24.10.2018

.

I ly af udlændingedebatten mudrer ”de pæne liberale” de klassiske skillelinjer i dansk politik til. Det gavner højrefløjens fordelingspolitiske dagsorden.

Kommentar af Frederik Vad Nielsen, forbundsformand for DSU

Jan E. Jørgensen, Morten Østergaard og Jens Rohde tilhører alle identitetskategorien ”pæne liberale”. Fra tid til anden omfavnes de hedt af venstrefløjen eller andre, som – forståeligt nok – er dødtrætte af Inger Støjbergs dumme retorik og symbolpolitik. Eksempelvis har Margrethe Auken (SF) betegnet Jan E. Jørgensen som den ”pæne del af Venstre”, man gerne vil invitere med hjem til sine forældre.

Opskriften på at blive medlem af klubben er enkel: Du skal sprogligt og symbolsk placere dig i det modsatte hjørne af den nuværende dominerende flygtninge-, indvandrings- og integrationsdebat. Det kan godt være, at du i den politiske substans enten kapitulerer for den førte politik som Jan E. Jørgensen eller ingen troværdige bud har på et alternativ som Morten Østergaard og Jens Rohde. Men så længe din position er klart defineret i sprog- og symbolkampen, så er du berettiget til en billet på forreste række hos de pæne liberale.

 

Det kan godt være, at du i den politiske substans enten kapitulerer for den førte politik som Jan E. Jørgensen eller ingen troværdige bud har på et alternativ som Morten Østergaard og Jens Rohde. Men så længe din position er klart defineret i sprog- og symbolkampen, så er du berettiget til en billet på forreste række hos de pæne liberale
_______

 

Misforstå mig ikke: Jeg forsøger ikke at hænge de tre dygtige politikere ud. Mit ærinde er faktisk det modsatte. Jeg vil gerne tage hatten af for, at de pæne liberale har formået at overbevise flere af frontsoldaterne i oppositionspartierne om, at de er på samme hold som alle os – Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten – der ønsker en anden udvikling i Danmark. For sådan forholder det sig naturligvis ikke – selvom mange åbenbart lever i den vildfarelse. Vi så det bl.a. da Enhedslisten stillede sig sammen med Alternativet og Det Radikale Venstre, i en kritik af Socialdemokratiets påståede ”højredrejning”, som har splittet oppositionen.

NÅR FLYGTNINGE- og integrationspolitikken æder alle andre politiske områder, så gavner det først og fremmest højrefløjens liberalistiske fordelingspolitik. I ly af håndtryk, burkaforbud og smykkelov lykkes det for de pæne liberale at mentalt infiltrere venstrefløjen og mudre de klassiske konfliktlinjer i dansk politik til.

 

I ly af håndtryk, burkaforbud og smykkelov lykkes det for de pæne liberale at mentalt infiltrere venstrefløjen og mudre de klassiske konfliktlinjer i dansk politik til
_______

 

Vi så det, da Jens Rohde forlod Venstre til fordel for Det Radikale Venstre, og da Kåre Traberg Smidt forlod samme parti til fordel for Alternativet. Begge blev modtaget med jubel og omfavnelse i deres nye partier – også selvom førstnævnte endda proklamerede, at han ikke havde ændret grundlæggende syn på centrale politikområder. Vi så det også, da Socialdemokratiet brød med Det Radikale Venstre i foråret, og det forventede glædesudbrud fra den yderste venstrefløj udeblev mange steder. Til gengæld mente flere rystende nok, at Enhedslisten, SF, Alternativet og Det Radikale Venstre nu burde danne en fælles front mod Socialdemokratiet.

Med ét er forsvaret for den fordelingspolitiske konfliktlinje forsvundet fra dansk politik. Væk med bevidstheden om at fundamentet for venstrefløjen er økonomi og fordelingspolitik – ikke udlændinge og integration. Væk med den del af hukommelsen, der knytter sig til Thorning-regeringen, hvor Det Radikale Venstre krævede, at der skulle føres en højreorienteret økonomisk politik, godt hjulpet på vej af Corydons og Thornings eget manglende værdikompas. Væk med den kritiske sans over for de pæne liberale, der scorer gode point i flygtningedebatten, men til gengæld ønsker at skabe mere ulighed i vores samfund.

Når advokaten Jan E. Jørgensen brokker sig over håndværkeres lønninger, så er det ikke bare et misforstået pip, men endnu en udtalelse i en lang række fra topfolk i Venstre, der grundlæggende ønsker tyske lønninger og et mere usikkert arbejdsmarked. Når partierne fra Det Radikale Venstre til Liberal Alliance ønsker en lavere beløbsgrænse for udenlandsk arbejdskraft, så handler det ikke om at løse et akut problem med mangel på arbejdskraft, men om at trykke lønningerne i bund, fordi at arbejdsudbuddet øges. Ellers ville Det Radikale Venstre heller ikke have foreslået mere udenlandsk arbejdskraft tilbage i 2011, da arbejdsløsheden var markant højere end i dag.

 

Når partierne fra Det Radikale Venstre til Liberal Alliance ønsker en lavere beløbsgrænse for udenlandsk arbejdskraft, så handler det ikke om at løse et akut problem med mangel på arbejdskraft, men om at trykke lønningerne i bund
_______

 

Den grundlæggende konflikt i dansk politik går ikke mellem dem der ønsker en stram eller slap flygtninge- og integrationspolitik. Den grundlæggende konflikt står i dag mellem dem, der ønsker mere lighed, omfordeling og tryghed i arbejdslivet, og dem der ønsker blind udbudspolitik og større ulighed.

DEN KONFLIKT kan Socialdemokratiet stille sig i spidsen for at gøre endnu tydeligere frem mod folketingsvalget. Vores alternativ til udenlandsk arbejdskraft skal være et opkvalificeringsprogram af ufaglærte til faglærte og en historisk stor saltvandsindsprøjtning til erhvervsskolerne. Derudover bør vi fremlægge vores eget bud på, hvordan vi sikrer værdig tilbagetrækning for nedslidte. Her skylder vi svar – ikke mindst efter Thorning-regeringen stemte for den efterlønsaftale, som Det Radikale Venstre lavede sammen med Løkke & Co., der afskaffede efterlønnen. Vi har igen brug for at være dem, der viser, hvor den rigtige konfliktlinje i dansk politik løber!

I disse diskussioner kan Jan E. Jørgensen, Morten Østergaard, Jens Rohde og alle de andre pæne liberale ikke bruges til noget som helst. De ender nemlig altid med at stå på den forkerte side i fordelingskampen.

Så opfordringen herfra er derfor klar: Vogt jer for de pæne liberale! Uagtet hvor meget de puster sig op i en verbal krig mod Støjberg & Co., så bliver de aldrig brugbare allierede i kampen for et mere frit og socialt retfærdigt samfund. Alle kan sige det rigtige og gøre den kreative klasse tilfredse – men når der skal stemmes nede i Folketingssalen, trykker de altid på den grønne knap, når det handler om at udhule velfærdsstaten og vores arbejdsmarked. ■

 

Vogt jer for de pæne liberale! Uagtet hvor meget de puster sig op i en verbal krig mod Støjberg & Co., så bliver de aldrig brugbare allierede i kampen for et mere frit og socialt retfærdigt samfund
_______

 

Frederik Vad Nielsen (f. 1994) er forbundsformand i DSU [foto: Officielt pressefoto]