26.07.2018

Under den lange syriske borgerkrig har Israel for det meste holdt sig på sidelinjen, men i den seneste tid har der været bekymrende tegn på, at israelerne er ved at blive trukket ind i strømhvirvlen.

Af Hans Henrik Fafner

TEL AVIV – Ruslands præsident, Vladimir Putin, havde inviteret den israelske premierminister, Benyamin Netanyahu, til Moskva for at overvære finalekampen i det nyligt afholdte verdensmesterskab i fodbold. Dette stillede den israelske premierminister i et dilemma. For den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, havde allerede takket ja til invitationen, og Netanyahu ville nødig ende i den penible situation at stå ansigt til ansigt med ham. I stedet for at takke nej besluttede Netanyahu sig derfor til at overvære semifinalen mellem England og Kroatien. Det var mindre fornemt end finalen, men gav Netanyahu en anledning til at møde Putin. På deres dagsorden: Syrien. De har indgået en aftale om at respektere hinandens interesser.

Nye sider af gammelt fjendskab
Deres samtale fandt sted fem dage før 16. juli, hvor Putin og Trump mødtes i Helsinki. Som bekendt gjorde Trump en ynkelig figur ved topmødet, der mundede ud i, at Rusland mere eller mindre har frie hænder i Syrien, hvor borgerkrigen ser ud til at være afsluttet.

Israel og Rusland har ellers haft modstridende interesser gennem den syv år lange konflikt. Rusland gav tidligt sin støtte til præsident Bashar al-Assad, mens israelerne i begyndelsen prøvede at holde lav profil, men med tiden viste stadig tydeligere sympati for forskellige oprørsgrupper. Israels position bar tydeligt præg af det gamle modsætningsforhold til den syriske præsident, og ikke mindst dennes far, Hafez al-Assad. Han var i sin tid en af hovedmændene bag den arabiske verdens såkaldte afvisningsfront over for Israel – han nægtede både at anerkende og forhandle med Israel, også primært fordi israelerne sad – og fortsat sidder – på Golanhøjderne, som de erobrede fra Syrien i 1967.

Selvom Israel har søgt at holde sig på sidelinjen, har man lejlighedsvis bombet mål inde i Syrien. Det skete fx, da israelske jagerfly i februar i år trængte ind via libanesisk luftrum og angreb militære positioner i nærheden af Damaskus. Israel har også ydet lægehjælp til medlemmer af syriske oprørsgrupper, der under pressebevågenhed blev bragt til behandling på israelske hospitaler. I denne uge evakuerede israelerne desuden 98 medlemmer af den syriske humanitære gruppe De Hvide Hjelme og deres familier. Gruppen har ydet assistance til befolkninger, som var under angreb af syriske regeringstropper, og da der nu var fare for gruppens egne frivillige, blev i alt 421 mennesker transporteret via Israel til sikkerhed i Jordan. Efterfølgende reagerede Syrien officielt ved at protestere mod israelsk krænkelse af syrisk territorium.

 

Hizbollah satte væbnede enheder ind i kampene mod oprørsgrupperne og har uden tvivl en vigtig andel i Assad-styrets overlevelse. Men det trak også det gamle fjendskab mellem Israel og Hizbollah ind i den syriske konflikt
_______

 

Under den syriske borgerkrig blev dette modsætningsforhold ikke mindst tegnet endnu skarpere op, fordi Assad hentede hjælp hos Libanons islamiske Hizbollah-bevægelse. Hizbollah satte væbnede enheder ind i kampene mod oprørsgrupperne og har uden tvivl en vigtig andel i Assad-styrets overlevelse. Men det trak også det gamle fjendskab mellem Israel og Hizbollah ind i den syriske konflikt. Bevægelsen opstod i årene 1989-90, mens den libanesiske borgerkrig var ved at nå sin afslutning. Dengang afviste Hizbollah – som den eneste af landets mange militsgrupper – at lægge våbnene. De argumenterede med aldrig at have løsnet et skud mod rivaliserende grupper i Libanon, men fastholdt at deres hele eksistensberettigelse var at fortsætte kampen mod Israel. I de mange mellemliggende år har Israel og Hizbollah i flere omgang været i åben konflikt. En ny runde forventes at kunne opstå når som helst.

Og det er her, Iran kommer ind i billedet. Ligesom flertallet i den iranske befolkning er Hizbollah shiamuslimsk, og det har som udgangspunkt skabt et interessefællesskab. Men med sanktionerne og Vestens forsøg på at isolere Iran har landet derudover opdyrket samarbejdspartnere rundt om i Mellemøsten, og en af dem var altså Hizbollah, som styret i Teheran i årevis har givet omfattende militærstøtte foruden assistance på en lang række andre områder. Det foregik blandt andet via Syrien.

Iran har længe været militært til stede i Syrien, hvilket er med til at stabilisere Assad-styret. Dette ser russerne ikke som noget større problem, hvorimod det er en torn i øjet på Trump. Den 8. maj skruede han som bekendt tiden tilbage ved at trække USA ud af aftalen om international kontrol med de iranske atomprogrammer og genindføre sanktionspolitikken.

Netanyahu, der hidtil har kørt et tæt parløb med Trump, var en af de få internationale ledere, der bakkede op om denne beslutning, men samtidig ser han altså en interesse i et tættere samarbejde med Putin. Rusland er permanent medlem af FN’s Sikkerhedsråd og har i flere år lagt op til at spille en mere aktiv rolle i Mellemøsten. Fra israelsk side har man længe set Rusland som nøglen til at begrænse den iranske indflydelse og dermed også at holde Hizbollah i kort snor. Her finder vi altså hans iver efter at komme til fodboldkamp i Moskva.

I mandags så vi konturerne af, hvad den anspændte situation kan føre til. Syriske regeringstropper affyrede to missiler – og efter israelsk opfattelse skete det med iransk medvirken. I Israel frygtede man, at missilerne havde kurs mod den israelske side af grænsen og i værste fald kunne ramme storbyen Tel Aviv. Det blev til ilddåben for et nyt, avanceret missilforsvar, som har fået navnet Davids Slynge – og man affyrede to missiler, der skulle ramme de syriske i luften. Det viste sig dog, at de syriske missiler havde kurs mod mål på syrisk territorium, hvorfor det blev besluttet, at de to israelske missiler i stedet skød hinanden ned. Det nye israelske missilsystem er en videreudvikling af det såkaldte Iron Dome, der i 2011 blev lanceret som effektivt svar på den palæstinensiske raketbeskydning fra Gazastriben. Til forskel fra dette er Davids Slynge konstrueret som værn mod langtrækkende missiler. Tidsrummet mellem affyringen og mødet med truslen er betragteligt større, og derfor er det nye våben indrettet til at kunne ændre kurs, mens det er i luften.

Russerne ser med stor bekymring på, at Israel på denne måde går mere aktivt ind i konflikten, og det gør de nu en indsats for at forhindre. I denne uge har Rusland således tilbudt israelerne en garanti for, at ingen iransk militær tilstedeværelse i Syrien kommer tættere end 100 kilometer fra den israelske grænse. Indtil videre har Israel betegnet dette som utilstrækkeligt, idet man tilmed kræver alle langtrækkende iranske missiler helt fjernet fra syrisk territorium. Imidlertid er det ikke helt klart, hvor mange der er, og deres rolle i borgerkrigen har også været relativt begrænset. Den israelske bekymring bygger mest på, at Hizbollah tidligere har modtaget iranske missiler og brugt dem mod israelske mål, og at dette kan tænkes at ske igen.

 

Russerne ser med stor bekymring på, at Israel på denne måde går mere aktivt ind i konflikten, og det gør de nu en indsats for at forhindre
_______

 

Hvad Iran betyder for Netanyahu
Det er ikke nogen nyhed, at den såkaldte iranske trussel fylder meget i Netanyahus politiske verdensbillede. Den 30. april i år gik han på israelsk tv i den bedste sendetid for at fremlægge omfattende dokumentation for, at de iranske atomprogrammer ikke på noget tidspunkt har ligget stille, og at landet derfor vil kunne udgøre en reel trussel mod den israelske civilbefolkning i en meget nær fremtid. Af hensyn til verdenspressen foregik Netanyahus præsentation på engelsk. Det er præcis den samme retorik, han bruger i forbindelse med den iranske tilstedeværelse i Syrien lige nu.

Men hvad ligger der egentlig i denne trussel?
En lang række israelske analytikere ser sagen i et noget andet lys end Netanyahu. Lige så længe som Israel har været eksisteret, har skiftende ledere i hele regionen talt om at udradere landet. Det er blevet fremstillet som et zionistisk fremmedlegeme og en vestlig femtekolonne og er i det hele taget blevet lagt for had af sine naboer i mange forskellige sammenhænge. Men meget ofte har de arabiske lederes udmeldinger vist sig at være tomme trusler, der dækkede over andre problemer hos de arabiske lande selv. Den egyptiske leder Hosni Mubarak brugte således det ustabile forhold til Israel som undskyldning for at opretholde nødretslovgivning i landet i sine næsten 30 år ved magten. Det samme mønster har været meget tydeligt i netop Iran, hvilket nok også hænger sammen med, at den islamiske revolution i 1979 var en protest mod shah Reza Pahlevi, der i årevis havde plejet meget nære forbindelser til Israel.

Men de verbale udfald mod Israel kan også betragtes som en slags mellemøstlig fællesnævner. Det er en sag, de fleste i Mellemøsten kan stille sig bag, og derfor er den også nyttig, hvis man har regionale ambitioner. Det har Iran. Landet vil gerne indtage en lederposition i sin del af verden, og chancen er der i disse år, hvor både Egyptens og Tyrkiets regionale indflydelse synes svækket: Efter at være blevet skuffet i forhåbningerne om medlemskab af EU, er tyrkerne gået i islamisk retning og har haft mindre plads til at pleje interesser i Mellemøsten, og Egypten har været plaget af gentagne politiske omvæltninger og en gevaldig økonomisk nedtur efter revolutionen og afsættelsen af Hosni Mubarak i 2011. Så der er plads til andre spillere, og ikke mindst vil Iran gerne kunne spille med musklerne overfor rivalen Saudi-Arabien, hvilket også er en god grund til de atomare ambitioner.

Men: Ikke mange deler Netanyahus frygt for, at iranerne vil sende atomraketter mod Israel. Styret i Teheran tænker rationelt – de ved godt, at israelerne ikke vil tøve med at give igen med samme mønt – altså atomvåben, som landet besidder i tilstrækkeligt omfang.

 

Styret i Teheran tænker rationelt – de ved godt, at israelerne ikke vil tøve med at give igen med samme mønt – altså atomvåben, som landet besidder i tilstrækkeligt omfang
_______

 

En potentiel iransk atomtrussel er imidlertid et effektivt politisk virkemiddel, som Netanyahu til fulde forstår at gøre brug af. Kritikere mener, at han gør det helt bevidst for at aflede opmærksomheden fra sin egen person. Der har pågået en stribe politiundersøgelser af ham og hans hustru. Mistankerne samler sig om korruption, manipulation af pressen, misbrug af offentlige midler og en række andre forhold, der både kan koste Netanyahu – som først var premierminister i årene 1996-99 og nu har siddet på posten i én køre siden 31. marts 2009 – hans politiske liv og ende i en fængselsdom. I det lys ser nogen hans kraftige fokusering på Iran som en dygtig afledningsmanøvre.

Alt dette bidrager til at gøre situationen både sprængfarlig og flydende. I tirsdags opstod en potentielt farlig situation, da israelerne skød et syrisk jagerfly ned. Ifølge israelske kilder holdt man flyet under observation, og da det havde bevæget sig to kilometer ind i israelsk kontrolleret luftrum, skød man det ned med et varmesøgende missil. Flyet styrtede ned på den syriske side af grænsen. Og fra syrisk side fastholder man, at det på intet tidspunkt krydsede ind i israelsk luftrum.

Flyet – en russisk bygget Sukhoi Su-24-jagerbomber – kom fra den store syriske flybase Tiyas. Den ligger vest for byen Palmyra, hvor Islamisk Stat tidligere havde en af sine højborge. Flybasen, som også hedder T-4, er i dag under iransk kontrol. Bemeldte jagerfly var på vej til at bombe omkring byen Saida, hvor Islamisk Stat endnu har en af de sidste lommer af modstand umiddelbart op ad grænsen til de israelsk kontrollerede Golanhøjder. Området var også den formodede adresse for mandagens to syriske missiler. I begge tilfælde protesterede Israel over det, israelerne mener, er Syriens overtrædelse af den aftale, der forbyder enhver form for syrisk militæraktivitet i grænseregionen (og som blev indgået ifm. våbenhvilen efter Oktoberkrigen i 1973).

Syriens svar? At dette brud på aftalen jo var den eneste mulighed for at eliminere resterne af Islamisk Stat i Saida. Og ifølge SANA, den statslige nyhedstjeneste i Damaskus, udtalte en ikke navngiven syrisk militærkilde, at Israel ydede støtte til ”terroristerne” ved på denne måde at insistere på aftalens overholdelse. Onsdag opstod endnu en tilspidset situation, da luftalarmen gik i det nordlige Israel, og badegæster ved Genesaret Sø så et objekt falde i vandet. Der var mistanke om, at det var en vildfaren raket fra Syrien, men der kom ingen umiddelbar reaktion fra israelsk hold.

Så hvad er det, Israel ønsker at opnå i Syrien? Først og fremmest at undgå at blive trukket ind i den syriske strømhvirvel. Landets strategiske analytikere har længe betragtet spørgsmålet om Basar al-Assads overlevelse og fald som akademisk, så længe Syrien ikke kom til at udgøre nogen trussel mod Israels sikkerhed. Det er denne trussel, der i den israelske optik har ændret sig med det iranske engagement i nabolandet, og det er grunden til, at Israel nu bevæger sig på kanten af strømhvirvlen med lejlighedsvis fare for at plumpe i. ■

 

Så hvad er det, Israel ønsker at opnå i Syrien? Først og fremmest at undgå at blive trukket ind i den syriske strømhvirvel
_______

Apropos denne artikel:

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt