15.11.2018

En hjælpende hånd fra Qatar udløste palæstinensisk raketbeskydning af Israel og israelske bombeangreb, og trods våbenhvilen understreger situationen konfliktens voldsomme kompleksitet.

Af Hans Henrik Fafner

TEL AVIV – Omsider virkede det, som om tingene gik den rigtige vej på Gazastriben. I hvert tilfælde for områdets 1,8 millioner hårdt prøvede indbyggere. I begyndelsen af november vendte den elektriske strøm tilbage til almindelige husholdninger i et omfang, man ikke har set i årevis. Som følge af blokaden og akut mangel på brændstof har kraftværket i nærheden af Gaza By kun været i stand til at levere strøm til den enkelte borger knap fire timer i døgnet. Med ét blev dette forvandlet til i omegnen af seksten timer.

Forklaringen var, at det styrtende rige emirat Qatar tidligt i oktober tilbød at betale den olie, som kraftværket i Gaza skulle bruge. Med Egypten som mellemled kom en aftale i stand med Israel, som begyndte brændstofleverancerne. Til en begyndelse lød bestillingen på fyringsolie til en værdi af 10 mio. dollar om måneden i det næste halve år.

For at markere sin støtte til palæstinenserne sendte Qatar en højtstående diplomat på besøg i Gaza. Ambassadør Muhammed el Emadi ankom den 9. november, som var en fredag, og hensigten var, at han skulle vise sin tilstedeværelse ved de ugentlige protester langs grænsehegnet mod Israel. Med sig i konvojen medbragte han tre kufferter med 15 mio. dollars i kontanter. Pengene skulle blandt andet bruges til at kompensere palæstinensere, som er kommet til skade under de ugentlige demonstrationer, som har stået på i mere end et halvt år.

Der var også afsat midler til at give 50.000 fattige familier 100 dollar hver. En smuk gestus, men da ambassadøren nåede frem til grænsehegnet, blev hans konvoj angrebet af stenkastende palæstinensere, og lokale sikkerhedsstyrker måtte i hast omdirigere konvojen. El Emadi nåede uden yderligere dramatik frem til et andet sted ved hegnet og forlod derefter Gazastriben i hast.

 

Væbnede grupper skød raketter mod mål i Israel, israelerne svarede igen med bombeangreb, og endnu engang var der begrundet frygt for, at det hele ville udvikle sig til en ny krig
_______

 

Hamas
Få dage senere blussede konflikten i og omkring Gazastriben. Væbnede grupper skød raketter mod mål i Israel, israelerne svarede igen med bombeangreb, og endnu engang var der begrundet frygt for, at det hele ville udvikle sig til en ny krig.

Israels premierminister, Benyamin Netanyahu, hastede hjem fra Paris, hvor han deltog i den storstilede markering af 100-året for afslutningen på Første Verdenskrig. Få timer forinden havde han på et velbesøgt pressemøde sagt, at han ville gøre alt for at genetablere roen for sine israelske medborgere og undgå en humanitær krise på Gazastriben. ”Jeg gør mit yderste for at undgå en unødvendig krig,” sagde han. Udtalelsen blev set som en indrømmelse af, at den seneste tids israelske strategi overfor Hamas har været forfejlet. Lige siden palæstinensernes ugentlige protester langs grænsehegnet startede i slutningen af marts, har det israelske forsvar sat hårdt mod hårdt i forventning om at knække protestviljen og dermed også Hamas.

Dette er ikke sket. Tværtimod har Netanyahu været under tiltagende kritik fra de israelske samfund i egnen omkring Gazastriben, som i månedsvis har døjet med den såkaldte dragekrig (se artikel i RÆSON), hvor palæstinenserne har sendt drager og balloner med brændbare ladninger ind over Israel. Det var under indflydelse af denne kritik, at Netanyahu indgik aftalen med Qatar for at lindre gazanernes nød en smule, og på længere sigt var tanken tydeligvis at opnå en form for forståelse med Hamas.

Men hvorfor udviklede det hele sig så imod hensigten? Her er vi tilbage ved stenkasterne, som lod deres vrede gå ud over el Emadi. De er aldrig blevet identificeret, men har sandsynligvis forbindelse til de salafistiske grupper, som får større og større indflydelse på Gazastriben. Den vigtigste er Islamisk Jihad, men der er en hel række grupperinger, som har den fælles holdning, at Hamas er for blød og kompromissøgende. Salafisterne har navnlig i de senere år oplevet voksende folkelig opbakning som følge af den dybe økonomiske krise, den israelske blokade af Gazastriben har ført til, og som Hamas-styret får en del af skylden for. I den lejr opfattede man brændstofaftalen med Qatar som en farlig fravigelse fra den hårde modstandslinje. Den rummede konturerne af en uønsket overenskomst med Israel, og derfor blev ambassadørens konvoj et oplagt angrebsmål.

Hamas reagerede som forventet. Umiddelbart efter ambassadørens hastige afrejse iværksatte man en større operation, hvor sikkerhedsstyrker gik på jagt efter kendte salafister i Gazastribens afkroge. Et stort antal blev fundet og anholdt, men adskillige af de resterende salafister greb til at skyde raketter mod mål inde i Israel. Dette er en velkendt aggressionstaktik, der ofte resulterer i israelsk gengældelse, og dermed når salafisterne deres mål om at destabilisere Hamas.

Dermed kørte voldsspiralen. For at bevare troværdigheden og ikke overlade det væbnede initiativ totalt til salafisterne, så Hamas sig tvunget til at skifte spor og begyndte også at skyde raketter mod Israel. Det har længe stået klart, at Hamas er lige så lidt interesserede i en ny krig som israelerne, så beskydningen blev holdt indenfor faste rammer; skytset med lang rækkevidde kom kun i et enkelt tilfælde i brug, og det var da en raket fra Islamisk Jihad ramte den israelske by Ashkelon og dræbte en 48-årig mand, der paradoksalt nok var palæstinenser fra Hebron på Vestbredden. Ikke desto mindre førte det til endnu en optrapning af de israelske angreb på mål med forbindelse til både Hamas og Islamisk Jihad.

Og så fulgte den besynderlige likvidering af Hamas-lederen Nur Barakeh. I ly af den kaotiske situation trængte en lille gruppe israelske elitesoldater, forklædt som palæstinensere, tre kilometer ind i den sydlige ende af Gazastriben, hvor Barakeh boede i en landsby umiddelbart øst for byen Khan Younis. Barakeh var lokal kommandant for Izz a Din al Qassam, som er den væbnede del af Hamas. Likvideringen lykkedes, men på vej ud kom israelerne i skudkamp med sikkerhedsfolk fra Hamas, og de måtte undsættes med en helikopter, mens hele området var under kraftig israelsk beskydning. Otte mennesker mistede livet, heriblandt officeren som stod i spidsen for den israelske kommandoenhed.

 

Den store taber i det politiske spil er Mahmoud Abbas. Den palæstinensiske præsident i Ramallah, der er palæstinensernes formelle leder, har i årevis bestræbt sig på at bygge bro over kløften i palæstinensernes politiske landskab
_______

 

Qatar
Den store taber i det politiske spil er Mahmoud Abbas. Den palæstinensiske præsident i Ramallah, der er palæstinensernes formelle leder, har i årevis bestræbt sig på at bygge bro over kløften i palæstinensernes politiske landskab. Han står i spidsen for Fatah, der er den største fraktion i PLO [Palestine Liberation Organization, red.].

Fatah har magten på Vestbredden, mens Hamas har siddet på styret i Gazastriben siden juni 2007. Siden da har de to dele af den palæstinensiske nationalbevægelse været splittet, og dette er Netanyahus formelle begrundelse for ikke at indlede en ny fredsdialog. Han insisterer på, at han kun vil tale med en samlet palæstinensisk ledelse.

Sagen har fået nærmest altafgørende betydning for Abbas, der har været præsident siden 2005. Han er nu 83 år gammel, og det er tydeligt, at han gerne vil gå over i historien som manden, der bragte palæstinenserne tilbage til forhandlingsbordet. Men navnlig efter, at Donald Trump blev amerikansk præsident og anerkendte Jerusalem som Israels hovedstad ved at flytte den amerikanske ambassade dertil, er Abbas kommet til at stå isoleret. Hans traditionelle støtter i den arabiske verden har også svigtet ham, fordi andre og mere presserende problemer presser sig på dér. Det såkaldte arabiske forår har ført til ustabilitet flere steder i den arabiske verden, og som følge heraf har eksempelvis flere af de rige oliestater valgt at bruge deres donormidler til at stabilisere vaklende regimer i stedet for at spytte flere penge i den palæstinensiske sag.

Abbas er tydeligvis klar over, at nedtællingen er i gang. Hans helbred er ikke, hvad det har været, og der er en mærkbar desperation at spore i flere af hans beslutninger. Det var i hvert fald tilfældet tidligt i 2017, da han forsøgte at banke Hamas på plads ved at standse betalingerne til Gazastriben – penge, som gik til at aflønne offentligt ansatte og indkøb af fyringsolie til kraftværket. På den måde kan Abbas have bidraget til, at Qatar trådte til, og vinderen i den del af tvekampen er uden tvivl Hamas, som Qatar giver sin støtte, mens Abbas er sat yderligere i skyggen.

Set i en større sammenhæng er Netanyahu nok ganske tilfreds med denne udvikling. Han har aldrig været nogen varm tilhænger af en palæstinensisk forbrødring og dermed udsigterne til en fornyet fredsproces. På pressemødet i Paris sagde han, at han ikke er bange for en krig, hvis den er nødvendig, men der er samtidig ingen tvivl om, at han betragter en krig på Gazastriben her og nu som komplet unødvendig. Hvis den aktuelle krise imidlertid kan bidrage til at understrege kløften mellem Hamas og Fatah, og dermed gøre Abbas endnu mere irrelevant, kan den alligevel have tjent et formål set fra Netanyahus perspektiv.

 

Set i en større sammenhæng er Netanyahu nok ganske tilfreds med denne udvikling. Han har aldrig været nogen varm tilhænger af en palæstinensisk forbrødring og dermed udsigterne til en fornyet fredsproces
_______

 

Her ligger måske også årsagen til, at Qatar kom ind i billedet. Det shiamuslimske emirat har tætte forbindelser til Iran, som i Netanyahus optik hører blandt Israels værste fjender. At han overhovedet har villet overveje en aftale med Qatar, kan derfor virke sært.

Naturligvis er der en pointe i, at Qatar stiller med risikovillig kapital, der kan skabe en vis ro på Gazastriben og dermed også for borgerne i det sydlige Israel. Men hertil kommer emiratets aktivistiske og kontroversielle udenrigspolitik. Qatar er en lille stat med en beskeden befolkning på 2,6 millioner, hvoraf dog kun 313.000 er statsborgere, mens resten er migrantarbejdere. Men Qatar har verdens største naturgasreserver i undergrunden, og denne enorme velstand har sat landet i stand til at købe sig til international indflydelse.

Den shiamuslimske Hizbollah-bevægelse i Libanon har længe haft Qatar på donorlisten, og Hamas har ved gentagne lejligheder fået en økonomisk håndsrækning fra Qatar – på trods af at Hamas er sunnimuslimsk. Denne udenrigspolitiske linje har skabt Qatar fjender blandt sine naboer. For mere end et år siden afbrød Saudi-Arabien sine diplomatiske forbindelser og lukkede grænsen til Qatar, og flere af de øvrige golfstater fulgte initiativet. Situationen har ikke forandret sig siden. I det lys kan man se Qatars aktuelle støtte til Hamas som et udtryk for trods, fordi netop Saudi-Arabien fører an i den arabiske kritik af Hamas, og dertil kommer naturligvis det vigtige element, at også Iran står sammen med Hizbollah og Hamas, samtidig med at iranerne har en årelang konflikt kørende med Saudi-Arabien. Dermed bliver Qatars engagement i den interne palæstinensiske strid også en del af denne rivalisering, som jo er en helt anden historie.

Der er med andre ord mange interesser indblandet i sagen, og befolkningen i Gazastriben er endnu en gang blevet kastebold. Dog havde de færreste nok forudset, at det kunne føre regionen ud i en unødvendig krig, som alligevel blev afværget af en våbenhvile mellem Israel og Hamas. Men med sig fører den en stærk følelse af en uafklaret situation. I den israelske by Sderot nær Gazastriben reagerede befolkningen ved at brænde bildæk i protest mod, at den israelske hær ikke havde udnyttet lejligheden til at gøre kort proces med Hamas, og på Gazastriben hersker bekymringen, fordi Qatar ikke længere er sikker på, at man vil fortsætte med at finansiere leverancerne af fyringsolie. Og alle konfliktens elementer er uændrede og kan når som helst kaste regionen ud i nyt kaos, hvilket kun en endnu en understregning af Mellemøstens komplicerede uforudsigelighed. ■

 

Alle konfliktens elementer er uændrede og kan når som helst kaste regionen ud i nyt kaos, hvilket kun en endnu en understregning af Mellemøstens komplicerede uforudsigelighed
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland