16.10.2018

Egypten har skaffet sig en ny magtposition, hvilket i et vist omfang har marginaliseret både Tyrkiet og den palæstinensiske sag, men som samtidig kan have en stabiliserende virkning andre steder i regionen.

Af Hans Henrik Fafner

TEL AVIV – Fiskerne i Idku har ført en årelang kamp mod de globale energigiganter. Byen ligger på den egyptiske middelhavskyst, godt 40 kilometer øst for Alexandria, og striden nåede et foreløbigt højdepunkt i 2013, da det italienske energiselskab Eni og det britiske BP begyndte opførelsen af en enorm naturgasterminal på kysten ved Idku, hvilket ifølge fiskerne ville have stor skadevirkning på deres erhverv.

Fiskernes kamp er ikke slut, men den er i mellemtiden blevet yderligere kompliceret af udviklingen. Enorme naturgasfund i Middelhavet har ført til, at den egyptiske regering tidligere på måneden? bebudede, at man ikke længere behøver importere naturgas. Udsigten til tværtimod at kunne eksportere i stor stil har gjort terminalen ved Idku til et anliggende af national betydning, og i det regnestykke er der ikke meget plads til fiskernes tarv.

Ny spiller på verdensmarkedet
For nylig fik sagen regional betydning, da Egypten indgik en aftale med Cypern om fælles eksport af naturgas. Der er nemlig også fundet felter i den cypriotiske undergrund, og det har egypterne udnyttet til at skaffe sig en fordel overfor rivalen Tyrkiet ved at give Cypern et tilbud om at sørge for videretransporten af gassen til de europæiske forbrugere via terminalen i Idku. Derudover er Israel på trapperne med en lignende løsning for sine eksportbehov.

Egypten tegner sig med andre ord som en kommende spiller på det globale energimarked. Geologerne har længe haft mistanke om naturgasreserver under det østlige Middelhav, men historien har for alvor udviklet sig i de sidste par årtier. I 2001 fandt selskabet Noble Energy gas under israelsk territorialfarvand. Feltet fik navnet Leviathan, og nogenlunde samtidig fandt egypterne et andet felt, som vi i dag kender som Ghor. Senere kom det israelske felt Tamar til, og cyprioterne fik deres eget gasfelt med navnet Aphrodite.

Alt dette har ført til ændringer i regionen. I Israel vurderede eksperterne, at landet kunne blive energimæssigt selvforsynende de kommende 70 år, og i Egypten så man en mulighed for at skære ned på importen af naturgas, hvilket vejer tungt i landets handelsbalance. Men så kom den dramatiske opdagelse: I juni stødte Eni på et naturgasfelt, som er meget større end de andre, og som for alvor kan få strategiske konsekvenser for hele regionen. Noor, som feltet hedder, har rykket Egypten godt op på gasreservernes verdensrangliste. Qatar ligger stadig i en unik førerposition med sine enorme reserver i undergrunden, men Egypten kan nu sammenligne sig selv med relative storproducenter som Algeriet og Nigeria.

 

I juni stødte Eni på et naturgasfelt, som er meget større end de andre, og som for alvor kan få strategiske konsekvenser for hele regionen
_______

 

Nye transportruter
Udviklingen er først og fremmest interessant i forhold til Europa, hvor behovet for naturgas har været stigende i en årrække. Det giver anledning til en række overvejelser.

Det har længe været på tegnebrættet at effektivisere transporten af naturgas fra Qatar og Golfstaterne ved at etablere en pipeline direkte til en terminal og udskibningshavn i Tyrkiet. I Ankara ser man med stor velvilje på denne plan, fordi man hermed får en central placering på dette vigtige marked. Men denne løsning virker ikke plausibel i disse tider, fordi en sådan rørledning nødvendigvis skal føres gennem Syrien, hvor situationen stadig er særdeles uvis. I en periode overvejede man en alternativ linjeføring gennem Jordan og Israel til udskibning ved Haifa, men fordi Qatar ikke har nogen fredsaftale med Israel, selvom forholdet mellem de to lande for nuværende er stabilt, blev denne ide ret hurtigt skrinlagt.

Dette er en af årsagerne til den europæiske interesse for at købe naturgas i Rusland, hvilket i givet fald vil føre til endnu en rørledning gennem Østersøen, den såkaldte Nord Stream 2. Denne plan møder dog modstand i en række europæiske lande, da man ikke ønsker at sætte sig i et afhængighedsforhold til den politiske udvikling i Rusland.

Egypten ser perspektivet i disse europæiske bekymringer, og med sin beliggenhed ved Middelhavet og en kort sejltur fra Europa virker det oplagt at byde sig til. Man har allerede bygget endnu en naturgasterminal. Den ligger ved Damietta små 40 kilometer vest for Port Said, og der er fremskredne planer om at bygge en tredje terminal.

Det er her, Cypern kommer på banen. Noble Energy, som også arbejder i de israelske felter, fik koncession på eftersøgning af gas i 2008, og i 2011 identificerede man gasfeltet Aphrodite. Feltet hører blandt de små forekomster i det østlige Middelhav, men har indtil videre forsynet det cypriotiske hjemmemarked og styrket landets økonomi. Da man senere så muligheder for eksport, opstod der imidlertid et problem. Cypern har ikke selv mulighed for at bygge en terminal, hvor man komprimerer gassen ved at gøre den flydende, så det mest nærliggende var at eksportere via Tyrkiet. Men på grund af konflikten med Nordcypern, som understøttes af Tyrkiet, er forholdet mellem Nicosia [hovedstaden i Cypern, red.] og Ankara anstrengt. Et naturgassamarbejde kunne i hvert tilfælde ikke komme på tale.

Derfor kom det yderst belejligt, at Egypten nu har eksportplaner, og den 19. september indgik de to lande en aftale om at anlægge en undersøisk rørledning fra Cypern til de egyptiske terminaler. Som resultat heraf planlægger israelerne nu en lignende ordning med egypterne. Rørledningen eksisterer allerede, fordi Israel allerede i 2008 begyndte at importere egyptisk naturgas. Efter at Tamar og Leviathan blev klar til udvinding, har denne rørledning ligget ubenyttet, men den kan relativt enkelt bygges om, så gassen kan løbe den modsatte vej.

 

Der er et vigtigt politisk element i sagen. Egypten og Tyrkiet har i mange år været i intern konkurrence om at fremstå som den regionale leder
_______

 

Oplæg til nye spændinger
I Tyrkiet ser man på dette med misbilligelse, og det er ikke kun, fordi man mister indtægter på naturgastransporten. Der er et vigtigt politisk element i sagen. Egypten og Tyrkiet har i mange år været i intern konkurrence om at fremstå som den regionale leder, hvilket foregår på lidt andre præmisser end striden mellem Saudi-Arabien og Iran. Egypten har som den folkerigeste nation i den arabiske verden en tradition for at betragte sig selv som dens egentlige hjerte, hvilket underbygges af landets kulturelle betydning, kontrollen over Suezkanalen og naturligvis den stolte arv fra faraoerne. Tyrkiet ser derimod sig selv som broen til Europa, og som medlem af NATO har landet en fod plantet i det vestlige samarbejde.

Men begge lande slås i disse år med problemer. For nogle år siden fik Tyrkiet et endegyldigt nej til medlemskab af EU, forholdet til NATO-samarbejdet er kantet, og det gælder i særlig grad forholdet til USA. Desuden ser Vesten med skepsis på Tyrkiets tiltagende islamisering, og økonomien er i krise.

Situationen i Egypten er ikke meget bedre. Økonomien har taget en gevaldig nedtur efter afsættelsen af præsident Mubarak i 2011, og resten af verden har god grund til at vise skepsis overfor præsident Sisis demokratiske intentioner.

For Sisi er det derfor en gylden chance. At kunne vende naturgasimport til lukrativ eksport vil kunne give den egyptiske økonomi et kolossalt løft, hvilket vil styrke hans anseelse i befolkningen. Pengene vil kunne bruges på at give den almindelige egypters privatøkonomi et løft, og hvis det regionale naturgassamarbejde stiller Egypten stærkere som samhandelspartner med Europa og dermed cementerer forholdet mellem de to, vil det stabilisere styret i Cairo. Sisi vil kunne bruge denne styrke til at få folkelig opbakning til at gribe yderligere ind overfor Det Muslimske Broderskab og andre islamiske bevægelser, som han anser for at være den største indre trussel mod sit greb om magten.

 

At kunne vende naturgasimport til lukrativ eksport vil kunne give den egyptiske økonomi et kolossalt løft, hvilket vil styrke [Sisis] anseelse i befolkningen
_______

 

Dette har betydning for regionen. Her tænkes i første omgang på Gazastriben, som har fælles grænse med Egypten. Sisi nærer stor uvilje mod den islamiske Hamas-bevægelse, som har magten i den palæstinensiske enklave, da Hamas er ideologisk beslægtet med Det Muslimske Broderskab i Egypten. I Cairo frygter man derfor, at uroen i Gazastriben kan få afsmittende effekt på hjemmefronten. Et tættere samarbejde med Israel står ikke højt på den egyptiske folkestemnings ønskeseddel, men mange egyptere mener alligevel at have et interessefællesskab med Israel i forhold til Gazastriben, og denne holdning vil kunne styrkes ved at samarbejde med israelerne på naturgasområdet.

Gazastriben har del i middelhavskysten, men enklavens territorialfarvand kontrolleres af Israel. Der er endnu ikke gjort naturgasfund i denne del af Middelhavet, og så længe israelerne har kontrollen over dette farvand, vil der heller ikke blive iværksat nogen eftersøgning, da det vil kunne rette verdens øjne yderligere mod blokaden af Gazastriben, der nu har stået på i tretten år.

Sagen handler altså om meget andet end naturgas. Egypten har skaffet sig en ny magtposition, hvilket i et vist omfang har marginaliseret både Tyrkiet og den palæstinensiske sag, men som samtidig kan have en stabiliserende virkning andre steder i regionen.

Idku var tidligere en ukendt plet på landkortet, men har med denne udvikling fået stor betydning. Fiskernes protester fortsætter, men de lader til at tale for døve øren. Byen ligger ved en stor lagune, hvor spildevand fra naturgasterminalen allerede har anrettet skader på dyrelivet, og fiskebestanden i kystområdet er allerede kraftigt reduceret. Tidligere på året finansierede Eni en lang række iftar-arrangementer, som er måltidet, der bryder den daglige faste efter solnedgang under den islamiske fastemåned Ramadan, i et forsøg på at kompensere for miljøskaderne, og selskabet har også sørget for, at byens skoler har fået en omgang frisk maling. Men længere ude i Egypten er Idku også blevet et symbol på, hvordan centralstyret i Cairo alt for ofte træffer beslutningerne uden at tilgodese den brede befolkning, og dermed er naturgassen blevet et indlæg i den egyptiske demokratidebat. Det er dermed et element, der kan føre til nye indre spændinger og uro. ■

 

Naturgassen [er] blevet et indlæg i den egyptiske demokratidebat. Det er dermed et element, der kan føre til nye indre spændinger og uro
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland