24.11.2018

Under den kolde krig skabte USA en ny form for imperialisme, som – mod forventningerne – har været vedholdende, selv om verden har ændret sig efter Sovjetunionens sammenbrud.

Af Hans Henrik Fafner

I 1953 blev den iranske leder Muhammed Mossadeq afsat ved et amerikansk og britisk støttet militærkup. På den måde kom shah Reza Pahlavi tilbage til magten, og han indførte et autokratisk styre, der lagde sig tæt i hælene på USA.

Mossadeq var blevet demokratisk valgt et par år forinden. Shahen havde selv udpeget ham til premierminister, fordi Mossadeq blev betragtet som manden, der kunne dæmme op for tiltagende social og politisk uro, og den nye leder havde opnået enorm popularitet i den iranske befolkning. Ikke mindst ved at nationalisere landets olieindustri, hvilket skulle styrke landets demokratiske udvikling og sikre, at befolkningen fik del i olieindtægterne. Disse faldt nemlig i lommen på Anglo-Persian Oil Company, det senere BP, og det britiske selskab havde appelleret til vestlige regeringer om at skride ind over for Mossadeq. Gennem nogen tid havde den britiske og amerikanske efterretningstjeneste forsøgt at bevare status quo i den lokale olieindustri, og da Mossadeq ikke lod sig banke på plads, valgte man altså at afsætte ham til fordel for en mere medgørlig iransk leder.

Dokumenter fra CIA, hvoraf en stor del først for nylig er blevet tilgængelige for forskningen, viser, at amerikanske politikere så Mossadeqs tanker om nationalisering som en trussel mod den globale olieforsyning og de stabile priser. Så selv om det primært var britiske interesser, som stod på spil i Iran, så amerikanerne det som en nødvendighed at skride ind. Det var ikke for at understøtte Storbritannien, men af hensyn til transnationale kapitalinteresser.

 

Storspilleren er USA, og den amerikanske indflydelse på den globale udvikling har i høj grad været med til at forme verden, som den ser ud i dag
_______

 

Listige koldkrigere
Andrew Thomson, der er fredsforsker ved Queen’s University Belfast, har skrevet en fængslende bog med titlen ’Outsourced Empire’, om, hvordan den vestlige imperialisme har ændret karakter i tiden efter Anden Verdenskrig. Storspilleren er USA, og den amerikanske indflydelse på den globale udvikling har i høj grad været med til at forme verden, som den ser ud i dag.

Det iranske statskup i 1953 står som det første af en lang række, hvor USA har gjort sin indflydelse gældende i denne nye tidsånd. Thomson beskriver, hvordan der er sket et skift i forhold til den klassiske imperialisme, som var toneangivende helt op i mellemkrigstiden. I dén tid ville en vestlig magt have banket en vrangvillig nation på plads gennem direkte militær intervention, mens amerikanerne i Irans tilfælde gjorde brug af indirekte, diskrete metoder, som i sidste ende var mindst lige så effektive. CIA havde et fast greb om tøjlerne i landet, men opererede gennem lokale iranske aktører og påvirkede situationen indefra ved at så utilfredshed i den iranske befolkning. Man påvirkede udviklingen ved at støtte små væbnede grupper, som blev karakteriseres som bander; derudover var de amerikanske agenter i kontakt med utilfredse officerer i det iranske forsvar, og endelig arbejdede man gennem religiøse ledere, som i forvejen opponerede mod Mossdeqs sekulære linje. På den måde kom det hele til at se ud som et både spontant og internt iransk anliggende, selv de globale ledere om ganske godt vidste, at det hele var orkestreret af USA.

Det amerikanske mønster for planlagte statskup fortsatte op gennem 1950’erne og 1960’erne. Året efter Iran afsatte amerikanerne på lignende vis Guatemalas demokratisk valgte præsident, Jacobo Arbenz, fordi hans jordreformer truede amerikanske forretningsinteresser. Det var giganten United Fruit, der havde beklaget sig på nøjagtig samme vis som Anglo-Persian Oil Company. Da Fidel Castro i 1959 tog magten under den cubanske revolution, prøvede amerikanerne også at samle en privat cubansk hær, der skulle afsætte ham og bringe Batista tilbage. Denne var blevet afsat, fordi han havde tilsidesat almindelige menneskers interesser og ladet en lille elite tjene formuer på lyssky forretningsmetoder og i tæt samarbejde med amerikanske kapitalinteresser. Men i dette tilfælde mislykkedes strategien som bekendt, da verdens opmærksomhed rettedes mod den pinlige affære ved Svinebugten i 1961, hvor USA med hjælp fra eksilcubanere forsøgte at vælte Fidel Castro og hans styre.

Denne gedulgte strategi blev valgt, fordi den kolde krig og dens latente atomtrussel satte dagsordenen. Beslutningstagerne i Washington var til fulde klar over, at det ikke var muligt at sende hæren, eftersom dette kunne bringe situationen ud af kontrol og eskalere til atomkrig med Sovjetunionen. Ved at operere bag kulisserne, havde man hele tiden muligheden for at benægte alt, hvis det gik galt.

Strategien for imperialismen ændrede også karakter som følge af, at den udenrigspolitiske kontekst var forandret. Under den kolde krig bestod verden ikke længere af et konkurrenceforhold mellem forskellige kolonimagter, men mellem to alliancer, som hver især havde en indre sammenhængskraft. Helt i den ånd skrev præsident John F. Kennedy i sit memorandum fra 1962, at ”USA har en økonomisk interesse i at sikre, at ressourcer og markeder i den mindre udviklede verden forbliver tilgængelige for os og resten af den frie verden.” Amerikanerne førte deres såkaldte ’open door policy’, som bestod i at åbne markeder rundt om i verden for både amerikanske og ligesindede nationers interesser. Man kan kalde det en transnational kapitalisme.

For at undgå spændinger mellem supermagterne under den kolde krig udviklede USA derfor en række metoder til at blande sig på en måde, hvor man samtidig var i stand til at benægte enhver forbindelse, hvis noget gik galt. Internationale rådgivere konciperede mekanismer, hvor USA kunne anvende lokale militser, oprørsstyrker og lokale kollaboratører til at nå sine mål. Da CIA blev dannet i 1948 og Special Forces i 1952, fik de begge særligt mandat til at samarbejde diskret med lokale spillere.

 

For at undgå spændinger mellem supermagterne under den kolde krig udviklede USA derfor en række metoder til at blande sig på en måde, hvor man samtidig var i stand til at benægte enhver forbindelse, hvis noget gik galt
_______

 

Outsourcing: Lad de lokale gøre arbejdet
Nøgleordet blev altså outsourcing. Lokale meningsdannere, politiske partier og interesseorganisationer blev mobiliseret på samme måde som de væbnede grupper og militser af forskellig art.

Men det interessante ved den udvikling, som Thomson beskriver, er, at dette system ikke forsvandt sammen med den kolde krigs ophør. Da skulle man tro, at behovet for disse metoder umiddelbart var faldet bort, fordi faren for, at en lokal eller regional konflikt kunne udmunde i et atomart opgør mellem verdens to supermagter var forsvundet. Sovjetunionen var borte, og USA stod tilsyneladende uden rivaler, men arbejdsmetoderne blev hængende, og tværtimod blev de stadig tydeligere.

Allerede i 1990 forudsagde daværende forsvarsminister Dick Cheney i sin årlige rapport til Kongressen, at ”lavintensive konflikter vil forblive, som det har været tilfældet siden 1945, den mest sandsynlige form for voldelig trussel mod amerikanske interesser.” Set i denne optik var behovet for at beskytte sig mod den slags forstyrrelser bestemt ikke blevet mindre. USA så sig nu i endnu højere grad som garant for et gunstigt investeringsklima i det globale Syd, og det betød, at amerikansk udenrigspolitik i de dele af verden forblev mere eller mindre intakt. Som præsident Bush understregede i 1991, var hovedfjenden ikke længere en ekspanderende kommunisme, men mangel på stabilitet.

Faktisk har vi i tiden efter den kolde krigs ophør set fænomenet vokse sig endnu større. Det sker for at beskytte minedriften i Ghana, olieudvindingen i Nigeria og strategisk vigtige forsyningsruter i Afghanistan. I Ghana blev det private sikkerhedsfirma Erinys International, som er registreret på De Britiske Jomfruøer, således hvervet til at beskytte Ahanti guldminen i Ghana, og i den forbindelse gik selskabet i samarbejde med lokale militsgruppe. Det er heller ikke overraskende, at Irak er et særlig godt eksempel. Efter den amerikanske invasion af landet rykkede vestlige investorer ind i håb om at tjene penge på olieindustrien. Dette mødte lokal modstand, som på flere leder truede vestlige interesser. Der var dels tale om væbnede grupper, men mest markant var måske den irakiske fagbevægelse, der protesterede højlydt imod privatiseringen af olieindustrien, og der var tydelig amerikansk opbakning i form af rådgivere med tidligere erfaringer fra El Salvador, da protesterne blev manet i jorden.

Der er med andre ord en direkte tråd mellem afsættelsen af Mossadeq i 1953, og hvordan USA i dag fører stedfortræderkrige og på mange andre måder søger at lægge pres på udviklingen gennem lokale grupper rundt om i verden. Helt aktuelt ser vi dette i Yemen, hvor det amerikanske engagement har været stærkt stigende siden 2012. Dette består blandt andet i at træne de yemenitiske regeringsstyrker i at føre guerillakrig mod houthi-oprørere og væbnede islamiske grupper, hovedsagelig den lokale variant af Al Qaeda. Imidlertid er hovedsigtet heller ikke hér territoriel besiddelse, som det var tilfældet i koloni- eller imperietiden, men mere at sikre den nævnte stabilitet og sikre egne interesser uden selv at få ørerne i maskinen. ■

 

Der er med andre ord en direkte tråd mellem afsættelsen af Mossadeq i 1953, og hvordan USA i dag fører stedfortræderkrige og på mange andre måder søger at lægge pres på udviklingen gennem lokale grupper rundt om i verden
_______

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden