17.09.2018

Undertegnelsen af Oslo-aftalerne i 1993 kunne måske have ført til israelsk-palæstinensisk fred, hvis tingene var gået lidt anderledes ved fredsslutningen mellem Israel og Egypten i 1978.

Af Hans Henrik Fafner

DER KUNNE muligvis have været fred mellem Israel og Palæstina. To stater kunne have eksisteret fredeligt side om side, og en løsning kunne være fundet for både de israelske bosættere og de palæstinensiske flygtninge. Det er i hvert fald, hvad mange spekulerer over her 25 år efter Oslo-aftalernes indgåelse.

Dagbladet Haaretz bad i dette efterår en af veteranerne i israelsk politisk journalistik, Akiva Eldar, om at foretage et tankeeksperiment. Eldar var med, da de daværende ledere, israelske Yitzhak Rabin og palæstinensiske Yasser Arafat, den 13. september 1993 underskrev Oslo-aftalerne på plænen foran Det Hvide Hus i Washington. Opgaven bestod i at beskrive virkeligheden 25 år senere, hvis aftalerne rent faktisk var blevet implementeret.

Akiva Eldar maler med den brede pensel: Han forestiller sig et uafhængigt Palæstina, der trives økonomisk. Landet har et frugtbart samarbejde med de rige arabiske olieøkonomier, veluddannede unge palæstinensere skaber erhvervsmirakler, og indtægterne fra israelske turister skæpper godt i kassen. Israel har kunnet reducere værnepligtstiden, fordi freden har sænket sig over regionen, og Yossi Beilin, en af hjernerne bag Oslo-aftalerne, er premierminister. Men Eldar indrømmer, at dette er et luftkastel, og at der aldrig var nogen som helst garanti for, at det kunne være gået så godt.

 

Et af de spørgsmål, man uvilkårligt stiller sig selv i forbindelse med jubilæet, er, hvorfor det hele løb ud i sandet?
_______

 

Halvgjort arbejde
Et af de spørgsmål, man uvilkårligt stiller sig selv i forbindelse med jubilæet, er, hvorfor det hele løb ud i sandet? Det kan naturligvis besvares på en myriade af forskellige måder, men forsker ved University College London Seth Anziska synes at komme med en plausibel forklaring. Han har grebet fat i en af forløberne for Oslo, og perspektivet analyserer han i en bog, der udkommer i dag, den 17. september, præcis 40 år efter, at Egypten og Israel sluttede fred med hinanden.

Det skete i 1978, og fødselshjælperen var USA’s daværende præsident, Jimmy Carter. At få den israelske leder, Menachem Begin, og Egyptens præsident, Anwar Sadat, til at mødes til de sidste hektiske forhandlinger på det amerikanske præsidentembedes landsted, Camp David, og ovenikøbet få dem til at sætte deres underskrifter på dokumentet, betragtes ikke uden grund som et stort diplomatisk gennembrud i mellemøstlig sikkerhedspolitik. Og det anses også for at være en af Carters største bedrifter i løbet af sine fire år i Det Hvide Hus.

Man kan imidlertid også se aftalen som optakten til, at Mellemøsten for alvor begyndte at køre skævt. Den havde nemlig ikke bare til hensigt at være en fredsordning mellem de to lande. Den skulle være nøglen til fred i hele regionen, og derfor var det overordnede mål at bilægge striden mellem israelerne og palæstinenserne.

Denne del af aftalen er som bekendt aldrig blevet til noget. Freden i denne del af Mellemøsten forekommer i dag fjernere end nogensinde, og det er der mange grunde til. Men med afsæt i sin grundige analyse konkluderer Seth Anziska nu, at freden fra Camp David reelt satte både Israel, USA og Egypten i stand til at spænde grundigt ben for senere forsøg på at imødekomme palæstinensernes ønske om en selvstændig stat. Mange af omstændighederne kender vi allerede, men Anziska har foretaget en nylæsning af hele forløbet, og på det grundlag argumenterer han for, at nok var Camp David Carters stjernestund, men det var også et stykke halvgjort arbejde.

 

Freden fra Camp David satte reelt både Israel, USA og Egypten i stand til at spænde grundigt ben for senere forsøg på at imødekomme palæstinensernes ønske om en selvstændig stat
_______

 

Kritik af Kissinger
Bogen sætter fokus på Jimmy Carter som rykkede ind i Det Hvide Hus i januar 1977. Han kom direkte fra Georgia, hvor han i sin ungdom havde oplevet sydstaternes forskelsbehandling og racisme, så menneskerettigheder lå den nye præsident dybt på sinde. Men han var også dybt forankret i den baptistiske kirke, hvilket han omsatte i en bastant støtte til Israel. Han indrømmede desuden, at han ikke kendte meget til den arabiske verden.

Disse elementer gik op i en højere enhed for hans nationale sikkerhedsrådgiver, Zbigniew Brzezinski. Han opponerede stærkt mod Henry Kissinger, der som udenrigsminister under de foregående præsidenter Nixon og Ford havde iscenesat sit berømte penduldiplomati, hvor han tog skridt for skridt ved at rejse fra den ene mellemøstlige hovedstad til den anden i en tilsyneladende uendelig køre.
Penduldiplomatiet mindskede spændingerne mellem Israel og de arabiske naboer, og bevarede samtidig USA’s indflydelse i regionen. Brzezinski anså dette for at være for langsomt og usikkert og satsede i stedet på at ordne hele Mellemøsten i ét hug. Han mente at kunne få hele den arabiske verden til at anerkende Israel, hvis israelerne trak sig tilbage fra samtlige besatte områder. Det ville give palæstinenserne beskyttelse af menneskerettigheder og deres egen stat, og israelerne ville få anerkendelse og sikkerhed bag sikre grænser.

Det var derfor naturligt at starte i Egypten, som havde en absolut førerposition i den arabiske verden. Og præsident Sadat var lydhør. Det var kort tid efter Yom Kippur-krigen mod Israel i 1973, som egypterne betragtede som en oprejsning efter nederlaget i 1967, så Sadat havde folkestemningen med sig. Samtidig var den egyptiske økonomi i krise, så da amerikanerne lokkede med at belønne forhandlingsvilje med finansiel støtte i milliardklassen, var Sadat ikke i tvivl.

Israels premierminister Begin forholdt sig også positiv. Han var villig til at gå i forhandling med hele den arabiske verden – med undtagelse af palæstinensernes repræsentant, PLO. Ikke desto mindre håbede Carter på at nå frem til et kompromis, men i mellemtiden viste også Sadat sig tøvende over for palæstinenserne. Ifølge Anziska udtalte Sadat ved flere lejligheder sin frygt for, at en palæstinensisk stat på Vestbredden ville destabilisere regionen.

 

Selv om han havde sat sig større mål, der omfattede hele regionen, nøjedes [Carter] med den begrænsede aftale uden palæstinensernes deltagelse i Camp David
_______

 

Oslo var forudsigelig
Men Carter følte sig klemt. Den kolde krig var fortsat en realitet, og han frygtede, at Sovjetunionen ville bejle til egypterne, hvis USA trak sig ud af Egypten. Så selv om han havde sat sig større mål, der omfattede hele regionen, nøjedes han med den begrænsede aftale uden palæstinensernes deltagelse i Camp David – med det forfængelige håb, at aftalens visioner om en løsning for palæstinenserne ville blive til virkelighed på et senere tidspunkt.

Begin så aftalen som et rygklap og optrappede straks bosættelsesaktiviteterne på Vestbredden. Aftalen bragte Sadat i alvorlig unåde i den arabiske verden, så han reagerede ved at rykke tættere på USA. Og da Ronald Reagan i 1981 overtog præsidentposten, gav han hurtigt amerikansk mellemøstpolitik en stærkt pro-israelsk drejning. Samme år blev Sadat attentatmyrdet, og hans efterfølger, Hosni Mubarak, viste sig endnu mere imødekommende overfor amerikanske interesser (og økonomiske bistand).

Der var altså opstået en stærk entente mellem de tre. Revolutionen i Iran i 1979 havde skabt en ny aktivisme i Mellemøsten, hvor islamiske bevægelser begyndte at sætte dagsordenen, og palæstinensernes forståelige frustrationer over de udeblevne resultater efter Camp David skabte også en ny militant indstilling. I Seth Anziskas optik står det som en direkte følgevirkning, at en palæstinensisk gruppe i 1984 kaprede krydstogtskibet Achille Lauro og chokerede verden ved at dræbe et ældre jødisk-amerikansk gidsel i kørestol og kaste liget overbord. Det ligger således også som en logisk fortsættelse af hans analyse, at den israelsk-amerikansk-egyptiske apati, som Camp David havde skabt hos palæstinenserne, blev stærkt medvirkende til udbruddet af den palæstinensiske intifada i december 1987.

Da vi nåede frem til Oslo og det nye forsøg på en fredsaftale i 1993, var kortene således allerede fordelt. Intentionerne var gode nok, men arven fra Camp David lå i baghovedet hos alle parter. Så Anziskas konklusion lyder, at hvis Carter i sin tid ikke havde været så forhippet på at få sin aftale trukket hjem og havde slået en smule koldt vand i blodet, ville Mellemøsten måske have set anderledes ud i dag. Og Akiva Eldar havde ikke behøvet at fantasere sig til den lykkelige afslutning i sin klumme. ■

 

Da vi nåede frem til Oslo og det nye forsøg på en fredsaftale i 1993, var kortene således allerede fordelt. Intentionerne var gode nok, men arven fra Camp David lå i baghovedet hos alle parter
_______

Apropos denne artikel:

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt