28.05.2018

Avigdor Lieberman har gode kort på hånden, når han godkender nybyggeri i bosættelserne og lader vide, at der er meget mere på vej. På en og samme tid leverer han varen for den ideologiske bosætterbevægelse, samtidig med at han tækkes store dele af den almindelige vælgerbefolkning.

Af Hans Henrik Fafner

TEL AVIV – Den israelske forsvarsminister, Avigdor Lieberman, har givet grønt lys for byggeri af 3.900 nye boligenheder i Vestbreddens bosættelser. Fra oppositionspartierne i Knesset, landets parlament, lød meldingerne, at dette er til fare for Israels sikkerhed og i øvrigt ødelæggende for landets internationale omdømme. Dette er mere eller mindre den sædvanlige automatreaktion. Det hele er efterhånden set så mange gange, at få efterhånden lægger mærke til det. Byggeriet i bosættelserne fortsætter ufortrødent.

Det bemærkelsesværdige ved den aktuelle situation er omfanget af nybyggerier, og omstændighederne omkring forsvarsministerens udmelding. Den kom nemlig umiddelbart efter, at den palæstinensiske udenrigsminister, Riad Malki, havde opfordret Den Internationale Domstol i Haag til at kigge nærmere på netop de fortsatte israelske byggeaktiviteter i bosættelserne. Derfor kan den aktuelle byggerunde tolkes som en direkte forlængelse af præsident Donald Trumps beslutning om at flytte den amerikanske ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem. Heri ligger også en mulig forklaring på det store antal:
Lieberman fortæller palæstinenserne og resten af verden, at dette ikke bare er business as usual. Det drejer sig ikke blot om at give endnu en flok bosættere tag over hovedet, men mest af alt om at forsvarsministeren markerer, at det er ham, der bestemmer, hvor skabet skal stå.

Konsensusbosættelser
At bosættelserne er et politisk våben er selvindlysende. Hver eneste nye bosætterbolig på Vestbredden slår et skår i palæstinensernes drøm om engang at få en selvstændig stat på Vestbredden, og dette har i mange år været en helt bevidst strategi hos Israels nationalistiske højrefløj. Men hele bosætterfænomenet er med årene blevet selvforstærkende, og tilmed er det blevet en så integreret del af den mellemøstlige rutine, at selv et initiativ af så stort omfang ikke længere er forsidestof.

Det er interessant at se på, hvad og hvor Lieberman har tænkt sig at bygge. Der er nemlig allerede sat navne og adresser på. Der bor i dag omkring 600.000 israelere i bosættelserne, som ligger på Vestbredden og i Østjerusalem. Det er i strid med international lovgivning at flytte en civilbefolkning ind på besat område, så bosættelserne anerkendes kun af Israel. Men når dette er sagt, er der også en slags typologi inden for selve fænomenet, og dette er en del af den aktuelle historie.

Det gælder bosættelserne Ariel og Maaleh Adumim, som står til at få tilføjet henholdsvis 400 og 460 nye boliger. De to er blandt de største, og objektivt set har disse to områder måske også det største behov for flere boliger. Men der er også navne som Maaleh Efraim, Alfei Menashe, Kfar Daniel og Avnei Hefetz, og de er alle, hvad man ofte hører omtalt som ’konsensusbosættelser’. Udtrykket dækker bosættelser, som ikke bare støttes af en lille ideologisk kerne på den israelske højrefløj, men hvis eksistens har opbakning fra en relativt bred del af det politiske spektrum. Maaleh Adumim er typisk. Den ligger umiddelbart øst for Jerusalem, langs vejen ned mod Det Døde Hav, og har næsten karakter af forstad til storbyen. De øvrige ligger typisk tæt på ’den grønne linje’, som er grænsen mellem selve Israel og Vestbredden. Mange steder er det kontroversielle grænsehegn blevet ført i en bue udenom disse bosættelser, så de er kommet til at ligge på ”israelsk” side. Det er denne type bosættelser, der ses som en del af et territorielt kompromis med palæstinenserne, hvis det nogensinde skulle komme til en tostatsløsning og fred. Der er altså blandt israelerne en vis konsensus om disse bosættelsers fremtid, og dette tjener i sig selv til at gøre Liebermans byggeplaner langt mindre kontroversielle i mange israelske øjne.

 

Det er denne type bosættelser, der ses som en del af et territorielt kompromis med palæstinenserne, hvis det nogensinde skulle komme til en tostatsløsning og fred
_______

 

1967
De øvrige bosættelser er dem, man i Israel ofte kalder ’isolerede bosættelser’. Det er her, vi finder bosætterbevægelsens ideologiske kerne. De har sat sig selv på landkortet, fordi de opfatter Vestbredden som Judæa og Samaria, som er områdets gammeltestamentlige navne. Området anser de for at være det jødiske folks umistelige arvelod, og derfor er disse bosættelser placeret strategisk, så deres tilstedeværelse i sig selv er med til at spænde ben for skabelsen af en geografisk sammenhængende palæstinensisk stat. Det er derfor ikke uden grund, at palæstinenserne opfatter dem som bevidst politisk chikane.

Vi har altså at gøre med to grundtyper, og denne sondring forstår vi bedre ved at kaste blikket på 1967. Krigen i juni måned det år førte til, at Israel kom i besiddelse af Vestbredden. De fleste israelere åndede lettet op over, at landet – imod alle odds – havde overlevet krigen, og så på seks dage! Men en lille gruppe så krigens resultat som et guddommeligt mirakel, og som indgangen til messianske tider. Disse mennesker finder vi blandt de såkaldt nationalreligiøse jøder, altså det miljø, der kombinerer troen og nationalfølelsen. Ideologisk samler en del af dem sig omkring to rabbinere, en far og en søn som begge hed Kook til efternavn.

Avraham HaCohen Kook var overrabbiner i Palæstina før staten Israels oprettelse, og han havde sin egen udlægning af den jødiske nationalbevægelse, zionismens stræben efter normalitet. Rabbiner Kook påpegede, at ethvert folk har en krop og en sjæl. Det er for eksempel det danske land og den danske kultur, og de to skal forenes. Det jødiske folk må stræbe efter det samme for at blive et folk som alle andre. Kook var ikke i tvivl om, at kroppen var Palæstina, og at sjælen var selve kernen i al jødisk kultur, nemlig De Fem Mosebøger og Talmud – kerneteksterne i religiøs jødedom.

Sønnen, rabbiner Zvi Yehuda Kook, betragtede derfor 1967 som selve åbenbaringen. Godt nok havde FN’s delingsplan i november 1947 og staten Israels efterfølgende oprettelse i maj 1948 bragt zionismen tættere på målet, men for Kook den Yngre var resultatet næsten værre end ingenting. Han påpegede nemlig, at jøderne på bibelsk tid ikke havde boet på kystsletten, hvor Tel Aviv ligger i dag, men oppe i bjergene – i Judæa og Samaria. I hans øjne havde den jødiske sjæl altså taget bo udenfor sin egen krop, men krigen i 1967 åbnede altså op for at korrigere denne fejl en gang for alle.

Små grupper af Kooks tilhængere tog stafetten op, og det blev til begyndelsen på bosætterbevægelsen. De slog sig ned i Hebron, som er en af jødedommens fire hellige byer, og andre steder på Vestbredden med tilknytning til beretningerne fra Gamle Testamente. Lokaliteter som disse ligger ofte på steder, hvor der i forvejen bor mange palæstinensere, og som resultat er de fleste bosættelser her små og isolerede.

Bekvemmelighedsbosættere
Bosætternes politiske gennemslagskraft er stor, fordi de har formået at gøre sig selv til en massebevægelse.
Krigen i 1973 står som et vendepunkt. I oktober det år valgte Egypten og Syrien at angribe Israel på Yom Kippur, en helligdag, hvor ingen hører radio, ser tv eller i øvrigt følger nyhedsstrømmen. Israelerne blev taget på sengen, og efter en kneben sejr havde der indfundet sig en forståelse for behovet om strategisk dybde, dvs. mere territorium, der kunne øge Israels sikkerhed. Den siddende arbejderpartiregering etablerede en stribe små bosættelser i Jordandalen, altså langs grænsen til Jordan, som fremskudte varslingsposter i tilfælde af et nyt angreb fra den side. Som et gennemgående træk kom dalens nye bosætterbefolkning til at bestå af sekulære landmænd, der dyrkede tomater og peberfrugter i drivhuse, og de havde på mange måde mere til fælles med kibbutzerne og den tidlige arbejderzionisme end med de religiøse ideologer oppe i bjergenes bosættelser. Men disse nye bosættere udnyttede også den generelle holdningsændring. Bosætterbevægelsen Gush Emunim (Blokken af Trofaste) blev etableret og satte flere nye navne på kortet.

Som en næsten logisk følge kom det store jordsked i 1977, da det israelske Arbejderparti for første gang mistede den politiske magt og den første Likud-regering kom til roret. Ministerpræsident Menachem Begin havde lovet befolkningen billige boliger, og dem skaffede han gennem storstilet byggeri på Vestbredden. Store sovebybosættelser som Ariel, Kedumim og Maaleh Adumim så dagens lys og kom hurtigt til at lide af vokseværk. Mange unge børnefamilier følte sig fristet, og de flyttede ikke ud på Vestbredden, fordi det var bibelsk land, men fordi boligerne var billige og børnepasningsordningerne attraktive. Det er ikke helt ved siden af at kalde dem bekvemmelighedsbosættere.

 

Mange unge børnefamilier følte sig fristet, og de flyttede ikke ud på Vestbredden fordi det var bibelsk land, men fordi boligerne var billige og børnepasningsordningerne attraktive
_______

 

To sekulære verdenssyn
Her kommer et andet ideologisk skisma ind i billedet. I alle dele af den sekulære zionisme har målet alle dage været en stat, som er både jødisk og demokratisk. Da de socialistiske zionister derfor grundlagde kibbutzer i første halvdel af det 20. århundrede, blev de nye landbrugskollektiver placeret, så man omfattede så meget land som muligt men trak den kommende stats grænser udenom store palæstinensiske befolkningscentre. Nøgleordet var fred. Hos de såkaldte revisionister, som er det ideologiske ophav til Likud-partiet, var nøgleordet maksimalisme. Her gik man efter så meget land som muligt, og interessant nok var en af grundtankerne, at alle mindretal skulle integreres i den nye stat med fulde demokratiske rettigheder. Statens jødiske karakter, som man kaldte det, skulle man omvendt sikre ved at sætte jødisk indvandring og solide fødselstal stod højt på værdiskalaen.

Dette har ændret sig radikalt. Den israelske tænker Micha Goodman beskriver, hvordan netop krigen i 1967 har taget livet af begge verdenssyn. I sin bog, der kun er udkommet på hebraisk, men allerede har den engelske og meget sigende titel ’Catch 67’, fortæller han, at ordet ’fred’ er forsvundet fra sprogbrugen på den israelske venstrefløj som følge af to palæstinensiske intifadaer; den første startede i december 1987 og varede mere eller mindre frem til Oslo fredsaftalen i 1993, og Al Aqsa intifadaen tog sin begyndelse i september 2000, da fredsprocessen var løbet af sporet. Man tror ikke længere på, at en tilbagetrækning fra de territorier, som Israel besatte i 1967, vil føre til fred, så derfor er ’fred’ blevet nedtonet til ’sameksistens’. På højrefløjen har situationen cementeret opfattelsen af, at at en tilbagetrækning er umulig, fordi det vil sætte landets sikkerhed over styr. Ifølge Goodman består tragedien i, at flertallet af den israelske befolkning sidder fast i vadestedet. De vil både have fred og sikkerhed, og det er i den givne situation uforenlige størrelser.

Her finder vi en central årsag til, at bosættelserne får lov til at vokse. Rømning af bosættelser fører nemlig hverken til fred eller til sikkerhed, siger man og holder Gazastribens bosættelser op som det lysende eksempel. I sensommeren 2005 tog daværende ministerpræsident Ariel Sharon det opsigtsvækkende skridt at rømme de 21 små bosættelser på Gazastriben. I manges øjne fik palæstinenserne dermed konturen af en selvstændig stat, men i stedet førte rømningen til alt andet end fredeligt naboskab. Ingen i Israel ønsker en tilsvarende situation på Vestbredden.

Et andet element er dimensionerne. I Gush Katif, som var navnet på blokken af bosættelser på Gazastriben, boede der 9.000 mennesker. En fuldstændig rømning af Vestbreddens bosættelser vil omfatte mere end en halv million mennesker, og alene omkostningerne ved dette står som en alvorlig hindring. For hvem skal betale for det?

Blandt de såkaldte bekvemmelighedsbosættere, som vurderes at udgøre omkring tre fjerdedele af alle israelere på Vestbredden, møder man sjældent decideret modvilje mod tanken om en rømning. Deres ideologiske tilknytning til stedet er ikke bibelsk betinget, og derfor er de åbne for kompromis. Men det er også en udbredt indvending, at hver familie i givet fald vil stille krav om erstatning – dvs. i form af en bolig af lignende standard i selve Israel. Da denne i de fleste tilfælde vil være langt dyrere end boligen på Vestbredden, skal differencen altså dækkes af staten, og den tanke får almindelige israelske skatteydere til at stejle og spørge: Hvorfor skal vi betale gildet? Samtidig med at mange gyser ved tanken om, hvad så mange boligsøgende ex-bosættere vil gøre ved priserne på Israels allerede overophedede boligmarked.

De lavpraktiske overvejelser spiller altså en mærkbar rolle, samtidig med at kun få stoler på perspektiverne i en rømning. Derfor har Avigdor Lieberman gode kort på hånden, når han godkender nybyggeri i bosættelserne og lader vide, at der er meget mere på vej. På en og samme tid leverer han varen for den ideologiske bosætterbevægelse, samtidig med at han tækkes store dele af den almindelige vælgerbefolkning ved at vælge byggegrundene i konsensusbosættelserne. Dér, hvor de fleste israelere i dag har en fætter eller en arbejdskollega eller en god ven. Man har en klar fornemmelse af, at bosættelsesfænomenet er både destruktivt og udsigtsløst, men har på den anden side svært ved at se et alternativ. ■

 

Man har en klar fornemmelse af, at bosættelsesfænomenet er både destruktivt og udsigtsløst, men har på den anden side svært ved at se et alternativ
_______

 

Hans Henrik Fafner (f. 1957) har som journalist skrevet med fast base i Tel Aviv gennem de seneste 25 år. Har været korrespondent for Information og Weekendavisen og arbejder nu freelance med sideløbende forfatter- og foredragsvirksomhed. Billedtekst: A picture taken on April 27, 2018 shows Israeli forces replacing the collapsed sections of the controversial Israeli separation wall, dividing the camp from the Israeli settlement of Pisgat Zeev after it collapsed the day before due to heavy rainfall and floods. / AFP PHOTO / AHMAD GHARABLI