18.12.2018

.

Demokratiets idealer er på retræte. Et stigende antal forveksler demokrati med flertalstyranni, hvorved selve demokratiets kerne sættes i fare. Demokrati handler om vedvarende debat og modsigelse, og det er derfor vigtigt, at demokratiet tager udgangspunkt i samtalen.

Kronik af Filip Steffensen (LAU) og Marc Dyhr Bangert (LAU)

EFTER SOVJETUNIONENS fald satte verden en tilsyneladende ufravigelig kurs mod demokrati, velstand og borgerrettigheder. I de efterfølgende årtier spirede liberale demokratier frem i alverdens lande, der tidligere havde været underlagt autoritære regimer, pressefriheden blomstrede og borgerne i mange lande oplevede frie valg for første gang i deres liv.

Med denne udvikling var der etableret en vidtgående konsensus om, at demokrati var den styreform, der bedst kunne tilvejebringe velstand, bred repræsentation og en effektiv beskyttelse af borgernes rettigheder. Som udviklingen skred frem, blev troen på demokratiet nærmest ukuelig, og flere eksperter og meningsdannere konkluderede, at demokratiet var kommet for at blive. Når først demokratiet var ”the only game in town”, ville der ikke være nogen alternativer, som politologerne Juan Linz og Alfred Stepan teoretiserede i 1996.

Demokratiets retræte
I midten af 00’erne begyndte troen på demokratiet imidlertid at vakle, og siden da har de liberale demokratiers retræte fortsat ufortrødent. The Economist har fremsat flere faktorer medvirkende til, at demokrati ikke længere entydigt associeres med frihed, velstand og sikkerhed. En af dem er fremvæksten af “effektive demokratier”, hvor frihedsrettigheder og almene, liberaldemokratiske principper tilsidesættes til fordel for et system, der kan effektuere de “nødvendige” beslutninger, selvom de er i strid med menneskerettighederne. Disse lande kendetegnes ved en søgen efter en stærk leder, der kan fastsætte en kurs uden hensyntagen til, hvad der betragtes som overflødige hæmsko. Denne model har vist sig at være i stand til at frembringe høje vækstrater, som det er oplevet i lande som Singapore og Kina, hvoraf sidstnævntes exceptionelt høje vækstrater i løbet af få årtier har ændret landet fra et tilbagestående bondesamfund til en af verdens rigeste, stærkeste og mest indflydelsesrige nationer. Den kinesiske udvikling beviste for mange i udviklingslandene og autokratierne, at økonomisk vækst er ladsiggørlig uden at tilnærme sig vestlige systemer og værdier, og at vestligt demokrati ligefrem kan medføre økonomisk ustabilitet – tænk blot på finans- og gældskriserne fra 2007-08. Med andre ord er Kina blevet mange landes nye rollemodel, mens Vesten tilsidesættes.

Dette bør vække bekymring. I den årlige opgørelse fra den amerikanske tænketank Freedom House ser vi eksempelvis, at andelen af verdens befolkning, som lever i et frit land, er skrumpet fra 47 pct. i 2007 til 39 pct. i 2017. 2017 blev således det 12. år i træk, hvor demokratiet og friheds- og borgerrettighederne tabte terræn på verdensplan, og udviklingen gik særligt hurtigt i netop 2017, hvor hele 71 lande gik tilbage på indekset. Selvom en stor del af forklaringen skyldes den store befolkningstilvækst i særligt Afrika og Mellemøsten, er det imidlertid ikke hele forklaringen. I de forgangne år med terror, stigende trusselsniveauer fra andre autoritære regimer og interne uroligheder i bl.a. USA og Belgien er selv vestlige lande på tilbagetog. I Frankrig indskrænkes borger- og politiske rettigheder. I Storbritannien er pressefriheden faldet til en global 40.-plads. I USA er den politiske verden så stærkt polariseret og voldsom, at det truer tilliden til det demokratiske system. I Belgien er de fransk-flamske etniske spændinger så voldsomme, at de fører til langvarige politiske kriser, der i yderste konsekvens kan splitte landet i to. I Polen forsøger nationalister og konservative at undergrave de offentlige demokratiske institutioner. Og i Ungarn politiseres retsvæsenet, centralbanken og medierne.

De seneste år har vi set, hvordan flere lande vrager de principper, som gennem årtier har defineret de liberale demokratier: Velfungerende institutioner, der kontrollerer magthaverne, stærkt konsoliderede rettigheder og en vidtgående pluralisme. Tendensen har længe været nedadgående i lande som Tyrkiet og Rusland, men har spredt sig til b.la. EU-landende Polen og Ungarn. Med andre ord er demokrati som styreform ikke en ukrænkelig garanti for friheds- og borgerrettigheder, uanset om det sker ovenfra af magthavere eller nedenfra af bevægelser med autoritære tilbøjeligheder. Selvom afviklingen har bragt det liberale demokrati i en identitetskrise, og de færreste endnu spørger som Alf Ross: ”Hvorfor demokrati?”, må vi stadig stille os Hal Kochs afgørende spørgsmål: ”Hvad er demokrati?”.

 

De seneste år har vi set, hvordan flere lande vrager de principper, som gennem årtier har defineret de liberale demokratier
_______

 

Hvad er demokrati?
Spørgsmålet har ordlyd som titlen på bogen, som den danske teologiprofessor og demokratitænker Hal Koch udgav i 1945. Da Koch udgav bogen, var samtiden præget af rædslerne fra Anden Verdenskrig, og man søgte derfor svar på, hvordan man kunne skabe en styreform, der kunne sikre en effektiv beskyttelse af borgernes fundamentale rettigheder. Koch frygtede, at demokratiet blev reduceret til selve processen, hvorfor han argumenterede for en bredere demokratiforståelse. Koch mente nemlig ikke, at det var tilstrækkeligt blot at sikre de institutionelle og formelle krav til demokratiet såsom tredeling af magten, borger- og frihedsrettigheder, etc.; et holdbart demokrati kræver, at befolkningen tilegner sig demokratiet som livsstil. Dermed distancerede Koch sig fra en formalistisk demokratiforståelse og betonede i stedet et procesorienteret demokrati, hvor vægten lægges på samtalen og uddannelsen i modsætning til den ritualiserede valghandling.
”Det drejer sig om et sindelag, der skal bibringes hvert nyt slægtled. Derfor er det folkelige oplysnings- og opdragelsesarbejde nerven i demokratiet,” skrev Koch. For Koch betyder det, at et fuldbyrdet demokrati forudsætter, at befolkningen anerkender, at samtalen – den vedvarende og uafsluttede dialog – er redskabet, som skal tilvejebringe beslutninger i demokratiet.

Koch i det 21. århundrede
Dette er en vigtig lærdom i en tid, hvor det liberale demokrati udfordres fra flere forskellige kanter. I lande som Tyrkiet, der formelt stadig er et demokrati, har man bevæget sig i en autoritær retning, som konsekvent søges legitimeret med henvisning til en forsimplet demokratiforståelse, hvor afstemningen ophøjes til det eneste og afgørende element i demokratiet. Det er derfor ikke tilfældigt, at man i demokratiforskningen betegner lande som Tyrkiet ”elektorale autokratier”, og denne distinktion understreger også, at demokrati er meget mere end den simple valghandling. Skal det liberale demokratis kendetegn – kontrol med statsmagten, borger- og frihedsrettigheder – genskabes og sikres, er det derfor afgørende, at hovedvægten i demokratiet ikke kun bliver demokrati som styreform, men demokrati som ideologi og livsstil. Dette er i sagens natur ikke ligetil, når myndighederne undertrykker den frie debat, men noget kan der gøres: Den frie verden bør kritisere autoritære og illiberale ledere i et forsøg på at delegitimere dem; den bør støtte op om bevægelser og organisationer, der arbejder for at fremme demokrati og frihedsværdier, for derved at lægge grundstenen til en folkeligt funderet forståelse af demokrati som en samlet pakke; der bør lægges både folkeligt og internationalt pres på magthaverne for at få indført forfatningsreformer, der sikrer større demokratisk kontrol med statsmagten; og potentielt nye demokratier bør lære, at flertalsstyre ikke er lig uhæmmet magtudøvelse – statens magt stopper, hvor borgernes rettigheder begynder.

Hvis liberale demokratier fortsat baseres på netop friheds- og borgerrettigheder, er det afgørende, at der blandt borgerne i demokratiet er en generel tilslutning til nogle helt fundamentale, demokratiske principper: særligt presse-, ytrings- og forsamlingsfriheden. Der skal med andre ord herske en normativitet; en erkendelse af, at demokratiet er rodfæstet i dialogen, og at samtalen tager udgangspunkt i idealer om ligeværdighed og medborgerligt ansvar. Ellers forvitres selve demokratiforståelsen og hele filosofien bag.

 

Hvis liberale demokratier fortsat baseres på netop friheds- og borgerrettigheder, er det afgørende, at der blandt borgerne i demokratiet er en generel tilslutning til nogle helt fundamentale, demokratiske principper
_______

 

Demokratiforståelsen og opfattelsen af demokrati som en garant for frihed bygget på borgerrettigheder er således ikke noget, der kan udleves og fuldbyrdes med et kryds i ny og næ. Kochs idealer stiller krav til, at vi som borgere i demokratiske lande påtager os ansvaret for det samfund, vi alle er en del af, og at vi aktivt blander os i samfundsdebatten.

Hvis det liberale demokrati, både som styreform og ideologi, skal lykkes, må det tilsvarende dyrkes som livsstil af borgerne. For er man demokrat af natur, vil man have en tilbøjelighed til også agere demokratisk i livets øvrige aspekter i såvel privatsfæren som i den politiske. Dette aspekt er tilsvarende en del af forklaringen på, hvorfor demokratiet er presset i lande som Rusland, Ungarn, Polen og Tyrkiet: Befolkningerne har ikke taget ansvar og opført sig som ”demokrater af natur”. Samfundsudviklinger er imidlertid ikke altid kun produkter af autoritære lederes karrieredrømme eller illiberale vælgeres, men skyldes ofte flere sammenfaldende faktorer: I Rusland fylder økonomiske problemer så meget, at knap 80 pct. af russerne foretrækker økonomisk stabilitet fremfor demokrati; i Tyrkiet har politisk uro i form af bl.a. militærkup og kurdiske optøjer ført til en centralisering af magten og islamisering af samfundet; og i Ungarn og Polen er der udbredt utilfredshed med de demokratiske offentlige institutioner og den økonomiske udvikling – særligt i Ungarn, hvor det politiske civilsamfund er svagt, og EU-skepticismen og nationalismen står stærkt, kan ‘stærke mænd’ hurtigt vinde frem. Tilbage står spørgsmålet, hvordan vælgerne og civilsamfundet kan ændre udviklingen. Som nævnt ovenfor findes der ingen lette løsninger, men de første og afgørende skridt til at skabe en demokratisk kultur er at sikre presse-, ytrings- og forsamlingsfriheden, sikre demokratisk kontrol med magthaverne og at begrænse flertallets mulighed for at bestemme over mindretallet på bekostning af borger- og frihedsrettighederne i almindelighed.

Stærke ledere truer demokratiet
En demokratisk stat mistrives og kan meget vel henfalde til autokratiets overfladiske demokratianvendelse, hvis den ikke er befolket af demokrater. Selvom Vesten generelt præsterer højt på alle relevante parametre, er det kendetegnende, at en alternativ demokratianskuelse er i fremvækst. I bogen “The People vs. Democracy” (2018) viser Yascha Mounk, at nyere generationer i bekymrende lav grad vægter det at leve i et demokrati højt sammenlignet med efterkrigstidens generationer. Dette opleves i særdeleshed i lande som Storbritannien og USA, men også i lande som Finland, Norge og Nederlandene. Tilsvarende synes flere og flere, at militærstyre er en favorabel styreform, mens støtten til en “stærk leder” blomstrer. Den lave, svindende tiltro til demokratiet kombineret med ønsket om en stærk leder, som uden hensyntagen til demokratiske kontrolmekanismer kan gennemføre politiske beslutninger, peger i retning af, at de vestlige demokratiidealer er på retræte, og at en stigende andel finder det alternative og “effektive” demokrati tiltalende. En mulig forklaring herpå er 90’erne og 00’ernes skråsikre tro på demokratiet, hvormed man tog det for givet. Hvis ikke vi har en fortløbende debat om demokratiet, og hvorfor det er den mest ønskede styreform, er det dømt til at forgå.

 

Den lave, svindende tiltro til demokratiet kombineret med ønsket om en stærk leder, som uden hensyntagen til demokratiske kontrolmekanismer kan gennemføre politiske beslutninger, peger i retning af, at de vestlige demokratiidealer er på retræte
_______

 

Demokratiet skal tages seriøst
Skal Vestens liberale demokratier atter trives, er det derfor alfa og omega, at vi ikke kun ser demokratiet som en valghandling, men som del af tilværelsen. Vi bør ikke gå på kompromis med den udstrakte ytringsfrihed, de retsgarantier og den beskyttelse af individet, som har gjort Vesten succesfuldt. Desværre ses der i Vesten i disse år vedvarende angreb på bl.a. pressefriheden, mens der i flere og flere lande vedtages majoritære lovændringer, der indskrænker mindretallenes rettigheder på baggrund af den herskende folkestemning.

Læseren behøver ikke skue længere end til Danmark, hvor religionsfriheden kompromitteres med burkaforbud og indskrænkninger af forkynderes ytringsfrihed. Disse lovændringer kan forekomme harmløse, men det centrale er, at det er folkestemningen, der har banet vej for disse indskrænkninger. Kan man forestille sig, at man med tiden vil opleve flere drastiske tiltag, såfremt folkestemningen taler for det? Hvis vi lader folkestemningen legitimere alskens lovændringer, forfalder vi til en demokratiforståelse, hvor demokrati bliver forvekslet med flertalstyranni.

Det er her, at vi vender tilbage til Kochs forestilling om demokratiet som en samtale. For demokratiet er langt mere indholdsrigt end selve afstemningen. Demokratiet handler om, at vi gennem vedvarende dialog og modsigelse kan frembringe resultater. Det procesorienterede demokrati, hvor det kun er de formelle krav, som er opfyldt, strider imod demokratiets natur.

Hvis vi i fremtiden ønsker at bevare den frihed, som vi i Vesten nyder, er det væsentligt, at hele idéen om demokratiet kultiveres og videregives. Når Yascha Mounks undersøgelser viser, at det er de nuværende generationer, som hele deres liv har nydt demokrati, velstand og rettigheder, som værdsætter det liberale demokrati mindst, tyder det på, at den foregående generation har taget det liberale demokrati for givet.

Uddannelsesarbejdet og livsformen, som skulle videregives, er ikke blevet nedarvet af den nutidige generation. Det er derfor væsentligt, at vi stiller en række normative krav til, hvad demokratiet er. Ønsker vi at gøre det, er det nødvendigt, at forestillingen om demokratiet og dets idealer trives i befolkningen. Derfor er det afgørende, at den demokratiske dannelse ikke håndteres som endnu en floskel, men tages dybt alvorligt af alle samfundets parter og institutioner – ikke mindst i uddannelsesvæsenet, hvor demokratisk dannelse ikke bare bør være udenadslære eller pæne ord, men skal gøres til en livsstil. ■

 

Det [er] afgørende, at den demokratiske dannelse ikke håndteres som endnu en floskel, men tages dybt alvorligt af alle samfundets parter og institutioner
_______

 

Filip Steffensen (f. 1997) er formand for Liberal Alliances Ungdom Århus, studerer statskundskab.
Marc Dyhr Bangert (f. 1991) er medlem af LAU og cand.mag. i historie og samfundsfag. ILLUSTRATION: Demonstranter i Spanien den 29. oktober 2017 ifm. Cataloniens parlaments afstemning om at forlade Spanien to dage inden [foto: AA/ABACA/Ritzau Scanpix]