole, der fremover bestemmer i Storbritannien. I alt 12 krav i oversigtsform, som meget godt afspejler alt det, som folkeafstemningen drejede sig om. At det udspil så ikke er godt nok for nogle britiske ministre, ændrer ikke andet end deres egen position som ministre.

Theresa May har også udelukket en ny folkeafstemning som udemokratisk og et tillidsbrud over for de britiske vælgere. Det var den tidligere premierminister David Cameron, der havde lovet en folkeafstemning om medlemskabet, så han, i tilfælde af et ja, på denne måde kunne lukke årtiers diskussion i det konservative parti om medlemskabet. Sådan gik det så ikke, men hele ideen om et folkeligt mandat til de voldsomme indgreb i de europæiske landes selvbestemmelse, som har fundet sted siden Maastricht-traktaten, er rigtig sund. Som tilfældet Storbritannien viser, så hviler en overnational statsdannelse på kviksand, hvis befolkningerne ikke bakker op.

Hvilket de øvrige EU-lande sådan set heller ikke blinde for. De har faktisk forsøgt at få sådanne folkelige mandater. Bare uden held.

Da EU-landene i starten af 00’erne forhandlede en egentlig forfatningstraktat på plads, var det intentionen hos en række lande at sende den til folkeafstemning. EU skulle nu hvile på folkets vilje. Frankrig og Holland lagde for, med afstemninger i 1995, men da svaret var et nej i begge lande, der jo normalt anses for EU-venlige, trak resten følehornene til sig. Herunder Danmark, der også havde en sådan afstemning på tegnebrættet, selvom vi havde stemt nej til euroen i september 2000. EU opgiver dog aldrig så let, så der blev hurtigt efter flikket en ny traktat sammen, Lissabon-traktaten, der i al væsentlighed er et minimalt slanket kopi af forfatningstraktaten. Med den fordel, at den kunne ratificeres uden at spørge de besværlige vælgerne.

Hvor har EU idag succes? På økonomien, vil nogle måske svare. Her har EU da fat i den lange ende med det Indre Marked, hvor der hersker fri bevægelighed af kapital, arbejdskraft, varer og serviceydelser. Endda med flere og flere privilerier for den vandrende arbejdskraft?

 

Ser man på udviklingen i euro-landenes bruttonationalprodukter, har væksten været væsentlig ringere, end den har været for de 36 medlemslande af den økomiske samarbejdsorganisation OECD
_______

 

Men nej. EU er heller ikke her en lysende succes. Ser man på udviklingen i euro-landenes bruttonationalprodukter, har væksten været væsentlig ringere, end den har været for de 36 medlemslande af den økomiske samarbejdsorganisation OECD. Fra år 2000 (euro-landenes valutaer blev frosset fast den 1. januar 1999, eurosedler og -mønter fulgte i 2002), har den gennemsnitlige BNP-vækst i euro-zonen været 1,3 procent pr. år, mens OECD-landene kan fremvise en gennemsnitlig årlig vækst på 1,9 procent.*

Tyskland klarer sig, med en gennemsnitlig årlig vækst på 1,4 procent, kun lidt bedre end end gennemsnittet af euro-landene, mens fx Danmark halter efter med en gennemsnitlig årlig vækst på 1,2 procent i de 18 år. De seneste tre-fire af de 18 år er det dog gået noget bedre. Italien er ikke overraskende tæt på bunden med årlig vækst-procent på kun 0,4, mens Grækenland med 0,2 procent har den absolutte bundplacering – også blandt samtlige EU-lande. Storbritannien, der jo ligesom Danmark er udenfor euroen, har i øvrigt kunnet fremvise en vækst på 1,9 procent pr. år – altså helt på linie med OECD-gennemsnittet.

Der er naturligvis mange forklaringer på, at euro-landene, og EU-landene generelt, har klaret sig relativt dårligt i de sidste 18 år (og i øvrigt også før den tid), men tallene dokumenterer, samlet set, at det er en myte, at EU og det indre marked er grundlaget for vores rigdom. Det går rigtigt fint andre steder.

Alt i alt er der rigeligt at diskutere, hvis man ønsker et bedre EU. Og det er så her, vi står i dag. Briterne er stået helt af, og vælgerne på fastlandet i stedet giver deres protester til kende i de nationale valg, som trods alt fortsat er frie, selvom de gamle magteliter gør, hvad de kan for at advare vælgerne mod partier, som går nationalstaternes ærinde og ikke er en del af de traditionelle europæiske partier. ■

 

Alt i alt er der rigeligt at diskutere, hvis man ønsker et bedre EU. Og det er så her, vi står i dag. Briterne er stået helt af, og vælgerne på fastlandet i stedet giver deres protester til kende i de nationale valg
_______

 

*2017 er det sidste år i denne statistik fra OECD, der foruden de europæiske omfatter lande som New Zealand, Japan, Australien, Sydkorea, Mexico, Tyrkiet, Israel og USA.

Hans Kronberg (f. 1948) er cand.polit. og journalist. Tidligere Bruxelles-korrespondent og international økonomisk medarbejder for Politiken samt bl.a. tidligere redaktør af onlinemagasinet euobserver.dk. Medforfatter til Spillet om EF-unionen, der analyserer europæisk politik op til Maastricht-traktaten i 1992. Indehaver af MakroData.dk og uafhængig af alle politiske interesser. ILLUSTRATION: Juncker besøger May i London [foto: EPA/ANDY RAIN/Scanpix]