09.07.2018

Hamas er fanget i et dilemma, lyder argumentet i en ny bog. Salafistiske grupper konkurrerer med Hamas om at være dem, der giver Israel modstand. Og i Gaza bliver forholdene værre, ikke bedre: FN vurderer, at striben bliver ubeboelig i 2020.

Af Hans Henrik Fafner

I 2015 udsendte FN en rapport, som konkluderede at Gazastriben vil være ubeboelig i 2020. En konsekvens af blokaden, Israel og Egypten har lagt omkring den smalle stribe land siden 2007, såfremt denne ikke ophører.

To år efter rapporten – sidste sommer – gennemlevede Gazastriben endnu en humanitær krise. Denne gang var energitilførslen til området blevet reduceret yderligere, hvilket betød at den typiske borger i Gaza By eller en af områdets flygtningelejre nu havde elforsyning i gennemsnitligt fire af døgnets timer. Denne situation var uændret, da tusinder af mennesker deltog i store demonstrationer langs grænsehegnet, hvor de israelske tropper skød med skarpt. De tilskadekomne blev bragt til hospitaler, som kører på nødgeneratorer. Lægemidler bliver stadig vanskeligere at opdrive, og det samme gælder rent drikkevand.

Situationen i Gazastriben er lige så er elendig som den er desperat. Da israelerne for mere end et årti siden iværksatte blokaden, var deres formelle begrundelse, at palæstinensernes islamiske Hamas-bevægelse havde sat sig på magten. I modsætning til Fatah, som er den største fraktion i PLO og som sidder på magten i det palæstinensiske selvstyre på Vestbredden, afviser Hamas fortsat at anerkende Israel, ligesom bevægelsen ikke betragter en deling af landet i to stater som nogen reel løsning.

Modsætningsforholdet har bestået lige siden Hamas opstod som bevægelse i 1987. Det har kostet dyrt på begge sider af konflikten, og lige nu er det almindeligere palæstinensere på Gazastriben, som tager de drøje hug. Om stedet vil være ubeboeligt i 2020, sådan som FN-rapporten forudsiger, er det naturligvis svært at sige med sikkerhed. I manges øjne er det allerede tilfældet, mens andre mener, at smertetærsklen er elastisk og at det godt kan trække ud.

Hvor står Hamas? Tareq Baconi, der forsker i mellemøstlig samtidshistorie ved Columbia University, mener, at Hamas har skadet den palæstinensiske sag. Den udvikling beskriver han i sin nye bog, ’Hamas Contained’, der er udkommet på Harvard University Press.

Med egyptisk inspiration og israelsk støtte
Hamas kom i avisoverskrifterne første gang i december 1987. Det, vi kender som den første intifada – opstand blandt palæstinenserne selv, rettet mod Israel – var netop begyndt. De første til at konfrontere de israelske soldater under sammenstødene i Jebalya-flygtningelejren i Gazastriben, var unge mennesker med tilknytning til den karismatiske sheikh Ahmed Yassin.

 

Tanken var at befri Egypten fra Europas koloniale indflydelse ved at give den almindelige egypter ny selvfølelse og stolthed over sin egen identitet
_______

 

Skønt lammet i kroppen og derfor permanent lænket til en kørestol, havde Yassin opbygget et islamisk netværk på Gazastriben. Det var modelleret over Egyptens Muslimske Broderskab, som Hassan al Banna grundlagde i 1928. Tanken var at befri Egypten fra Europas koloniale indflydelse ved at give den almindelige egypter ny selvfølelse og stolthed over sin egen identitet. Han gjorde det ved at opbygge et netværk af institutioner – lånekasser, biblioteker, skoler – alt sammen bygget på et islamisk fundament. Det store mål var at omskabe Egypten til en islamisk stat, men i første række kom befrielsen og forbedringerne i egypternes materielle liv.

Broderskabet ønskede ikke politisk magt som sådan, men ikke desto mindre kom det hurtigt til at spille en betydende rolle i samfundsudviklingen. Og ikke overraskende opstod der også ideologiske forskelle indenfor bevægelsen. Dette skete markant med Sayyed Qutb, der prioriterede anderledes end al Banna. Han mente, at den store islamiske vækkelse måtte gå forud for alt det andet, og dermed skabte han grobund for de grupper, som brød med Broderskabet. Den mest markante er Islamisk Jihad, men der er en hel række, som ofte går under betegnelsen salafisterne (dem vender vi tilbage til).

Det er dette egyptiske modsætningsforhold, der i dag er et af problemerne for Hamas på Gazastriben. Ahmed Yassin opbyggede sin organisation, der blot havde navnet Den Islamiske Bevægelse, efter samme mønster som al Banna. Den fremstod som humanitær og islamisk, men samtidig apolitisk, hvilket er grunden til, at israelerne i de første mange år indirekte støttede Yassin; de mente nemlig, at gruppen sørgede for ro og orden i de palæstinensiske flygtningelejre og dermed lukkede luften ud af PLOs nationale ambitioner.

Da den første intifada brød ud i slutningen af 1987 stod Ahmed Yassin derfor klar med et netværk af aktivister. PLO-ledelsen sad på det tidspunkt i Tunesien og det tog dem et par uger at komme på omgangshøjde med hvad der skete i de besatte områder. Men Yassin var på pletten og omdannede sin humanitære organisation til en politisk bevægelse med en væbnet underafdeling. Det var i den forbindelse, han valgte navnet: Hamas.

Vendepunktet i 2014
Et dramatisk vendepunkt, som førte direkte frem mod den aktuelle krisesituation, kom med den såkaldte Gazakrig i 2014.

På det tidspunkt var den økonomiske situation i Gaza allerede stærkt problematisk. Tidligere på året havde Hamas lagt op til et tættere samarbejde med selvstyret på Vestbredden, hvilket antydede muligheden af en samlingsregering. Hamas ønskede helt tydeligt at regeringen i Ramallah ville overtage udbetalingerne af løn til de omkring 40.000 offentligt ansatte på Gazastriben, hvad der ville lette Hamas’ anstrengte økonomi betragteligt. Men præsident Mahmoud Abbas i Ramallah tøvede, for Hamas ville fortsat holde på den politiske magt. Og israelerne var tydeligvis ikke interesserede i at se nogen palæstinensisk samlingsregering.

 

Israelerne fortsatte deres omfattende operationer på Vestbredden lige til de tre lig blev fundet ved månedens udgang
_______

 

Frustrationerne bredte sig i lokalbefolkningen. Den 12. juni blev tre unge jøder bortført i nærheden af en bosættelse på Vestbredden. Gerningsmændene var Hamas-aktivister, som efter sigende handlede uden instrukser fra ledelsen på Gazastriben. Som forventet iværksatte israelsk militær en omfattende eftersøgning. Mahmoud Abbas fordømte bortførelsen, og samtidig kunne han give den israelske regering diskrete oplysninger om at de tre unge sandsynligvis ikke længere var i live. Israelerne fortsatte deres omfattende operationer på Vestbredden lige til de tre lig blev fundet ved månedens udgang. I løbet af perioden anholdt de over 350 palæstinensere, hvoraf langt hovedparten sympatiserede med Hamas.

Gazastriben holdt sig heller ikke i ro. Der blev affyret markant flere raketter ind over grænsen til Israel, og bag dette stod forskellige salafistiske grupper, som så en interesse i at underminere Hamas. Salafisterne er en samlebetegnelse for de forskellige, endnu mere radikale grupper. Den 8. juli rykkede israelsk militær massivt ind på Gazastriben med det erklærede mål at reducere Hamas. Netop reducere ikke eliminere – for uden Hamas ville Israel være tvunget til at genbesætte Gazastriben, som Israels jo havde trukket sig ud af med rømningen af bosættelserne på stedet i sensommeren 2005.

Det er dette, Baconi i bogen beskriver som Hamas’ egentlige dilemma. Af ideologiske grunde kan organisationen ikke godtage den forhandlingslinje i forhold til Israel, som Fatah på Vestbredden har indtaget lige siden Oslo-aftalerne i 1993. På den anden side modsætter Hamas sig de salafistiske gruppers kompromisløse vilje til konfrontation, som ifølge Hamas ikke vil kunne besejre Israel. Og dermed dilemmaet: På det principielle plan fastholder Hamas sine mål, mens man i det daglige viser en vis tilbageholdenhed og vilje til dialog inden for visse rammer.

Hamas ønskede ikke Gazakrigen i 2014. Den kom til at koste mere end 2000 lokale palæstinensere. Men da oppositionsgrupperne optrappede raketbeskydningen mod Israel, så Hamas sig ikke desto mindre tvunget til at tage ansvaret, fordi det modsatte ville have fået organisationen til at stå som handlingslammet i befolkningens øjne.

Hamas i klemme
Dette er mere eller mindre situationen for Hamas i dag. Der er ingen umiddelbar udsigt til at israelerne lemper på blokaden, og Gazastribens grænse til Egypten forbliver hermetisk lukket det meste af tiden. De smuglertunneller, som tidligere førte våben og daglige fornødenheder til Gazastriben, har egypterne for længst lukket af, og dermed forsvandt den ”tunnelskat”, som Hamas kunne pålægge smuglervarerne. Sandstranden langs Middelhavet er også ophørt med at være åndehul for Gazastribens knap 2 millioner indbyggere, fordi de lokale rensningsanlæg er ophørt med at fungere og derfor sender kloakvandet direkte ud i havet.

 

De israelske soldater begyndte at skyde med skarpt mod demonstranterne, og de salafistiske grupper arbejdede bevidst på at få situationen kørt af sporet, med det klare formål at sætte Hamas i en ny, umulig klemme
_______

 

På mange måder kan forsommerens store demonstrationer derfor betragtes som et sidste desperat forsøg på at ændre noget. Demonstrationerne, som gik under parolen Den Store March for Tilbagevenden, var et symbolsk forsøg på at bryde blokaden, så Gazastribens flygtninge kunne vende tilbage til hvor deres forfædre kom fra, og de var tydeligvis iscenesat til glæde for verdensopinionen. Tusinder af mennesker blev udkommanderet til demonstrationerne, som helt givet var tænkt som ikke-voldelige opvisninger. Men igen blev Hamas overhalet indenom. De israelske soldater begyndte at skyde med skarpt mod demonstranterne, og de salafistiske grupper arbejdede bevidst på at få situationen kørt af sporet, med det klare formål at sætte Hamas i en ny, umulig klemme.

Gazastriben er i sig selv blevet det centrale problem for Hamas, og det går langt forud for organisationens grundlæggelse. Siden 1948 har israelerne ført krig mod Striben hele tolv gange. I 1950’erne, da Gazastriben var under egyptisk besættelse, prøvede israelerne at isolere området. De beskrev det som en ”fedayeen”, fuldstændig som de betegner det som en terror-rede i dag. Fedayeen var den tids navn på dem, der af væbnede palæstinensiske grupper blev sendt på forskellige operationer mod mål inde i Israel.

Gazastribens areal udgør kun halvanden procent af det historiske Palæstina. Den er på størrelse med Langeland, og 90 procent af de knap 2 millioner mennesker som lever der. Befolkningstætheden er blandt de højeste i verden. Derfor har det altid været en krudttønde af indestængte frustrationer. Man kan derfor sige, at det ikke er Hamas, der har marginaliseret Gazastriben, men Gazastriben, der har marginaliseret Hamas.

Hamas har sat sig selv i en ideologisk benlås. På mange måder befandt PLO sig i gamle dage i et lignende modsætningsforhold til både Israel og den vestlige verden, men PLO foretog nogle drastiske kursændringer, som åbnede mange døre til det gode selskab. En af dem var anerkendelsen af staten Israel, hvilket var en af forudsætningerne for Oslo-aftalerne i 1993.

Hamas derimod fastholder den samme rene idelogiske linje, som PLO indtog før i tiden, og her hviler den på et islamisk grundlag. Det betyder, at enhver fravigelse vil kunne opfattes som blasfemisk.

Men samtidig er Hamas pragmatisk indstillet på tre områder. Organisationen er rede til at afstå fra voldelige midler, den er villig til at anerkende tidligere indgåede aftaler – og så viser den åbenhed for at anerkende Israel, om end på sine egne præmisser. Hamas har flere gange udtalt vilje til at anerkende det faktum at Israel findes på landkortet, hvis bevægelsen til gengæld kan få total israelsk tilbagetrækning fra Gazastriben og Vestbredden, hvilket naturligvis indbefatter det palæstinensiske Østjerusalem. Ikke uventet modsætter israelerne sig dette. Denne vilje til kompromis indebærer i Hamas-ledelsens øjne ingen anerkendelse af staten Israels legitimitet – det betragtes kun som et springbræt til en videreførelse af kampen, nu med Vestbredden som afsæt.

Baconi sammenligner Hamas med andre postkoloniale befrielsesbevægelser. Hamas’ fokus er på Palæstina, hvorved Hamas adskiller sig markant fra fænomener som al Qaeda og Islamisk Stat og disses visioner om global jihad. Dermed markerer han også modsætningsforholdet til Gazastribens salafistiske grupper, som er det andet hovedproblem for Hamas. Disse ser sig nemlig i vid udstrækning beslægtede med de globale jihadister, som de også plejer forbindelse med, operationelt og ideologisk. Og på den front er der slet ikke det pragmatiske råderum, som kendetegner Hamas.

Israelerne fastholder blokaden med den hensigt at knække Hamas uden at knuse organisationen, og dette magtspil giver salafisterne operationelt råderum. Ude i flygtningelejrene ønsker almindelige mennesker sig bare en tilværelse og en fremtid. ■

 

De er de virkelige ofre. De ser Hamas som en redningsplanke, men forstår også, at organisationen er en del af deres ulykke
_______

 

Tareq Baconi: Hamas Contained. The Rise and Pacification of Palestinian Resistance. Stanford University Press, 2018.

Hans Henrik Fafner (f. 1957) har som journalist skrevet med fast base i Tel Aviv gennem de seneste 25 år. Har været korrespondent for Information og Weekendavisen og arbejder nu freelance med sideløbende forfatter- og foredragsvirksomhed. Han er medforfatter til bogen ’I Guds navn. Når religiøs radikalisme bliver voldelig’, som udkommer i efteråret (Forlaget F I L O). ILLUSTRATION: Liget af den 22-årige Mohammed Abu Halima – som blev skudt af israelske tropper under sammenstød ved grænsen – bæres igennem Gaza by, i lørdags 7.juli 2018 [foto: Mahmoud Ajour/APA/Scanpix]