29.04.2018

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge m.m.)

Ungarns demokratiske deroute er et vidnesbyrd om, hvad der sker, hvis vi glemmer de principper, som vores frie samfund bygger på.

Kommentar af Filip Steffensen

Illiberalismens komponenter
Da de første huller blev klippet i grænsehegnet mellem Ungarn og Østrig i 1989, opstod de første åbninger i Jerntæppet, som banede vejen for Murens fald. Dermed satte Ungarn kursen mod demokrati, velstand og frihed efter en tumultarisk fortid med forskellige undertrykkende regimer. Lovende økonomiske og institutionelle reformer frigjorde hurtigt landet fra den kommunistiske jernlænke, som tidligere trællebandt befolkningen. I dag, snart 30 år senere, trues det ungarske demokrati af premierminister Viktor Orbáns bekendelse til den illiberale verdensorden, hvis doktrin er i direkte modstrid med de principper, som et frit demokrati bygger på.

Hovedkomponenterne i den illiberale verdensorden er en manglende respekt for menneskerettighederne, statslig kontrol med medierne og en sammenblanding af demokratiske institutioner, som slører grænserne mellem den lovgivende, udøvende og dømmende magt. Et eksempel herpå er de ungarske domstole, som til stadighed udsættes for politisk indflydelse, ligesom deres beføjelser er svækket betydeligt. Læg dertil en yderligtgående, chauvinistisk agenda. Så har vi ingredienserne til Orbáns illiberalisme, der ivrigt søger at demontere demokratiet og retsstaten.

Illiberale nationalkonservative agiterer i Ungarn entusiastisk for kulturel homogenitet og national suverænitet. Orbán beskriver den vestlige civilisations forestående undergang, mens han forklarer, hvordan ”horder af uforsonlige menneskerettighedskrigere” står i vejen for de nødvendige stramninger på særligt flygtningeområdet. NGO’er beskrives som korrumperede politiske aktivister, der forsøger at undergrave nationalstaten, mens medierne i stigende omfang kontrolleres af personer med forbindelser til Orbáns regeringsparti, Fidesz.

Også Ungarns historie bliver anvendt i Orbáns opportunistiske, politiske spil. Historien narreres og fordrejes i en retning, så den udgør et effektivt instrument til at styrke den nationale selvfortælling, som Orbán og Fidesz forsøger at opbygge. Det gælder især jødeudryddelserne og forholdet til Tyskland under 2. Verdenskrig. Her skildres Ungarn som et magtesløst offer for Nazitysklands nådesløse fremfærd. Dette til trods for, at Ungarn aktivt indgik i alliance med tyskerne.

Historieforfalskningen er et virkningsfuldt redskab til at skabe en national selvfortælling om en særegen nation, der er offer for omverdenens forfølgelse og manglende forståelse. Netop dette har bred appel i befolkningen, og fortællingen anvendes derfor til at promovere en revanchistisk agenda, som vinder gehør i ungarske befolkning, hvor der er en udbredt længsel efter det Storungarn, som fandtes før landet mistede en stor del af sit territorium efter 1. Verdenskrig.

Vestlige ledere og meningsdanneres kritik af Ungarns udvikling væk fra menneskerettigheder, demokrati og retsstat affejer regeringen med budskaber om en selvretfærdig og fjern elite i Bruxelles og andre vestlige hovedstæder, som mangler forståelse for Ungarns udfordringer. I Orbáns Ungarn anses disse værdier nemlig for at være en hæmsko for hurtige og definitive løsninger, fordi de begrænser statens handlekraft. I stedet lovpriser premierminister Orbán lande som Rusland, hvor frihedsrettighederne ofres på nationalstatens hellige alter til fordel for et hurtigt og ”effektivt” skindemokrati.

 

I stedet lovpriser premierminister Orbán lande som Rusland, hvor frihedsrettighederne ofres på nationalstatens hellige alter til fordel for et hurtigt og ”effektivt” skindemokrati
_______

 

Disse elementer udgør en giftig cocktail og nedbryder gradvist de værdier og den demokratiske tradition, der har været udslagsgivende for, at størstedelen af Europa i dag nyder en højt besungen frihed. Samtidig er det en demokratisk tradition, ungarerne drømte om under diktatoren János Kádárs jernnævne, men som i dag hentæres af kontinuerlige angreb. De omfatter mediekontrol, tvivlsomme forfatningsændringer, udbredelse af antisemitisk propaganda og ændringer af valgsystemet, som favoriserer Orbáns Fidesz-parti.

Det demokratiske forfald
Nutidens demokratiske forfald står i modsætning til den frihedskamp, som mange ungarere deltog i under den kommunistiske besættelse, hvor Ungarn som foregangsland bogstaveligt talt klippede hul i Jerntæppet, der adskilte det forarmede Østeuropa fra Vesteuropa. Opstanden mod den sovjetiske besættelsesmagt i 1956 står også fortsat som et urokkeligt vidnesbyrd om ungarernes historiske kamp for demokrati. Desværre fortoner den demokratiske arv sig i disse år, hvor der bliver stadig længere mellem dele af Østeuropa og det frie Vesteuropa.

Ungarn er et slående eksempel på, hvordan interne trusler kan få demokratiet til at smelte sammen, og den demokratiske forrådnelse i Ungarn accelereres med hidtil uset kraft. At det netop sker i Ungarn, kan skyldes, at landet har en lang historie med brutale invasioner, kulturel imperialisme og undertrykkelse. Mongolernes, tyrkernes og Sovjetunionens udplyndring og undertrykkelse er for mange en yndet forklaringsmodel på den fremherskende modvilje mod indvandring. I Ungarn anvendes dette derfor til at positionere sig i modsætning til EU og portrættere Ungarn som et værgeløst offer for fremmede magters indblanding, selvom sammenligningen er aldeles forvansket.

 

Ungarn er et slående eksempel på, hvordan interne trusler kan få demokratiet til at smelte sammen, og den demokratiske forrådnelse i Ungarn accelereres med hidtil uset kraft
_______

 

Et forvarsel til Vesten
Situationen i Ungarn udgør et forvarsel til Vesteuropa, hvor nationalkonservative populister i stigende grad triumferer med budskaber om hurtige og definitive løsninger, kompromisløs nationalisme og modvilje mod internationale forpligtelser.

I disse år cementeres det nemlig, at Fukuyamas tese om historiens afslutning og det sejrende liberaldemokratiske hegemoni har vist sig fejlbehæftet. Udviklingen i Ungarn antyder, at det liberale hegemoni i høj grad udfordres af fortvivlede vælgere, hvis ønske om et gnidningsfrit demokrati med effektive løsninger på problemer som indvandring, kulturelle udfordringer og manglende suverænitet vægter højere end den demokratiske kultur.

Den urørlige status, det liberale demokrati nød indtil midten af 00’erne, fortager i disse år i skyggen af politiske styreformer, der tidligere har undertrykt verdens befolkninger. Netop fordi erindringen om verdenskrigene, kommunismen og undertrykkende statsmagter er ved at forsvinde, hersker der i flere kredse en generel ligegyldighed over for statslig frihedsbegrænsning. Enhver undertrykkelse forekommer så fjern, at friheden tages for givet. Det er en aldeles farlig tilgang, som i værste fald kan føre de vestlige demokratier ud i en ubærlig deroute. De vestlige lande må derfor klart afvise den autoritære ildebrand, som Orbán og hans ligesindede har antændt. Konkret kan man forestille sig, at en revurdering af EU-midlerne og fortløbende opsyn med overholdelsen af Københavnskriterierne vil være frugtbart, ligesom en offentlig debat om demokratiets væsen vil være yderst relevant.

Hvis den illiberale samfundsmodel bliver et attraktivt alternativ til demokratiet og retsstaten, hvem skal så værne om demokratiet, hvis ikke Vesten gør det? Den partikularistiske idé om, at man med henvisning til kulturelle forskelle kan retfærdiggøre den outrerede demokratianskuelse i Ungarn, er yderst problematisk og vil i andre sammenhænge kunne retfærdiggøre et bredt katalog af modbydeligheder, som ligger langt fra vestlige værdier. Derfor må vi i Vesten aktivt forsvare de principper, som vores samfund bygger på.

Ungarn skriver i disse år forarbejdet til demokratiets nekrolog, mens den illiberale samfundsmodel vinder frem flere steder i Østeuropa og skaber dybe kløfter i Europa. Hvis ikke den illiberale smitte skal brede sig til Vesteuropa, må vi stædigt fastholde vores værdier og notorisk fordømme lande som Ungarn, når tendensen åbenlyst peger mod svækkelse af demokratiet, dets institutioner og værdier. ■

 

Hvis ikke den illiberale smitte skal brede sig til Vesteuropa, må vi stædigt fastholde vores værdier og notorisk fordømme lande som Ungarn, når tendensen åbenlyst peger mod svækkelse af demokratiet, dets institutioner og værdier
_______

Apropos denne artikel:

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning

Alberte Bové Rud i RÆSONs nye trykte nummer: Skal Meloni samle Vesten?