05.11.2018

Meningerne er stærkt delte i byen, som er verdenscentrum for tre monoteistiske religioner – og brændpunkt for en stribe andre interesser. Jerusalem er en meget sammensat by, som tilmed ligger i en storpolitisk konfliktzone. Hertil kommer et socioøkonomisk element, for Jerusalem er samtidig Israels fattigste kommune.

Af Hans Henrik Fafner

JERUSALEM – I dette efterår besluttede USA at lukke det ene af to amerikanske konsulater i Jerusalem og flytte dets funktioner over i ambassaden, som nu også har til huse i byen. Tilsyneladende et helt og holdent logisk skridt, for det giver vel ingen mening at have en ambassade og to konsulater i én og samme by, som er en del mindre end København.

Men måske giver det lidt for meget mening. Palæstinenserne var i hvert tilfælde hurtigt ude med skarpe protester. De hævder, at præsident Trump hermed sætter trumf på sin beslutning om at flytte den amerikanske ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem og dermed endnu en gang proklamerer, at Jerusalem efter hans opfattelse er Israels udelelige hovedstad.

Det er altså en sag med storpolitiske forgreninger. Men den har også et tydeligt lokalt aspekt, som er blevet tegnet dramatisk op i forbindelse med det israelske kommunalvalg den 30. oktober. Udfaldet af dette valg viser nemlig, at selvom israelerne betragter byen som en samlet administrativ enhed, er Jerusalem i høj grad en splittet by, og dét måske mere end nogensinde. I den forbindelse kommer Trumps diplomatiske manøvrer til at stå som en kommentar til de politiske udviklinger i byen, og de kan også blive udslagsgivende for, hvordan fremtiden vil forme sig lokalt.

 

Udfaldet af dette valg viser nemlig, at selvom israelerne betragter byen som en samlet administrativ enhed, er Jerusalem i høj grad en splittet by, og dét måske mere end nogensinde
_______

 

Ambassadesagen
Det hele blev en varm kartoffel og fyrede voldsomt op under den begyndende valgkamp, da Trump i maj effektuerede den såkaldte Jerusalem Embassy Act ved at flytte sit lands ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem. USA etablerede diplomatiske forbindelser til Israel allerede i november 1947 – et halvt år før staten overhovedet blev oprettet. Det skete, da FN vedtog sin plan for en deling af Palæstina, og eftersom planen så Jerusalem som international zone, lå det dengang i luften, at Tel Aviv skulle være Israels hovedstad.

Frem til december 1949 mødtes det israelske parlament, Knesset, da også i Tel Aviv, hvor man benyttede en biograf til formålet. Derefter flyttede parlamentet til Jerusalem, og den nuværende parlamentsbygning blev taget i brug i august 1966. Stort set alle ministerier og landets højesteret ligger også i Jerusalem, så da Trump 14. maj i år – 70 år efter oprettelsen af Israel – flyttede ambassaden til Jerusalem, gav han byen sin officielle blåstempling som landets formelle hovedstad.

Baggrunden for protesterne er, at Jerusalem fra 1948 til Seksdageskrigen i 1967 var en delt by. I vest sad israelerne, mens Østjerusalem var under jordansk besættelse. Krigen indebar imidlertid, at Israel kom i besiddelse af både Østjerusalem og Vestbredden, og i 1980 vedtog Knesset en lov, der betragter byen som ”Israels forenede og evige hovedstad”. Dette fik dog ingen anerkendelse fra verdenssamfundet, som – med enkelte undtagelser – lod sine ambassader forblive i Tel Aviv.

Af samme grund havde amerikanerne to konsulater i Jerusalem. Det ene i det palæstinensiske Østjerusalem og det andet i den vestlige del, som hele tiden har været en del af Israel. Ved at sløjfe konsulatet i Vestjerusalem signalerer Trump, at han heller ikke på det konsulære niveau betragter Jerusalem som en delt by, og dermed diskvalificerer han palæstinensernes krav på byen.

Denne sag giver kraftigt genlyd i lokalpolitikken. Det hænger selvfølgelig sammen med byens geografiske forhold men vigtigere endnu med befolkningssammensætningen. I Østjerusalem bor der nemlig 340.000 palæstinensere, der indtil 1967 var borgere i Jordan. Det svarer til omkring 40 pct. af byens samlede befolkning, og af dem har 200.000 stemmeret. Mange har stadig jordansk pas, men samtidig er de alle udstyret med grønne id-kort. Det identificerer dem som borgere i Jerusalem Kommune, hvor de har stemmeret og formelt set medindflydelse på den lokale udvikling. De befinder sig i en mærkværdig mellemposition, hvor de – i modsætning til palæstinenserne på Vestbredden – frit kan bevæge sig ind i Israel og tage arbejde, hvor de vil, men uden at have stemmeret til Knesset. Hvad det angår, betragtes de fortsat som palæstinensere.

Den retfærdige Simon
Ligesom i Danmark er israelernes vilje til at møde op ved stemmeurnerne markant lavere i kommunal sammenhæng, end når det gælder valg til Knesset. Men i Jerusalem står det særligt skralt til. Ved valget i 2013 var det kun 35,9 pct. af borgerne, der stemte. Det hænger ikke mindst sammen med, at den store majoritet af palæstinenserne i Østjerusalem bevidst holder sig væk fra den valghandling, de anser som endnu et tegn på, at deres by er under israelsk besættelse. Mange lytter til den palæstinensiske regering i Ramallah, der direkte opfordrer dem til at boykotte valget, mens andre bliver væk, fordi de synes, de kommunale myndigheder ikke varetager deres tarv på lige fod med de jødiske medborgere i Vestjerusalem.

Et møde med byen taler sit tydelige sprog om, hvordan hverdagen ser ud. Man er aldrig i tvivl, når man krydser fra vest til øst. Gadebelægningen er i ringere stand, og dagrenovationen er tydeligvis af lavere kvalitet. Man hører ikke længere hebraisk på gaden, og det er ikke usædvanligt, at jødiske taxichauffører fra Vestjerusalem nægter at køre til en adresse i øst, hvilket især gør sig gældende efter mørkets frembrud. De fleste almindelige israelere kender kun den del af Østjerusalem, som ligger tættest på den grønne linje eller omkring den gamle bydel, hvor turister kommer i stort tal.

 

De fleste almindelige israelere kender kun den del af Østjerusalem, som ligger tættest på den grønne linje eller omkring den gamle bydel, hvor turister kommer i stort tal
_______

 

Omvendt er mange palæstinensere fra Østjerusalem varsomme med at begive sig ind i den vestlige del af byen. Mange har deres arbejde der, men tager den direkte vej hjem efter fyraften. Den grønne linje, som er navnet på våbenstilstandslinjen, der fra 1949 til 1967 dannede en barrikaderet grænse mellem Israel og Vestbredden, er ikke længere synlig i Jerusalem. Men den ligger som en mental barriere gennem byen, og dens fysiske fremtræden er en stærkt befærdet motorgade.

Konflikten mellem israelere og palæstinensere ligger som et konstant bagtæppe for byen, og det er ikke tilfældigt, at Vestjerusalem var hyppigt mål for palæstinensiske selvmordsbombere, da Al Aqsa Intifadaen stod på sit højeste i begyndelsen af 00’erne. Hertil kommer den såkaldte judaisering af Østjerusalem.

I begyndelsen af 2018 iværksatte bystyret en stor kampagne for at give skolesystemet i Østjerusalem et løft. Der blev bevilget store midler til at sætte nedslidte bygninger i stand, og den israelske undervisningsminister trådte til med ekstra bevillinger. Men undervisningsminister Naftali Bennett, som står i spidsen for det nationalreligiøse parti Det Jødiske Hjem, krævede samtidig, at skolerne skulle samkøres med det israelske skolevæsen. Undervisningen skulle naturligvis fortsætte på arabisk, men hvor skolerne indtil nu havde anvendt palæstinensiske lærebøger, skulle disse nu være israelske. Eksempelvis indebar det, at historieundervisningen ville få et helt andet indhold, og det vakte store protester blandt navnlig forældrene.

Ved det aktuelle kommunalvalg er denne diskussion blevet en mærkesag for palæstinenserne. For første gang har man set kandidater fra Østjerusalem, der opfordrer borgerne i deres del af byen til at gøre deres indflydelse gældende. Deres argument er, at hvis borgerne virkelig går til urnerne kan det også føre til resultater på rådhuset. De henviser til, at den palæstinensiske valgdeltagelse ved kommunalvalget i 2008 lå på 1,8 pct., mens den ved valget i 2013 lå under en enkelt procent.

Deltagelsen forventes at blive en smule højere denne gang, og det hænger sammen med en udvikling, som man også ser blandt palæstinensere på Vestbredden og i Israel. Talen om en tostatsløsning på konflikten er gledet i baggrunden. På begge sider ser man en udbredt skuffelse over den efterhånden lange række af fejlslagne fredsplaner, så ingen taler længere om fred. Man taler om menneskerettigheder og om en anstændig tilværelse her og nu, og det gør man naturligvis også i Jerusalem. Lokalt betyder det, at skole-sagen pludselig er blevet meget synlig i den offentlige debat. Ikke så meget af nationalistiske grunde, men fordi forældrene ønsker, at børnene får en god start på tilværelsen.

I den forbindelse taler palæstinenserne om arv og identitet. Selvom Østjerusalem muligvis forbliver på israelske hænder, finder mange det vigtigt at bevare byens palæstinensiske særpræg. Den kamp finder blandt andet sted i form af et krav om bevarelse af stednavne. Sagen om Shimon HaTzadik er kommet op til overfladen igen. Navnet er hebraisk og betyder Simon den Retfærdige. Han var en af de meget markante ypperstepræster i oldtidens jødiske tempel i Jerusalem og ligger ifølge traditionen begravet midt i den palæstinensiske bydel Sheikh Jarrah. Her findes et lille gravmæle, der siges at indeholde den retfærdige Simons jordiske rester, og omkring det ligger et nøgent jordstykke på 18 dunam, hvilket svarer til 1,8 hektar. Da en moderne letbane for nogle år siden blev bygget tværs gennem Jerusalem, omfattede det også en station ved Sheikh Jarrah. Stationen blev dog ikke navngivet efter det palæstinensiske kvarter, men fik navn efter graven, og dette er en sag, som atter har fået opmærksomhed.

 

Selvom Østjerusalem muligvis forbliver på israelske hænder, finder mange det vigtigt at bevare byens palæstinensiske særpræg
_______

 

Nord og syd
Krydser man fra Sheikh Jarrah over på den anden side af motorgaden og den usynlige grønne linje, står man i et andet af Jerusalems store brændpunkter. Her bor en befolkning, som også har forholdt sig apatisk overfor kommunalvalgene. Det er de ultraortodokse jøder, som er byens hurtigst voksende befolkningsgruppe. En stor del af dem betragter sig selv som ikke-zionister eller anti-zionister, og derfor vælger de at boykotte lokalpolitikken.

Sådan har det været i mange år, men det er også ved at ændre sig. Før i tiden førte denne befolkning en tilbagetrukken tilværelse og holdt sig bevidst på afstand af det moderne samfund. Men efterhånden er donormidlerne fra udlandet tørret ind, mens antallet af børn stiger, og det har skabt et fattigdomsproblem. En del af denne befolkning reagerer ved at søge endnu dybere ind i fromheden, mens mere liberale grupper i miljøet søger et samarbejde med den zionistiske stat. Dette samarbejde består af en lang række politiske studehandler, hvor de ultraortodokse politikere bakker op om en række sekulære mærkesager mod økonomiske bevillinger og andre tilståelser til deres politiske bagland.

I Jerusalem er mange af den opfattelse, at den ultraortodokse befolkning har skaffet sig en lang række fordele ad den vej. Lukkeloven overholdes med stor strenghed i Jerusalem, og det sker ikke af hensyn til de butiksansatte, men for at respektere helligdagene, og selv på byens reklametavler er der meget stramme regler for, hvad offentligheden må se. På folkeligt niveau ser man hyppigt ultraortodokse demonstrationer, som eksempelvis kræver hele gader lukket for kørende trafik – igen for ikke at skæmme helligdagene.

Med årene er store dele af byens nordlige dele blevet overtaget af den ultraortodokse befolkning. Gade for gade ændrer de kvarterernes karakter, og det får mange jerusalemitter til at føle, at den egentlige strid i byen står mellem nord og syd, som endnu er gennemgående sekulært.

 

Gade for gade ændrer de kvarterernes karakter, og det får mange jerusalemitter til at føle, at den egentlige strid i byen står mellem nord og syd, som endnu er gennemgående sekulært
_______

 

Landets fattigste kommune
Men selv det sekulære jødiske Jerusalem er præget af indre spændinger. De sydlige dele af byen domineres af gamle arbejderkvarterer. Her lever mange efterkommere af jødiske indvandrere fra Nordafrika og Mellemøsten – en traditionelt tænkende befolkning, der typisk stemmer til højre for midten. Men det er også her, man finder venstrefløjen, selv om den ikke fylder meget i Jerusalem, og Det Hebraiske Universitet tiltrækker et stort antal studerende og intellektuelle. I denne inddeling af byens befolkning finder man således også beboerne af forstæderne, som ligger i en ring øst om Østjerusalem. De ligger på Vestbredden, og teknisk set er beboerne derfor bosættere, selv om mange ikke opfatter sig som sådan. Typisk er der tale om ganske almindelige børnefamilier, der blot har benyttet sig af tilbuddet om en god bolig til en overkommelig pris i nærheden af Jerusalem. Man kunne kalde dem bekvemmelighedsbosættere. Selv om de således ikke har valgt bosted af ideologiske grunde, vil denne befolkningsgruppe næppe være den første til at tale for et territorielt kompromis med palæstinenserne og israelsk tilbagetrækning fra Østjerusalem; ved en rømning af Østjerusalem i forbindelse med en tostatsløsning står disse mennesker til at miste deres bolig, og en tilsvarende bolig i Vestjerusalem er betydelig dyrere at anskaffe.

Der er altså tale om en meget sammensat by, som tilmed ligger i en storpolitisk konfliktzone. Hertil kommer et socioøkonomisk element, for Jerusalem er samtidig Israels fattigste kommune. Den palæstinensiske befolkning lider under følgerne af et nedslidt og overbelastet undervisningssystem, så den sociale mobilitet er ringe. Blandt de ultraortodokse er et meget stort antal mænd beskæftiget på fuld tid med studiet af de hellige skrifter, hvilket er ulønnet, så det er en befolkning med massive fattigdomsproblemer, og i det sekulære Sydjerusalem har mange job i den offentlige sektor, hvor lønningerne er beskedne. De højt betalte jobs findes typisk i Tel Aviv, som er center for landets hightech-industri.

Den relative sociale nød har i mange år været en drivkraft for politisk radikalisering; som udgangspunkt har befolkningen i Vestjerusalem vist ringe vilje til at give Østjerusalem et tiltrængt socialt løft, og hver gang der har været konkrete initiativer til at judaisere byen, har protesterne været få og spage. I bystyret har Likud og de højrenationalistiske partier altid stået stærkt, og dette er kun blevet mere udpræget af byens beliggenhed på kanten af Vestbredden og konflikten. Under den anden palæstinensiske intifada, som begyndte i september 2000, var Vestjerusalem hårdt ramt af selvmordsbombeangreb, og resultatet var en markant højredrejning i befolkningen.

Alt dette synes under forandring. Ligesom vi ser ændringer blandt palæstinenserne i Østjerusalem og de ultraortodokse i Nordjerusalem, sker der også et skred i byens sydlige dele. Da hele Israel blev grebet af sociale protester i sommeren 2011, gik folk også på gaden i Jerusalem. Det har man siden set som en spirende social bevidsthed blandt byens indbyggere. Fodboldklubben Beitar Yerusalayim, der spiller i landets bedste række, har været gennem en grundig selvransagelse som en del af denne tendens. Klubben blev i mange år betragtet som direkte racistisk; den nægtede at have muslimske spillere på holdet, og klubbens hooligans var berygtede for deres højreradikalisme. For nylig bebudede klubledelsen, at man nu er klar til at tage muslimer med i spilletruppen, og at man i øvrigt skrider ind overfor de mest radikale politiske udtryk fra fanklubben, som dog stadig hedder La Familia; navnet er valgt bevidst for at give associationer i retning af den sicilianske mafia og dens brutale metoder.

 

Da hele Israel blev grebet af sociale protester i sommeren 2011, gik folk også på gaden i Jerusalem. Det har man siden set som en spirende social bevidsthed blandt byens indbyggere
_______

 

Et politisk jordskred
Valgresultatet i Jerusalem tegnede overfladisk set det sædvanlige billede. Nir Barkat, som har været borgmester i de sidste to perioder, valgte ikke at genopstille, og hans viceborgmester, Moshe Lion, blev valgets vinder. Han er revisor af profession og har ligesom Barkat sine politiske rødder i Likud. Han forventes at fortsætte Barkats politiske linje.

Men her kommer vi til selve jordskreddet. Moshe Lion blev den foretrukne borgmesterkandidat, men hans parti, ’Vores Jerusalem’, fik kun godt 2 pct. af stemmerne og kom derfor end ikke over spærregrænsen. Han kommer derfor fuldstændig i lommen på de ultraortodokse, som strømmede til valgstederne. Den ultraortodokse borgmesterkandidat, Yossi Deutsch, hentede 17 pct. af stemmerne, men han repræsenterer kun en del af denne sektor. Andre ultraortodokse grupperinger stemte på deres egne partier. Næsten som et forvarsel på den udvikling har Moshe Lion allerede antydet, at han som borgmester vil støtte den ultraortodokse befolkning i en række nationale mærkesager. En af dem er ønsket om, at staten skal vise større forståelse overfor unge ultraortodokse mænd, der ikke ønsker at aftjene militær værnepligt. Som modydelse har de ultraortodokse lovet at hjælpe Lion til at indfri et af sine valgløfter, som er anlæg af flere cykelstier i Jerusalem.

Det ligger dog tydeligt i luften, at disse udelukkende vil tilgodese cyklisterne i Vestjerusalem. I Østjerusalem respekterede vælgerne i stort omfang et fatwah, der beskrev deltagelse i valget som en forbrydelse overfor islam. På en skole i den palæstinensiske bydel Shuafat var der således registreret 1257 vælgere, og ikke en eneste mødte frem for at sætte sit kryds. Andre steder var fremmødet dog større end normalt, og samlet præsenterer Østjerusalem en svag men tydelig vækst i valgdeltagelsen.

Byens palæstinensere står fortsat tøvende overfor det politiske engagement, men der er ingen tvivl om, at Trumps ambassadeflytning og lukningen af konsulatet har haft sin virkning. På gadeplan taler flere og flere om konkret handling og nye metoder, og på sigt vil dette også vise sig kommunalpolitisk. Ønsket vil næppe være cykelstier, men allerede ved dette valg talte iagttagerne om den mulighed, at de ultraortodokse og palæstinenserne vil kunne indgå et politisk samarbejde, idet de fx har en fælles interesse i, at bystyret tilgodeser store børnefamilier. Umiddelbart virker dette som en positiv udvikling i en dybt splittet by, men flere iagttagere advarer om, at det også kan føre til nye konflikter i det hårdt prøvede Jerusalem. ■

 

Byens palæstinensere står fortsat tøvende overfor det politiske engagement, men der er ingen tvivl om, at Trumps ambassadeflytning og lukningen af konsulatet har haft sin virkning
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland