27.12.2018

Med stor pludselighed har Israels premierminister Netanyahu udskrevet valg til Knesset. Årsagerne er mange, men de leder alle hen til den vigtigste: hans egen politiske overlevelse.

Af Hans Henrik Fafner

TEL AVIV – Benyamin Netanyahu udstrålede selvsikkerhed, da han først på eftermiddagen den 24. december lod vide, at han har besluttet sig for at udskrive valg. Den israelske premierminister var tydeligvis på hjemmebane. Han stod i sin foretrukne rolle: Som den ansvarlige landsfader, der havde skåret igennem, truffet den rigtige beslutning til hele landets bedste og rettet blikket mod nye personlige sejre.

Valget, som vil finde sted 9. april, blev udskrevet på baggrund af, hvad der umiddelbart kan ligne en detalje. Netanyahu tog konsekvensen, da parterne i hans koalitionsregering ikke kunne nå til enighed om en ny lov, der skulle bane vejen for, at ultraortodokse jøder skal aftjene militær værnepligt på (næsten) lige fod med alle andre unge israelere. Det er en sag, som længe har optaget den politiske debat – og uden tvivl et spørgsmål med store samfundsmæssige konsekvenser. I den aktuelle sag er det imidlertid blevet reduceret til en detalje, for sagen er kommet til at tjene som påskud for Netanyahu, der har helt andre idéer på sin personlige dagsorden.

Statsadvokaten tøver
For Netanyahu drejer det sig om politisk overlevelse, og i den forbindelse er udskrivelse af valg uden tvivl et klogt strategisk træk af premierministeren. Lige nu ser han ud til at have mægtig gode chancer for at vinde et valg, hvilket dog mest af alt hænger sammen med, at der ikke tegner sig noget troværdigt alternativ til Netanyahu. I november 2019 udløber den indeværende valgperiode, så inden da skal valget under alle omstændigheder afvikles. Mange iagttagere havde gættet på, at Netanyahu ville have trukket den til juni. Da ville han kunne ride på bølgen af nationalt sindelag i efterdønningerne af den israelske uafhængighedsdag, som denne gang falder 9. maj, og afholdelsen af det internationale melodigrandprix i Tel Aviv 18. maj. Navnlig sidstnævnte ville Netanyahu kunne fremstille som en stor diplomatisk sejr over boykotbevægelsen der længe har forsøgt at spænde ben for dette arrangement. Fra den kant har man længe opfordret verdens forbrugere til at afholde sig fra at købe varer fra Vestbreddens bosættelser, og i de senere år er indsatsen blevet udvidet til at omfatte blandt andet en kulturboykot; på den baggrund er melodigrandprix’et blevet en politisk sag, og den israelske regering betragter dets gennemførelse som et klart tegn på verdens accept af Israel.

 

Kommer vi blot et par måneder længere frem, kan omstændighederne have ændret sig i en sådan grad, at [Netanyahu] vil få meget svært ved at hale en ny valgsejr i hus
_______

 

Men valget er blevet et hasteanliggende for Netanyahu. Kommer vi blot et par måneder længere frem, kan omstændighederne have ændret sig i en sådan grad, at han vil få meget svært ved at hale en ny valgsejr i hus. Det skyldes de forskellige faktorer, der på mange måder gør det kommende valg til knald eller fald for Netanyahu, og de får allerede nu mange til at betragte dette som begyndelsen på hans uigenkaldeligt sidste valgkamp.

Det er nærliggende at pege på, at den politimæssige efterforskning af en række forhold nu er kommet så vidt, at statsadvokat Avichai Mendelblit når som helst kan godkende, at der rejses tiltale mod premierministeren. I et tilfælde skal Netanyahu have skaffet et stort dagblad særlige markedsfordele mod, at dette gav ham positiv omtale i spalterne. Det kan i sig selv koste Netanyahu en længere fængselsstraf. I både denne og flere andre bestikkelsessager har politiets efterforskere samlet solid dokumentation, men alligevel har Mendelblit gennem længere tid tøvet med at rejse tiltale.

Imidlertid blev der for nylig rejst tiltale mod Israels førstedame, Sara Netanyahu, som også står anklaget for en række forhold (dog af langt mildere karakter). Men dette har sat fart i formodningerne om, at Mendelblit er lige ved at tage samme skridt mod premierministeren, og i det lys kan udskrivningen af valg ses som en afledningsmanøvre. At rejse sag mod en premierminister midt i en valgkamp er et drastisk skridt, og det er formodningen, at Mendelblit derfor vil afholde sig fra at gøre det.

Det er imidlertid helt indenfor lovens rammer, hvis han gør det. Mendelblit kommenterede startskuddet på valgkampen ved at sige, at politiundersøgelsen af Netanyahus forhold foregår uafhængigt af de politiske udviklinger, og derfor vil fortsætte som hidtil. Ingen er længere i tvivl om, at retssagen kommer, men hvis Mendelblit vælger at udskyde sin afgørelse til efter valget, kan Netanyahu i mellemtiden fortsætte med at bedyre sin uskyld, hvilket vil være en vigtig forudsætning for at sikre valgsejren. Går udviklingen ham imod, kan det omvendt føre til et katastrofevalg for Netanyahu og hans Likud-parti.

Dette forhold er i sig selv en god grund til at spille højt spil og tage valget her og nu.

 

Den almindelige opfattelse i Israel er, at ingen anden politiker lige nu kan fremstå som et slagkraftigt alternativ til Netanyahu
_______

 

Gule veste
Samtidig er det bemærkelsesværdigt, at Netanyahu opløste Knesset 106 dage før valgdatoen. Det resulterer i en valgkamp, som efter israelsk målestok er kort; ifølge loven skal valget afholdes senest fem måneder efter udskrivelsen, og dette har ofte givet en tilsvarende lang valgkamp. Nærmeste forklaring på dette er, at han derved tager både oppositionen og partierne i sin koalitionsregering godt og grundigt på sengen. Den almindelige opfattelse i Israel er, at ingen anden politiker lige nu kan fremstå som et slagkraftigt alternativ til Netanyahu. Det israelske arbejderparti, der nu går under navnet Zionistisk Union og er næststørst i Knesset med 24 ud af parlamentets 120 pladser, er i voldsom indre splid, og Avi Gabbay, der for halvandet år siden blev ny partiformand på et løfte om at samle tropperne, gør en bleg figur. Sandsynligheden for, at nogen træder frem med virkelige lederevner noget sted i det politiske spektrum på de godt og vel tre måneder, der er til rådighed inden valget, er med andre ord ringe. I princippet kunne et stærkt centrumparti også true Netanyahu, men som det ser ud lige nu, vil der formentlig være fem af slagsen, som kæmper om vælgernes gunst, og udsigten til, at de går i valgforbund, er om muligt endnu ringere.

Ikke desto mindre er der en joker i spil, hvilket kan være en anden grund til Netanyahus hastværk. Han hedder Benny Gantz og var indtil februar 2015 israelsk generalstabschef. Der er en israelsk tradition for, at gamle generaler skaffer sig en ledende stilling i erhvervslivet eller vælger en politisk karriere. Gode eksempler på dette er Yitzhak Rabin, Ariel Sharon, Moshe Dayan og Ehud Barak, og der er mange flere. Siden han smed uniformen, har Gantz holdt meget lav profil, men mange anser ham som et godt bud på en kommende politisk leder. Hans militære karriere var bemærkelsesværdigt fri for kontroverser, og offentligheden opfatter ham som en person af høj integritet. Han har ved flere lejligheder – inden 2015 – givet sin mening til kende i aktuelle samfundsspørgsmål, og flere af de etablerede politiske partier har allerede haft snøren ude – men med manglende held til at få Gantz til at bide på krogen.

Det antages, at Gantz i givet fald vil starte sit eget politiske parti, men så skal han handle hurtigt. Ifølge en meningsmåling fra den 25. december, altså dagen efter Netanyahus overrumplende melding om at opløse Knesset, vil et parti med Gantz som leder blive det næststørste i Knesset med 13 mandater. Hovedparten af disse vil komme fra Zionistisk Union, der vil rasle ned fra 24 til 9, mens Likud bevarer sine 30 pladser i parlamentet. Styrkeforholdet kan imidlertid sagtens ændre sig. Den mulighed foreligger at en anden tidligere generalstabschef, Ehud Barak, der var premierminister fra 1999 til 2001, vender tilbage til politik og slår sig sammen med Gantz. Sammen vil de to kunne udgøre en seriøs trussel mod Netanyahu – og i den forbindelse kommer et par yderligere faktorer ind i billedet.

Den ene er den israelske økonomi. Netanyahu har i flere år kunnet henvise til rekordlav arbejdsløshed og solid økonomisk vækst, og han kan med rette regne det blandt sine politiske resultater. Det er også her, han henter en god del af sin vælgeropbakning. Men i dette efterår har økonomien vist tydelige tegn på begyndende afmatning. Væksten bremser op, og inflationen er stigende. I løbet af sommeren opstod der nye sociale protester, og tidligere i december gik israelere på gaden i protest iført gule veste ligesom i Frankrig. Utilfredsheden over stigende priser vokser, og selv om Netanyahu prøver at skyde skylden på sin finansminister, Moshe Kahlon, er det alligevel ham selv, der kommer til at sidde med sorteper. Den slags kan hurtigt koste ham stemmer.

 

Utilfredsheden over stigende priser vokser, og selv om Netanyahu prøver at skyde skylden på sin finansminister, Moshe Kahlon, er det alligevel ham selv, der kommer til at sidde med sorteper
_______

 

Og naturligvis spiller Donald Trump en rolle. Den amerikanske præsident har længe lovet at søsætte den ultimative fredsplan for Mellemøsten. Planens konkrete indhold er fortsat et mysterium, men på det seneste er der dukket nogle konturer op. Her ser man eksempelvis, at Trump tilsyneladende forestiller sig Jerusalem som hovedstad for både israelere og palæstinensere, mens byens omstridte helligsteder tænkes placeret i en international zone. Her ligger et dramatisk dilemma for Netanyahu. Den israelske leder har aldrig lagt skjul på, at han betragter Trump som en virkelig forbundsfælle, så han vil næppe vove at risikere dette venskab ved at kritisere præsidentens fredsplan. Omvendt risikerer han bål og brand hos sine samarbejdspartnere på Israels nationalreligiøse højrefløj, hvis han så meget som antyder vilje til at give palæstinenserne del i Jerusalem. Med andre ord håber Netanyahu på at udskyde dette vanskelige dilemma, idet Trump næppe kan tænkes at fremlægge sin fredsplan, hvis Israel er midt i en valgkamp.

Dette hensyn tog Trump derimod ikke, da han for nylig besluttede at trække de 2.000 amerikanske soldater ud af Syrien. Dette skridt har vakt bekymring i Israels militære ledelse. Man mener, at Rusland hermed får det store ord i Syrien, og russerne har ikke samme øje for Israels strategiske interesser i regionen som amerikanerne. Sådan en udvikling kan ikke andet end give genlyd i den israelske opinion. Når valgkampen sætter i gang, vil dette utvivlsomt så tvivl om Netanyahus tætte parløb med Trump, og mange vælgere vil spørge sig selv, om man virkelig kan stole på en leder, der i den grad har sat sin lid til en så impulsiv amerikansk præsident.

 

Mange vælgere vil spørge sig selv, om man virkelig kan stole på en leder, der [som Netanyahu] i den grad har sat sin lid til en så impulsiv amerikansk præsident [som Trump]
_______

 

Mere af det samme
Da Netanyahu holdt en peptalk for sine partifæller, kort efter at det kommende valg var blevet en kendsgerning, sagde han, at de står overfor ”en drabelig kamp” om vælgernes gunst. På overfladen ligner det, hvad enhver partileder ville sige, for det er jo netop vælgernes gunst, det hele drejer sig om, og sådan en kamp er aldrig uden drama. Men i ordvalget synes der også at ligge en erkendelse af, at denne valgkamp bliver barskere end normalt. En anden tidligere generalstabschef, Moshe Yaalon, som Netanyahu satte fra posten som forsvarsminister i 2016, har allerede bebudet, at han opstiller med sin egen liste, og han vil være en af mange, der er ude efter Netanyahus skalp. Lige nu står Likud – og dermed Netanyahu – solidt i meningsmålingerne, men meget kan og vil ske i de kommende tre måneder, hvor Netanyahus politiske overlevelse på mange måder vil være hovedsagen.

Set i det lys er det symptomatisk, at valget blev udskrevet på spørgsmålet om at omfatte de ultraortodokse jøder af den militære værnepligt. For sagen har faktisk enorm samfundsmæssig betydning.

Ifølge en politisk aftale, der går helt tilbage til 1949, er et antal ultraortodokse mænd fritaget fra militærtjeneste, så længe de er beskæftiget med studiet af de hellige skrifter på fuld tid. Denne ordning er fortsat gældende, men gennem årene har antallet af disse fuldtidsstuderende fået et omfang, der i mange sekulære israeleres øjne udgør et samfundsmæssigt problem. Gennem flere år har der allerede været krav om, at ”alle skal bære byrden”, men hver gang sagen er kommet til drøftelse i Knesset, har de ultraortodokse politikere i Netanyahus koalitionsregering kæmpet imod med næb og klør. Det var på mange måder denne situation, der gentog sig 24. december, hvor Netanyahu altså lod debatten om et lovforslag med klare elementer af deja vu være anstødsstenen til at udskrive valg.

Lykkes det ham at køre sejren hjem, vil det være femte gang, han sætter sig til rette i embedet. Allerede nu har han sagt, at han vil danne sin kommende regering med de samme partier, som har siddet med i den snart afgående, og dermed har han også foruddiskonteret, hvordan Israels politiske virkelighed vil tegne sig efter 9. april. Sagen om den ultraortodokse værnepligt vil stadig være på tapetet, og Netanyahu vil søge nye afledningsmanøvrer for at udskyde afgørelsen. Men i mellemtiden kan statsadvokat Mendelblit have besluttet, at der skal rejses tiltale mod premierministeren. Og så bevæger Israel sig ind i et nyt politisk dødvande. ■

 

Allerede nu har han sagt, at han vil danne sin kommende regering med de samme partier, som har siddet med i den snart afgående, og dermed har han også foruddiskonteret, hvordan Israels politiske virkelighed vil tegne sig efter 9. april
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland