20.11.2018

Israel diskuterer sin identitet og sine værdier. Samtidig har en række skandalesager svækket premierministeren alvorligt.

Af Hans Henrik Fafner

TEL AVIV. ”Vi står lige før ødelæggelsen af det tredje tempel!” Ordene kommer fra Yael Dayan. Ud over at være datter af Israels navnkundige general Moshe Dayan har hun en lang politisk karriere bag sig og var i en årrække viceborgmester i Tel Aviv. Hun står på talerstolen den 22. juli 2018, hvor mindst 80.000 mennesker har samlet sig foran byens rådhus for at protestere mod diskrimineringen af bøsser og lesbiske.

Demonstrationen blev afholdt umiddelbart efter helligdagen Tisha B’Av, hvor jøder sørger over ødelæggelsen af oldtidens to jødiske templer i Jerusalem. Den ultrasekulære Dayan bruger bevidst disse religiøse konnotationer, fordi religionen er en central del af debatten i landet, men det tredje tempel, som hun refererer til, er ikke en bygning, men den israelske uafhængighedserklæring. Dokumentet blev en form for konstitutionelt grundlag for staten, da den blev oprettet den 14. maj 1948. Her knæsættes princippet om komplet lighed for alle borgere.

Protesterne på rådhuspladsen retter sig mod en ny lov, der står i klar strid med uafhængighedserklæringens ånd. Den udelukker mænd fra at få børn ved hjælp af rugemødre og er således et klart angreb på homoseksuelle pars ligestilling med andre borgere. At så mange mennesker finder det umagen værd at møde frem for at protestere, hænger imidlertid sammen med, at loven blot er ét af en række områder, hvor landets demokratiske natur er under frontalangreb. Fra et kæmpe banner ser premierminister Benyamin Netanyahu ud på demonstranterne ved siden af to ord skrevet med gigantiske bogstaver: ’Crime Minister’.

Set i et større perspektiv er demonstrationen derfor udtryk for en bred og ulmende utilfredshed med Netanyahu og kan på mange måder betragtes som en folkelig status over den israelske leder efter ti år på posten. Men Netanyahu har altid været et paradoks.

 

Hvordan kan det være, at en mand, der tilsyneladende er så upopulær og i den grad mangler folkets tillid, er blevet valgt af samme folk hele fire gange?
_______

 

Et økonomisk mirakel
Ved en meningsmåling tidligere på året blev den israelske offentlighed bedt om at udfærdige karakterbøger til hver af premierministrene, som har beklædt posten siden statens oprettelse i 1948. Bibi, som han hedder i folkemunde, var en klar bundskraber. Næstnederst lå Golda Meir, der i kraft af sin arrogance var på nippet til at tabe krigen i 1973, da egypterne og syrerne rettede et dramatisk overraskelsesangreb på Israel. Topscorer var ikke uventet ’landsfaderen’ David Ben-Gurion.

Hvorfor ligger Netanyahu så lavt? Ifølge de adspurgte: Fordi han opfattes som en korrupt hedonist, der for et godt ord svigter sine løfter. Men alligevel er Netanyahu dén israelske leder, der – næst efter Ben-Gurion – har siddet længst på posten. Hans første periode strakte sig fra 1996 til 1999, hvorefter han måtte vige pladsen for Arbejderpartiets Ehud Barak. Den 31. marts 2009 blev han regeringschef endnu en gang, og det har han været lige siden.

Hvordan hænger det sammen? Hvordan kan det være, at en mand, der tilsyneladende er så upopulær og i den grad mangler folkets tillid, er blevet valgt af samme folk hele fire gange? Ovenikøbet er han blevet valgt tre gange i træk, og hvis hans regering holder til næste valg, som senest skal gennemføres 5. november 2019, vil han også have overhalet BenGurion som den mest sejlivede premierminister i landets historie.

En stor del af forklaringen ligger i økonomien. Mens han var finansminister i 2004, lancerede Netanyahu sin plan for gennemgribende økonomiske reformer. Han beskrev situationen som bestående af den fede mand (den offentlige sektor), som sad på nakken af den tynde mand (det private erhvervsliv). Det skulle der laves radikalt om på. Han skar dybt i de offentlige udgifter, reducerede skattetrykket og privatiserede en stribe store, statsejede virksomheder. Blandt dem: olieraffinaderierne ved Haifa, et par store banker, det nationale flyselskab El Al og rederiet Zim, som siden er blevet en af de 20 globale storspillere inden for containertransport. Der blev også lavet om på pensioner og dagpenge. Så snart han blev premierminister, fortsatte han med opgraderinger af infrastrukturen, landbrugsreformer og omstrukturering af finanssektoren. Rendyrket ’thatcherisme’.

 

Regeringen har været i stand til at skabe en særdeles gunstig iværksætterkultur, og med et glimt i øjet siger mange israelere, at hightech i dag har to globale fikspunkter: Silicon Valley i Californien og Tel Aviv, der i denne sammenhæng går under navnet Silicon Wadi
_______

 

Kort sagt har Netanyahu endeligt brudt med den socialistiske planøkonomi, der var i højsædet i landets første årtier. Tendensen så man allerede, da Likud-lederen Menachem Begin vandt valget i 1977 og dermed for første gang i den nye stats historie fratog Arbejderpartiet magten. Det fik i første omgang meget uheldige følger – i 1980’erne endte landet i en finansiel krise med hyperinflation, der i 1984 toppede med 448 pct., og børskrak, da fire storbanker løb tør for kapital, mens de kunstigt forsøgte at forøge deres egen værdi ved at opkøbe egne aktier i stor stil. Men i dag står Netanyahu som manden, der løftede arven efter Begin og for alvor fik økonomien sat på skinner. Da finanskrisen i 2008 ramte det meste af den vestlige verden, var Netanyahus reformpolitik allerede så langt, at følgerne for Israel blev minimale, og i dag virker nøgletallene forbilledlige. Arbejdsløsheden ligger på 3,9 pct., hvilket er under dansk niveau, og den økonomiske vækst befinder sig omkring de 4 pct. om året, hvilket er en af de højeste vækstrater blandt de udviklede økonomier.

Men Netanyahus økonomiske mirakel har også en dyster bagside. Før i tiden var Israel i økonomisk henseende et egalitært samfund, og idealet var ’den svenske model’, som man betegnede velfærdssamfundet. I dag tegner der sig et helt andet billede. Ifølge OECD lever 19,5 pct. af den israelske befolkning i relativ fattigdom, hvilket vil sige, at de er fattige i forhold til den gennemsnitlige levestandard. I Danmark er det tilsvarende tal 5,5 pct., mens USA, hvor de sociale forskelle er store, tegner sig for 16,8 pct. Med tallene 16,7 og 17,3 ligger både Mexico og Tyrkiet, hvad dette angår, altså lunere i svinget end Israel.

En del af forklaringen er, at den israelske vækst er meget langt fra at være jævnt fordelt. Gennem de seneste ti år har landet fx opnået en global førerposition inden for højteknologi. Regeringen har været i stand til at skabe en særdeles gunstig iværksætterkultur, og med et glimt i øjet siger mange israelere, at hightech i dag har to globale fikspunkter: Silicon Valley i Californien og Tel Aviv, der i denne sammenhæng går under navnet Silicon Wadi [som spiller på det arabiske ord ’wadi’; et udtørret flodleje og altså en form for dal, red.].

Imens har Israels øvrige erhvervsliv fået lov til at passe sig selv. En stor del af det er gammeldags og arbejdskraftintensivt, og lønningerne er derefter – dvs. lave. En kommentator i et israelsk dagblad skrev denne sommer, at mens importørerne af Ferrari- og Maserati-luksusbiler har kronede dage, er det i Netanyahus Israel ingen dans på roser at være almindelig fabriksarbejder eller kasseassistent i et supermarked.

Der er dog andre forklaringer på uligheden, hvilket da også bruges som bortforklaring. En femtedel af landets knap ni millioner indbyggere tilhører det arabiske mindretal. I det seneste årti er der blevet investeret i at give denne befolkningsgruppe et økonomisk løft som i 2015, da regeringen afsatte svarende til 25 mia. kroner med henblik på at skabe økonomisk vækst. Men trods dette ligger 95 pct. af de arabiske byer og landsbyer fortsat i den socioøkonomiske bund, 49,4 pct. af samtlige arabiske familier lever i relativ fattigdom, og kun 78 pct. af de unge gennemfører en gymnasial uddannelse, mens tallet i den jødiske del af befolkningen er 94 pct. Den arabiske del af befolkningen er voldsomt overrepræsenteret blandt ufaglærte arbejdere, og i 2017 kom kun 3-4 pct. af medarbejderne i hightechvirksomheder herfra; det tilsvarende tal i 2008 var dog under en halv pct.

Det store problem i økonomisk henseende ligger dog hos de ultraortodokse jøder.

En religiøs udfordring
Et bestemt mønster går helt tilbage til 1949, hvor David Ben-Gurion i sine bestræbelser for at få sammensat sin første koalitionsregering kom med en afgørende indrømmelse til det ultraortodokse parti Agudat Yisrael. Han gik med til, at omkring 300 unge mænd skulle friholdes fra militær værnepligt, så de i stedet kunne hellige sig religiøse studier. Den aftale er stadig gældende, men i mellemtiden er det blevet til omkring 50.000 ultraortodokse mænd: De kan unddrage sig militærtjenesten, så længe de er fuldtidsstuderende i en yeshiva; en særlig institution for religiøse studier, men i modsætning til andre videregående uddannelser sigter den på studiet i sig selv og er således ikke kompetencegivende i det sekulære samfund. I det øjeblik de tager erhvervsarbejde, klapper fælden. Så er de nemlig ikke længere fuldtidsstuderende og står til militærtjeneste, hvilket mange af dem er ude af stand til af religiøse grunde; ifølge deres læsning af Bibelen er det moderne Israel nemlig en forsyndelse mod Gud, idet det er Messias, som skal komme og oprette den jødiske stat. Disse mennesker definerer sig selv som antizionister og sidder derfor i en fattigdomsklemme. De bidrager med andre ord ikke til økonomien. Dele af dette miljø søger at finde et kompromis og en udvej, som kan være en form for samfundstjeneste eller humanitært arbejde i stedet for militærtjeneste, mens andre radikaliserer sig selv. Dette viser sig blandt andet ved et stærkt stigende børnetal i denne befolkningsgruppe, og det har selvsagt en mærkbar effekt på økonomien, da det er en uproduktiv gruppe med en langt højere fødselsrate end resten af befolkningen.

 

På mange måder udspiller regeringsarbejdet sig i spændingsfeltet mellem ultraortodokse særinteresser og Netanyahus klare fokus på økonomien og udenrigspolitikken
_______

 

Ultraortodoksien kan gradbøjes. Ikke alle er lige radikale, men som udgangspunkt betragtes et sted mellem 10 og 12 pct. af Israels samlede befolkning i dag som ultraortodoks. Det er i mange israeleres øjne en alvorlig trussel mod deres hverdag. Presset udmønter sig dagligt i, at de ultraortodokse politikere sidder med ved Netanyahus regeringsbord.

Israelsk politik har alle dage været en kompliceret affære med mange partier repræsenteret i parlamentet – Knesset – og det har sjældent kunnet lade sig gøre at sammensætte en regering uden ultraortodoks medvirken. Dette er også Netanyahus lod. Partierne Forenet Torajødedom, som er en fortsættelse af Agudat Yisrael, og Shas, der med en klar ultraortodoks profil henvender sig specielt til sefardiske jøder, sidder begge på centrale ministerposter; de kontrollerer indenrigsministeriet, sundhedsministeriet og ministeriet for religiøse anliggender. I det store og hele er de villige samarbejdspartnere, men de har en række mærkesager, hvor deres krav er ultimative. Eksempelvis skal overrabbinatet i Jerusalem have den totale kontrol over jødisk liv fra vugge til grav, hvilket er grunden til, at borgerlig vielse aldrig har fundet vej ind i det israelske samfund.

Magtkampen mellem det religiøse og det sekulære har stået på gennem hele Israels historie, men den er blevet mere synlig gennem de seneste ti år. Netanyahus nuværende regering sidder på 61 af Knessets 120 mandater, altså det mindst mulige flertal, og det giver de ultraortodokse partier en uforholdsmæssig stor indflydelse. På mange måder udspiller regeringsarbejdet sig i spændingsfeltet mellem ultraortodokse særinteresser, omfattende lige fra håndhævelse af lukkeloven på jødiske helligdage til spørgsmålet om kvindelige befalingsmænd i forsvaret, og Netanyahus klare fokus på økonomien og udenrigspolitikken.

I den brede israelske befolkning er den ultraortodokse kontrol stærkt generende, men mange vælger at fokusere på, at økonomien har det godt. På trods af den voksende sociale ulighed har samfundet som sådan da også oplevet en markant velstandsfremgang i årene under Netanyahu.

Og alternativet? Det er, synes de fleste øjensynligt, ikke noget at skrive hjem om. Oppositionen tegnes af det klassiske venstrefløjsparti Meretz med blot fem mandater i Knesset og resterne af Arbejderpartiet, der i dag går under navnet Den Zionistiske Union, som har 24 mandater. Her taler man stadig om fredsdialog med palæstinenserne og en tostatsløsning på konflikten, men dette vinder ikke genhør mange steder. Freden virker fjern og urealistisk, og så kan man lige så godt have tillid til Netanyahus økonomiske fremgang og velstanden. Desuden var det jo Arbejderpartiets Ehud Barak, der udtalte de berømte ord, at der ”ikke er nogen partner på den anden side”, efter at han som premierminister havde haft et sidste desperat fredsmøde med den palæstinensiske leder, Yasser Arafat, i sommeren 2000.

Freden er glemt. I mange israeleres øjne står daværende premierminister Ariel Sharons rømning af de 21 bosættelser i Gazastriben i sensommeren 2005 som det store skræmmebillede. Meget enkelt fremstillet førte det først til, at Hamas tog magten, og siden til udviklingen af den ustabile situation, som lige nu udfolder sig. Viljen til i det mindste at overveje en lignende rømning af de 600.000 israelere, der bor på Vestbredden, er stort set ikke til stede. Man ønsker ikke at tage chancen, navnlig da udviklingen i Gazastriben efter manges opfattelse har vist, at Ehud Barak jo havde ret. Bosætterbevægelsen har derfor fået ny vind i sejlene, og gennem deres politiske repræsentanter i Knesset har den stor indflydelse på Netanyahu. Undervisningsminister Naftali Bennett, som står i spidsen for det nationalreligiøse parti Det Jødiske Hjem, var, før han blev parlamentariker, generalsekretær for bosætterbevægelsen.

 

Israelerne er ved at gøre op med paradokset Bibi
_______

 

Med 61 ud af Knessets 120 mandater lever Netanyahus regering med det mindst mulige flertal, men ikke desto mindre har den vist sig at være overraskende stabil. Oppositionen er nemlig splittet og ses ikke som noget umiddelbart alternativ. Zionistisk Union er blevet midtsøgende og vil foretrække et samarbejde med centrumpartier, som allerede befinder sig i Netanyahus koalition, og de har ikke travlt med at bevæge sig, fordi de står til at miste stemmer ved et valg. På den traditionelle venstrefløj resterer partiet Meretz, der med sine fem mandater ikke vejer stort i politisk forstand, og lederen af Zionistisk Union, Avi Gabbay, har flere gange udtalt, at han ikke ønsker at samarbejde med Den Arabiske Fællesliste, der ganske vist sidder i Knesset med 13 mandater, men definerer sig selv som ikke-zionistisk. Så hvad dette angår, synes Netanyahu at have sit på det tørre.

Nye tider, nye krav
Israel befinder sig altså i en situation, hvor fredsprocessen og fredshåbet er nulstillet. Man fokuserer på økonomien, og på det område går det jo ufattelig godt. Dette har imidlertid fået en interessant sideeffekt, som er blevet et problem for Netanyahu. De udenlandske turister strømmer til – 2017 var rekordår, og 2018 tegner til at blive endnu bedre – og israelere selv rejser som aldrig før. Netanyahu forpasser ikke en chance til at påpege, at landets sikkerhedsmæssige situation er i top, hvilket også betyder, at omfanget af reservemilitærtjeneste for den enkelte israelske mand er faldende. I maj blev de tre første etaper af cykelløbet Giro d’Italia kørt i Israel, og for mange israelere er dette et tegn på en normalitet, selvom de godt ved, at hele regionen omkring dem sejler. Men velstanden og den relative ro har ført til et mentalt og økonomisk overskud, og det har ført til krav om egentlig livskvalitet.

Ændringen kom til et første dramatisk udtryk i sommeren 2011, da israelerne begyndte at stille sociale krav. Dengang gik titusinder af demonstranter på gaden – uden tvivl under stærk indflydelse af omvæltningerne i nabolandet Egypten og det såkaldte arabiske forår. De ønskede ikke at vælte Netanyahu, men de krævede ret og rimelighed. Begyndende med utilfredshed over de høje priser på hytteost, som er mange israeleres foretrukne morgenmad, bredte det sig til en lang række krav om billigere boliger og en lettere vej til at få sig en uddannelse. Der blev også fremsat krav om, at den ultraortodokse befolkning skulle vise større deltagelse i de fælles byrder, hvilket naturligvis sigtede til det ømtålelige spørgsmål om den militære værneligt.

Selv i Vestbreddens bosættelser protesterede de unge over, at det skal være så dyrt at skaffe sig tag over hovedet.

Alt dette sluttede sig til en tendens, som allerede var tydelig, nemlig krav om større ordholdenhed blandt politikerne. I statens mange første år havde man vænnet sig til at se gennem fingre med korruption og andre uregelmæssigheder blandt nationens ledere, fordi den sikkerhedsmæssige og økonomiske situation ikke levnede plads til at bekymre sig om den slags. Men efterhånden som økonomien stabiliseredes, og israelerne begyndte at stole på statens militære overlevelse, opstod denne plads, og det har i høj grad været med til at sætte dagsordenen i Netanyahus lange tid ved magten.

En demonstration i Tel Aviv med krav om homoseksuelle mænds ret til at adoptere børn på lige fod med alle andre borgere ville have været utænkelig før i tiden. Og Yael Dayans brug af de religiøse konnotationer er en barsk anklage mod Netanyahu for at være i kløerne på de ultraortodokse politikere. I øvrigt er det en kendt sag, at hendes egen far, krigshelten Moshe Dayan, tog rundhåndet for sig af arkæologiske fund, som han placerede hjemme i sin egen baghave, uden at nogen løftede et øjenbryn.

Den slags går ikke længere. Og derfor er israelerne ved at gøre op med paradokset Bibi.

 

Hans velsmurte retorik synes at tjene et andet formål, nemlig at holde Netanyahu ved magten og at dække over alle skandalerne
_______

 

I en årrække har der været en stribe markante sager. I år 2000 blev indenrigsminister Aryeh Deri fra Shas-partiet idømt tre års fængsel for at have modtaget bestikkelse. Samme år trådte præsident Ezer Weizman tilbage, fordi også han havde taget imod underlige pengebeløb, og en anden præsident, Moshe Katzav, blev i 2010 dømt for voldtægt og tilbragte godt fem år bag tremmer. Også den tidligere premierminister Ehud Olmert har en alvorlig bestikkelsesdom på straffeattesten.

Viljen til at rydde op i den slags er som sagt af nyere dato i Israel. Den er langt hen ad vejen et produkt af den velstand, som Netanyahu har været med til at skabe, og ironisk nok er det også den, der sandsynligvis kommer til at koste ham hans politiske liv.

Benyamin Netanyahu er et produkt af sin tid og sine omgivelser. Hans far, Benzion Netanyahu, var historiker og identificerede sig med højrefløjen i den revisionistiske bevægelse, som senere blev til regeringspartiet Likud. Bibi var altså fra barnsben tæt på den politiske inderkreds. Storebroren, Yonatan Netanyahu, stod i spidsen for befrielsen af gidslerne under flykapringen i Entebbe i juli 1976 og mistede livet under operationen. ’Yoni’ Netanyahu er en del af den israelske mytologi, og bogen med hans personlige breve er stadig en klassiker på israelske boghandleres hylder. Det er således et familienavn med en særlig klang. Netanyahu selv er uddannet fra Harvard og MIT og havde en diplomatisk karriere bag sig, da han som 39-årig kastede sig ud i politik. Han aftjente sin militære værnepligt i en eliteenhed, hvilket altid er godt for en politisk karriere, og gennem fire år var han næstkommanderende ved den israelske ambassade i Washington.

Han er ofte blevet betegnet som en prins. Han kan også ses som den arrogante israeler, der lader hånt om sine omgivelser – lidt som Golda Meir i sin tid (premierminister 1969-1974). Og han har aldrig lagt skjul på sin smag for luksus og det gode liv. Velhavende venner og forbindelser i udlandet sørgede for at holde residensen i Jerusalem forsynet med cubanske cigarer og lyserød champagne, som det kom til at hedde i folkemunde. Da politiundersøgelsen og pressens gravearbejde begyndte at tage form, fandt man et sæt havemøbler, som var tiltænkt tjenesteboligen, men endte i ægteparret Netanyahus privathjem, og indkøb af pistacieis til en formue. Misbrug af offentlige midler og ubehøvlet behandling af ansatte blev føjet til, og herpå anklager om bestikkelse og manipulation med pressen. Listen er lang. Resultatet er en hel stribe sager med Benyamin og Sara Netanyahu som hovedpersoner.

Vingeskudt
I kølvandet på sagerne spørger Israel nu sig selv, hvordan det er kommet dertil. Nogle mener, at anklagerne er blæst helt ud af proportioner, mens andre, som ikke nødvendigvis hører til blandt Netanyahus varmeste tilhængere, fastholder, at tiden nu er inde til at få ryddet grundigt op – af principielle grunde.

 

Velstanden og den relative ro har ført til et mentalt og økonomisk overskud, og det har ført til krav om egentlig livskvalitet
_______

 

Imens taler man om, hvad der kommer til at ske i tiden bagefter. Den debat er i grunden ganske symptomatisk for hele Netanyahus tid ved magten. Der har allerede i et par år været optræk til en arvefølgestrid i hans eget Likud-parti, men ingen tør for alvor markere sig. Hele vejen igennem har Netanyahu bevidst undladt at køre en efterfølger i stilling, og han er kendt for at fjerne enhver, der viser tegn på at tale ham imod.

Man taler om Merkel-syndromet. Uden i øvrigt at sammenligne de to har den tyske kansler nu har siddet på posten så længe, at hun for nogle mest fremstår som en administrator af det bestående. Netanyahu passer til modellen, og det er helt tydeligt, at han træder vande. Han trækker tiden ud. Det at blive siddende på posten er blevet et politisk mål i sig selv. Koalitionspartnerne ved godt, at han er vingeskudt på grund af korruptionsanklagerne, og det søger de at udnytte til egen fordel. Loven, der har til hensigt at forbyde homoseksuelle mænd at adoptere, blev således presset igennem af Yaakov Litzman fra Forenet Torajødedom. Han er vicesundhedsminister og således ikke i nærheden af inderkredsen i kabinettet, men kunne efter omstændighederne bruge sin magtposition. Mens demonstrationen stod på i Tel Aviv, viste en meningsmåling blandt et bredt udsnit af befolkningen, at 49 pct. finder Netanyahu upålidelig.

Samme indtryk fik man med den stærkt kontroversielle nationalstatslov, som Knesset vedtog den 19. juli. Den definerer for første gang Israel som en jødisk stat, og eftersom loven ikke samtidig nævner statens pligt til at behandle alle mindretal som totalt ligeværdige borgere, er konklusionen, at den sætter demokratiet i anden række.

Ikke uventet udløste loven et ramaskrig, både lokalt og internationalt. Rabin-pladsen, det store torv foran rådhuset i Tel Aviv, kom til at danne ramme om flere demonstrationer og protester. De homoseksuelle protesterede. Så kom druserne, et etnisk mindretal, der lever med en religiøs pligt til at forholde sig loyalt til det styre, de lever under, og nu ser sig reduceret til borgere på anden klasse af den nye nationalstatslov. De israelske arabere mødte talstærkt frem på pladsen for at lufte deres vrede, og det samme gjorde jødiske borgere fra byerne omkring Gazastriben, hvor man også mener, at Netanyahu har svigtet.

Mange iagttagere betragter demonstrationerne i 2018 som en fortsættelse af de sociale protester i 2011. Men der er en vigtig forskel. Dengang var kravene socioøkonomiske, og de var relativt enkle at imødekomme. Nu drejer det sig om noget dybere, nemlig den fælles identitet i et samfund, der synes at have glemt hensynet til mindretallene.

Den diskussion må føre frem til det store spørgsmål: Hvordan står det til med Israel i forhold til palæstinenserne og den glemte fredsdialog? Jo, siger blandt mange andre Yael Dayan, måske er der et lyspunkt, selvom freden synes længere borte end nogensinde. For mens protesterne i 2011 drejede sig om at skaffe sig selv et bedre liv i økonomisk henseende, handler det nu om et bedre liv i moralsk henseende. Mange israelere kræver et bedre forhold til de umiddelbare naboer, dvs. mennesker, der bor inden for landets grænser. Men dette vil uvægerligt føre til lignende krav om et bedre forhold til de lidt mindre umiddelbare naboer, nemlig palæstinenserne på Vestbredden og i Gazastriben. Det lyder som ønsketænkning, men flere og flere israelere tilslutter sig tanken. De tør endnu ikke udtale ordet ’fred’. I stedet taler de om menneskerettigheder og gensidighed. Oftere og oftere rettes kritikken mod manden, der – endnu – sidder med magten.

Flere og flere israelere er ved at indse, at Netanyahu har nedfrosset dialogen med palæstinenserne, og han har blandt andet gjort det ved at fokusere på den opfundne iranske trussel. Han forpasser næppe nogen chance til at understrege, at styret i Teheran går efter Israels udslettelse. Og mens mange udviser en på mange måder forståelig bekymring over det iranske engagement i blandt andet Syrien, klinger Bibis trusselsbilleder hult. Hans velsmurte retorik synes at tjene et andet formål, nemlig at holde Netanyahu ved magten og at dække over alle skandalerne.■

 

Netanyahu har altid været et paradoks
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland