09.06.2018

I sammenligning med dets krigshærgede nabolande er Jordan længe blevet opfattet som en ø af stabilitet i Mellemøsten. Nu truer mange års flygtningepres og en voksende utålmodighed med monarkiet med at svække Kong Abdallahs styre.

Analyse af Hans Henrik Fafner

TEL AVIV – ”Denne gang er det anderledes.” Dette er en sætning, man ofte hører i Jordans hovedstad Amman for tiden. Siden udgangen af maj har en række brændpunkter landet over genlydt af protester, og mod sædvane viser situationen ikke tegn på at falde til ro. Kong Abdallah har taget sine forholdsregler ved at afskedige den nuværende regering og udpege en økonom til at sammensætte en ny. Der er dog ingen tydelige tegn på, at det er nok til at dæmpe gemytterne.

Da der i denne uge blev kaldt til generalstrejke, kom initiativet ikke fra oppositionspartierne, som det plejer. De holder lav profil, og i stedet er det syndikaterne, der har taget teten. Syndikaterne er betegnelsen for de faglige sammenslutninger i Jordan, og i denne omgang er hele 33 af dem helt fremme i skoene. Sædvanligvis indtager syndikaterne mæglerrollen og lader det politiske spil køre. At de nu har ændret strategi, betragter mange iagttagere som et udtryk for, at situationen i Jordan er alt andet end normal. Landet befinder sig i en balancegang, der kan resultere i dramatiske omvæltninger.

Skattereformer
På overfladen drejer protesterne sig om økonomi. Den nu afgåede regering forsøgte sig med en skattereform, som var delvist dikteret af den Internationale Valutafond (IMF). Herfra stillede man krav om højere selskabsskat og et øget skattetræk på personlige årsindtægter over 8.000 dinarer, svarende til godt 70,000 kroner. Reformen blev kritiseret for at ville ramme middelklassen og mindre virksomheder hårdt og dermed føre til et markant fald i en allerede trængt levestandard. For yderligere at forbedre statens finanser blev det samtidig besluttet at skære i subsidierne på en række basale fødevarer, hvilket er et risikabelt tiltag, fordi det rammer de fattigste. Det største historiske eksempel er fra 1977, hvor Egypten – igen på krav fra IMF – fjernede statsstøtten til blandt andet brød; tusinder af mennesker gik på gaden, og 79 blev dræbt under sammenstød med ordensmagten. Men i den senere tid har også andre end de fattigste mærket den krise, som styret prøver at tæmme. Alene i 2018 er benzinpriserne fem gange, hvilket rammer middelklassen hårdt på pengepungen.

Med til billedet hører også de mange flygtninge, der er ankommet til Jordan i de senere år, og som belaster samfundsøkonomien yderligere. Denne situation er dog ikke ny for jordanerne. Lige siden nabolandet Israels oprettelse i 1948 har Jordan været hjem for en stor gruppe palæstinensiske flygtninge. Ifølge FN-organisationen UNRWA er ca. 2.175.000 mennesker med bopæl i Jordan registreret som palæstinensiske flygtninge, og mange af dem bor fortsat i de 10 lejre, som organisationen driver. Krig i et andet naboland, Irak, førte til nye flygtningestrømme, og under de sidste års borgerkrig i Syrien har omkring en million syrere søgt ophold i Jordan, der huser en befolkning på omkring 10 millioner jordanere. I begyndelsen forsøgte man at huse de syriske flygtninge i store lejre tæt på grænsen til Syrien, men det varede ikke længe, før hovedparten af dem søgte til Amman i håb om at finde arbejde og en bedre tilværelse. Dette er kun lykkedes for et absolut fåtal, og de seneste tal fra FN viser, at 85 procent af de syriske flygtninge i Jordan nu lever under fattigdomsgrænsen.

Dette er en næsten umulig byrde at løfte for en økonomi, der i forvejen er dybt afhængig af hjælp fra udlandet. Amman er i årevis blevet kaldt ”verdens største flygtningelejr”, og nu risikerer nationen at kamme over i en akut krise som en konsekvens af udviklingen.

 

Amman er i årevis blevet kaldt ”verdens største flygtningelejr”, og nu risikerer nationen at kamme over i en akut krise som en konsekvens af udviklingen
_______

 

Kosmetiske reformer
Det første reelle faresignal for styret viste sig, da de jordanske oppositionsgrupper den 14. januar 2011 afholdt en ”vredens dag”. Med op mod 15.000 demonstranter på gaden betragtes det som den største demonstration af sin art i landets historie. Det Muslimske Broderskab gik forrest, og herfra lød parolen, at Jordans arabiske forår var begyndt.

De dramatiske demonstrationer på Tahrir Pladsen i Cairo var endnu ikke begyndt på dette tidspunkt, men i Tunesien var omvæltningerne allerede på vej. I Jordan fulgte der lignende opvisninger på folkelig utilfredshed på de efterfølgende fredage, men da det kom til stykket, valgte jordanerne en anden vej. Mens man i Egypten og Tunesien gik efter et regimeskifte, rettede den jordanske utilfredshed sig alene mod ministerpræsidenten og regeringen. At vælte monarkiet var utænkeligt.

Demonstranterne fik indfriet deres ønske. Kong Abdallah fyrede regeringen og udpegede en ny, hvilket i øvrigt næsten er en slags politisk tradition i Jordan, når befolkningen viser utilfredshed. Ikke desto mindre fortsatte protesterne, og et stykke inde i 2012 opstod der reel bekymring for monarkiets fremtid. At det alligevel løb ud i sandet skyldes, at oppositionen havde vanskeligt ved at finde sammen. Den bestod af Det Muslimske Broderskab og en lignende gruppe, Den Islamiske Aktionsfront, der forsøgte at finde fælles fodslag med den traditionelle socialistiske venstrefløj. På et tidspunkt meldte sig en tredjepart, Herak (Bevægelsen), bestående af en gruppe stammeledere og tidligere officerer fra forsvarsstyrkerne, som rettede stærk kritik mod regeringens økonomiske strategier. Dette standpunkt adskilte sig ikke væsentligt fra de to andre oppositionsgrupper, men dialogen i denne trekant kom aldrig på fode, og derfor smuldrede oprøret.

Samtidig kom kong Abdallah folkestemningen i møde med en række reformer. Nu hed det sig, at det arabiske forår ikke blot var en udfordring, men også en anledning til at starte en reformproces, der havde ladet vente på sig i ti år. Der blev nedsat kommissioner og udvalg, der blandt andet skulle formulere tiltag mod korruption og reformere den offentlige sektor. Derudover blev der gennemført ny lovgivning for valg og politiske partier, og udenlandske eksperter fra etablerede demokratier blev kaldt til hjælp.

Tingene faldt tilbage i sin gamle gænge, mens kritikerne fastholdt, at der udelukkende var tale om kosmetiske reformer. Men som tiden gik, forvandlede nabolandet Syrien sig til kaos, og mens Islamisk Stat bredte sig i regionen, udtrykte flere og flere jordanere tilfredshed med at leve på en ø af relativ stabilitet. Landet har i flere sammenhænge fået tilnavnet ”the Hashemite Kingdom of Boredom”, og alt taget i betragtning fandt mange jordanere det ganske betryggende at stole på hashemiterne, som er navnet på den jordanske kongefamilie.

 

Mens Islamisk Stat bredte sig i regionen, udtrykte flere og flere jordanere tilfredshed med at leve på en ø af relativ stabilitet
_______

 

Stort behov i Ramadan
Beskrivelsen holder imidlertid ikke helt. Normalt beskrives Jordan som en dikotomi mellem landets vestlige del, der domineres af den private sektor og en indflydelsesrig bybefolkning med palæstinensiske rødder, og den østlige del, som er synonymt med de gamle beduinfamilier og kontrol over den offentlige sektor. Billedet er dog langt mere komplekst, hvilket kun bliver mere udpræget med tiden. Især unge politiske aktivister sætter sig ud over den traditionelle identitetspolitik ved bevidst at krydse hen over skellene. På den måde gør det de vanskeligere for styret at bevare magtbalancen mellem disse to blokke, hvilket man hidtil har gjort ved at spille dem ud mod hinanden og samtidig passivisere dem med reformer.

Det ser med andre ord ud til, at den jordanske kedsomhed har overlevet sig selv. Den nye ministerpræsident hedder Omar al Razzaz, og på overfladen er han den rette mand. Han er uddannet økonom fra Harvard University, og med en karriere i Verdensbanken bag sig er han også et velanskrevet navn i Vesten. Han har forudsætningerne for at vide, hvor der skal sættes ind i et land, der lider under en enorm udlandsgæld og et overdimensioneret bureaukrati.

Men den jordanske befolkning er skeptisk. Al Razzaz har siddet på ministerposter før, og for mange er han blot en forlængelse af det eksisterende system. Udnævnelsen har derfor fået oppositionen til at fastholde sine krav, og for første gang hører man også tale om at indføre et slags konstitutionelt monarki. Kongen er altså for første gang kommet i skudlinjen.

Den videre udvikling kan man kun gætte på, og mange gætter med. Nyhedsbureauerne melder, at kong Abdallah har talt i telefon med emiren af det pengestærke Qatar, som kan tænkes at stå klar med en økonomisk håndsrækning til Jordan. Dette indikerer, at Qatar ikke ønsker at se kaotiske tilstande i Jordan, som endnu er en ø af stabilitet i en verdensdel med mere kviksand end fast grund under fødderne. Saudi-Arabien og de øvrige golfstater ser endnu tiden an, men vil næppe tillade at situationen kommer ud af kontrol.

Alt dette finder sted, mens den islamiske verden markerer fastemåneden Ramadan. Det er en tid til eftertænksomhed og til at vise næstekærlighed, og ved den daglige iftar, måltidet som bryder fasten, er der tradition for, at de fattige også får del i festen. I Jordan er organisationen Tkiyet Um Ali en integreret del af dette arbejde, men i år har de meldt ud, at der er akut brug for flere midler, da behovet er så stort, at man har svært ved at følge med. Dette er på mange måder et godt barometermål for situationens alvor. ■

 

Der er akut brug for flere midler, da behovet er så stort, at man har svært ved at følge med. Dette er på mange måder et godt barometermål for situationens alvor
_______

 

Hans Henrik Fafner (f. 1957) har som journalist skrevet med fast base i Tel Aviv gennem de seneste 25 år. Har været korrespondent for Information og Weekendavisen og arbejder nu freelance med sideløbende forfatter- og foredragsvirksomhed. ILLUSTRATION: Jordanske demonstranter foran premierministerens kontor [foto: Ahmad Gharabli/Scanpix]