20.01.2018

FRA RÆSON32 [Vinternummeret/December 2017].

Af Tore Hamming

Lørdag den 4. november igangsatte den blot 32-årige saudiske kronprins Mohammed bin Salman – også kendt som MBS – den mest omfangsrige runde af politiske anholdelser i Saudi-Arabiens moderne historie. De anholdte tæller adskillige prinser og ministre. Fx Al-Waleed bin Talal, verdens rigeste araber, som kan skrive prins og forretningsmand på visitkortet – og som ellers blev betragtet som fuldstændig loyal over for kongedømmet. Et andet eksempel er Mutaib bin Abdullah. Før han blev anholdt, var han chef for Saudi-Arabiens nationale sikkerhedstjeneste (National Guard) og MBS’ største rival til at overtage stillingen som konge, når den nuværende kong Salman en dag dør.

Ifølge en leder i dagbladet Politiken den 8. november er dette en udvikling, vi skal være glade for. Skønt lederen anerkender, at MBS med anholdelserne forsøger at akkumulere magten hos sin nærmeste familie, og at metoden måske ikke er den mest ønskværdige, giver den grundlæggende udtryk for, at der er en positiv udvikling i gang. Hvorfor? Fordi MBS angiveligt er ved at ’stække islamisternes magt’. Samme forklaring er senere kommet fra den prominente New York Times-skribent Thomas Friedman, som efter et nyligt interview med MBS lovpriste den unge saudiske kronprins til skyerne, hvilket efterfølgende har medført voldsomme reaktioner fra store dele af det akademiske establishment.

Virkeligheden er dog en lidt anden. MBS vil ikke af med islams komplette indflydelse, men blot tilbage til et ’moderat islam’, som ifølge ham regerede i kongeriget før 1979. Reelt har Saudi-Arabien dog siden 1744 været domineret af en salafistisk tilgang til islam, så hvorvidt MBS’ ambition faktisk er at dreje landet mod en moderat fortolkning af islam, er vist en smagssag.

Det er ganske vist korrekt, at MBS har været med til at fratage det saudiske religiøse politi retten til at arrestere folk. Han har også haft en rolle at spille i beslutningen om, at kvinder fra næste år har ret til at køre bil. Selvom denne udvikling utvivlsomt er positiv, er det ikke udelukkende MBS’ fortjeneste. Kvinders rettigheder har siden årtusindskiftet udviklet sig enormt (efter saudiske forhold vel at mærke), og at de næste år har lov til at køre bil, skal derfor snarere ses som et naturligt skridt i en udviklingsproces, der allerede var igangsat af kong Salman.

MBS
For at forstå, hvilken retning Saudi-Arabien er på vej i, er det nødvendigt at forstå MBS – og hans vej til toppen af saudisk politik. Succesen begyndte for alvor, da Mohammeds far, Salman, blev udnævnt til konge i januar 2015 efter den gamle kong Abdullahs død. En af Salmans første beslutninger var at udpege sin på daværende tidspunkt 29-årige og relativt urutinerede søn til posten som forsvarsminister. Få dage senere blev MBS også gjort til formand for det nyoprettede Council for Economic and Development Affairs med en opgave om at modernisere landets økonomi. Det var som forsvarsminister, at MBS under et ophold i Frankrig impulskøbte en yacht af en russisk oligark for omkring 3,5 milliarder kroner – fra den saudiske statskasse – mens han samtidig måtte skære i offentlige lønninger og subsidier på energiområdet på grund af faldende oliepriser.

I juni 2017 tog MBS endnu et skridt op ad den saudiske politiske rangstige: Han blev kronprins i stedet for sin fætter Mohammed bin Nayef. Nayef var ellers kørt i stilling til at blive den første saudiske konge blandt børnebørnene til landets moderne grundlægger, Abdulaziz ibn Saud. Siden 2012 havde han været indenrigsminister, en særdeles vigtig position i det saudiske statsapparat. Han havde desuden stor magt i sikkerhedstjenesten.

Næsten lige så længe som kongeriget har eksisteret, har der været interne magtkampe i den saudiske kongefamilie. Alder og egnethed blandt Abdulaziz ibn Sauds sønner har indtil nu afgjort, hvem der skulle udnævnes til konge. Men det har ikke forhindret de saudiske prinser og deres sønner i at tilgodese deres egen del af familien. Fx har der altid været en magtkamp mellem de såkaldte ’Sudayri Seven’ – en betegnelse for de syv sønner af Abdulaziz ibn Saud og hustruen Hussa Sudairi – og den resterende del af ibn Sauds sønner. For en siddende konge eller kronprins har det således altid været kutyme at udpege medlemmer af den nærmeste familie, særligt ens favoritsønner, til magtfulde positioner i det politiske apparat. Kong Salman og hans søn er ingen undtagelse.

Denne magtkampslogik beskrives måske bedst af det kenyanske ordsprog, der på engelsk kendes som: ’It is our turn to eat’. I Kenya skifter magten ofte mellem de forskellige stammer – og når en stamme besidder præsidentembedet, handler det om at udnytte det maksimalt til sin egen fordel, så længe man har muligheden. Man kan være sikker på, at ens efterfølger gør det samme.

Konsolidering af magten
Udnævnelsen af MBS til forsvarsminister og senere kronprins var kun første skridt på vejen. Sidenhen er der fulgt tre runder af anholdelser, der alle skal tolkes som forsøg på at akkumulere magten hos kronprinsen. Første runde var i juni i år, da Nayef blev afsat til fordel for MBS og angiveligt kom under husarrest. Som kronprins beordrede MBS i anden runde i september anholdelsen af adskillige islamister og intellektuelle, heriblandt Salman al-Awda. Hvad der blev beskrevet som en offensiv mod radikale islamister, var i virkeligheden et angreb mod oppositionsstemmer. Faktisk var adskillige af de anholdte islamister yderst progressive (igen: i en saudisk kontekst) som fortalere for kvinders rettigheder og politiske reformer. Tredje runde var den omfangsrige række af anholdelser i begyndelsen af november, som blev begrundet med MBS’ offensiv mod omfattende korruption blandt samfundets elite.

For MBS betød den seneste række af anholdelser, at han nu har kontrol over alle kongerigets interne sikkerhedstjenester og militære styrker. Hensigten med anholdelserne er altså ikke så meget styret af en antikorruptionsagenda med et krav om, at alle – selv prinser – står under loven. Det handler snarere om et forsøg på at nedkæmpe alle potentielle interne kritikere, lige meget hvor loyale de ellers har været, for at MBS kan konsolidere magten.

En helt ny udenrigspolitik
Det var dog allerede som forsvarsminister, at MBS begyndte at sætte sit aftryk på saudisk politik. Et par måneder efter hans udnævnelse gik Saudi-Arabien militært ind i konflikten i Yemen. Som øverstbefalende er MBS blevet kaldt arkitekten bag krigen, der indtil nu har medført anklager om krigsforbrydelser og beviseligt har resulteret i en forfærdelig humanitær krise og massive civile tab på grund af den saudiske koalitions bomber [se Maria-Louise Clausens artikel i RÆSON31: raeson.dk/31, red.]. Baggrunden for engagementet i Yemen er en ambition om endnu en gang at styrke kongerigets regionale magt vis-a-vis særligt Iran. I saudisk optik udgør Irans involvering i Yemen – og deres støtte til den saudisk-fjendtlige Houthi-bevægelse – en brik i en større magtpolitisk armlægning i regionen.

Med krigen blev MBS således en central figur i den eskalerende sekteriske situation i Mellemøsten. Dette har bl.a. inkluderet en særdeles aggressiv attitude over for den lille nabo Qatar. Det siges endda, at den seneste politiske krise i Libanon – som blev kickstartet, da landets nu forhenværende premierminister Saad Hariri trådte tilbage under et besøg i Saudi-Arabien – er et resultat af, at MBS ønsker, at olieprisen skal stige. Dette vil nemlig forhøje værdien af det statsejede olieselskab Aramco, som kronprinsen ønsker at privatisere. Historien viser, at krig i Mellemøsten er en sikker metode til at få en højere oliepris.

Privatiseringen af Aramco er en del af MBS’ storstilede økonomiske plan, ’Vision 2030’, som blev præsenteret sidste år. Der er tale om en økonomisk strategi for de kommende 15 år med henblik på at diversificere en økonomi, der har været totalt afhængig af olie. I teorien er det en ganske god tanke, men indtil nu har arbejdet med at implementere strategien ikke været en succes. MBS forklarede ellers ambitiøst om målsætningen: at Saudi-Arabien allerede i 2020 vil være uafhængig af olie. Men indtil nu har kongeriget ikke formået at få sat skub i de sektorer, der skal overtage oliens plads som energikilde og eksportvare.

Man sidder derfor tilbage med det indtryk, at kronprinsens vision for Saudi-Arabien ikke er så rosenrød, som den visse steder fremstilles. Det virker heller ikke korrekt at argumentere for, at MBS’ kontroversielle metoder legitimeres af ambitionen om at moderere Saudi-Arabiens religiøse fundament. Ifølge Saudi-Arabien-eksperten Stéphane Lacroix er målet for MBS et ’autokratisk monarki’.

Fra Donald Trump lyder der bifaldende tweets, og på dagen for MBS’ omfattende anholdelser fastslog den amerikanske præsident således på Twitter, at han ville værdsætte, hvis Saudi-Arabien valgte at privatisere Aramco på børsen i New York. Tre dage senere tilføjede han, igen på Twitter (selvfølgelig), at han har stor tiltro til den saudiske konge og kronprinsen. ”De ved præcist, hvad de gør”, lød det fra en glad Trump. Tror vi Politikens leder, skal vi også være glade. ■

Tore Hamming (f. 1987) er ph.d.-kandidat ved European University Institute og gæsteforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) og Sciences Po, Paris.

ILLUSTRATION: Mohammed bin Salman Al Saud (kaldet MBS) i Riyadh, 9. november 2017 [foto: Balkis Press/Polfoto]